fredag den 31. juli 2009

Når man bliver tvunget til at tænke udenfor boksen.

I tirsdags skrev jeg et indlæg på Ordet Rundt, som beskrev en brøkdel af mine overvejelser omkring at vælge at få børn alene.

Med min hjerne har jeg hele tiden været klar over, at det er et emne, andre mennesker har en holdning til, og ikke nødvendigvis den samme som min, men jeg var ikke forberedt på de reaktioner, jeg fik.

Måske er jeg forvænt, fordi min omgangskreds består af mennesker, der i vid udstrækning har samme politiske ståsted og grundholdning til livet som mig, og selvfølgelig vil jeg til enhver tid forsvare mit valg, hvis jeg ender med at gøre det. Men ligesom jeg synes, at det er direkte idiotisk at mene, at homoseksuelle ikke skulle kunne opdrage børn fuldstændigt ligeså godt eller dårligt som alle mulige andre, så har jeg svært ved at se det rimelige i, at man som single kvinde skal være mere perfekt og leve op til højere standarter end folk i forhold.

Det er fuldstændig rigtigt, at man som eneforsørger kun har sig selv at trække på, både psykisk og økonomisk, hvilket betyder færre ressourcer i forhold til barnet. Til gengæld har man tænkt det grundigt igennem inden, og ved fra starten at det er vilkårene - modsat de mennesker, der går fra hinanden når børnene ER lavet. Og det kan godt ske, at den eller de mænd, man vælger som mandlig rollemodel for barnet ikke er knyttet til det biologisk. Til gengæld ender barnet ikke som taber, gidsel og straffemiddel i en situation, hvor mor og far ville være bedst tjent med aldrig at skulle enes om så meget som farverne på dannebrog. For det er et faktum, at næsten 30 % af alle par, går fra hinanden igen, så det er noget pjat at bruge 'et-barn-skal-have-to-forældre' som argument for, at enlige ikke skulle have mulighed for at få børn. Det kan godt ske, at ungen helst ville have to forældre, hvis den blev spurgt – og det ville den givetvis – men alternativet er, at barnet aldrig bliver til, og det er vel for fanden værre?

Jeg tror virkelig helt ind i kernen af min sjæl, at man - hvis man tør at tænke alternativt - kan skabe et liv for sit barn, som indeholder præcis ligeså meget tryghed og kærlighed, som et liv med to forældre.

Og nu ER der jo heller ingen, der siger, at fordi man har valgt børn aktivt til, så har man valgt parforhold aktivt fra. Det kunne jo rent faktisk godt tænkes, at man mødte en, der med glæde nappede hele den lille pakke.

Det eneste virkelige etiske dilemma, jeg indtil videre er faldet over er, hvad man gør, hvis et par af de gamle kærester viser sig at være sæddonore….

I tirsdags fyldte bloggen to år, og jeg har efterhånden lært, at når man stikker næbbet frem, risikerer man at få det i klemme i døren.

Jeg var bare ikke lige forberedt på, at det stadig kan gøre ondt.

8 kommentarer:

  1. Hej Linda. Jeg kan ikke lade være med at kommentere dit indlæg. Jeg ønsker bestemt ikke at gøre dig ondt, og jeg håber at du ser at jeg 'går efter bolden' (her, hensyn til barnet) og ikke efter dig som person. Og det er jo kun en teoretisk diskussion indtil videre, så vidt jeg forstår.

    Jeg kender dig jo ikke, men her set helt udefra synes jeg du sætter lave standarder for den hypotetiske situation vi taler om, når du hævder at det trods alt er bedre at en enlig kvinde bliver kunstigt befrugtet, end gidsel-agtige skilsmissesituationer og børn der ikke får lov til at komme til verden. Virkelig??!? Er det virkelig det du synes retfærdiggør en evt. beslutning om at få et barn som enlig?

    Som læser af din blog ved jeg at du er meget alsidigt tænkende og godt tør stille spørgsmålstegn ved dine egne antagelser. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at læse dette indlæg som en konstruktion af argumenter der passer til det du ønsker. Det synes jeg emnet er for alvorligt til.

    Jeg er ikke sikker på at det er en trøst for et barn og senere ungt menneske, som måske skal vokse op med alvorlige identitetsproblemer pga manglende far, at han/hun trods alt ikke som en tredjedel (?) af alle familier skal opleve skilsmisse - der er jo trods alt flere som ikke gør. Ej heller tror jeg det hjælper meget at tænke 'det ville være værre hvis jeg ikke var blevet født' - det tror jeg ikke kan sammenlignes i den situation.

    SvarSlet
  2. Trine Louise, jeg er så lodret uenig med dig, som man kan være.
    Hvorfor skulle de argumenter ikke holde? Jeg kan ikke se, hvorfor de skulle være konstrueret til lejligheden - mon ikke du forveksler det med, at hun har gjort dem personlige?

    Når Linda siger, at det er bedre at være barn af en enlig mor (bræk-udtryk iøvrigt) end at være skilsmissegidsel, siger hun jo ikke, at det er sådan alle børn vil få det, hvis de ikke er så heldige at bliver skabt af en enlig mor.
    Hun siger bare, at der er ting, der er betydeligt værre for børn, men at det ikke er noget, som samfundet gider hidse sig op over.

    Men at en ressourcestærk kvinde, der virkelig vil få et ønskebarn, skal få det alene - DET er kontroversielt. Om jeg begriber det...

    Og mht. identitetsproblemer - det tror jeg også mange adoptivbørn og sikkert andre børn, der ikke kender deres rigtige far, kan rende ind i, men jeg kender alligevel nogle lykkelige eksemplarer af slagsen.

    Hvis en enlig kvinde - eller mand for den sags skyld - virkelig ønsker sig et barn og har ressourcerne og evnerne til at tage sig af det, kan jeg overhovedet ikke begribe, at de ikke skulle have lov til det.

    Narkomaner må få børn i vildskab, teenagere må få børn i vildskab, psykisk syge må få børn i vildskab - bare vi for himlens skyld kender faderen! Jeg kan altså komme i tanke om mange værre ting, end ikke at vide, hvem ens far er. Og kan vi ikke blive enige om, at det vigtigste er en kærlig opvækst?

    Jeg ville som ufødt barn krydse både fingre og tæer for at bliver Lindas baby!!!

    SvarSlet
  3. Som jeg læser Lindas blogindlæg, er hendes argumentation for et tilvalg af et barn netop:

    ”Jeg tror virkelig helt ind i kernen af min sjæl, at man - hvis man tør at tænke alternativt - kan skabe et liv for sit barn, som indeholder præcis ligeså meget tryghed og kærlighed, som et liv med to forældre.”

    Hvorledes det på nogen måde skulle være at betegne som ”lave standarder” er mig ubegribeligt.

    Er kernen i sådanne diskussioner ikke, at muligheden for kunstig befrugtning tvinger os til at forholde os til ordet "familie"?

    Hvis vi forstår "familie" som værende far, mor og børn, så udelukker vi alle de enlige og homoseksuelle forældre. Hvis vi samtidig definerer familie som dem der deler biologisk arvemasse, så udelukker vi alle dine, mine og vores familierne.
    Så måske er denne "alternative tænkning", som Linda efterlyser, ikke blot ønskelig, men i høj grad også nødvendig?

    Min umiddelbare forholden til ordet "familie", dækker over en særlig gruppe mennesker, der ubetinget elsker hinanden og giver hinanden tryghed, trøst og støtte (og en hel masse andet positivt).

    Det er vel ud fra en sådan grunddefinition at man giver sig selv retten til at vurdere andres grunddefinitioner. Balancen er således altid at være bevidst om at en vis begrebsafklaring er nødvendig og at grænsen mellem at vurdere/diskutere og at dømme, er utrolig fin og derfor desto mere væsenlig at holde sig for øje.

    SvarSlet
  4. Skynd du dig bare ud og bol dig selv tyk og få et barn.

    Ingen kan forudsige livet alligevel. Havde du en mand, kunne han dø, I kunne blive skilt eller han kunne være en fraværende far og du stå for prægningen helt alene alligevel. Andres indbildte stokroseidealisering (sandsynligvis endda angst for at deres mand forlader dem forklædt som 'hensyn til barnet'), ja det kan du ikke bruge til noget.

    Når du er fire måneder henne med mr X møder du sgu nok mr Right - livet har det jo med at gi' på de særeste måder, ik. Pøj pøj og husk: Børn er det bedste - og vi kan alligevel ikke beskytte dem mod alle knubs.

    Jeg tror, du er en stærk og god kvinde - bare kom igang :)

    SvarSlet
  5. Kender flere kvinder der har fået deres børn i ægteskaber, hvor børnene nok ved hvem far er, men sjældent ser ham. De to voksne bor i samme hus, men hader hinanden.
    Det skal børnene lige lære at forholde sig til.

    Kender flere kvinder, der fandt en mand, giftede sig med ham, fik et barn med ham, hvorefter ægteskabet gik i stykker. Så blev de skilt. Så var kvinden enlig mor eller delemor. Det skulle børnene lige lære at forholde sig til.

    Kender en kvinde, hvis far aldrig var en del af hendes liv, fordi han ikke gad. Hun har aldrig set ham. Han skulle angiveligt være spanier. Det skulle hun lige lære at forholde sig til. Hun har et fremragende liv.

    Kender to kvinder der har fået barn vha donor - stor succes. Ovenikøbet behøver de ikke bekymre sig om ex'en der er skredet. For han er der ikke.
    Når børnene vokser op skal de lige lære at forholde sig til at der ikke er nogen far.

    Kender en kvinde, der har fået barn med bøsse-kollega - stor succes. Efterfølgende fik hun også en kæreste, der selv havde et barn.
    Der var ikke noget som sammenskudsbarnet skulle lære at forholde sig til fra starten (havde både far og mor som var gode venner), men da der kom en pap-søskende, skulle hun lige lære at forholde sig til det.

    Jeg så også engang en dokumentar om et folk, hvor det var kvinderne der ejede al jorden og husene og mændende var elskere. Hvem der var far til børnene var ligegyldigt. Børnene havde et fast hjem med en forsørger og så opdrog man ellers kollektivt.

    Jeg er selv vokset op i en kernesund kernefamilie med far mor og tre børn. Jeg er totalt traumatiseret og jeg kommer aldrig over det. Det skal jeg lige lære at forholde mig til.


    Der er mange måde. Uanset hvad, skal man som barn lige lære at forholde sig til det.

    SvarSlet
  6. Trine: Tak for din kommentar. Jeg ved, at jeg kommer til at stå ansigt til ansigt med mange, der deler din opfattelse, og du og dine har naturligvis ret til at have en anden holdning end mig.

    Dette er for mig et meget stort spørgsmål, om et meget stort emne, som jeg ikke nærer noget ønske om at agere hverken korsridder eller posterchild for. Jeg beder ikke mennsker, der er uenige med mig, om at forstå mine valg, men jeg vil samtidig holde fast i, at det ikke tilkommer andre at dømme mine valg, eller bede mig retfærdiggøre dem.

    Ifølge Danmarks Statistik (jan. 2009) lever 73% af alle børn med begge deres forældre, hvilket betyder, at lige knap 30% procent klarer sig med en forælder. Hvis man skal give kildekritik, synes jeg, at det ville være god stil at tjekke de tal, man anfægter.

    Og endelig håber jeg bestemt ikke, at jeg nogen steder har fået givet udtryk for, at jeg ikke synes, at emnet er alvorligt.

    Stine, Jette, Suzy og Niels: Tak for jeres opbakning, overvejelser og kloge ord. De betyder mere end I tror.

    SvarSlet
  7. Hov - den havde jeg overset. Stort emne, ellers. Og de klogeste ting er allerede sagt på smukkeste vis af Stine, Jette, Niels og SuzyQ, så jeg vil egentlig bare lægge mit respekt-kort i puljen. For dine seriøse overvejelser, og for dit mod til at fortælle om dem. Det er en hvepserede, du har stukket hovedet i, men det ved du vist. Godt du tør! Vores paranoide normaliseringssamfund har så uendelig meget brug for, at der er mennesker som tør tænke og tale konformiteten og dogmerne midt imod. Ikke som korsridder eller posterchild, men netop bare ved at stå ved sig selv og sine overvejelser.

    Så sent som i sidste uge så jeg en forside på Berlingske, ifølge hvilken det var "dybt betænkeligt", at flere og flere kvinder valgte at få børn uden at være i et forhold. Jeg bliver instant rødglødende feminist af den slags. Det er jo først og fremmest et problem, fordi en masse mennesker partout vil have, at det skal være et problem. Fordi forandring er farligt. Eller noget.

    God vind, lige meget hvad du vælger, seje du!

    SvarSlet
  8. Hej Linda!
    Nogle gange når tænkemaskinen rigtigt kommer op i omdrejninger og næsten når det punkt, hvor man bliver skør af det, så tænker jeg, at der er gået alt for meget politisk korrekthed og velfærd i den danske dagsorden. Der er såvidt jeg ved endnu ikke kommet et forældrekørekort og Anni (hende med bl.a. Bjarne, der sgu ikke gad bruge kondom - ikke hende med Erik!) må vist stadig reproducere, og jeg vælger at tro, at vi trods alt aldrig når til det punkt!

    Til trods for, at jeg også er en af dem,der i en alder af 35 ikke ved, om jeg magter at få børn eller ej, så mener jeg grundlæggende, at det er naturligt at reproducere. Samtidigt må det jo også være naturligt at vælge det fra, når nu vi er i stand til at tage det bevidste valg - ellers havde vi vel ikke havet den funktion i tænkemaskinen?!

    Mit budskab er at vi som mennesker desværre har den mulighed at tænke sig fra forstanden (og den funktion er vi kvinder desværre nok ret tilbøjelige til at benytte os af). Men min grundlæggende holdning til dette emne er helt klart, at vil man mægtig gerne have et barn, så får man sig et barn - uanset om man er i fast forhold til en af det modsatte eller samme køn, eller om man er single - og så gør man sit bedste for at give dette barn de bedste betingelser i form af ubetinget kærlighed og trygge rammer (og penge er ikke nødvendigvis lig med trygge rammer!). Og ud fra mit kendskab til dig, så burde du nok kunne klare den opgave noget bedre end Anni, så jeg er overhovedet ikke nervøs for mine kommuneskattekroner eller det ny lille hjælpeløse menneske, du måtte ende op med. Held og lykke!

    /Runa

    SvarSlet