torsdag den 4. juni 2009

Why fix it if it ain’t broken?

For mange år siden havde jeg et sommerferiejob på et plejehjem. Jeg var på afdelingen for svært demente, og en stor del af mit job bestod i at følge de gamle tilbage til deres lejligheder, når de var faret vild, mens vi på vejen tog potteplanter, reklamer og fodtøj op af rollatorkurven igen, og lagde tingene på plads foran de andre beboeres lejligheder.

Jeg har brug for, at Føtex ansætter folk i en lignende funktion. LIGE nu. 2 ud af de 3 Føtex’er jeg normalt begår mig i, har lavet så meget om, at jeg føler mig som en af de gamle på plejehjemmet, når jeg trasker forvirret rundt med min kur på slæb, og forsøger at gætte, hvor alting er blevet flyttet hen. I dag blev jeg så meget væk, at jeg beklemt måtte spørge en slagter, hvordan jeg kom ud.

Altså... SKAL det være moderne?? Jeg kan ikke finde ud af det. Hvorfor står shampoo pludselig lige op og ned af disken med hakket oksefars? Hvorfor er alle skilte lavet helt om, og hvorfor er alting malet så mørkt, at man nærmest skal have lommelygte og pandelampe med for at finde rundt? Hvem har udtænkt systemet med selvscanning og glemt at tage højde for, at vi lægger de tunge varer nederst i kurven, når vi handler, hvilket gør det til et problem, at vi ved scanningskassen skal pakke, samtidig med at vi scanner, så vi får æg og bananer NEDERST i posen?

Jeg er ikke god i fremskridt. Da Århus Kommune lavede alle sine affaldsøer om, endte jeg med at have en pose med 200 tomme vinflasker med på arbejde, fordi alle glascontainere i 1000 kilometers omkreds pludselig var blevet nedlagt. Da biblioteket fik alle deres funktioner lavet om til selvbetjening, begyndte de få tilbageværende bibliotekarer at svede koldsved, når de så mig, for jeg kan få AL elektronik til at jamme ved bare at nærme mig.

Hvorfor kan det ikke bare være som det plejer?

Og alligevel forbeholder jeg mig retten til at hysse ud, når jeg hører nogen sige, at de har tænkt sig at stemme imod tronfølgeloven på søndag.

Moral er godt. Dobbelt moral er dobbelt så godt.

3 kommentarer:

  1. Synes du skal holde dig til den føtex der ikke er lavet om ;o)

    Gitte

    SvarSlet
  2. ja den føtex kan vi nemlig rigtig godt li´! : - ) Specielt Tekstil afdelingen!! : - ).. men ja det er TRÆLS (godt århusiansk ord), når man er nødt til at tænke istedet for at gå zombie-agtig rundt og hælde ting i kurv
    - mette
    ps må jeg på egne og kronprinsens vegne takke for din kommende deltagelse v. valget : - ) (vi er nemlig nogen som skal på arbejde fra 7-midnat, så kom og STEM, så vi ikke går til i kedsomhed på valgstederne! OG benyt jer af, at vi har DEMOKRATI og MÅ vælge)

    SvarSlet
  3. HØRT - til det hele :-)

    SvarSlet