Tag en dyyyb indånding. Og pust ud.

Her kommer så det indlæg, som jeg i første omgang satte mig til tasterne for at skrive i går, som ironisk nok er et indlæg, der handler om, at det begynder at lysne i øst. For selvom vi godt kunne bruge Chris MacDonald og et kampråb for tiden, så er det ikke længere helt skidt det hele. I går var nemlig en optursdag på op til flere forskellige områder:

* Jeg var til lønforhandling med den nye chef, og det var en virkelig positiv oplevelse. For det første var det utrolig rart og tiltrængt at høre to af De Voksne sige, at de både har set og værdsat de ekstra kilometer i sprint, jeg har tilbagelagt. For det andet var det fedt at opdage, at min forberedelse til mødet var lige i øjet. Lidt en ud-af-kroppen oplevelse at høre mig selv snakke om skatteregler og sætte tal på min indsats – og virkelig mene det. Og ikke mindst: At turde læne sig tilbage og være stille. Havde frygtet, at jeg ville forfalde til ”aj, men jeg ved også godt, at det er højt sat” modellen, men synes egentlig selv, at jeg slap fra forhandlingen med et godt resultat og æren i behold.

* Senere, da jeg kom på job, tolkede jeg med en kollega, som pludselig og umotiveret udbrød: ”Jeg har faktisk i lang tid tænkt på, at jeg ville sende dig en mail, fordi jeg synes, at du har gjort et vildt godt stykke arbejde som tillidsrepræsentant. Når man tænker på, hvor kort tid du har siddet på posten, er det jo helt vildt, hvad du har fået igennem!” Var nærmest ved at begynde at hyle af taknemmelighed. Og jeg vil gerne understrege, at det her ikke handler om, at ros er min eneste benzin og drivkraft, men efter at have tænkt længe og meget over, hvorfor jeg pludselig har så meget behov for at blive set og anerkendt, er jeg nået frem til, at det handler om, at der er nogle ting og nogle mennesker, jeg har forsømt, fordi jeg har været nødt til at zoome akut ind på noget andet. Det har udløst en dårlig samvittighed, det gør, at jeg nok et usædvanligt stort behov for at høre, at det så rent faktisk gør en forskel for dem, jeg prioriterer.

* Da jeg kom hjem fra arbejde, var der kommet medarbejderblad fra Skanderborg festival. Og der var en, der hed Linda, som havde 5 artikler i. Med billeder til som hun selv havde taget; billeder, som ikke bare fungerede, men som faktisk var gode. Så nu er jeg sådan en, der er udgivet på tryk, hvilket jeg næsten ikke kan få armene ned over.

* Som om alt det ikke var nok, har jeg også udsigt til at blive meget tynd lige om lidt. Det ser jeg frem til. Farvel røv. Farvel lår. Farvel hovedmåltider. Efter besøg i Matas har jeg investeret i så meget energi og overskud i pilleform, at jeg ikke længere vil være i stand til at føle sult.

* Og endelig (i småtingsafdelingen men alligevel) opdagede jeg a) en kongefed trøje fra Amsterdam, som jeg havde glemt, jeg havde købt og b) to iskolde dåsecolaer i køleskabet (lider stadig lidt af det der tørst.).

Det begynder stille og roligt at ligne noget igen.

My house – my rules.

Der findes nogle bloggere, som når de får en træls kommentar, giver den pågældende læser ret; måske fordi de er bange for at fremstå som unuancerede eller for at miste læsere.

Dem er jeg ikke en af.

Så når jeg kommer hjem til: ”Kæft, hvor er du sur for tiden” i mit kommentarfelt, bliver jeg ikke skuffet. Jeg bliver vred.

Lige nu foregår der ret meget i mit liv, der ikke egner sig til at blive blogget om. Dels er jeg ikke superanonym, og derfor er der nogle hensyn, jeg er nødt til at tage, dels er der nogle valg, jeg selv er nødt til at have tænkt igennem, inden jeg er klar til at delagtiggøre andre i dem, og endelig er der nogle issues, der er så private, at de er uinteressante for alle andre end de nærmeste. Så ja. Det er lidt op af bakke i tiden. Og ja. Det kan ses på bloggen.

Men lad mig lige opridse grundreglerne igen: Min blog er min. Mit fristed; min ventil. Jeg er glad og taknemmelig over, at der findes mennesker derude, som har lyst til at følge med i, hvad jeg tænker og laver, og min måde at sige tak på er, at jeg prioriterer at lægge et eller andet op hver dag, så der er noget nyt til dem, der bruger tid på at klikke ind forbi.

Jeg vil aldrig nogensinde dikteres, hvad jeg må skrive om, eller hvordan jeg skal skrive om det. Hvis man gerne vil læse om solskin og kattekillinger, findes der masser af glimrende blogs derude, som bare venter på at blive læst. Har man lyst til at læse med her, er det fint, og man mere end velkommen.

Men det er, som det er. Take it or leave it.

Top 5

over folk, der skulle have en lammer og bindes til en stol i et rum, hvor Mark Johnsons nye cd kørte på repeat:

1) Folk, der siger ’egentaget’ i alle deres sætninger.

2) Mark Johnson. For det være fordi, han ikke selv har hørt, hvor træls det lyder, når han siger: “Bawler”

3) Den ansatte på teknisk forvaltning, der har besluttet, at mandag morgen kl. otte er det HELT rigtige tidspunkt at feje og asfaltere ringggadens cykelsti.

4) Folk, der sætter sig bag én i et auditorium og snøkker op hvert. 30. sekund en HEL formiddag. (GRRRRR!!!!!)

5) Folk, der skriver deres opdateringer på FB på islandsk og færøsk. Hvad fander er ideen med opdateringer, hvis de er krypterede!?

Hvor godtfolk er… Eller det der.

Jeg har fået ny over-overbo; en ældre, meget energisk kvinde i ergonomisk korrekt fodtøj, der ejer en frygtindgydende mængde polyestertøj i støvede blå og beige nuancer.

Indtil nu har vi bare nabo-nikket, når vi har passeret hinanden på trappen; kølig, dansk distance som vi kender og elsker det.

Det sluttede i går.

Kom hjem fra træning, og stod og forsøgte at få min cykel til at holde balancen, mens jeg afmonterede 2 Føtex poser, min træningstaske og en pakke toiletpapir (med faretruende lavt blodsukker, I might add) (altså mig. Ikke toiletpapiret), da yderdøren pludselig blev flået op.

Har du noget vinduesrens!?

Øhh..? Altså sådan lige her, eller..?

Nej, men så er jeg fri for at skulle op på fjerde og ….. laaaaaang historie om noget housewarming og hvordan hendes veninder jo helst ikke skulle tro….. at jeg er flyttet ind i det RENE slum! anklagende blik. Jeg har i øvrigt fjernet en MEGET stor edderkop, den største jeg har set i hele mit liv LIGE over din dør. Den var KÆMPESTOR! hjælpsom illustration af størrelse med brug af begge hænder.

På det her tidspunkt står jeg stadig uden for min ejendom med tasken på ryggen, visne hænder pga. indkøbsposerelateret aflukning af blodtilførsel og holder min cykel med den ene fod. Er på nuværende tidspunkt en mærkelig blanding af irriteret og skrækslagen.

Jeg fjernede den med den her støvkost op i ansigtet på mig men der er stadig en MASSE spindelvæv over din dør din sjuskedorte!-mimik Men havde du noget vinduesrens?

Nej. Men jeg har sprinklervæske. Og stor lyst til at blive ladt i fred.

Sprinklervæske!?? Nej, dét tror jeg ikke, at man kan bruge! Kan du se? Der. Spindelvæv. Masser af det. Nej hov! Der sidder en edderkop mere! Nå da! Nå, men har du?

Jeg har sprinklervæske, og det virker. Det er et trick, jeg har lært at min bedstefar, som er en klog mand med en meget praktisk tilgang til livet, og du må gerne låne det. Du må få det. Hvis du bare vil gå væk væk væk og tage hele din nyfundne samling af 6-benede, lodne venner med dig.

Mens jeg står og roder i bunden af mit kosteskab efter rengøringsremedier, kan jeg pludselig høre hende hamre løs i min dørmåtte med sin støvkost.

For søren da!! Ja, jeg ragede den lige ned, og det var en hurtigløber, skal jeg love for!! Men jeg fik smasket den. Se! Der. I din måtte. *brækspasme!* Er der noget på kosten? Op i ansigtet på mig med den. Igen. Hvor mange gange kan det ske for en person på 5 minutter?

Du får tusind kroner OG 3 liter sprinklervæske, hvis du går op til dig selv.

Hvorfor flytter den slags altid ind, hvor jeg bor?

Rettidig omhu, bitches!

I tilfælde af at I derude skulle have besluttet jer for, at jeg er et relativt sympatisk menneske, kommer her et af de indlæg, der kan give anledning til at drage den modsatte konklusion.

Her til aften, hvor jeg ved en forfærdelig fejl *ahem* kom til at se Talent 09, sagde Hella Joof noget om de to formidable dansere Nelly & Eva:

”De er så dygtige, at de får det til at se let ud – og derfor kan jeg være bange for, om folk måske ikke opdager, hvor talentfulde de er.”

Nu synes jeg så også, at de er så seje, at jeg næsten begynder at tude, når jeg ser dem, og så god er jeg sgu ikke til noget, men jeg kan bare sagtens sætte mig ind i, at folk tror, at man er kommet sovende til de gode resultater, fordi man har øvet sig så meget, at man får det svære til at virke nemt.

Flere gange på det sidste har jeg oplevet at have knoklet røven i laser, og når resultatet så bliver fremvist, er folk sådan lidt: ”Nå ja ja, fint nok, men du er jo også sådan en, der har nemt ved alting.” Øh nå!? Så prøv du! Jeg bliver sgu så sur, når de får det til at lyde som om, jeg bare har brugt min computer som hovedpude, og næste morgen er indholdet så på magisk vis sevet ind i min hjerne.

Min arbejdsmoral og samvittighed er venligst udlånt af A.P. Møller-Maersk Gruppen, og når det færdige produkt sidder lige i skabet, så er det fordi, jeg har brugt 278.000 timer på at forberede mig.

Og jeg er lidt træt i de her dage, så jeg orker ikke så godt, hvis nogen lægger en kommentar om, at jeg selv vælger, hvor højt jeg sætter overliggeren. For jeg ved det godt, og I har ret.

Men indeni er jeg ind imellem 4 år gammel: Jeg vil jo for fanden bare gerne klappes på hovedet og ha at vide, at jeg er dygtig.

For det kan ikke passe, at det er 8 år siden, vel?

I dag har jeg været på opgave i nærheden af, hvor jeg læste til tolk, så for første gang i meget, meget, MEGET lang tid, cyklede jeg den vej, som jeg har frekventeret hver eneste dag i 4 år.

Det er 10 minutter siden, jeg blev færdig med at læse, men jeg skal da lige LOVE for, at kommunen har udnyttet tiden. Det fesne kloakdæksel, der tidligere tjente som rundkørsel, er forsvundet under hvad jeg bedst kan beskrive som et cirkulært skovområde med en radius på omkring 1000 meter og gode muligheder for trekking. Min gamle pedelmedhjælperarbejdsplads Teknisk Skole må se sig slået af Tysken; jævnet med jorden og erstattet af gigantisk Lidl med 1000 dertilhørende parkeringspladser. Den ramponerede knaldhytte, der dengang fungerede som kollektiv for 12-15 autonome og deres cykler, er forvandlet til vandskuret ligusteridyl med dobbeltsidet carport og happy hour på stationcars.

Og når man bor i Århus og ved, at kommunens foretrukne arbejdstempo kan virke hypnotisk, hvis man glemmer at blinke, kan man desværre godt regne ud, at man nok ikke er helt så nyuddannet, som man godt kan lide at forestille sig.

(Næsten) Alt om din mor.

Jeg har feriebarn i disse dage: Min Holstebro-hi-jackede veninde, som jeg har kendt i 15 år, og boet med i 4, er lige gået på barsel, og har derfor tid til at komme over og lege med mig.

I love it. Når man har boet sammen i fire år, er det fantastisk så hurtigt man falder tilbage i rutinerne, og med graviditetsrelateret undtaget indtag af den ellers så obligatoriske rødvin, er det fuldstændigt ligesom dengang.

Hun er et af mine absolutte yndlingsmennesker. Kæft, hvor har vi spillet meget trivial pursuit og båret mange branderter hjem gennem både Esbjerg og Århus. Tudet og grinet og været frustrerede og forelskede. Vi har haft de sygeste naboer, de mærkeligste forhold og de klammeste udlejere, og der har været fester, seriesøndage og uhyrlige mængder af kaffe og slik. Vi kender hinandens familier og historier – og hemmeligheder.

I disse dage er det en lille smule mere behersket og koffeinfrit, men det er stadig skidehyggeligt at sidde og blive enige om, at samtlige mandlige værter på TV-Avisen ligner resultater af en tysk afgangseksamen i føn, og at det er ubegribeligt, at der stadig er nogen, der stiller op til – og ser – Vild med Dans.

Om lidt er hun nogens mor, og det er det vildeste i verden. Jeg glæder mig allerede, til jeg om nogle år får mini over på ferie – om end jeg nok lige skal have Forsvaret til at gå en tur over billederne og historierne med den sorte tusch og slettelakken.

Hvis nogen råber, at Beyonces blog er bedre end min, er der tæv!

De to dejlige damer Citygirl og Anna har været så søde at smide The Most Awesome Girl-awarden efter mig. Tak for det!

Betingelsen for at modtage denne award er, at man skal skrive 10 ting om sig selv. Som ode til mine trofaste læsere, der hænger på, indlæg efter indlæg, og som derfor efterhånden kender mig bedre, end jeg kender mig selv, har jeg anstrengt mig for at komme i tanke om 10 spritnye oplysninger. *et sus går gennem forsamlingen* Here goes:

1) Jeg synes, at en tegning virker ufærdig, hvis der ikke er gult på den.

2) Når jeg bliver meget bange eller forskrækket, holder jeg mig for ørerne.

3) Som barn fik jeg fjernet polypper TO gange. (Vi er bare nogen, der ikke kan lade være med at konkurrere.)

4) “Slap af/tag det nu roligt” er to sætninger, der med 1.000 % sikkerhed får mig HELT op i det røde felt.

5) Jeg har altid lakerede tå-negle, en ny farve hver uge.

6) Jeg synes, at heste er pisseuhyggelige.

7) Min første tanke 9 ud af 10 morgener er: “I aften går jeg altså tidligt i seng!”

8) Jeg slæber nogle ting med mig i bagagen, som jeg har mørklagt så effektivt, at der er hele perioder af mit liv, jeg ikke kan huske.

9) Beklageligvis er min gøglerperiode ikke en af dem. Der var stepdans, hennahår og medlemskab af både Greenpeace og Amnesty International.

10) På en gennemsnitsuge:
– læser jeg en bog
– drikker jeg 48 kopper kaffe
– skriver jeg 9 blogindlæg
– cykler jeg 50 km.
– underviser jeg 3 gange
– træner jeg 10 timer
– siger jeg “Fuck!” 1.400 gange

Så! 10 ting. Tror nok lige, at der er fyldt så meget action på nu, at vi er mange, der får svært ved at sove.

Men inden vi lader månen og stjernerne tage over, så vil jeg gerne sende awarden videre: Lene, Stine, Anne, Thomas og Suzi. Værsgo. Fordi I er nogle af de bedste, jeg ved.

www.fuckingkliché.com

Jeg er ved at udvikle en ny teori om, hvorfor ældre mænd går efter yngre kvinder. Min spirende mistanke går på, at det måske ikke så meget handler om en krop uspoleret af tyngdekraften som det handler om et sind uspoleret af kynisme og erfaring. Kvinder på 21 er bare en del nemmere at snyde end kvinder på 35. (Det gælder selvfølgelig ikke mine læsere på 21. Det er de andre 21-årige, jeg snakker om.)

Min veninde, som først nys er begyndt at date igen efter 6 måneder i natostilling af sorg over ekskærestes exit, kom forleden og fortalte, at hun nu endelig havde mødt en, som hun var oprigtig interesseret i. Jubel. Der var lange udstrækningsseancer i fitnesscentret. Der var fællestræning. Der var flirt og fysisk kontakt. Eneste hage var, at min venindes veninde tidligere har været der (fik i den forbindelse en forfærdelig tanke: Når min omgangskreds begynder at formere sig, vil der altså være flere børn, hvis fædre har været sammen med flere af mødrenes veninder. Tænk hvis det samme gælder for vores forældre *fysisk-dårlig-smiley*), og dengang brillerede han med at vise sig at have en kæreste. Men vi blev enige om at lade tvivlen komme ham til gode: Det er mange år siden, vi begår alle fejl, vi bliver alle klogere, blablabla.

Og så – på 4. date:

”Ja, jeg bor jo godt nok sammen med min kæreste, men det går ikke ret godt. Hvordan har du det med det?”

WTF!?

AJ, men helt ÆRLIGT!!! Sig det sgu da fra starten, hvis din agenda er, at det bare skal være sex, så hun har en reel mulighed for at tage stilling til det, hun bliver tilbudt! Lad være med at rende rundt og spille tilgængelig!

Nå, men som hun selv siger: Der har man jo ligesom været flere gange, og selvom man bliver kortvarigt gal, så ER det altså ikke noget, der får verden til at styrte i grus. Skrid pom frit, og lad endelig døren ramme dig i røven på vej ud.

Nu bliver hun så nærmest elektronisk mandsopdækket. Han vil gerne vide, om hun “er ok?” Betænksom fyr. Og han synes, at hun er forfærdelig sød, og vil så gerne, at hun ”lukker ham ind i sit liv.” Hvad kæresten formodes at lave, mens han står og flagrer i andre dørsprækker, melder historien ikke noget om.

Jeg synes faktisk ikke, at vi er nogle kyniske kællinger, men vi ER nok blevet sværere at imponere, fordi uskylden efterhånden er læderet af de mange sammenstød med løgne og tilpassede sandheder. Og for hver selverhvervet erfaring, man har gjort sig, er der ti til låns hos veninderne.

Som 21-årig kan man stadig overbevises om, at det er bedst at holde skodderne lukkede og gardinet trukket for, da porøse facader og skrøbelige undskyldninger ikke bør udsættes for direkte sollys.

Vi andre gamle krager har lært, at hvis noget ikke tåler dagens lys, så er det ikke lyset, der er noget i vejen med.

Mekaniker med magiske evner søges.

Jeg lider af valg-angst. For mange tilbud gør mig nervøs, og jeg er altid sikker på, at alle andre er bedre til at træffe kvalificerede beslutninger end mig, fordi de får øje på fælder, detaljer og sammenhænge, jeg ikke ser. Heldigvis arbejder jeg meget målrettet, når jeg endelig har lukket øjnene og med rystende finger udpeget mit valg , men for meget forandring har altid gjort mig utilpas, og måske er det derfor, at mit sind lige nu føles som vejret. Solskin og varme det ene øjeblik, morgenfrost og regn det næste. Overalt omkring mig blæser forandringens vinde, og jeg har en fornemmelse af, at det først nu er ved at trække rigtigt op til storm.

På flere af mine jobs er der over de sidste par måneder sket utroligt mange og store forandringer. Selvom det hele på overfladen endelig ånder fred, og selvom der i alle afkroge af organisationerne er hårdt, hårdt brug for arbejdsro, kan jeg alligevel på den dybe rumlen høre, at de tektoniske plader er langt fra færdige med at brydes.

Finanskrisen har ændret spillet, som vi kender det. I første omgang handlede det bare om ikke at blive fyret, og alle klamrede sig til deres jobs og sagde – i en blanding af skræk og taknemmelighed – ja til nye funktioner, flere opgaver og færre ressourcer. Nu er hverdagen ved at sætte ind, og jeg kender så mange, der står op hver eneste dag, og trasker på job, hvor de desperat prøver at slå vand af sten; dygtige, engagerede mennesker, der tidligere brændte for deres jobs, men som nu bare er ved at brænde ud.

I mine overskudsøjeblikke glæder jeg mig over, at så mange faste roller og forældede procedurer redefineres og forbedres. Jeg bliver begejstret ved udsigten til de mange muligheder, og jeg tror optimistisk, at vi har redet stormen af og kan begynde at genopbygge en ny og bedre verden.

Men bedst som jeg begynder at vejre morgenluft, kommer der endnu en nedskæring eller opsigelse, der får den skrøbelige konstruktion til at styrte sammen, og vi må starte forfra. Igen.

I mine mørke øjeblikke, synes jeg, at hele verden er blevet sindssyg, og at vi pisker og prygler vognen frem, hurtigere og hurtigere, mens hjulene slingrer, skroget knager og møtrikker og skruer flyver om ørerne på os. I mine mørke øjeblikke spekulerer jeg på, hvordan vi kommer videre, når det endelig lykkes os i blind panik at drive vognen ud over kanten, og den falder ned og rammer rock bottom med et brag.