lørdag den 21. marts 2009

At tilgive er ikke det samme som at glemme.

En ny Tøndersag er på vej i Vejle, og Fritzl har fået livstid. Verden er sindssyg. Når jeg læser om de sager, blokerer min hjerne, og jeg er ude af stand til at fatte omfanget af uhyrlighederne. Lige meget hvor mange gange jeg læser sætninger som ’spærret inde i en kælder i 24 år’ og ’lånt sine børn ud til sex med andre voksne’ er det bare ord, der står placeret efter hinanden, som jeg hverken kan hægte indhold eller betydning på.

Fritzl ’skammer sig’. Og det ved vi jo alle er løgn, for skam er noget, du føler, når du ved, at du har gjort noget forkert. Tvungen fortrydelse og at sige, at man er ked af det, når man er blevet taget på fersk gerning tæller ikke, for det eneste man reelt er ked af er, at man er blevet opdaget.

Jeg tænker meget på børnene i sagerne, og på hvordan de nogensinde skal kunne bygge et nyt liv oven på så bundråddent et fundament. Jeg tænker på betydningen af begrebet tilgivelse, som ændrer sig i takt med, at jeg bliver ældre. Specielt når man skal give den til folk, man stadig er nødt til at have i sit liv.

Engang troede jeg, at tilgivelse var det punktum, man satte, når man var færdig med at være vred eller såret. Et signal til gerningsmanden om, at sagen var lukket og banen var fri. Men efterhånden som årene går, finder jeg stille og roligt ud af, at når noget gør så ondt, at det kræver tilgivelse, når det forulempes, så kan man ikke bare lukke døren til det for good. Uanset hvor meget man beslutter at lægge misgerningen bag sig, uanset hvor oprigtigt, der angres, stikker den stadig hovedet frem på de mest ubelejlige tidspunkter, farver både holdning og handling og lokker med martyriumens kors, hvorfra man skal hænge og dømme både levende og døde.

Tilgivelse er en beslutning om at prøve at kigge frem, også når det gør så ondt, at vreden og ønsket om retfærdighed truer med at æde din forstand. Paradoksalt nok er det ofte skadesvolder, der trygler om den, men skadeslidte der har brug for den. Nag lænker dig til fortiden, og selvom det kan være svært at give slip, fordi det virker, som om du lader synderen slippe ustraffet, så er alternativet værre: For hver eneste dag, du holder fast, forærer du ham endnu en dag af dit liv.

3 kommentarer:

  1. du beskriver det ubønhørligt smukt.
    på den lille skalas overgreb ligger der en enorm frigiven energi og dermed styrke i tilgivelsen.
    som ta'r den tid, ting ta'r. og som ikke er det samme som at glemme. nemlig.

    SvarSlet