mandag den 6. april 2009

Fred i verden på rekordtid.

Jeg har været på job i Ålborg i dag, hvilket betyder 5 kvarter i tog hver vej. Da jeg stod på toget, havde jeg lige sat mig, da to fucking hippier unge piger slog sig ned på nabosæderne. Dobbelt op på fedtet hår, afskallet neglelak og natbukser. Som tidligere nævnt, går vi for tiden til Positiv her på matriklen, så jeg skyndte mig at (forsøge at) tænke, at nu skulle det ordentligt blive rart at få nedbrudt nogle af mine grimme fordomme.

Den ene pige fortalte begejstret om et fedt banner, hende og de andre i Rød Front havde lavet. Der stod ”Frihed, Lighed og Mistillid til Regeringen”, og hun glædede sig til weekendens demonstration. Den anden fortalte, at hun efter aftale med sin sagsbehandler havde taget et par måneders orlov fra ”Gøgleren”, fordi hun trængte til at slappe lidt af. Og forståeligt nok. Kan man komme i tanke om noget mere stressfremkaldende end at skulle holde 5 tallerkner kørende på pinde på én gang? Det skulle da lige være frygten for ikke at gribe, når man jonglerer med kegler med ild i.

Nogen gange kan der ligge en pervers fornøjelse i at få bekræftet ALLE sine fordomme på ÉN gang.

Jeg kan dog ikke sige mig fri for at få en lille bitte smule ondt i hovedet over at se mine skattepenge forvandlet til ekspressiv dans med bare tæer og dreadlocks, så jeg blev helt glad, da jeg kom i tanke om, hvordan gøglerne - i disse finanskrisetider, hvor PET overvåger rockere og tæskehold, og det ikke er til at opdrive et ærligt hestehoved - kan give lidt tilbage til samfundet.

Blogsbjergs Iværksætterservice Præsenterer:

”Har nogen knaldet din kæreste? Taget dit job? Drukket hele den kande kaffe, som DU har sat over? Find dig ikke i det mere! Nu er den her! Hævnen, verden har ventet på:

Send et Gøgl-O-Gram!

Gøgl-O-Grammet kan tilpasses dit behov. Til småfornærmelser, anbefaler vi et Gøgl-O-Gram Light, f.eks. en mimer, der iført hvide handsker og bowlerhat udfører Running Man eller Man Trapped In A Box på din plageånds arbejdsplads. Er der behov for mere alvorlige repressalier, tilbyder vi luksusudgaven, hvor en jonglerende gøgler på en ethjulet cykel står udenfor og synger, hver gang din fjende åbner sin dør”

Det er en fabelagtig ide med store, internationale perspektiver, hvis jeg selv skal sige det. Nu mangler jeg bare at finde et menneske med en tolerance i str. XXL, der vil fungerer som mellemled, så jeg ikke selv skal snakke med dem.

7 kommentarer:

  1. AHAHAHAHAHA!!
    Det må være den ultimative tortur - et gøglerfæ der danser rundt og jonglerer til cirkusmusik hver eneste gang man åbner døren... Tror jeg ville tage livet af mig selv - den udvej ville være mindre pinefuld :oD

    SvarSlet
  2. Jeg vil gerne bestille et dusin med det samme!
    Og hvis jeg har talt forkert og der skulle blive en enkelt eller to i overskud deler jeg gerne, eller også er der bare nogen der skal straffes dobbelt! ;-)

    Jeg synes det er rigtig godt set, at vi aldrig kan komme af med de der gøglersvin, og vi så lige så godt kan udnytte dem på den mest kapitalistiske måde :-D

    SvarSlet
  3. Lille t: Nu skal vi så bare have overvejet, om det har samme effekt, hvis vi sender det til andre gøglere? Så får vi sgu da ryddet op!

    CG: Jeg husker også en fremragende ide, du lancerede på din side; 'Send en lussing'. Måske vi skulle arbejde på noget joint venture?

    SvarSlet
  4. Hvis verden blev sådan, ville jeg ALDRIG gå uden for en dør af angst for de små gøglersvin med deres selvtilfredse smil og hvad-siger-du-så-hva-flot-hva-øjnbryn. Selvom jeg opfører mig pænt selv, er jeg ikke klar til flere synlige gøglere i gadebilledet. Stop mens legen er god Linda - sagen er jo, at ALLE gøglere er onde inden i!

    SvarSlet
  5. Stine: Hånden på hjertet: Hvis du kunne sende en gøgler i Japan Foto lige nu - ville du så ikke gøre det...?

    SvarSlet
  6. Jeg håber du selv sørger for at gøglerskolen udsender nye brochurer og husker at slette vores telefonnummer (af den absolut private slags).

    Vi kan ikke klare flere tilmeldinger til det nye forårskursus - og hvorfor hedder de allesammen Jytte, Bitten og Rune OG HVORFOR F..... kan de ikke forstå, at vi IKKE er gøglerskolen?!

    Med andre ord: hvis der ringer nogle og bestiller GØGL-O-GRAM, så sender vi dem videre til dig... PS: Er der rabat når man (fx) sender til svigermor?

    SvarSlet
  7. Jeg er frisk på joint venture!

    Måske man også kan lave noget med at man kan sende en svada (det kan måske bare være over telefonen). Tænker bare på de situationer, hvor man er mundlam, og bagefter har alle de rette ord i det helt råbende toneleje...

    SvarSlet