torsdag den 2. april 2009

Re: 2007

Da jeg i sin tid var færdig på handelsskolen, var jeg kun 18 år. Jeg synes, at det var for tidligt at starte på en videregående uddannelse; ikke mindst fordi 3 år, hvor jeg som den eneste i min klasse ikke kunne stemme eller modtage SU, lige havde taget spidsen af lysten til at være mellem 3 og 5 år yngre end klassekammeraterne.

Jeg var ret afklaret med, at jeg gerne ville læse videre til journalist, så jeg skulle egentlig bare have tiden til at gå, mens jeg aldersmæssigt ventede på at indhente mine kommende medstuderende.

Som nogen måske husker fra tidligere indlæg, billeder eller 1994, var jeg ret rød dengang. Både på hennahåret og i politisk overbevisning. Da min mor meget bestemt havde vetoet et afrikansk Tvindprojekt, valgte jeg det næstbedste alternativ: En elevplads i The Body Shop.

Og jeg gik op i det. Jeg læste Anita Roddicks biografi og begravede mig i historien om kæden og produkterne. Jeg mærkede stoltheden svulme i brystet over at være en del af en organisation, der var imod testning på dyr, støttede lokale projekter i de fattigste dele af verden og virkelig lod til at mene det, når de sagde Fair Trade og Bæredygtig Samhandel. I min stue hang dystre billeder af syge testkaniner med betændte snuder og hårløse pletter i pelsen, side om side med anti-tortur-statements fra Amnesty og plakater af nogle Greenpeace hvaler, det også var synd for.

Beklageligvis bestod mit bidrag til klodens velbefindende i - non-stop - at vaske støv af mørkegrønne reoler samt at sidde i 40 grader varm kælder og fylde ildelugtende potpourri i små poser. Det tog 4 uger at kede idealismen ud af mig, og det eneste opløftende øjeblik var, da jeg som en del af en kampagne fik lov at trække i 2 meter høj, lilla plysdragt og jagte uskyldige mennesker op og ned af strøget, mens jeg forsøgte at stoppe flyers ned i halsen på dem.

I dag tolkede jeg så et oplæg om The Body Shop, og det mærkelige er, at jeg stadig har lyst til at forsvare idéerne. Som tolk er jeg altid neutral, hvilket jeg sjældent har problemer med, men i dag havde jeg VIRKELIG lyst til liiiige at byde ind og korrigere, når der var noget, de ikke havde fået helt rigtig fat på. (Med venlig hilsen Sandheden.) Og da snakken faldt på Anita Roddick, og en af deltagerne pludselig sagde: ”Jamen, hun er da død” gik jeg nærmest i baglås. Død?! Men... Nej! Det kan hun sgu da ikke! Og da slet ikke uden at jeg har hørt om det??

Hjem, google - og jo. Det kunne hun så godt. I 2007. Jeg var rystet. I 2007?! Hvad fanden lavede jeg i 2007?? Efter at have sundet mig, kom jeg i tanke om, at det var det år, jeg havde travlt med at være sur, selvcentreret, ulykkelig forelsket og fyret. Men stadig. Tænk at livet bare går videre derude, uanset om man følger med i det eller ej.

Det kunne sgu da godt lige have sendt en nyhedsmail med de vigtigste begivenheder i overskrifter.

3 kommentarer:

  1. Hvem er Anita Roddick? *ignorant-smiley-der-har-nok-sig-selv-åbenbart*

    SvarSlet
  2. Ja, det er virkelig maerkeligt hvordan man kan gaa glip af at ens heltinde er doed, men til tider er ens egen virkelighed mere vigtig end nogen andens. Det er vel i orden ok, desuden gaar jeg ud fra Anita Roddicks doed var knap saa store nyheder i DK som her i UK. :)

    SvarSlet
  3. ouhhjo - husker tydligt din røde periode - hvorfor tror du jeg er blevet som jeg er med den familie jeg er vokset op i;)
    Knus Sus

    SvarSlet