tirsdag den 31. marts 2009

Pænt Mystisk Sygdom.

Først troede jeg, at jeg var ved at få influenza. Så troede jeg, at det var en depression. Nu er det gået op for mig, at det er pms. For ikke at skulle bladre febrilsk rundt i "Mor, jeg er syg" hver eneste måned, skriver jeg derfor en huskeseddel til mig selv, som jeg fremover kan tage frem og bruge som tjekliste.

Linda, det er bare pms, når:

- du vågner, og alle dine led er så ømme og stive, at du må udøve hjemmehjælp på dig selv for overhovedet at komme ud af sengen.
- du føler dig som et badedyr, nogen har pustet lidt for hårdt op, og derfor ikke længere går, men vralter.
- du kigger i spejlet og en pizza stirrer tilbage på dig.
- det virker fuldstændig uoverkommeligt at skulle tjekke en togtid på nettet.
- du synes, at du ligeså godt kan lukke bloggen og opsige dit instruktørjob, fordi du er uinspirerende, ligegyldig og intetsigende.
- du hele tiden har en lille bitte smule lyst til at begynde at græde.
- du virkelig ærgrer dig over, at du er på arbejde, så du ikke kan slippe afsted med at sparke højrøvet møgtøs HÅRDT, lige midt på skinnebenet, hvor det gør allermest herre-nas.

I morgen ser det hele anderledes ud (ikke? Sig nu jo!), og derfor vil jeg skynde mig at springe i skrinet, så det kan blive i morgen i en fart.

Det er vist også noget med, at det snart er påkrævet med en update på datingfronten…

5 kommentarer:

  1. Nåååh! Forklarer en del... Jeg lukker lige 'Barnets Sygdomme', så. Er der ikke noget med at man godt må smadre irritende mennesker, hvis man kan begrunde det med PMS?
    Hjemme hos mig tæller gemalen antallet af p-piller, der er tilbage i pakningen, og ser af og til meget forklaret ud. Især når der er 3 eller 4 tilbage. Slår aldrig fejl.
    Meget rart at vide, at det også hos andre hænger sammen med skriveblokering og selv-tæsk.

    SvarSlet
  2. Og når den tid kommer, kan det også være det stik modsatte!!
    Har samtlige punkter på min liste over ulidelige graviditetssymptomer nemlig :-/
    Kan kun sige en ting - ice blend gør en hel del ved et par af punkterne (forværrer jo så selvfølgelig de andre, men det er detaljer jo....)

    SvarSlet
  3. Pms eller ej - du er vores yndlings-Linda alligevel :-)

    Gitte

    SvarSlet
  4. søde Linda! så får du lige lidt opmuntring herfra : - ). Din blog er skøn og sjov at læse med på. Og du er IKKE uinspirerende, ligegyldig og intetsigende,som instruktør. Tværtimod! vi holder alle rigtig meget af dine timer og den power og glæde ved at undervise, som du udstråler : - )
    - Mette

    SvarSlet
  5. Vi mænd ser ikke udelukkende PMS hos vores evt. kærester med negative briller. Så ved vi nemlig at der kun er et par dage til, at sex kan blive reduceret til et blæs, kindkys og sov godt, når hun først har menstration. "Vi kan jo ikke have det svineri på lagnerne", som vi plejer at minde hende om, når vi forventningsfuldt ligger på ryggen i dobbeltsengen.
    Som altid gælder det om at se glasset som halvt fyldt og glæde sig over det man får. Det er hun så velkommen til når seancen er færdig.... Bare hun ikke vækker os...
    Jeg er forøvrigt single, guderne må forstå hvorfor?!?

    SvarSlet