søndag den 31. maj 2009

Jeg gider ikke være fattig mere!

Alle kvinder ved, at der på linie med tyngdeloven, findes en naturlov om dyre hudpleje- hår- og makeup produkter: De er ALTID tomme ALLE sammen på samme tid. En reinvestering kan beløbe sig til noget, der minder om udbetalingen på en mindre villa i Risskov, og hver eneste gang det sker, forbander man sit manglende overblik, der gør, at man er ude at stand til at supplere lageret løbende.

Hvad jeg imidlertid ikke var klar over er, at denne lov nu tilsyneladende også er blevet implementeret på teknologiområdet. På under 2 uger er der røget et billedrør på mit fjernsyn, så alle personer i venstre side af skærmen antager en mystiske galdefarvet ansigtskulør, min Ipod sætter ud med tilfældige og uigennemskuelige intervaller, delete-tasten og i'et på mit computertastatur falder nu af mindst en gang i timen (markant højere frekvens ved rasende indlæg) og min telefon har besluttet sig for kun at ville sms'e. (Blev den vred over mit telefonindlæg?)

Nogen, der er interesseret i at købe en ualmindelig veltrænet nyre?

4 kommentarer:

  1. Hvis du har en god højre skulder, kan vi måske tale lidt om det..
    Sådan en er jeg faktisk villig til at betale en ret høj pris for...

    SvarSlet
  2. Jeg har et grimt gammelt fjernsyn, der virker upåklageligt, du gerne må få...
    For det er nemlig også sådan, at når man så som fattig kæmper og leder efter løsningen på ens magler, så dumper de lige pludselig ned over en fra alle sider, og før man ved af det, er man sådan en, der må slæbe det ene tv i kælderen, fordi det trods alt virker overgjort med to fjernsyn på 12 kvm...

    SvarSlet
  3. Ualmindeligt træls sammenfald af møgdyre nedbrud - sympatikrammer herfra.

    SvarSlet
  4. Jeg har et overskydende tastatur med et af de små, runde stik med 6 ben og en plastikpind, ikke usb. Kan afhentes efter aftale.

    Mvh.

    Uffe, Walthernyt.

    SvarSlet