tirsdag den 28. april 2009

Ulv i forklæde.

Ind imellem fremsætter man påstande om sig selv så mange gange, at man ender med at tro dem, fordi man på et tidspunkt holder op med at forholde sig til sandheden af udsagn, man hører ofte nok. Også selvom de kommer ud af munden på én selv. F.eks. havde jeg på et tidspunkt en kæreste, der kiggede fuldstændigt himmelfalden på mig, da jeg en dag midt i en diskussion sagde, at han skulle være glad for, at jeg ikke var typen, der havde temperament. Jeg mente det, da jeg sagde det. Da han løb tør for fingre i sin opremsning af situationer, hvor jeg var gået fra 0 til 100 på 3 sekunder – i løbet af de seneste 14 dage – var det min tur til at være forbløffet. Jeg var overbevist om, at jeg var easy-going og tilbagelænet, fordi det var de egenskaber, jeg i årevis havde tillagt mig selv.

Jeg har altid hævdet, at jeg ikke laver mad, fordi jeg synes, det er kedeligt, og fordi jeg er pissedårlig til det. Men nu er jeg begyndt at lægge mærke til, at jeg faktisk hygger mig med at lave mad. Når jeg får gæster, begynder jeg flere UGER i forvejen at planlægge, hvad jeg vil lave, jeg elsker at nusse rundt i Irma og Salling, og jeg er kommet så meget hos min lokale grønthandler, at han - når jeg træder ind i forretningen, slår ud med armene og med fed, tyrkisk accent råber: "MIN VEN!!" – råber: ”MIN VEN!! HVOR DU HAR VÆRET?!” tilbage. Mit køleskab indeholder ikke længere kun vin, vodka og neglelak. Nu er der også frisk ingefær, chiliketchup og små glas – helt uden mug.

Mærkeligt nok er det et af de eneste områder i mit liv, der er blottet for præstationsangst. Jeg er fuldstændig frygtløs, når det kommer til at lave mad til andre. Jeg eksperimenterer glad og gerne, og med undtagelse af et enkelt peber/kanel mix-up, er jeg indtil videre sluppet relativt helskindet fra det. Måske er det fordelen ved at være selverklæret madmongol: Folk bliver positivt overraskede, hvis de ikke bare bliver spist af med en proteinbar og en Mejseyoghurt.

Jeg tror, at tiden er ved at være inde til at komme ud af køkkenskabet.

5 kommentarer:

  1. Jeg tror alligevel jeg overlader køkkenet til dig - indtil videre...
    Skal NOK kommer derud (engang)!

    Men du er så GOD til det :o)

    SvarSlet
  2. Nu er dit køkken så også på størrelse med en husholdningstændstikæske. Det tager lige toppen af fornøjelsen, når man står det og får sit tag i hovedet, tænker jeg?

    :)

    SvarSlet
  3. kan man fortryde at jeg sagde du kunne slippe med en middag?????
    omvendt kan du jo nå at træne!

    ps. Tina lærer det aldrig/vil aldrig.

    SvarSlet
  4. Ja hvad skal det ikke ende med?? Nu kan du både strikke OG lave mad - fantastisk :-)

    SvarSlet
  5. Jeg vil godt lige forsvare Tina - hun laver den BEDSTE lagkage. Som måske ikke er rigtig mad - men det skal nok komme. Har hørt du bare skal presses ud i det ;o)

    Gitte

    SvarSlet