lørdag den 11. april 2009

Aj! Det’ gas! Du kan tage det!

Er det ironisk, hvis jeg ikke bryder mig om, at andre bruger humor i ondskabens navn? Min far har altid lært mig, at man ikke må drille folk med noget, de ikke kan gøre for. (Undtagen gøglere. Dem må man håne for ALT. De skal bare smadres, verbalt såvel som fysisk, og påføres så meget lidelse som muligt. Eller.. Altså, det har han ikke direkte sagt. Men det mener han. Er jeg sikker på.) Nå, men anyway: Forleden så jeg et meget mærkeligt program; ”Grillet”. Det er noget med, at Jan Gintberg inviterer en kendt person og 8 af dennes ’venner’ i studiet, og så skal vennerne sige noget om aftenens gæst. Det skal åbenbart være ondskabsfuldt og modbydeligt, og hovedpersonen skal så sidde og se ud som om, han synes, det er sjovt.

Sådan noget forstår jeg simpelthen ikke. Hverken konceptet eller at folk stiller op. Det er helt tydeligt, at de 8 venner prøver at forarge seerne ved at være virkelig grove og ubehagelige, og det er ligeså tydeligt, at ofrene ikke synes, at det er spor sjovt at få latterliggjort hele deres karriere, personlighed og udseende. Alligevel sidder de der og smiler stift. Det skulle jo nødigt hedde sig, at man er selvfed eller ikke kan tage en spøg.

En ting er tv-programmer, som man selv vælger at stille op til, men helt generelt synes jeg, at det der med at servere fornærmelser og sandheder forklædt som jokes, er skidetarveligt. De sociale spilleregler gør det umuligt for os at reagere på det, der egentlig bliver sagt, og tvinger os i stedet til at lade som om, vi kan grine med af beskyldningerne. Sig det dog ligeud i stedet. For det kan godt være, at du kan få ram på mig, såre mig og fratage mig muligheden for at forsvare mig ved at lade som om, at det du siger, er for sjov. Men du fratager samtidig også dig selv muligheden for at få en forklaring eller en ordentlig, dybfølt undskyldning.

3 kommentarer:

  1. Dit indlæg fik mig til at tænke på Lars von Triers program "Lærerværelset" med Klaus Rifbjerg i hovedrollen. Jeg google'de det lige, og det blev sendt i 1994.

    Det var langt forud for sin tid, hvad angår ydmygelse og fornedrelse af gæsterne. Kendte personer kom ind som elever på et lærerværelse, hvor Klaus Rifbjerg var overlæreren, og så blev de ellers præsenteret for ubehagelige sandheder.

    Jeg husker, at Lotte Heise forlod værelset grædende. Intet realityprogram har siden nået bare i nærheden af den grusomhed, dette program lagde for dagen.

    SvarSlet
  2. Min far sagde engang til mig, at der findes ikke en joke uden en gran af sandhed. Det er simpelthen ikke sjovt, hvis man ikke kan genkende sandheden i det humoristiske på den ene eller anden måde. Måske har han ret?

    SvarSlet
  3. Som du fatter jeg heller ikke, hvorfor man frivilligt stiller op til offentlig udstilling - uanset i hvilken form.
    Men jeg fatter slet ikke, at der er nogen, der gider SE den slags perfiditeter.
    Hvis der ingen seere var til disse såkaldte reality-shows, ville de formentlig heller ikke blive produceret.

    SvarSlet