lørdag den 21. februar 2009

Nettet strammes.

”Hvordan går det med datingen, Linda?” hører jeg jer spørge.

Blogsbjerg er ikke siden, der holder sine læsere hen, så:

På mit arbejde er jeg i disse dage en del af et projekt, der æder alle involverede parter med hud og hår. Det er rasende spændende, men stressknappen er også skruet et par millimeter mod højre. Vi arbejder konsekutivt, så flowet hedder: SPRIIIINTSKYNDDIGSKYNDDIG!!! – veeente på de andre…zzzz – SPRIIIIINT!!! – veeeeent – SPRIIINT!!” Det betyder, at jeg har tid til at sætte dates op, men ikke tid til at gå på dem - så indtil videre går det ret godt.

Det føles en lille smule som utroskab at sidde og lave aftaler med én, når jeg samtidig allerede har aftaler med andre, men altså.. Don’t hate the player - hate the game, ikke? Det prøver jeg i hvert fald at sige til mig selv.

en anden blog læste jeg, at der ikke findes grimme kvinder; kun for lidt spiritus. Måske findes der heller ikke grimme mænd; kun onde webcams og tastaturer, men der er godt nok nogen derude, der bekræfter alle fordomme, jeg nogensinde har haft og vil få om netdating.

Jeg har f.eks. fået mig en light-stalker. En eller anden som mener, at han kender mig. Han startede med at sende en mail med ordlyden:

”UPS…. Der faldt jeg lige over dig igen….. Sorry…; Håber, at du er ok…..:) Peace, love and harmoni.”

Havde lyst til at svare:

”For det første: Jeg aner ikke, hvem du er. For det andet: 'Peace, love and harmoni'?! Are you fucking kidding me?!! PS: Din punktumtast har sat sig fast, tøzerne fra 9.B vil have deres smileys tilbage og 'harmoni' staves med y. Gøgler!”

Huskede den gyldne netdatingregel (’nogen derude sidder og tænker det samme om dig’) og skrev i stedet:

”Hej. Jeg tror, at du forveksler mig med en anden. Mvh Linda.

Nu bliver han så ved, og uanset hvem min dobbeltgænger er, har hun min fulde sympati. My God, han er belastende!

Næste uge burde blive interessant. Den byder på dates med nogle meget forskellige typer. En af dem glæder jeg mig faktisk til at møde. En anden er jeg mere bange for spændt på: Den er med en fyr, der under ’ting, jeg finder utiltrækkende’ har anført ’sarkasme’.

Jeg er lidt i tvivl om, hvem af os der får den længste aften.

3 kommentarer:

  1. Jeg tror, at næste gang du modtager en ligeså gøglet(?) besked. Så skriv hvad der falder dig ind. Så slipper du for stalkere, eller fyre der ikke har fattet et hint. Derimod kan du risikere en hidsig satan og 14 linjer fyldt med hvilken so du er osv. (taler da sleeet ikke om erfaring)
    God weekend :)

    SvarSlet
  2. Hvis hans profilnavn indeholder en del af det der peace, love and harmonI, så har du arvet min alternative drømmetyder. (se ordetrundt under drømme).

    Good luck, siger jeg bare :)

    SvarSlet
  3. Kæft, jeg glæder mig til at høre om mødet med ham sarkasmehaderen!! Hvis han ikke når at blive fornærmet over din kæft et par gange eller tre, kan du jo sende ham videre til Runevej...

    SvarSlet