lørdag den 28. februar 2009

Håndvaskes ved højest 40 grader.

Mit fædrene ophav har fødselsdag, og jeg er derfor i denne weekend udstationeret i Sildecity. Jeg har lige været ude at gå en lang tur, og nu bliver jeg nødt til at spørge: Hvem har kogevasket mit childhood-hood? Alting er krympet. Skoler og bygninger, som tog timer at gennemtrawle (www.fiskerjoke.com), da man var 1 meter høj, har forvandlet sig til fuglehuse, som det er nemmere at træde henover end at gå udenom. Ture, som vi dengang for en sikkerheds skyld medbragte proviant på, tilbagelægges i dag på maksimalt ti minutter. Bakker, som krævede at man stod af SCO cyklen og trak opad, ligner vejbump.

Ved et uheld er flere af mine jævnaldrende hernede røget med i maskinen. Udvaskede og blege, iført alt for meget fleece (kan man være iført for lidt?) og gamacher. Glansløst hår, resignerede blikke og 3 børn med 11-taller under næserne. Hvordan skete det?? Jeg husker dem fra folkeskolen, hvor de, hippe og cool, stod og røg smøger under halvtaget, mens de flirtede med Spacey og Jesper, og var dem, man godt gad at være. Eller bare være venner med. Well... Not so much anymore.

Nå. Jeg har en lagkage, der kalder. God lørdag til jer derude.

(Ps. Skal på date med Manden, Der Hader Sarkasme i morgen. Synes bare lige, at jeg ville nævne det i tilfælde af, at Politiet i næste uge får brug for offentlighedens hjælp til at identificere et kvindelig, fundet i Århus, kvalt i formidablet tørklæde.)

1 kommentar:

  1. måske liiigge fordi, de stod og var hippe med smøgen i flaben er de endt med 3 uger før de var 30 ??? sagde hun meget fordomsfuld : - ) vi skal nok være glade for, at vi var kanp så hippe og nåede uddannelsen først!

    - mette

    SvarSlet