onsdag den 29. juli 2009

A good sport.

Ud over at lave de fineste tegninger, skrive blændende godt OG være ualmindelig sympatisk (nogle mennesker kender bare ikke til begrænsningens kunst), er vores veninde Stine Stegen også modig. For nogle uger siden kom hun til give udtryk for, at hun gerne ville lidt i form, og når jeg hører den slags udmeldinger, hopper jeg øjeblikkeligt i den blå heldragt med det gule S på maven, og ser det som min hellige pligt at omsætte ønsket til virkelighed.

Derfor har jeg i bedste bootcampstil heglet Stine igennem diverse aerobic- og spinningklasser. For at forstå hvad jeg mener, kan man evt. forestille sig scenen fra G.I. Jane, hvor Viggo Mortensen (mig) efter at have tævet hende halvt ihjel med træt stemme siger til Demi Moore (Stine): ”Lieutenant. Seek. Life. Elsewhere.” Hvorefter Demi Moore spytter en blodig tand ud og hvisler: ”Suck. My. D*ck!!”

Hun er sej. Stine, altså.

Og jeg tager godt nok hatten af for, at man stiller sig ind og udfordrer sin motorik, omgivet af mennesker, der ser ud som om de aldrig har lavet andet. Når man har trænet i et par år, lægger man ikke længere mærke til de nye mere (med mindre – og her er jeg nødt til at være ærlig – at de bevæger sig som frøer i blendere), men det ved man ikke, når man er ny. Hvis jeg husker rigtigt, føler man, at man er dyppet i selvlysende maling og har en klokke om halsen, der larmer hver gang, man bevæger sig.

Når jeg har gæster med ind i den verden, hvor jeg selv bruger en stor del af min tid, ser jeg altid på mine vante omgivelser med nye øjne. Jeg har forsøgt at gennemskue, hvorfor jeg elsker det så højt. For det er ikke kun nærdødsoplevelserne og smagen af blod bagerst i munden. Det er heller ikke kun et spørgsmål om, at det føles godt bagefter. For når jeg er i Esbjerg, og jeg låner deres faciliteter, så får jeg opfyldt begge disse kriterier – og jeg røvkeder mig.

Derfor er jeg nået frem til, at det må handle om det sociale.

I en hverdag, der altid føles 3 timer for kort, og skal strækkes i begge ender for at forslå bare nogenlunde, er det fantastisk, at man får foræret gratis tid med vennerne. Det giver mulighed for at bevare nogle relationer, som man ellers kunne frygte ville ryge pga. manglende tid, og det gavner også de venskaber, som rækker langt uden for centret, fordi man får en daglig update på folk, deres humør og deres liv. Hvis vi skulle koordinere vores kalendere, ville vi ikke få en brøkdel af den tid sammen, vi har nu.

Derfor er det egentligt en skam, at man kun kan give folk en prøvetime eller to, for det vil aldrig kunne give en udefrakommende oplevelsen af at høre til; at være en del af noget. Så selvom jeg har lyst til at rende rundt og rette på vægtskiverne, ryste måtterne (aj. Det lød fandme klamt.) og bede de andre om at tale pænt, når vi har gæster, så ved jeg desværre godt, at jeg ikke kan vise det bedste ved at træne: Venskaberne, som følger med.

5 kommentarer:

  1. først. sejt Stine!! håber du får lyst til at blive hængende : - ) for som Linda ganske rigtigt skriver, så er det ikke kun blodsmagen, der tæller, men helt klart også det sociale. I VORES center er vi en pæn flok, som nærmest bor der - og den sociale kontakt det giver, og specielt når man hører til dem, der ikke deler sofa med et andet voksent menneske (en nærmest voksen teenager tæller ikke her!), så er det utroligt givende. Både når man er ked, glad, træt osv. Så helt enig med Linda : - ) igen!
    - mette

    SvarSlet
  2. Linda, gid du boede i nærheden af mig. Med dit center.

    SvarSlet
  3. Vil det sige, at de andre HAR lavet andet end de der "spark så øverste fod rører loftet, land på den anden fod og lav derefter et slag mens din albue opfører sig som en slange-moves" hele deres liv??? Damn...

    Iøvrigt synes jeg faktisk, at du HAR givet et godt indblik i de venskaber, der kan opstå sådan et sted. Selvom det føles som at være en motorisk udfordret blenderfrø, er jeg godt nok blevet taget pænt imod, synes jeg. Og når jeg slæber mit ømme korpus afsted i dag, så handler det altså også lige så meget om at hænge ud med Viggo Mortensen, Van Damme og alle de andre rødder ;)

    Og Suzy: Du HAR grund til at være misundelig!

    SvarSlet
  4. Stine - vi ses til combat på tirsdag :o)

    SvarSlet
  5. Suzy: Kom nu over! Jeg holder en plads til dig *lokke-lokke*

    Stine: Det er jeg glad for, og jeg håber, at du bliver hængende. Kaffen drikker jo ikke sig selv, ved du...

    SvarSlet