tirsdag den 30. juni 2009

Forførerens dagbog.

I min omgangskreds (som må tage fra for meget her på siden) er der et par eller tre af veninderne som, når det kommer til sex, spiller mere efter drenges regler end pigernes. De er så direkte, som det er muligt at være for kvinder uden at blive brændt på bålet, de er ikke bange for at bede om det, de gerne vil have, og de har ingen hemmelige agendaer, når de tager en mand med hjem. Sex er et fysisk behov sidestillet med sult eller tørst, og de er voksne nok til selv at tage ansvar for at få det dækket.

For et par uger siden sad vi hele flokken over en gang brunch søndag morgen. Den ene af de selvhjulpne kvinder var lidt klatøjet, fordi hun havde tilbragt natten i selskab med en mand, hvis kæreste var på tøzeferie.

Når vi sidder der, bænket om cafebordet, holder hun ikke historien hemmelig, men hun flasher den heller ikke. Hvis hun bliver spurgt, fortæller hun, uden spor af hverken skam eller stolthed i stemmen. Nøgtern og afklaret med sig selv og sine behov.

Jeg har prøvet at lægge mærke til, hvor ofte hun bliver spurgt: ”Har du så hørt fra ham?” af en af os andre dagen derpå. Der er en hitrate på 100 %.

Og jeg tænker, at vi aldrig slipper af med det kvindesyn samfundet har udstyret os med.

Selvom hun udtrykkeligt har fortalt os, at hun ikke har følelser for den pågældende mand, antager vi ALLIGEVEL, at hun nok inderst inde håber, at han ringer til hende. Alene ved at spørge, synes jeg faktisk, at vi er med til at holde liv i myten om, at kvinder, der dyrker sex for akten alene, er billige. Hun SKAL håbe, at han ringer, ellers er hun enten løs på tråden eller psykisk ustabil. (Var der egentlige ikke også noget med, at hun blev misbrugt som barn?)

Hvis hun kunne, tror jeg, at hun ville bede om et ekstra nummer eller to med nogle af de her mænd. Men hun er frataget muligheden for at være den initiativtagende part, for mens han til enhver tid kan sende en casual booty call-sms afsted, så vil både han, alle hans kammerater OG alle hendes veninder antage, at hun gerne vil mere end at knalde, hvis hun tager teten. Og det er mit indtryk, at det kan være så irriterende at skulle rydde op i misforståelserne, at det simpelthen ikke er det værd. Den historie skal bare fortælles to gange om den samme kvinde, så er hun mærket med The Scarlett Letter, og for evigt stemplet som desperat og nem.

Hvilket ironisk nok vil lede til flere one night stands, fordi hun er nødt til at finde nye legekammerater hver gang behovet skal dækkes.

Det er sandt, at mange kvinder giver sex for at få kærlighed. Men det er ligeså sandt, at det ikke gælder alle. Der findes kvinder derude, som ikke deler mænd op i Enten-Eller, men som går efter Både/Og-modellen. Og som måske tænker mere som Søren Kierkegaard end som Samantha fra SATC:

Det er ingen kunst at forføre en mand men en lykke at finde en, det er værd at forføre.

2 kommentarer:

  1. I det hele taget kommer vi nok aldrig væk fra at overføre vores egne moralbegreber/ønsker/præferencer på andre. Det ligger så indgroet at det let bliver ren refleks. "Jamen, har han da ikke ringet?" - er måske ikke så meget udtryk for fordømmelse af hendes opførsel, som det er udtryk for spørgerens egen livsfilosofi.

    Det kan det da være irriterende nok at blive konfronteret med, men jeg tror ikke altid, der ligger den helt store sammensværgelse bag.. ;)

    SvarSlet