mandag den 11. maj 2009

Sidst set iført mindreværd og vrangforestillinger.

Er der andre end mig, der har bemærket, at vi har mistet normalvægtsbegrebet? Jeg ved ikke, om det er fordi jeg færdes meget i et vægtmæssigt forgiftet miljø, men i dag lader alle til at indplacere sig selv og hinanden i en af to kategorier: Tyk eller tynd.

Det er ikke fordi, dit tilhørsforhold nødvendigvis bestemmer, hvordan du har det med din krop. Jeg har f.eks. uddannet en pige, som for nyligt havde tabt 20 kilo, men som stadig objektivt set var temmelig overvægtig. Hun s-t-r-å-l-e-d-e. Hun var ikke det fjerneste bange for at blive set på, og var fuldstændig kold, når hendes træningstøj kravlede op og efterlod hende med halvdelen af maveskindet blottet. På samme hold deltog en pige, som jeg – hvis jeg var WHO – ville sætte på observationslisten. Objektivt set normalvægtig-grænsende-til-tynd. Ikke desto mindre tydeligt utilpas i sin krop. Hun trak ustandseligt ned i sin oversize t-shirt, trænede med maksimal belastning på alt, hvad vi lavede, samtidig med at hun var tapet op fra hoften og ned og havde alle led pakket væk i elastik og støttebind.

Røg normalvægten sammen med de gamle kommaregler og 10-øren? Er det pga. de ting, vi forbinder med vægt, at det er så vigtigt for os ikke bare at være median-mennesker? Hvis man er tynd, signalerer det mådehold og selvkontrol. Hvis man kalder sig selv for tyk, er man for det første kommet andres kommentarer i forkøbet, og man kan samtidig give den som en af Pernille Aalunds Quinder (seriøst: Hvem går ind og vrister det q ud af hænderne på hende?), der har opgivet idealerne og fundet fred; som hellere vil have chokolade og livskvalitet end markerede kindben. Hvis man er normalvægtig, er man bare ... ikke rigtig på vej nogen steder hen. Ikke fokuseret. Ikke ligeglad. Bare almindelig. Det er der ikke megen identitet i.

Det sidder i hovedet det hele, og jeg finder det både trist og stærkt foruroligende, at vi er så fikserede på vægt, at vi fuldstændig har mistet evnen til at se os selv, som vi i virkeligheden ser ud. Når jeg ser billeder af mig selv fra perioder, hvor jeg husker, at alting drejede sig om, at jeg følte mig tyk, kan jeg se, at det var totalt spild af både tid og ungdom. Jeg var FULDSTÆNDIG normalvægtig. Ikke tyk. Ikke tynd. Ganske almindelig og normal. Og da havde tyngdekraften endda ikke engang udstedt sin fatwa endnu.

Det ironiske er, at jeg stadig har dage, hvor jeg hysterisk står og hiver i mit tøj, mens jeg hvæser og forbander mig selv og min krop.

Jeg har et udmærket bud på, hvad jeg vil tænke, når jeg om ti år ser billeder af mig selv fra i dag.

4 kommentarer:

  1. næh du har fuldstændig ret Linda og jeg finder det også såvel trist, som foruroligende.. Jeg har desværre også den lidelse. Og tja når man tilbringer så mange timer som os i en sal fyldt med spejle og piger som er (for mit vedkommende en hel del) yngre end os selv og dermed ikke har mærket alderens hærgen (og graviditet) endnu, så blir man forvrænget i hovedet ifht. ens eget udseende. Og i hvertfald hvis man selv har været (for) optaget af vægt størstedelen af sit voksne liv - som rigtig mange af os er/har været.. trist
    - mette

    SvarSlet
  2. Super interessant betragtning. Du har fuldstændig ret. Spørgsmålet er om der så vitterligt ER færre normalvægtige -fordi alle kvinder efterhånden har en spiseforstyrrelse der svinger vægten til den ene eller anden ekstrem. Lidt på samme måde som der i skolen snart kun findes særligt intelligente børn og børn med adhd eller andre diagnoser. Normalt er kedeligt!
    Jeg sender lige et link til en artikel jeg lige har læst om næsten det samme:
    http://www.guardian.co.uk/books/2009/may/11/susie-orbach-interview-women-books

    SvarSlet
  3. Hvor har du ret Linda, jeg havde slet ikke opdaget det, men sådan er det sgu. Hvor ER det dog spild af tid og frustrationer...

    SvarSlet
  4. Tankevækkende - fordi, der er noget om det. Og hvis normalbegrebet endeligt bruges, så er det næsten det samme som at sige tyk/buttet. Normal er ikke godt nok. Og i virkeligheden burde vægten jo være fuldkommen ligegyldig (så længe, man er sund og rask). Jeg synes jo heller ikke, at vi skal rende rundt og skrige til verden, at vi er normalvægtige - og hylde det "normale". Det burde bare ikke være et issue. Men sådan er der så meget.

    SvarSlet