tirsdag den 4. august 2009

Redefinition of disco.

På torsdag drager jeg til Skanderborg, og skal igen i år skrive fra festivalen. Der lader til at have været relativ stor udskiftning på vores lille redaktion, og jeg tænker, at det må være med en præsentation for øje, når Formanden sender en mail, hvori han beder alle ”tage et foto, en Vi Unge eller Bravo plakat eller et pladecover med - af en person/gruppe, som I har en god historie om, en særlig relation til eller som I bare er die hard fan af.” (Tror i hvert fald ikke, at vi skal lave illustrerede artikler om Nena og Limahl, men man ved selvfølgelig aldrig.) Min første tanke var ”åh NEJ!” Hader sådan noget gøgl! Flashbacks til tidligere tiders rædselspræsentationer, hvor man enten skulle synge en sang, der sagde noget om en, eller fik stukket en sten i hånden og skulle dele med gruppen, hvad den sagde.

Efter lidt spekuleren frem og tilbage, måtte jeg dog modvilligt medgive, at det faktisk slet ikke var så dårlig en ide endda, eftersom det formentlig både bliver sjovt at høre, hvad folk har at sige, og fordi valget samtidig siger meget om både personlighed og værdier. Point til Formanden.

Næste problem var så, hvem man skulle vælge. Hvis I blev bedt om at svare på, hvem I heppede på, ville I så bare lige kunne gøre det? Kvamm og LOC kan jeg jo utrolig godt lide, men nok mest pga. deres æstetiske bidrag til den visuelle verden. Svend Auken fortjener mere end en halvsnøvlende ”Skål!” i et skur. Mine forældre, som ellers burde kåres som flagskib for institutionen Lykkeligt Ægteskab (kærester siden de var 15, altid ALTID enige og aldrig til at spille ud mod hinanden, og en far, der stadig køber blomster af ren og skær kærlighed. Come on! Hvem ville IKKE få præstationsangst af at vokse op i det??) er ligesom ikke helt rock n’ roll nok.

Men så slog det mig. Selvfølgelig!*klasker-hånden-mod-panden.* Infernal, sgu da!

Og må jeg ikke godt lige få lov at forklare, inden I buh’er og klikker væk for aldrig at komme tilbage?

Ud over at Lina appellerer voldsomt til min indre Barbie med sin garderobe fuld af tyl og palietter, så synes jeg simpelthen at hende og Paw er så grundseje, fordi de står ved, hvad de laver. De forsøger ikke at sælge deres musik som lyriske digte tilsat musik. De forsøger ikke at fremstå som forpinte kunstnere, der er misforståede af deres samtid. De laver musik, man bliver glad i låget af, og det er de stolte over.

Jeg har flere gange set Lina bliver stemplet som dum blondine, der bare traller sig igennem hjernedød aerobicmusik, men for mig lyder hovedet nu ikke til at fejle noget, når hun bliver interviewet. Hun virker temmelig hands-on og målrettet med sine ting. Mit indtryk er bare, at hun vælger at bruge sin tid og sin energi på at lave det, hun tror på, og som gør hende glad, i stedet for at forsvare genren og fistre rundt på korstog, der på forhånd er dømt til at mislykkes.

Jeg har set dem live en håndfuld gange, og jeg elsker, at de giver sig 120 % procent HVER gang. Til Grøn Koncert, hvor de bare var en lille del af et større set up, skiftede Lina tøj med så høj frekvens, at det er nærmest var umuligt at nå at se med det blotte øje, og scenen var proppet med motorcykler, kæmpestjerner og dansende homo’er – det var et spektakulært festfyrværkeri af overskud og begejstring.

At elske det man laver, at tro nok på det til at have lyst til at gøre sig umage og gå hele vejen – HVER gang – og at kunne trække på skulderen af hånlig kritik: Dét er jeg die hard fan af. Sådan vil jeg også være, når jeg bliver voksen.

1 kommentar:

  1. Elsker, elsker, ELSKER Infernal. Og Lina. Og Paw :-)

    SvarSlet