onsdag den 30. december 2009

Nytårstalen 2009

Jeg FATTER ikke, at det er et år siden, jeg sidst skrev en nytårspost. Forstår godt at gamle mennesker sover mindre og mindre i takt med at de bliver ældre, for hvis livet fortsætter med at accelerere med denne hast, skal man ikke blinke alt for langsomt med øjnene, hvis man vil nå at opdage sit liv fra 50 og frem.

På mange måder synes jeg, at 2009 har været én lang efterve af 2008, hvor der skete så meget, at det har taget det meste af et år at få indtrykkene bearbejdet og kategoriseret.

Men lad os kaste os ud det og se på det retrospektive horoskop for 2009.

Helbred:
Frem til og med november må vi give en stur føm-tal til immunforsvarets indsats på området. En enkelt endagsinfluenza og et bette svin på et par døgn, er vist ret let sluppet, når man er omkring 1000 mennesker om ugen, fordelt på 10-12 forskellige arbejdspladser (= mange bakterier), et par hospitaler (= endnu flere bakterier) og noget fitnesscenter (= udenfor kategori), men i starten af december blev jeg desværre fældet i en glidende tackling, og juryen voterer stadig på, hvor slemt det skal vise sig at stå til.

Karriere og økonomi:
Jeg synes, at 2009 har været et af de hårdeste, men samtidig også mest interessante år, jeg jobmæssigt har haft. Der har været tidspunkter, hvor jeg har haft fornemmelsen af at være havnet i cockpittet ved en fejl, og hvor alle andre forekom mig enten at være sprunget ud med faldskærmene eller at have gemt sig i lastrummet, men det har været enormt tilfredsstillende at opdage, at when push comes to shove, kan jeg forhandle med de tunge drenge uden at ryste på hverken stemme eller hånd.

- og det har da ikke skadet min økonomiske situation.

Kærlighed:
Åh, et mærkeligt år, synes jeg. Jeg har datet mere, end jeg har gjort i mange år, men jeg ved ikke, om ikke det faktisk er endt med at bekræfte mig i min mistanke om, at jeg måske fungerer bedst alene? Jeg har i hvert fald lært, at jeg ikke responderer amorøst på mænd, der:

- Psykoanalyserer mig efter 3 dates
- Forsøger at coache mig uden at jeg opdager det. Lad være med at tale ned til mig
- Fortæller passioneret om deres stjernetegn
- Ikke kan håndtere, at der under det lyse hår gemmer sig en hjerne, der fungerer
- Har to måneders skilsmissejubilæum, den dag vi er på date
- Er blottet for selvironi
- Klynker

Men jeg har samtidig brugt året på at spekulere meget over, om jeg skal vælge at kaste mig ud i Projekt Barn på solomåden, og jeg vil ikke udelukke, at det har fået mig til at være knap så åben, som jeg ellers kunne have været. (Kunne vel egentlig bare prøve at ringe til et par af de ivrige hobbyterapeuter og spørge.)

2010:
Hvad er det så, man kan forvente sig af tyve-ti, som jeg har lært, at det hedder.

Well, alting starter jo med én selv, så mit nytårsforsæt er, at jeg skal geare ned. Sådan i virkeligheden. Ellers ender det simpelthen med, at jeg bliver syg af det, eller at livet fræser forbi mig, uden at jeg opdager det.

Jeg læste for nyligt Julia Lahmes bog ”Hvor lagde jeg babyen?” hvori hun blandt andet skriver om sit forhold til sin mor, som hun har mistet. Hun skriver et sted, at hun ville ønske, at hun havde haft mere tid med sin mor, men at moderen altid havde travlt med et projekt, der skulle være færdigt – men at der ville være tid, når hun LIGE var færdig med DET her projekt. Men efter det fulgte et nyt projekt, og efter det fulgte endnu et. Og det lyder sørgeligt bekendt.

Mit problem er, at jeg er så nem at begejstre. Send en ide i min retning, og se mig kortslutte i kreativitet og konceptudvikling. Problemet er bare, at livet ikke informerer om, hvornår det sender ekstra udfordringer i min retning, og når jeg hele tiden kører på 95 % af min maxkapacitet, vælter læsset, når sygdom eller anden krise lander på toppen af det.

Helt konkret hedder det mere ferie, færre projekter og en seriøs gennemgang af de ting, jeg bare gør, fordi jeg plejer. Skanderborg Festivalen hænger med røven i vandskorpen i den sidste kategori, for jeg synes, at jeg arbejdede mere, end jeg festede dernede i år.

I 2008 var der fest, i 2009 sendte vi gæsterne hjem, ryddede op og gjorde rent, og i 2010 bliver der forhåbentligt tid til at læne sig tilbage i stolen med en kop kaffe og overveje, hvad der er vigtigt at prioritere i livet, både lige nu og på sigt.

Pas rigtigt godt på jer selv og hinanden derude.

Godt nytår.

Kom nu lidt, ÅK 81(00)!

Jeg forstår ikke Århus Kommune. Mere præcist forstår jeg ikke Vej & Trafik under Århus Kommune. De gør simpelthen så mange ting, der efterlader mig måbende af forundring over, hvor sløjt planlægning kan varetages.

Da de for et halvt år siden besluttede at renovere cykelstien langs Ringgaden, var der stående applaus herfra, for det har de sidste 5 år føltes som at cykle på en sort, isbetrukken pukkelpiste at køre ned af den.

Det startede godt. De sendte en fræser ud, der med stor entusiasme flåede kæmpe asfaltlapper af 20-30 forskellige steder i løbet af 2 dage.

Og det var så det.

Så i stedet for bakket terræn, har vi nu i et halvt år haft store grusplamager, der efterhånden som efteråret er skredet frem, er eroderet mere og mere. Nu har vi hele mineskakter flere steder, og det var først da lortet frøs og lagde sig på lur under fredeligt udseende snedriver, at de kunne svinge sig op til at smide en metalplade på de værste steder.

Hvis bare man dog havde opfundet et system, så man kunne forudsige hvilken årstid, der kom efter sommer…

Og nu vi er ved sneen: Kommunen har besluttet, at Århus skal være en cykelby (!). På den insisterende måde. De har sat små, digitale tællere op forskellige steder, så jeg kan se, hvor mange, der er cyklet forbi før mig, der er små cykeladvarsler ved de farligste kryds, FB grupper og billboard reklamer med de mange forskellige fordele ved at tage cyklen.

Så ville det være fint at rydde cykelstierne, når det sner. Eller bare som minimum at salte dem.

Måske skyldes ineffektiviteten at de har lånt deres organisationsmatrix af rockerne. Når man kører forbi et sted med vejarbejde, er de altid minimum 6 afsted. Ligemeget hvor mikroskopisk et område, der arbejdes på. Mindst 6. Et par stykker af dem er hangarounds, som bare står og står. Så er der en enkelt eller to, der er opgraderet til prospects, og som derfor allernådigst har fået et stykke værktøj udlevere, som oftest en skovl, som de står og hænger op af. De fuldgyldige medlemmer laver noget. Typisk noget der involverer en masse råben og pegen. Og i det allerhelligste sidder Bynke og Forellen og troner, og ser ud som om, gravkoen er noget, de har taget på.

Man kunne godt have lyst til at ringe og bede dem om lige at stramme the f*ck op.

mandag den 28. december 2009

Jeg – et matematisk geni.

Jeg har ønsket mig marguerit øreringene fra de kom frem første gang, hvilket vil sige ca. 80 år, og nu -endelig endelig ENDELIG!! - fik jeg dem i julegave. Det ville være en decideret skændsel at bære dem sammen med en eller anden tacky nikkelsatan fra Glitter, så ud af respekt for my new babies supplerede jeg derfor i dag op med halskæden til.

Nu har jeg normalt ikke 1200 kroner til lige at svinge om halsen efter forgodtbefindende, men heldigvis var den gratis.

I hvert fald hvis man regner efter formlen i Den Store, Lyserøde Matematikbog:

Pengejulegave fra Bedsteforældre
+ Penge, jeg ikke har brugt på nytårskjole, fordi jeg har fundet en i skabet, som jeg troede, jeg havde mistet (don’t ask..)
= Ny kæde

Alle ved, at man altid skal dobbelttjekke resultatet af sine regnestykker, så for at være på den sikre side gentog jeg succes’en, og det gik så godt, at jeg nu også er den lykkelige ejer af en bad ass Crumpler taske til den nye computer.

Det er faktisk lidt et tab for verden, at jeg arbejder med sprog.

lørdag den 26. december 2009

Jæææh, it’s hard to be a zen-buddhist.

Jeg har den sidste tid forsøgt at øve mig på at køre mit temperament et gear ned, fordi jeg – helt ærligt – tror, at man slider sin krop for hurtigt, hvis man er stresset, rasende og utålmodig det mest af tiden.

Det går nogle gange bedre end andre.

Jeg vil f.eks. gerne rose mig selv for min relativt overskudsagtige holdning til tingene, da jeg tirsdag aften kl. 21 blev smidt ud af et tog på Kolding Station pga. en nedfalden køreledning, og måtte stå med 2 sportstasker, en computer og 3 poser julegaver i snefygning uden anden besked end: ”Der bliver ikke sat busser ind, da Politiet fraråder al udkørsel”. Og jeg synes faktisk selv, at jeg var ret afrikansk omkring det, da turen tog 5 timer i stedet for de planlagte 2,5.

Men i dag har jeg været til spinning, og jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at gøre det. For jeg VED jo, at de kører meget anderledes her, end vi gør i Århus, og jeg er sikker på, at hvis man er vant til, at folk bare vader ind og ud af lokalet timen igennem og snakker så højt, at ALLE kan høre ALT, og man plejer at køre til enkeltsange og cd-skift hver 4. minut, så der det dét, der er Det Rigtige. Så jeg skal bare pakke mig og rette ind. (Fandme svært, når det er så INDLYSENDE forkert! Knus Hitler)

Men jeg tror, at selv Ghandi ville begyndte at fantasere bare lidt om en god, saftig kindhest, hvis han oven i det ovenstående blev bedt om at spinne en hel time til julemusik. Kun julemusik. De Nattergale, Pyrus, Shubidua og Lilleper. Nogle af sangene to gange. Og med en indlagt leg, der hed ’Nisse’.

Somme tider er det altså lidt som om universet modarbejder mig.

fredag den 25. december 2009

En flatliners bekendelser.

Er I derude endnu? Holder I verden kørende? Det håber jeg, for jeg er ikke til megen hjælp; er nærmest gået i julekoma. Når jeg tænker på, hvor højt mit aktivitetsniveau er 350 dage om året, er det virkelig bemærkelsesværdigt, hvor elegant jeg formår at bringe ALT til standsning på under et døgn.

I dag har jeg:

- sovet
- drukket vin
- læst 250 sider i min bog
- drukket vin
- prøvet mine nye Margueritøreringe (f*cking YEIII!!) 24 gange.
- drukket vin

Den eneste fysiske udfoldelse jeg har bedrevet, var en (yderst) symbolsk gåtur - udelukkende for at kunne sige, at jeg har bevæget mig – og så har jeg skovlet 15 meter fortov fri for sne.

Kan godt ske, at jeg lige skal have en hånd i ryggen og løbes i gang, når jeg engang vender hjem.

torsdag den 24. december 2009

Glædelig jul allesammen!

(Hvis nogen mangler mig, er jeg på patrulje i konfektområdet...)

onsdag den 23. december 2009

Juleperspektiv.

Når jeg er i Esbjerg, er det sjældent, at tiden er så rigelig, at jeg når en tur gennem Kongensgade. Hvilket alle med hang til ekstremsport ellers burde unde sig selv at gøre, for hvis du efter 3 kilometers grå, misforstået lokalplan i stiv kuling og uden mulighed for læ stadig står – og har lysten til at leve i behold – så er der intet – INTET – der kan slå dig ud.

I dag var jeg var derinde for første gang i 4 år, og det var virkelig en forblæst tur ned af memory lane. Startede med brunch på Chr. D. 9., som virkelig var the shit, da jeg gik på handelsskolen. Det var en underlig oplevelse. Min date satte meget fint fingeren på problemet: ”Det er altså vildt mærkeligt at se de toiletter i ædru tilstand.” Så sandt.

Bagefter gik jeg en tur ned gennem Gaden og undrede mig endnu engang over, at Esbjergenserne er så konservative. En by med næsten 100.000 indbyggere og ikke en eneste – ikke én – baresso eller anden kaffebiks i midtbyen. Ubegribeligt. Nogle få modige sjæle har forsøgt, men har måtte dreje nøglen om efter under et år.

Til gengæld kan det undre mig, hvad der KAN gå hernede. Expert, som alle dage bare har været en dødssyg butik med B&O anlæg og gamle, sure mænd er still going strong. Arken, som er en kristen radiostation, har vel også efterhånden 20 års jubilæum.

Efter de 3kilometers gåtur i midtbyen var vejret blevet relativt ok, så jeg valgte at gå de 7 kilometer ud til mine forældre, og jeg må sige, at hvad byen mangler i charme, har stranden til overflod. Lyset vælter ud af himlen, isflagerne i vandet ligner kæmpediamanter, og som altid, når jeg er ved Vesterhavet, tænker jeg, at der gemmer sig tusinder af historier derude, og at vi er så små, så små.

tirsdag den 22. december 2009

Touchdown!!

Juleferie – og den er tiltrængt. Jeg synes ellers, at jeg i løbet af året har været god til at få bunkerne bragt i bund, og i forhold til nye forpligtelser, har jeg sagt mere nej end jeg har sagt ja, men noget kursus, noget hospital og livet sådan helt generelt har lagt lidt ekstra pres på den sidste måneds tid, og jeg trænger til at holde fri.

Jeg ved altid, at det er galt, når min hjerne bare.. slukker. Jeg vil ikke betegne det som distræthed, for det er ikke fordi jeg tænker på noget andet. Jeg tænker bare ikke. Overhovedet.

De sidste par dage har jeg således glemt nøglerne i min yderdør 3 gange. 2 morgener har jeg fundet min kogekeddel i køleskabet, og i går fik jeg den samme ide 4 gange. Jeg blev lige begejstret hver gang.

Skulle have en undervisning/mad/julegaveudvekslingskabale til at gå op, og blev glad, da jeg fik følgende lyse indfald: Hey! Jeg køber sgu da bare sandwiches hos Anettes på vej derover!!

10 sekunder senere: Nå nej. De lukker kl. 20.

Ti minutter senere: Hey! Jeg køber sgu da bare sandwiches hos Anettes på vej derover!!

….

Nej, det var det der med kl. 20.

Ti minutter mere senere: Hey! Jeg køber sgu da bare sandwiches hos Anettes på vej derover!!

….

Grrr! De. Lukker. Klokken. 20. Fat det nu!

Og fandme om så jeg ikke gjorde det én gang til. Hey! Jeg køber sgu da bare sandwiches hos Anettes på vej derover!!

!!!!!!

NU MÅ DU SIMPELTHEN HOLDE OP!! DE FUCKING LUKKER KLOKKEN OTTE, DIN EVNESVAGE KÆLLING!!!

Jeg tror, at det er fint nok, at vi lige trækker stikket et par dage.

Lige nu sidder jeg i spænd i et IC3 tog med resten af Århus, og hvad jeg må formode er det samlede indhold af detailforretninger i hele Midtjylland. Trækker vejret helt, helt forsigtigt, for ikke at komme til at inhalere guldstjerner, sløjfer og nissehuer.

Der er udsigt til brændeovn, rødvin og godt selskab, og jeg har 600 sider Jacob Ejersbo i tasken.

Jeg er ovre stregen.

Nu kan det godt blive jul.

mandag den 21. december 2009

Hviletidsbestemmelserne er jo ikke bare til pynt, vel?

Jeg gik forbi en tigger i dag. En af de virkelig hardcore sutter, der er så blodsprængt af druk i ansigtet, at han faktisk ser en lille smule solbrændt ud. Han var ved at line up, da jeg gik forbi; En lille skammel som bord med klæde sirligt draperet over som dug, en Madam Blå kande med buket af plastikblomster i og det obligatoriske blikkrus til penge.

Han er en fast del af bybilledet, og ikke en af de organiserede sigøjnertyper, der tigger professionelt og har folk til at komme og tømme koppen for mønter hver halve time. Han så glad nok ud, men jeg fik alligevel ondt i maven over, at man i dagens Danmark kan være nødt til at sidde på tundraen i permafrost 4 dage før jul for at få råd til en Bjørnebryg i Aldi.

- men jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jeg et par timer senere kom den anden vej, og der på skamlen var sat et lille skilt:

”Er straks tilbage”

En tigger, der lukker biksen for at gå til pause? Det bliver jeg sgu lidt imponeret over.

søndag den 20. december 2009

Snemand Frost og Frøken Tø.

I dag sner på den måde, det gjorde, da vi gik hjem gennem sneen, lige efter vi havde lært hinanden at kende. Jeg kan ikke huske, at det var koldt, eller at jeg frøs og havde våde fødder – og det må jeg have både gjort og haft, for jeg har altid været kuldskær og har aldrig ejet et par ordentlige vinterstøvler – men jeg kan huske, præcis hvordan han så ud, da jeg vidste, at det var ham.

Det både er, var og har været i alle afskygninger af grammatiske tider, og ind imellem tror jeg, at jeg har fundet fred med, at jeg for altid har efterladt en del af mit hjerte hos ham. Der er blevet mindre at give væk, jeg bliver aldrig den samme igen, og flere minder end det virker muligt at have, er blevet en del af det, der er mig.

I dag savner jeg ham noget så forfærdeligt.

lørdag den 19. december 2009

Den blinde finne.

Jeg ønsker mig en ny stil i julegave. Den jeg har, er begyndt at modarbejde mig.

Jeg er – efter eget valg - blind 70 % af mine vågne timer, fordi jeg ikke er gammel nok til at gå med briller på fuld tid. Jeg får altid fedtede fingre på glassene og fingrene ind under dem, så jeg river dem af mig selv, når jeg tolker. Linser er ikke en mulighed, da alle linser (og jeg har prøvet dem. Alle sammen. Også dem, du sidder og tænker på at foreslå i kommentarfeltet) føles som cyanid-belagte tegnstifter mod mine sarte hornhinder.

Men selvom jeg kun er iført de små forstærkerskærme, når jeg kører bil, er i bio og ser tv, kan jeg alligevel få mine briller til at se ud, som om jeg har anrettet frokost på dem, og mine brilleklude giver altid op efter en kort men intens kamp. Derfor gik jeg i går i en brilleforretning efter nye forsyninger.

Mig: Jeg vil gerne bede om 3 brilleklude.
Brille abe mand: Ja, de koster penge.
Mig: Øøh jaa? Deeet… havde jeg da egentlig også forventet?
Ham: Ja, de koster altså 42 kr.
Mig: Ok? Fint nok. Jeg vil stadig gerne bede om dem.
Ham: Ja, det er pr. stk.!

Undskyld mig lige et øjeblik…

Ligner jeg en, der ikke har 126 kr.?? For jeg synes da egentlig stadig selv, at min Helsinki-street stil holder, men noget tyder på, at den måske lugter lidt mere af vodka end af Nokia?

Nå. Men til gengæld har jeg nu 3 nye klude med rimeligt kryptiske piktogrammer:


1: Ok, så langt er jeg med. Den er til briller.
2: Og man må ikke røre ved glassene.
3: De må ikke befinde sig tæt på hjørner?
4:... men de må gerne ligge halvvejs inde i æsken, der klapper sammen med samme kraft, som når en hvidhaj smækker kæberne sammen om en uforsigtigt, tysk turist.
5: Noget med hårfarve??
6: Her giver jeg simpelthen op. Hvordan vi får fodspor koblet sammen med briller monteret på papirflyver er beyond me.

fredag den 18. december 2009

Kunne Tine Bryld være et bud?

Nogle dage føles et som om, at alle samtaler man deltager i har samme grundtema. I dag var det parforhold, og hvad man i kærlighedens navn kan kræve af hinanden.

En af mine veninder har en kæreste, der for tiden leger stilleleg. De er lige flyttet sammen, og hvor der tidligere var mulighed for at gå hjem til sig selv, hvis den anden var en spasser, er der i dag nowhere to run. Hun er sikker på, at noget plager ham og bliver ved med at forsøge at få ham til at sige, hvad det er, fordi hun så gerne vil hjælpe, og fordi hun er bange for, at det handler om hende. Han tramper rundt med rynkede bryn og bliver mere og mere olm, for hver gang hun spørger.

Jeg ved ikke, hvem af dem, der har det sværest. Men jeg ved, at jeg i dag kom til at tænke på, om man ret til andres problemer? Kan man kræve at de åbner og deler, fordi man bor sammen, og dårligt humør smitter? Mit umiddelbare bud er nej, fordi man skal kunne være sig selv i sit eget hjem, men når ’eget hjem’ er et joint venture, har man så ikke også et fælles ansvar for at skabe et sted, hvor begge parter kan holde ud at være?

En anden veninde har for nyligt mødt en sød fyr. De havde kendt hinanden i 2 måneder, da han fik konstateret en sygdom, der i løbet af relativ kort tid kommer til at koste ham hørelsen, og nu overvejer hun at gå. I drømmen var prinsen ikke døv, og prinsessen skulle ikke fungere som tolk mellem ham og resten af verden. Det er blevet umuligt at afgøre, hvad der er følelser og mangel på samme; hvor medlidenheden stopper og den dårlige samvittighed tager over.

Det gør ondt at opdage, at man måske ikke er helt så stort et menneske, som man havde håbet, men spørgsmålet er, om ikke det er mere egoistisk at blive sammen med en mand, fordi man gerne vil bevare sit billede af sig selv som typen, der er hævet over den slags, end det er at gå fra ham, fordi han er syg? Men kan man overhovedet gå fra en mand, man er vild med i dag, fordi magtbalancen om et par år eller tre er forskubbet, og han ikke længere repræsenterer det liv, man ser sig selv i?

Der burde være en voksen, man kunne ringe til om den slags.

torsdag den 17. december 2009

Hvad blev der egentligt af Shakin Stevens?

Så ham lige i en reklame for en julecd i dag, og selvom jeg kun kan huske den der: ”You drive med craii-aii-ziii”, så var han da ret lækker dengang, var han ikke? Sådan lidt rebelsk i noget læder og snowwashed denim. The missing link mellem Elvis og Robbie Williams.

Lever han stadig? Er han kendt nok til, at man ville have hørt det, hvis han var død?

En googling senere:

Ok, rimelig rystende læsning. For det første er hans officielle beskæftigelse anført som ’Milkman’. Whaaa?? http://www.stenalderfag.dk/ eller hvad?? For det andet er manden 62. 62!! Så det jeg skrev før med, at han var lækker? GROSE! For det tredje udgiver Sony i anledning af, at det er 30 år siden, han havde sit ’første UK hit’ boksen The Epic Masters med – og hold nu fast – 147 sange fordelt på 10 cd’er.

”The Epic Masters”? Synes måske nok, at vi betydningsmæssigt lige slår til med den store hammer her.

147 sange?

Nævn 3.

Nej, virkelig. Nævn 3.

Om jeg farver mit hår? Nej, hvorfor spørger du om det?

Og ikke noget med at google!

onsdag den 16. december 2009

Sneflokke kommer vrimlende.

SNE!! Hurra! Vågnede ved firetiden i morges ved mystisk lyd, som ved nærmere inspektion viste sig at være snerydderen, der havde travlt på vejen udenfor. Måske har jeg haft en kort absence, da Per Fløng var på skærmen forleden, for det er gået hen over hovedet på mig, at det var nu-nu. Troede først, at det var juleaften, vi skulle trakteres med pudder, diamanter og knitrende stilhed.

Sneen har betydet, at jeg i løbet af dagen gjort en overraskende opdagelse: Jeg er blevet En Dame. 3 gange har uvorne unger smidt snebolde efter mig (uden at ramme – ha!) og en enkelt gang råbte én et sted 45 grader nord for min cykelkurv med min stemme: ”I skal se jer for!”, da en ivrig flok rollinger med røde kinder og handskerne flagrende ud af ærmegabene pludseligt kom hvirvlende ud af en skov og krydsede vejen uden at se sig for (seriøst: Hvor er Børnenes Trafikklub henne i det her? Er de holdt op med at bruge deres stærkeste lokkemiddel Skeen? Det duer altså ikke. Børn SKAL da sgu lære at se sig for. Hvis jeg ikke havde haft så frygtindgydende, knivskarpe ninjareflekser, havde jeg spartlet dem ud over det meste af cykelstien.)

Om en uge er det jul, og den bliver hvid.

Man får helt lyst til lige at smutte ud i natten og lave en sne-engel.

tirsdag den 15. december 2009

Udgiv kommentar.

Hvor er det fedt, at så mange af jer har brugt tid på at være inde og kommentere på gårdagens indlæg. Vi er ikke enige, og det mener jeg heller ikke, at vi behøves at være; det er klart at vi hver især er farvet af baggrund, erfaringer og politisk overbevisning, og jeg har valgt at skrive mit ’svar’ til kommentarerne som dagens indlæg.

Flere af jer spørger til det oprindelige indlæg og om ikke jeg føler, at de vrede kommentarer har vundet over min ytringsfrihed, når jeg har valgt at fjerne det. Min begrundelse for at tage det af var, at jeg allerede efter 3 kommentarer kunne se, at diskussionen var på vej i en helt anden retning, end jeg havde tiltænkt det. Min blog er ikke et politisk manifest, men noget jeg skriver, fordi jeg kan lide at skrive. Derfor er der ganske enkelt en grænse for, hvor mange tæsk jeg finder det værd at tage for et indlæg, der ikke handler om noget, der følelsesmæssigt er meget vigtigt for mig. Man må vælge sine kampe med omhu, og lige nu er det lidt småt med overskud herude i virkeligheden, og så er det simpelthen ikke det værd.

Faktisk er læserkommentarer noget, jeg tænker meget over, når jeg er rundt omkring på andre blogge. På den ene side inviterer man som blogger selv til, at verden forholder sig til de ting, man skriver, men ind imellem kan jeg godt spekulere på, om læserne er bevidste om, at de med deres kommentarer også er med til at forme diverse blogges indhold. Lene har taget mange slag, fordi hun skriver, hvad hun mener, og uanset om man er enig eller uenig, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om man ikke med nogle af de virkelig harske kommentarer hun har fået, er med til at skabe en endeløs række af tandløse blogs, som måske nok kan få os til at trække på smilebåndet, men som ikke giver så meget at tænke over?

En anden ting der går igen flere steder i kommentarerne er, at det ikke kan passe, at man som demonstrant skal være opmærksom på, hvem man går ved siden af, fordi det ikke kan være rigtigt, at man ikke kan deltage i en demonstration uden at ende som offer for en knibetangsmanøvre. I teorien er jeg enig. Ligesom jeg også mener, at det er både trist og forkert, at man som pige i dag er nødt til at overveje, hvor man går om natten, og at man ikke længere, som da jeg var barn, kan sove med terrassedøren åben og hoveddøren ulåst. Jeg tror, at holdningen her vil afhænge af, om man er pragmatiker, der indretter sig efter virkeligheden, som man synes, den ser ud, eller om man er typen, der i yderste konsekvens er villig til at risikere sit liv for ytringsfriheden.

En enkelt kommentator mener, at man skal lade være med at basere sine holdninger på public service nyheder og TV2 helikopternyheder. Til det vil jeg sige, at det bliver meget, MEGET begrænset, hvad vi kan blogge om og forholde os til, hvis vi kun må beskæftige os med erfaringer gjort på egen krop. Der er (forhåbentligt!) grænser for, hvor meget drama gennemsnitsdanskeren udsættes for.

Og endelig er generationskortet blevet spillet – hvilket jeg synes er både for let og for træls. For det ender næsten hver gang med, at hønen og ægget kommer op og skændes: Er det den unge generation, der har misset pointen, eller er det den ældre generation, der har glemt at forklare den?

Under alle omstændigheder vil jeg sige tak for alle jeres kommentarer. Det er en fornøjelse at vide, at I sidder derude og rent faktisk forholder jer til, hvad jeg skriver.

mandag den 14. december 2009

Om igen.

I nat skrev og postede jeg et arrigt indlæg om demonstrationerne i Kbh, og her til morgen stod jeg op til et par temmeligt vrede kommentarer. Jeg havde forventet reaktioner, fordi det er ret forskelligt, hvordan vi ser på urolighederne og baggrunden for dem, og mit indlæg var min reaktion på, hvad jeg har set i tv og læst i avisen de sidste par døgn.

Jeg har før skrevet her på bloggen, at jeg ikke vil lade mig diktere, hvad jeg må skrive og mene, og det står jeg ved, men når det så er sagt, er jeg heller ikke selv interesseret i, at retorikken larmer så højt, at den overdøver indlægget, og at det bliver dén fremfor indholdet i det skrevne, der skaber debat.

My bad. Jeg prøver igen:

Jeg synes, at det er dejligt, at vi lever i et samfund, hvor vi har en grundlovsikret ret til at sige, hvad vi mener, og jeg finder det opløftende, at folk er så engagerede i verden omkring dem, at de giver deres meninger til kende ved at demonstrere. Al ære og respekt for det - og det mener jeg - så længe de følger reglerne.

For jeg synes, at det er svært at have sympati for de mennesker, der vil have lov til at bryde loven ustraffet, og jeg synes, at det er ok, at politiet slår hårdt ned på ulovlige demonstrationer.

Jeg er ikke i tvivl om, at der ryger uskyldige med, når det går hårdest for sig, og jeg skal være den første til at sige, at det synes jeg ikke er i orden; men hvis man har været i nærheden af Nørrebro/Købehavn eller fulgt med i medierne de sidste par år, så MÅ man vide, at man placerer sig selv i en situation, hvor der er potentiel risiko for, at uroligheder opstår.

Er det trist? Ja. Meget endda. Men jeg synes, at der er en tendens til, at mange blive vrede på de forkerte. For demonstranterne KAN være der. Politiet SKAL. Og når man omregner til hospitalssenge eller ressourcer i folkeskolen, hvad det koster i skattekroner at have så meget politi udstationeret, og at genopbygge hovedstaden, når den igen er spaltet i atomer, så bliver jeg vred. For jeg synes ikke, at det kan være rigtigt, at politiet forventes at sidde med hænderne i skødet og glo, mens den samme fejl bliver begået igen og igen, og regningen ryger videre til de svageste i samfundet.

Jeg er bestemt klar over, at det ikke er alle der deler mit synspunkt, og det er helt ok. Men jeg holder ikke op med hverken at mene det eller skrive om det, fordi man lægger en kommentar om, at man nu i protest ikke længere vil læse med, og jeg kan ikke lade være med at finde det en lille smule ironisk, at man er pro demonstration, som i bund og grund handler om retten til at give udtryk for uenighed - for så at gå sin vej og smække med døren, fordi man ikke er enig i det, der står på en blog.

Men jeg vil gerne give udtryk for mine holdninger på en ordenlig og sober måde. Ligesom jeg ville ønske, at alle demonstranterne ville gøre.

lørdag den 12. december 2009

Luftkastellet...der ….zzzzzz

En obligatorisk regel, når man er på kursus er, at man den sidste aften skal drikke sig i hegnet. Jeg siger ikke, at det er rigtigt. Jeg siger bare, at sådan er det. Så det gjorde vi. I verdens grimmeste kælder, siddende på en sofa, der så ud som om, den var betrukket med musepels, inhalerede vi juleøl og rødvin, som var det vor sidste nat på jord.

Fredag morgen var jeg så lettet over, at jeg måtte komme hjem, at jeg – til mit holds meget store søvnunderskudsudløste irritation – helt glemte at have tømmermænd. Bevægede mig nærmest i dans, sang alle mine sætninger og var i det hele taget bare str. X-large i forståelse, selvom det kun var blevet til små 4 timer i æsken.

Jeg var tilbage i min lejlighed (som jeg ville omfavne, hvis jeg kunne) i går kl. 16, og desværre har min slave ikke løst mine opgaver, mens jeg har været afsted (lille svin!).

Det betyder, at jeg på 25 timer har:

- Besvaret 20 e-mails.
- Skiftet forsikring.
- Opsagt en hjemmeside, jeg havde glemt, jeg havde,
som jeg har modtaget domænesideregning på.
- Været ude og spise med 2 veninder.
- Drukket kaffe med 2 andre veninder.
- Købt de sidste 4 julegaver.
- Udtænkt og købt 3 værtindegaver til
julehyggearrangementerne den kommende uge.
- Kørt en spinning evaluering.
- Samlet op på koordinering af nytårsaften.
- Konverteret al min musik i iTunes fra MP4 til
MP3 filer, så jeg kan mixe det.
- Mixet musik til spinning mandag.
- Lavet og øvet program til combat tirsdag.
- Gjort hele hytten rent.
- Vasket 3 maskiner tøj.
- Sovet lidt. Meget lidt.
- Forberedt mig til i morgen, hvor jeg skal på arbejde.

Om en halv time får jeg gæster, og så er der dømt sushi og bio.

Jeg håber, at de skubber til mig, hvis jeg snorker.

fredag den 11. december 2009

Hvordan skal jeg tolke, når min krop har afstødt mine hænder?

Jeg gætter på at jeg - qua mit job - ser flere toiletter end gennemsnitsdanskeren, og en ting, der kan gøre en god dag bedre er, når der er papirhåndklæder. En lille ting, måske, men det holder!

Til gengæld kan vi for min skyld godt sende håndtørreren på pension. Tak for lang og tro tjeneste, våde hænder og høreskader. Og når vi skiber den af, kan vi så ikke pakke den ind i bomuldshåndklæderne? Det kan til nød gå derhjemme og hos folk, vi kender (= ikke ulækre), men det er fandme ikke rart at dele serviet med 200 fremmede (= meget ulækre).

Her på kursusstedet kan vi vælge imellem håndtørrere og stofhåndkæder. Jeg har derfor været nødt til at beslutte, at jeg kender dem, jeg er afsted med, og at deres bakterier derfor ikke er helt så klamme som fuldstændigt fremmedes.

Så jeg gider ikke på min sidste dag at stå derude og vaske hænder, da medkursist (som er utrolig irriterende, men som jeg har dårlig samvittighed over ikke at bryde mig om, fordi hun har et dødt barn)
(- men hun er altså MEGET irriterende, må jeg lige forsvare mig med), kommer ud af båsen, vasker hænder og tørrer dem i håndklædet.

Og slutter med at tørre mund i det.

onsdag den 9. december 2009

Geo-mongolen slår til igen.

Fredag nærmer sig, og ironisk nok begynder jeg at synes, at her er til at holde ud at være. Men det kan selvfølgelig bare være udsigten til løsladelse, der taler.

Jeg ved ikke, om alle gør det, men når jeg er udstationeret, tager det mig ca. 39 nanosekunder at skabe rutiner. Jeg er oppe 5.25 hver morgen, nede og træne, til undervisning fra 8 - 19 og ude at gå en lang tur i frokostpausen. Hver dag når jeg at drikke 12 espressoer og indtage 150 pebernødder - og hver aften hader jeg mig selv for det og aflægger ed på, at i morgen bliver det anderledes.

Til gengæld indretter jeg mig som et dampbarn, der lige er flyttet hjemmefra. Min lejlighed, der artikektonisk set er inspireret af socialt boligbyggeri fra 70'erne, ligner efterhånden en illustration fra en brochure om, hvorfor fester er en dårlig ide på kollegieværelser. Der er shit all over. Ledninger trukket tværs over køkkengulvet, brugt træningstøj i bunker allevegne og brugte kaffekopper og rødvinglas på badeværelset. Oh, friheden ved at bo et fremmed sted, hvor ingen får lov at se, hvor sjusket man er! På fredag skal hele lortet alligevel bare kyles i to tasker (minus glas og krus), transporteres tilbage til Århus og direkte i vaskemaskinen. (... Så vel egentlig også minus ledninger.)

Jeg er begyndt at holde af at cykle langs vandet om morgenen, og holy f*ck, hvor er der stille i Svendborg klokken kvart seks. I morges var jeg nær styrtet på cykel af forskrækkelse, da en and snadrede i søvne. Og som bevis for, at jeg ikke kun udstiller andre, når de er idioter, vil jeg slutte dagens indlæg med at rette projektøren mod mig selv: Jeg har været nødt til at gå på krak for at finde ud af, præcis hvad det er for noget vand, jeg cykler rundt langs i nattens mulm og mørke.

Så nu er jeg holdt op med at referere til det som 'søen'.

Hvordan nogen har kunne undlade at påtale dumhed af den kaliber, overgår min fatteevne, og jeg har derfor tildelt mit hold 10 ekstra point i kredit, som de kan indsætte på kontoen og trække på, næste gang de knusker bolcher eller fortæller om deres sygdomme.

tirsdag den 8. december 2009

Sækken i katten.

Efter at have ved at have været ved at rykke håret ud af hovedet på mig selv i frustration over det her kursus, har jeg nu endelig fundet ud af, hvad det er, der er galt med mig: Jeg hader ikke mit job, min ledelse eller mine kolleger.

Det er skidt. For det betyder, at jeg forholder mig til det, vi bliver undervist i, og hele tiden holder det op imod, hvad jeg ville have lavet, hvis jeg havde været derhjemme. Og så skal det sgu være godt, hvis jeg skal føle, at jeg befinder mig det rigtige sted.

For mange af mine medkursister går det op i frokostbuffet og arbejdsfri, og hvis deres chefer og kolleger virkelig er så stupide, som det lyder til, forstår jeg godt, at de er rare at slippe for, og at forventningsoverliggeren roder rundt nede ved fodlisterne.

Jeg ved ikke, om man som TR må sige det her, eller om man bliver stenet med den røde bibel for det, men jeg synes, at fagforeningen er en obsternasig spasser, der dyrker skellet mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Der bliver hele tiden pustet til ilden, og åbenbart er cheferne i de fleste danske virksomheder udspekulerede godsejertyper, der bruger dagen på at sidde og file hjørnetænder på deres fede kontorer, mens de sætter udnyttelsen af Den Stakkels Arbejder i systemer.

Ret skal dog være ret: Kurset er bedre, end det var sidst. Vi har flere og bedre kvalificerede undervisere, mine medkursister tilhører ikke kun det røde cecilsegment, og vi har travlt, så tiden går hurtigt. Så længe vi får lov til at arbejde i grupper eller har oplæg ved nogle af de nye undervisere, synes jeg faktisk, at jeg får noget ud af det.

Men fordi underlægningsmusikken hele tiden er Internationale, øver vi os mere i at slås end i at forhandle, og jeg bliver pissesur, når jeg bliver råbt af og hånet under en forhandling. Også selvom det bare er noget, vi leger.

Så idag er jeg af min yndlingslærer blevet karakteriseret som "den agressive forhandlertype med det irriterede ansigtsudtryk og kløerne permanent fremme. Men typen, der er god at have med i krig."

Afghanistan anyone?

mandag den 7. december 2009

Top 5 over mandagens tanker:

1) Kære Gud. Hvis du virkelig findes, så få dem til at holde op med at give os muleposer. Nu. Tak og amen og det der.

2) Hvorfor er det, at det eneste tidspunkt, man kan huske noget som helst fra The Blair Witch Project, er når man cykler gennem meget, MEGET mørk skov og noget rasler? (Hvor man så til gengæld kan huske HELE filmen, inklusive rulletekster.)

3) Jeg hader idiotpædagogik. "Hvad ser I her? Et ni-tal? Hvad siger gruppen, der sidder overfor? Hvad? Hvad ser I? Hvad siger I?" We. Get. The. Fucking. Picture!!!

4) Jeg har nu opdaget noget, jeg er endnu dårligere til end rollespil: Rollespil med mennesker, jeg ikke kan lide. Måske ud fra en instinktiv fornemmelse af, at matematiske regler kan overføres på menneskelige relationer. Minus/minus = plus <=> Jeg lader som om, jeg synes, at du er en god lærer/nu skal jeg også lade som om, jeg er en anden = jeg kommer til at sige, hvad jeg i virkeligheden mener.

5) I den forbindelse ønsker jeg mig en voodoo dukke i julegave, og nogle meget lange nåle.

søndag den 6. december 2009

Famous last words.

Beklager, hvis indlægsfrekvensen ikke er helt så høj som den plejer at være, men dels er der nogle ting, jeg lige skal finde ud af, hvad jeg gør ved, som ikke er super bloggeregnede, og dels går det rigtigt, rigtigt stærkt i de her dage.

Efter verdens rådneste torsdag skal jeg ærlig indrømme, at jeg på ingen måde var klar til turboweekend med dobbelt op på julefrokoster, workshop og kursus, men det hjælper altid på humøret at lægge godt selskab på det, så julefrokosterne endte med at være de vanilieredningskranse, jeg i virkeligheden havde brug for.

Det meste af lørdagen brugte jeg på at sidde og stirre henført på Lasse, mens han gjorde ting og sager ved den nye computer og slyngede om sig med frække ord som 'strippe' og 'netværkskompatibel'. He knows shit. Og jeg vil gerne lige have lov at prale med, at jeg låser min computer op ved at scanne mit fingeraftryk. Hvor sejt er det!? Very, very CSI.

Lørdag aften var der dømt endnu en fitnessjulefrokost, denne gang for personalet. Vores centerchef har en forkærlighed for at afholde festerne i centeret, så jeg brugte det meste af aftenen på at hænge i baren/vægt-racket med en sjus og udveksle sladder. En enkelt gang - og det her tjener bare som bevis for, hvor langt ude jeg i virkeligheden er - var jeg endda på dansegulvet.

I know. Forstår det heller ikke helt selv.

Efter 4 timers søvn, væltede jeg her til morgen ud af sengen og cyklede tilbage til centeret, som jeg lige havde forladt, for at deltage i kvartalsworkshop med de mennesker, jeg just havde drukket shots med. På et urimeligt klistret gulv i en stemning af lige dele vantro og granatchok, stod vi så, side om side, og forsøgte at ligne nogle, der ikke stadig var stive. Gik dårligt.

Til gengæld er jeg bagefter kommet i tvivl om, hvorvidt den MEGET engagerede, københavnske underviser virkelig dansede overgearet omkring med høj hat og handske til et remixet-til-ukendelighed MJ, nummer, mens hun greb sig selv i skridtet, eller om det simpelthen er en alkoholbaseret drøm.

Lige nu sidder jeg så og spiser risengrød (seriøst: Der er træsplinter i kanelen. Hvor fanden kommer de fra?? Kanel... træet/busken/pinden? Og er de farlige at spise?), mens jeg venter på, at min taske pakker sig selv. Om to timer tager jeg på kursus, og jeg klynger mig til håbet om, at det er bedre end sidste gang.

Det kan i hver tilfælde ikke være værre.

fredag den 4. december 2009

Kom så de hviii!

Når man tænker på, hvordan hun de sidste par år har forkælet os med kælke og nisser, neg og kugler samt hjerter og pladevat, synes jeg måske, at Nabo Med Indre Jytte skuffer lidt i år:

Så nu har jeg meldt mig ind som supporter i Kampen Om Den Pyntede Opgang. Behold my door:

torsdag den 3. december 2009

Og så med lavt blodsukker.

Lad mig starte dagens indlæg med en advarsel: Hvis du er mand og/eller kender mig perifert, og derfor synes, at det vil være mærkeligt at vide rimeligt private ting om mig, skal du ikke læse videre. Ligeledes er det nok også bedst, at du bare kommer tilbage i morgen, hvis du foretrækker bloggen, når den er sjov og hyggelig.

Jeg mener det.

Sidste advarsel..

Nå. Så er du altså selv ude om det.

I dag skal jeg undersøges for noget, jeg ikke tidligere har skænket en tanke, at jeg kunne skulle forholde mig til. Vi er ikke ude i noget livstruende, men fuldstændig ligesom med HIV og brystkræft, er det ikke noget, jeg tidligere har været bange for at fejle – før nu, hvor jeg skal undersøges for det.

I den forbindelse har min læge henvist mig til en gynækolog. Jeg har en meget høj smertetærskel, og vil betegne mig selv som et rimelig u-hysterisk menneske, men lige præcis den slags undersøgelser har jeg det af 1000 forskellige årsager meget svært med. Når det engang i fremtiden bliver en fitnessdisciplin, som både poledancing og firefighting er blevet det, behersker jeg allerede stillingerne Flitsbuen, Hyperventilatoren og Perspiratoren til perfektion.

Min egen læge kender mig efterhånden, og småsnakker venligt til mit underliv, mens hun engang i mellem lige minder mig om ikke at spænde så meget i inderlårene, at jeg kvæler hende i bøjlerne. Men jeg har aldrig haft Et Forløb hos en gynækolog før – og jeg behøves aldrig at skulle have et igen.

For det første er det meget surrealistisk at sidde i et venteværelse sammen med 4 andre Kvinder, og forsøge at lade som om, at vi ikke alle sammen er på vej ind for at ligge med blottede skræv i ansigtet på en mand, der har valgt det som levevej. God tid til at overveje signalværdien i at have barberet missen og prøve at regne ud om passende påklædning hos en gynækologe er bomuldstrusser eller g-streng.

For det andet er han er både rar og dygtig, men jeg bliver simpelthen så stresset af at skulle tilpasse mit liv til en speciallæge. Man kan ALDRIG komme igennem, når man ringer (og her ser vi helt bort fra at skulle sidde i al offentlighed med en mobiltelefon og sludre om sit underliv og sin cyklus), manden ringer tilbage ca. hver anden gang, han lover det – og rammer hver gang med stor præcision den time, hvor jeg underviser – og udelukkende fra anonymt nummer, så man kan ikke ringe tilbage.

Efter at have leget phone tag i 3 måneder, fik jeg onsdag aften i sidste uge endelig forhandlet/truet mig til en tid i dag.

”Det bliver torsdag formiddag” sagde han.

Hvilket sygeplejersken så i går meddelte mig er kl. 13.15.

Og så sad jeg der og var skidebange, mens jeg forsøgte at lyde som et voksent menneske med tjek på det hele, samtidig med, at jeg var skidegal og ydmyget over, at de pisser på min tid og gør mig til en besværlig medarbejder, der er afhængig af andres hjælp og velvillighed. Samtidig er jeg helt på det rene med, at det er mig, der er 100 % afhængig af dem, og at jeg INTET kan gøre. Hvilket gjorde mig så vred og frustreret, at jeg begyndte at tude og skælde sygeplejersken ud i telefonen, mens jeg sad i kantinen på det uddannelsessted, hvor jeg tolker. Et fint øjeblik. Ikke overraskende kunne hun ’ikke hjælpe’.

Jeg ved godt, at det er ondt og urummeligt, ikke? Men lige dér ønskede jeg inderligt, at hun ville blive ramt af et eller andet, der krævede, at hun selv skulle prøve forcere muren af ligeglade, upåvirkede receptionskrager hos en anden speciallæge.

Jeg skal derop om to timer. Fastende. Prøver at berolige mig selv med, at det er pga. noget narkose og ikke fordi, det gør så ondt, at man risikerer at brække sit maveindhold op på gulvet. Jeg skylder tjenester til højre og venstre, fordi alting skulle ændres i sidste øjeblik, og det hader jeg.

Og nu er jeg kommet til at drikke kaffe, selvom jeg ikke må få vand to timer før undersøgelsen. Pis!

Nå. Det er vel relativt sikkert at antage, at de er et kvarters tid forsinkede.

6 timer senere:

På opturssiden var undersøgelsen ikke så slem som frygtet, takket være solide mængder af narkose, og den ekstra kop kaffe var ikke noget problem efter de 2 timers ekstra ventetid. På nedturssiden kunne jeg godt have undværet at skulle smide tøjet foran 3 sæt kærester på opvågningsstuen, at modtage de dårlige nyheder stående på en kold gang uden opfølgende forklaring, fordi jeg ”nok ikke helt var i stand til at forstå den” pga. føromtalte narkose, og at have cyklet 7 kilometer hjem i mørke og regnvejr.

Så nu har jeg gjort noget, at jeg aldrig har gjort før: Jeg har raided min chokoladekalender i afmagt.

onsdag den 2. december 2009

Frøken Frost – en rigtig hestepige.

Så skal jeg da LIGE love for, at december kom svingede ind af døren og fejede november af banen med et overlegent: ”Tah-daaaah!” November er endelig lusket af og har *tak-kære-gud-smiley* taget sine heldøgnsnætter, snaskede, bladbefængte stier og kroniske regn med sig.

Jeg har brugt dagen på at cykle rundt på landet i embedes medfør. Helt, helt fantastisk. Sprød, frostklar luft og lys i den kolde nuance af guld, som er indbegrebet af dansk vinter. 20 kilometer af små, snoede veje med heste som eneste selskab. Vi sang. Eller... jeg sang, men de kunne lide det. (LUK!) Så meget, at det faktisk flere gange så ud som om, de sang med.

Og så er der bare noget tilfredsstillende ved at fryse så meget, at man ikke kan mærke, om man har gulvvarme på badeværelset, når man kommer hjem. (Her kunne man så måske godt have ønsket sig en hukommelse, der var i stand til at understøtte de mangelfulde input fra følesansen. Den ryger på ønskesedlen med det samme. )

Hat, luffer og røde kinder. Vinter. As it should be.

tirsdag den 1. december 2009

En svær balance.

En af de store fornøjelser ved over en årrække at bestride flere jobs er, at man får lov at betragte nogle af de samme situationer gennem forskellige briller. De sidste par uger har det været evaluering og kontrasten mellem det at være ny på blokken og gammel i gårde, der har været under den mentale lup.

Mange af mine nye, ivrige kolleger, søger i starten råd og vejledning hos alle de gamle rotter på loftet, fordi de er sultne efter at lære og gerne vil være rigtig gode rigtig hurtigt. De suger til sig, og de første par måneder rykker de med raketfart, og er taknemmelige for al feed back, både den de selv inviterer til, og den der bliver givet uopfordret. Men stille og roligt kan jeg høre, at det bliver irriterende at blive betragtet som ny og modelérbar.

Netop det har jeg tænkt rigtigt meget over, for jeg kan tydeligt huske, da jeg selv var relativ ny, og måtte finde en pæn måde at sige til en erfaren kollega på, at jeg syntes, at NU lukkede vi til boks 1. Hvis det skal være tilfredsstillende og give mening at gå på arbejde, synes jeg, at man er nødt til at finde sin egen stil og måde at gøre tingene på, så man føler, at man bidrager med noget, der gør en forskel for helheden. Derfor kan det være nødvendigt at bede folk om at pakke sig, for så længe de tror, at du kan formes, forsøger de at forme dig, så du passer til DERES ønsker og behov. Og hvem gider at være nogens blodfattige klon eller spejlbillede?

Af den grund giver jeg sjældent feed back eller kritik, hvis ikke folk direkte beder mig om det. Og hvis jeg skal være helt ærlig er jeg heller ikke særlig god til at tage imod det, hvis jeg ikke selv har inviteret til det.

Men i dag så jeg så et eksempel på, hvorfor man skal huske at blive ved med at sende invitationerne ud, selvom man er blevet en af de gamle. For man kan nemlig gå hen og blive så tilfreds med lyden af sin egen stemme, at den bliver nedladende. Og lige der, gik det op for mig, at det er det, der bliver ved med at gå galt, når jeg er på kurser, hvor jeg har lyst til at slå underviserne ihjel. Jeg gætter på, at de - fordi de hele tiden underviser nye mennesker i det samme stof - sjældent får respons på deres undervisning, fordi eleverne har travlt med at tilegne sig stoffet. Men når tonen bliver nedladende nok, mister jeg fuldstændig mister evnen til at høre efter, hvad der bliver sagt, fordi alt i mig stritter så meget, at jeg nødt til at bruge al ledig kapacitet på ikke at verbalisere min foragt eller forvandle mig til kontrær teenager, der i ren trods er uenig i alt, hvad Autoriteten fremfører.

Kunsten er vel at finde sin faglige personlighed og tegne den skarpt nok op til, at verden omkring dig kan forholde sig til den, samtidig med at du bevarer en ydmyghed og respekt for de mennesker, du betjener.

mandag den 30. november 2009

Gentag efter mig: Det bliver sjovt. Det bliver sjovt. Det bliver sjovt.

Åhhh, hvor skal jeg bare have gravet mine noter fra Positiv frem og læst op på dem. På søndag tager jeg nemlig afsted til anden halvdel af mit tillidsrepræsentantkursus, og jeg giiiiider ikke. Set up’et er i forvejen ikke det bedste: Julefrokost fredag OG lørdag, træningsworkshop kl. 08:30 søndag nat og så mod Svendborg. Fuld af frisk.

Denne gang har de strukket fornøjelsen ud over 5 dage i stedet for de 3, som vi slap med på første modul. Og inden nogen sætter tænderne i struben på mig og beskylder mig for at lide af indlæringsangst: Jeg vil gerne have fuldt udfordringer på hjernen. Jeg vil gerne på kursus. Og jeg vil gerne være en god tillidsrepræsentant for mine kolleger.

Men jeg bliver så skidt tilpas af at være taget til fange et sted, hvor det eneste tilgængelige tempo er slowmotion; hvor der er flere pauser end undervisningstimer, og hvor ingen rigtig vil noget konkret med det, vi sidder og arbejder med. Jeg får menneskespat af at skulle konversere høfligt med mennesker, jeg aldrig skal se igen, fra 7 morgen til 10 aften (NEEEJ!! TEGNSPROG ER IKKE INTERNATIONALT, FOR SATAN!!) og der er lidt-til-intet signal til både mobil og internet.

Jeg vil meget hellere blive her, hvor lejligheden er pyntet med nye, überlabre glaskugler og en adventskrans som jeg selv, har lavet (aj ok, nu løber begejstringen lidt af med mig. Teknisk set har jeg ikke gjort andet end at sætte 4 lys på et fad og døbe konstellationen ’adventskrans’. Men stadig. Det er pænt.) Jeg vil hellere eksperimentere med min venindes opskrift på hvid gløgg og have god tid til at købe julegaver, der siger ’du er noget af det bedste jeg ved, og jeg er så glad for, at du er i mit liv’. Jeg vil hellere køre mine hold, end at stå alene i en mørk sal kl. 0600 zulutid. (Vi husker dog, at Svendborg er søde, fordi de lader mig låne den.)

Men det er vel .. karakteropbyggende. Eller noget.

søndag den 29. november 2009

Too old for this shit?

Når man underviser i et fitnesscenter, forholder man sig jævnligt til, om man er ved at være for gammel til at være der. Jeg fylder 33 om ti minutter, og har en kammerat, der jævnligt spørger mig, om jeg efterhånden kunne være mor til de fleste af medlemmerne. Han underviser selv og er ældre end mig, så jeg har ham mistænkt for bare at tjekke i tilfælde af, at han ikke selv opdager det, når sidste salgsdato nærmer sig.

Som instruktør synes jeg, at du er nødt til at repræsentere et eller andet, som kan være ønskværdigt for medlemmerne at opnå; enten noget æstetisk præsentabelt eller bare en sund, stærk krop, og jeg tror, at vi alle har set eksempler på, hvor grimt det kan blive, hvis man bliver i gamet for længe. De fleste af os er bange for at blive runkne og ynkelige - og ude af stand til selv at se det.

Men det ER altså skønt at være kollega med rigtige, granvoksne mennesker, der ved, at intet i verden sker af sig selv.

For en måned siden, fik jeg den idé, at vi i anledning af julen kunne lave et specialarrangement, hvor vi stillede 9 instruktører og underviste til Søren Banjomus , Last x-mas og alle de andre klassikere. Det gjorde vi så i dag.

9 instruktører kræver en del ekstra udstyr i form af vægte, stepbænke osv., hvis der skal være noget tilbage til medlemmerne, og her var det, at gennemsnitsalderen på 34 år kom til sin ret: I stedet for at forvente – som jeg HAR oplevet, når jeg har lavet noget med meget unge mennesker – at ekstraudstyret blev tilvejebragt af en magisk fe, eller manifesterede sig ved tankens kraft, mødte folk op en time før, slæbte vægte ned af trapper og ind i private biler, fragtede dem tværs gennem byen og bar dem ind i den nye (større) sal. Nogle havde sørget for pebernødder og andre for feberredningsalternativer, hvis noget skulle gå galt. Efter timen gentog det hele sig med modsat fortegn. Alle havde valgt sange, lavet koreografi og øvet og formentlig brugt 5-6 timer på arrangementet.

For 130 kr. i løn. Før skat. Fordi de synes, at det var sjovt.

Jeg siger ikke, at alle unge mennesker er blottede for initiativ (jo jeg gør. Lidt. Undtagen mine læsere, selvfølgeligt), men det var bare rart, at jeg også kunne være med og hygge mig uden at skulle være sur nazikost med tjek på alting på mor-måden.

De er ikke 17 mere, mine kolleger, men jeg håber altså, at de hænger på nogle år endnu.

fredag den 27. november 2009

Tager I PIS på mig!?

Nå. Men kom idag hjem til et brev fra mit forsikringsselskab, som oplyste mig om, at de 'har oplevet en markant øgning’ (er det overhovedet et ord?) af deres skadesomkostninger, hvilket har fået dem 'til at vurdere den samlede risiko for en række af vore kunder’. Åbenbart er jeg – som ikke har haft brug for min ulykkesforsikring én eneste gang i de 15 år, jeg har betalt til den – pludselig upgraded til risikokunde: Fra 31. december til 1. januar stiger min forsikring fra 1020 kr. til 1810 kr.

Jeg er ikke matematisk student, men jeg mener stadig at nå frem til, at det er en stigningsprocent på den kedelige side af de 50.

Hvis jeg ikke gør noget, kan jeg forstå af brevet, at min forsikring vil 'fortsætte med den nye præmie'. Hvis jeg ikke betaler, vil jeg modtage en opkrævning og en rykker – ”dette er for at sikre, at der ikke er tale om en forglemmelse”.

Skide tak. Farligt filantropisk forsikringsselskab, jeg har.

Eller rettere: Havde.

torsdag den 26. november 2009

Æblefri Zone.

WUHUU!! Ny computer til Linda *triumferende-smiley!* Slut med backspacetaster, der falder af, så man kun kan rette stavefejl ved at snøvle sig tilbage og bruge delete. Farvel til en computer så langsom, at man kan nå till Colombia efter kaffe, og haHA! for ikke længere at skulle time blogskrivning og chat til de 75 minutter, batteriet kan holde strøm.

Og nej. Det er ikke en Mac. ”Hvorfor dog ikke?” hører jeg flere læsere undre sig højlydt. Primært for at irritere æble-entusiasterne, der bare aldrig holder kæft om, hvor fantastisk Mac er. Så snart folk selv er blevet hjernevaskede, begynder de i bedste Jehovas Vidner-stil at tvinge deres nyfundne tro ned i halsen på os andre, hvilket øjeblikkelige aktiverer min sekt-/pyramidespilsalarm.

”Jamen Linda!! Mac er det bedste! SÅ brugervenligt!” Pfff! Hvis Apple virkelig var så fantastiske, hvorfor har de så ikke for længst overtaget verdensherredømmet? Hva? Nå, så blev I stille!

Jeg synes, at der er WAY mere stil over bare at være bedst i stilhed. Som nu min nye Think Pad, der bare står og er lækker og badass uden at gøre noget stort nummer ud af det, og som jeg planlægger at oplære til at lave kaffe og blogge, når jeg selv er tom for ideer. Ved et kæmpeheld har jeg søde Lasse, der som en Ægte Helt har påtaget sig afdække mit behov, finde en maskine, der passer til det, (indsæt selv lummer joke, Red.) bestille den med rabat og sætte den op for mig.

Jeg påtænker at rejse en statue af Lasse på Store Torv.

Nu venter vi bare på, at den lander i min postkasse. Komnukomnukomnuuuu!

onsdag den 25. november 2009

Hej mor. Det er mig. I skal nok lige ud og låne et par stole.

Jeg er omgivet af nåsåer. Hvor end jeg vender mig, er jeg omgivet af folk, der hader på julen. Og jeg er ikke ved at bevæge mig ud i et jeg-er-zen-I-er-hysteriske indlæg, (jeg kan nemlig godt lide at leve) men jeg kan lige så godt tone rent flag: Jeg glæder mig til jul.

Jeg må være ærlig og sige, at jeg synes, man selv er med til at bestemme, hvor slemt det behøves at være. Der er jo ingen, der siger, at man SKAL vente med at købe sine julegaver til den sidste lørdag inden jul, eller at de behøver at beløbe sig til det samlede BNP for 3 mellemstore, afrikanske lande. Det ER vel muligt at deltage i julefrokoster uden at føle sig forpligtet til at være den, der egenhændigt skal konsumere al snaps i verden, og jeg vil mene, at man kan finde et tåleligt kompromis imellem Ingen Pynt og et hjem, hvor man kan gå armgang i guirlanderne og lege jorden er forgiftet på stråbukke og krybbespil?

Jeg synes, at julen er hyggelig, og en stor del af fortjenesten herfor tilfalder uden tvivl mine forældre. Jeg er vokset op i et meget pragmatisk hjem, hvor julen ikke er skamvredet ud af facon for at passe til traditioner, ingen længere ved, hvorfor vi holder i hævd.

I min familie er vi hedninge hele banden, så vi går ikke i kirke. Menuen skifter fra år til år og det samme gør gæsterne. Julepynten er ukoordineret i både farve og facon, og man må gerne høre Pink Floyd det meste af d. 24. De brune kager er bagt af Karen Wolff, og den hjemmelavede marcipan er afskaffet, fordi den - efter min mors udsagn – "er kedelig, og der alligevel ikke er nogen, der gider spise den".

Til gengæld er vi gode til at tage den med ro. Der er ild i brændeovnen fra morgenstunden, alle hjælper hinanden med forberedelserne, og kl. 16 går alt i stå, så vi kan se Fra Alle Os Til Alle Jer. Dresscoden er ’afslappet’, der ligger omtanke bag gaverne, og der er formidabel rødvin til det hele.

Jeg synes, at det er synd for dem, der forbinder jul med pligter og stress. Jeg har ondt af dem, som skal holde jul med mennesker, der ikke siger dem noget og skal sidde med anstrengte smil og skuldrene om ørerne, mens de tåler tankeløse kommentarer fra mennesker, der sikkert mener det godt, men som ikke desto mindre gør ondt.

I må altså gerne komme med hjem til mor Lisbeth og far Orla?

tirsdag den 24. november 2009

Når jeg brøler: ”HOP!!” hvisker du frygtsomt: ”Hvor højt?”

Jeg tror, at vi efterhånden har fået slået fast, at jeg 97 % af tiden knuselsker mit job. I dag har jeg så været afsted på de sidste 3 procent.

De var søde, jeg elsker tonen bandt håndværkere, og jeg får løn for det, men jeg har brugt dagen på at stå til pynt på en byggeplads et sted i Danmark i 7 stive klokketimer i en mystisk verjhybrid af orkan, monsun og minusgrader og fryse min røv i laser. Alle omkring mig knoklede, kravlede, hamrede og savede, og mit bidrag til projektet bestod i at tolke: ”Er der nogen, der har set høvlen?” Hvilket faktisk ikke er så nemt, som det lyder til, når frosten har fikseret samtlige led på fingrene.

Og der er en lammer til den, der lægger en kommentar om, at der ikke findes forkert vejr, men kun forkert påklædning, for med mine 4 trøjer, 2 jakker, 3 par bukser, gummistøvler og hat var jeg mere udstoppet end påklædt, og jeg pivfrøs stadig.

Fik jeg med, at jeg faldt? Nej? Nå, men det gjorde jeg. Gik på røven på en våd, glat og lusket bro af træ. Elegance er mit kunstnernavn.

Nogle gange får jeg selv lyst til at lade som om, jeg ikke kender mig.

Nu sidder jeg under et tæppe med en varm computer i skødet og er i gang med den 4. kop kaffe. Mine håndled er ømme (møg-bro), mit hår så fedtet, at jeg kunne lave dreadlocks, hvis jeg ville (møg-hat) og jeg kan overhovedet ikke få varmen igen (møg-... vinter).

Jeg kunne få det ud af systemet ved at tage et varmt bad, give op og gå i seng.

Jeg kunne også tage ned og undervise.

MUHAHAHAHA!!!

mandag den 23. november 2009

Bite me. Again.

Nå. Jeg håber ikke, at jeg skubbede nogle suicidale læsere ud over kanten med mit anfald af Depressiv Angst i går. Sorry ’bout that. Men midt i min eksistentielle krise glemte jeg helt at fortælle om den mest forrygende tur i biografen, jeg har haft i årevis.

Min veninde og jeg har junket vampyrer det meste af sommeren, og derfor skulle vi naturligvis se New Moon, når den kom. Vi havde godt nok på forhånd snakket om, at vi kunne risikere at trække gennemsnitsalderen markant op, men vi var samtidig enige om, at det er julefrokosttid, og at biografen derfor ville være næsten mennesketom; det ville være tåleligt.

Oh. My. God.

Det startede på toilettet, hvor Clara, Christina-Sophie og Regitze havde okkuperet HELE bordet ved vasken, fordi de skulle lægge make up. For at gå i biografen. I mørke. Mens jeg stod og ventede på, at det andet lag mascara tørrede, havde jeg god tid til at undre mig over, at håndvasken ikke sprang ved lyden af disse utroligt højtpitchede tandlægebor, piger havde installeret som stemmer.

Ude i foyeren vimsede Mads og Christophpher rundt med kunstfærdigt opsat hår og det bagerste af buksebenet sat fast i de hvide tennisstrømper, mens de nymalede damer fnes, og emo’erne sad/lå op af væggen og iagttog scenariet med en blanding af foragt og weltschmerz.

Nogenlunde her kom vi i tanke om, at julefrokosterne ikke rigtigt ville komme os til undsætning, eftersom vi var de eneste tilstedeværende, der ville kunne købe alkohol uden at bryde loven.

Og så væltede de ellers ind, de unge. Da man til sidst havde en kvalmende fornemmelse af at befinde sig midt i en endnu sygere version af Duracellreklamen, hvor alle kaninerne var skiftet ud med teenagere, blev vi endelig sluset ind i salen. Bag os gik en pige, som var ved at fortælle veninden, at hun havde tvunget sin kæreste til at stoppe med at tage sol og begynde at træne, så han kunne komme til at ligne Edward.

Det er ikke noget, jeg finder på.

Men de skal roses for at kunne holde kæft. Da filmen gik i gang, var de eneste lyde, der hørtes, hysterisk fnisen ved nøgenscenerne og dybtfølte suk, når der blev kysset, eller fremsat replikker om evig kærlighed. (Og her vil jeg faktisk gerne rose Tina og jeg for at holde mund og ikke falde for fristelsen til at knuse deres unge, håbefulde sjæle med vores kynisme.)

Jeg ved ikke, hvad det siger om mig, men jeg synes, at det var en fantastik film.

søndag den 22. november 2009

Nogle bøger bør man ikke læse om søndagen.

En stor del af min søndag er gået med at sidde og kigge ud på regnen, iført en gammel kærestes gamle Metallica t-shirt, med håret i en sjusket knude og en kop kaffe i hånden.

Jeg er ved at læse en fin, lille bog, der hedder Astrid og Veronica, som handler om alt og ingenting og livets gang i cirkler. Den er fuld af tab, eftertænksomhed og håb, og stemningen er vist sevet op gennem siderne og ind i mig. Den får mig til at tænke på både det, der har været, og det, som er på vej.

I virkeligheden burde jeg ikke læse den slags bøger, for jeg er alt for letpåvirkelig. Hos mig ligger melankolien faretruende tæt på overfladen, og selvom den giver mig meget, fordi den minder mig om at sætte pris på alt det, jeg har i mit liv, er jeg forsigtig med at dyrke den, for den kan hurtigt gro en understrøm så stærk, at jeg bliver trukket ned og drukner i den.

Men bogen bringer også nogle finurlige indsigter med sig. I dag gik det f.eks. op for mig, at når jeg engang skal have mig et hus, så er det eneste krav, jeg har, at der er plads til en bænk i køkkenet. Det har vi altid haft derhjemme, og det er et af mine yndlingssteder i hele verden. Når jeg er hjemme, er det der, jeg sidder og læser, blogger og drikker vin, mens mine forældre tusser rundt og laver mad. Det er der, min søster og jeg sidder, side om side, og piller kartofler til jul. Det er hjem og på en måde, jeg ikke kan forklare, er det som om, jeg savner det, selv når jeg sidder der.

Tanken om livets skrøbelighed er ubærlig, og ulempen ved at være bevidst om, hvor meget man har, er at man samtidig bliver så smerteligt klar over, hvor meget man har at miste.

lørdag den 21. november 2009

Jeg; et heldigt menneske.

Efter en dag i selskab med en gammel, kær ven, som jeg ser alt, alt for lidt, og en snak om alle de store ting i livet, gik jeg hjem gennem et skumringsramt Århus.

Som jeg gik der, med månen hængende på himlen og byen pyntet med lys, blev jeg overvældet af den stille, taknemmelige glæde. For jeg elsker virkelig mit liv, de små skønhedsfejl til trods. Jeg elsker at bo i Århus, jeg elsker mine jobs og jeg har de mest formidable mennesker i verden omkring mig. Det er snart jul, i aften skal jeg i biografen med de andre 17-årige emo’s, og jeg glæder mig til næste år.

Og i morgen skal jeg ingenting. Overhovedet.

Hvad laver din far?

Da jeg var barn, legede jeg en del med en pige, der boede på min vej. Jeg kunne bedst lide at være hjemme hos os eller udenfor, for jeg syntes, at hendes far var lidt væmmelig. Da vi blev ældre, og venindernes store søskende startede på gymnasiet, hvor han var lærer, fandt vi ud af, at skolen havde forbudt ham at tage med på studieture og til fester, fordi han ikke kunne lade pigerne være i fred.

I mine øjne har han altid været en ulækker, gammel mand. Derfor blev jeg lidt rystet, da jeg forleden kom til at regne på det, og det gik op for mig, at han, da jeg kom hjemme hos dem, har været i starten af 30’erne.

Nu ved jeg godt, at vores generation får børn i en senere alder, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvem der i vores omgangskreds render med titlen som Den Klamme Far. Eller Den Fordrukne Onkel for den sags skyld, for i min erindring er alle rollerne besat af meget voksne mennesker, men de må have haft den alder, vi har nu.

Hvilket får mig til at tænke på, at regnestykket også må kunne laves modsat: Jeg kan uden at anstrenge mig særligt komme i tanke om 2-3 fædre i min bekendtskabskreds, der lever med kone og børn, og ved siden af knepper sig målrettet gennem Århus og opland. Der er trekanter og firkanter, legetøj og kammerater og de fleste af fornøjelserne bliver foreviget på film.

Gad vide hvem af mine barndomsveninder, der er vokset op med sådan en far?

torsdag den 19. november 2009

Liste-Linda

Hurra for:
*Mennesker, der pynter udenfor med lyskæder, så vi andre har noget pænt at kigge på, når vi cykler rundt i Mordor.
*Mit spinninghold, som er verdens bedste, og som i dag har givet mig så god en evaluering, at jeg har lyst til at give dem alle sammen en krammer.
*Mit fitnesscenters kusine i Svendborg, som har stillet en sal til rådighed for mig hver eneste morgen i starten af december, når jeg skal på kursus. (30 medkursister ånder lige nu lettet op.)
*14 nye afsnit af Lost

Kan vi lige snakke lidt om:
*Mænd, der – helt alvorligt – går rundt i fuchsiafarvede sweatre.
*Den nye Duracell reklame? Det er nok det klammeste, jeg til dato har set.
*Hvorfor jeg bliver ved med at drømme, at Skanderborgfestivallens ledelse vil have mig ansat som fodbolddommer? (Nogen, der ligger inde med nummeret til Freud?)

Må jeg foreslå:
*En kæmpemarkise op over Århus, så man (bare engang imellem) får mulighed for at komme på arbejde med tørre bukser og ordentligt hår.

Kan ikke helt finde ud af, hvad jeg mener om:
*Lovforslaget om at forbyde solarium for unge under 16 år.
*Rasmus Seebach. Catchy, men får godt nok en lille smule ondt i hovedet over teksterne.

Hvad sker der for:
*Folk, der ikke stemmer? Hvis det fortsætter sådan, ender det med, at Irak må sende tropper herop for at lære os om demokrati.

Er jeg den eneste:
*Der får lyst til at råbe: "JAMEN SÅ KØR DOG FOR FANDEN TIL TIDEN!!" når jeg ser Arrivas kampagne ’Køreplan God Stemning’, som (ud over sprogmæssigt at være noget værre ævl) forekommer mig at være en decideret hån: I leverer frygtindgydende dårlig service, og vi skal kvittere med overskud og venlige smil?

I det mindste er man ikke:
*Fodboldidioten, som nu skal ned og høre sin bank, om han lige kan låne 900.000 kr.

onsdag den 18. november 2009

Men man behøver ikke at kunne lide det.

Nogle samtaler er man nødt til at tage. Når man har prøvet at sove på det, træne på det og hælde kaffe på det, og man stadig kan mærke i maven, at tingene ikke er, som de skal være, er der ingen vej udenom.

Jeg synes, at det er forfærdeligt svært at holde sig selv fast på at gøre det, når jeg ved, at jeg kommer til at såre et menneske, jeg holder af. Jeg har lyst til at råbe: ”Jeg mente det ikke!! Det er lige meget – undskyld!” når jeg kan høre stemmen i røret begynde at knække.

Jeg forstår jo godt med mit hoved; det er følelserne, der nægter at samarbejde. Er de virkeligt så vigtige, at de er værd at gøre ondt for?

Det ville være meget rarere, hvis de bare ville arte sig. For os begge to. Men jeg kender dem efterhånden, og jeg ved, at de hverken kan villes frem eller væk. Jeg har prøvet så mange gange, men først bliver jeg ked af det, så bliver jeg stille og til sidst bliver jeg væk.

Det er paradoksalt, at det at gøre en anden ondt, kan være et udtryk for, hvor meget man holder af vedkommende; at man lukker øjnene, tager en dyb indånding og melder ærligt ud, udelukkende fordi den anden betyder så uendelig meget for én.

Jeg håber, at min ven ville finde, at det var umagen og ubehaget værd at gøre det samme den anden vej.

Nogle samtaler er man nødt til at tage, fordi det ville være tarveligt og uanstændigt at lade være.

tirsdag den 17. november 2009

Der blev sagt nej!!

De sidste mange år har min absolutte yndlingsaversion været mennesker med solskærme. Nik & Jay-typer m/k, der spankulerer rundt i gadebilledet med et tysk restprodukt fra 80’erne på hovedet, som om det var en kongekrone, kan gøre mig helt elektrisk af irritation. Folk, der går med solskærme, er idioter.

Fordi jeg siger det.

Men i dag har jeg været tvunget til at overveje om skærmen må abdicere og overlade hadetronen til…:

Voksne mennesker på løbehjul.

HVAD FANDEN SKER DER!!!?

Vi så igennem fingrene med bmx’erne, I fik lov at skate på både bræt og skøjter, vi accepterede det, da man ikke kunne trække vejret uden at risikere at inhalere en haggie-sack – men løbehjul??! Nu må I fandenstejleme holde!!

Hvis jeg ser en voksen kvinde med Hello Kitty solskærm komme kørende på løbehjul, sparker jeg hende af, og tæver hende med det.

mandag den 16. november 2009

Nu ruller vi alle.

I forhold til hvordan man vælger at indretter sit liv, har jeg lagt mærke til, at der findes to kategorier af mennesker: Dem, der har en form, som de med vold og magt prøver at tvinge deres liv ned i, og dem, der spiller kortene, efterhånden som de får dem på hånden.

De sidste forekommer mig at være langt de lykkeligste.

Jeg kender mennesker, der vader rundt i gæld til knæene, udelukkende stiftet for at iscenesætte Det Perfekte Liv og holde facaden. Jeg kender par, der lever som hund og kat, men som stadig flasher Det Lykkelige Ægteskab til fester og på Facebook. Jeg har veninder, der er så udkørte, at nervesammenbruddet ligger på lur, fordi de skal nå til yoga og økologisk rytmik med ungerne, inden de skal ud og høste bæredygtig, grøn the, som skal drikkes af hjemmebrændte, keramiske krus. Og jeg har venner, der sårer deres omgivelser dybt, fordi de i jagten på perfektion kører over alt og alle for at blive tilfredse.

Det virker som om det ikke virker. For jo flere detaljer de hysterisk insisterer på at kontrollere, så ALT kan blive HELT perfekt – jo større bliver puljen af mulige ting, der kan gå galt.

Jeg kan også godt lide, at der er styr på tingene, og jeg synes bestemt, at det er vigtigt at gøre sig umage på de store områder i livet, men jeg er ved at have lært, at hvis man holder knap så krampagtigt fast på rattet, kan man faktisk styre udenom i de værste forhindringer på vejen - i stedet for hypnotiseret at brage frontalt ind i dem.

lørdag den 14. november 2009

Kender godt fornemmelsen...


Hvis nogen mangler mig, står jeg i hjørnet og varmer skulderen op.

Kender I de mennesker, der altid sidder med i alle udvalg; som tilsyneladende brænder sygeligt for det, de gør? Som knokler som bæster for det, de tror på og gør det for et klap i røven og en kiks?

Sådan en er jeg.

Hvis jeg først én gang har besluttet mig for at sætte min stemme på en person eller en sag, er der nærmest ingen grænser for, hvad jeg vil lægge af arbejde i at forsvare, forbedre og forstå.

Derfor kommer det altid som en overraskelse for mig, når jeg får nok.

Jeg har intet imod at være en af fodsoldaterne, og det betyder ikke noget for mig, hvem der får æren for det færdige produkt, så længe jeg får et resultat ud af mine anstrengelser, som jeg mener, er bedre end udgangspunktet og i overensstemmelse med det mål, jeg har været med til at definere.

Men jeg gider ikke lege blindebuk. Jeg gider ikke tages for givet. Jeg gider ikke pisses op og ned af den ryg, som jeg begynder at få fornemmelsen af bør udstyres med en asfalteret sti, så meget som folk går bag om den.

Så slut. Jeg vil ikke sige, at jeg smækkede med døren, men jeg lukkede hårdt nok til, at det kunne høres.

Nu skal jeg til at øve mig i en ny disciplin. Den hedder ’være ligeglad’, og ligesom med gladiatorsandalerne og sushien, er jeg håbløst bagud. Men nu skal det være. For jeg får mavesår og metalsmag i munden af frustration over det andet.

Jeg kan jo passende begynde med at øve mig i at trække på skulderen over ikke at have fået nogen som helst respons på min udmelding.

torsdag den 12. november 2009

Top 5

over ting, der bliver fantastiske ved at blive rask.

1) At slippe for sjove bemærkninger om at lugte af bacon, sige øf og have tryne. Enough with the fat jokes! Dog en trøst at vide, at eftersom jeg er en af de første, der har haft det, bliver der RIG mulighed for at give igen…

2) At få min kaffetørst tilbage. Har ikke haft lyst til kaffe i 2 hele døgn, hvilket er direkte rystende, eftersom kaffe nærmest er det, der definerer mig som person.

3) At kunne færdes ude blandt almindelige mennesker, uden at de slår korsets tegn og holder børnene beskyttende for øjnene, mens de påkalder sig Den Hellige Jomfus beskyttelse. (Helt ærligt!! Jeg er faktisk feberfri og har været det i 24 timer. Er bare slatten. Give a pale girl a break.)

4) At komme ud i den virkelige verden og blive beriget med impulser og stimuli, der kan inspirere til blogindlæg, der ikke handler om sygdom.

5) At træne og undervise igen. Min krop er ikke skabt til 48 timers inaktivitet. Er så rastløs nu, at mine blodårer gnistrer som defekte, strømførende kabler. Stakkels, stakkels det første hold, jeg skal undervise. Jeg siger det bare.

onsdag den 11. november 2009

Linda Terkelsen, Ynkens Højborg, TV2:

Advarsel: Nedenstående indlæg indeholder meget højdramatiske og spændingsmættede passager, og er derfor uegnet for mindre børn og folk med svage nerver.

Nå. Men i går, da min veninde spurgte, hvordan det gik med mig, kom jeg til at råbe: ”Jeg er USÅRLIG!!” På den triumferende måde. Nåede at prale af mit træningsafledte, grotesk velfungerende immunforsvar til ikke mindre end 6 forskellige mennesker.

Hvilket karma naturligvis ikke lader gå upåtalt hen.

Så efter en nat med kvalme, opkast, blodnæse og skøjten rundt i febersved, overgav jeg mig kl. 4 i morges og ringede til vagtlægen. (Som jeg – ærligt – tror, var enten stiv eller havde haft snuden lige langt nok nede i æteren. Gentog sig selv 7 gange, spurgte om de særeste ting og snøvlede så jeg næsten ikke forstod hende. Må de det?? Ved godt, at det må være pisseuhyggeligt at sidde der helt alene og lege Nattevagten, men stadig?) Synes ikke, at jeg har hørt, at det der med at vende vrangen ud på maven er en del af grisekonceptet, men har på den anden side heller ikke samvittighed til at lægge Århus øde, fordi jeg ikke er ordentligt orienteret.

Det kunne vi ”ikke udelukke.”

Super.

Og tak for krystalklar diagnose.

Nu ligger jeg her, iført 4 trøjer, to par træningsbukser og min dyne, med ømme muskler, der føles som de er krympet 2 størrelser og derfor trækker min krop sammen i uskøn King Kong/foster-stilling.

Ud over 17 sodavandsis og 80 kopper the, har min dag budt på:

* Et bad. Hvilket jeg godt lige synes, at vi kan bruge et øjeblik på at være imponerede over, for det tager fandme tid, når man hele tiden skal ned og sidde, og det at stå under strålerne føles som at få pisk med issyle. Måtte tage det i etaper og redde hår liggende. Men if you look good, you’ll feel good, som de siger. Løgnersvin.

* Fjernelse af en edderkop. Tog det meste af 20 minutter, fordi jeg lige skulle græde færdig først. Kunne overhovedet ikke overskue at gøre noget, men turde på den anden side heller ikke lade være.

* 12 afsnit af Lost. Vigtigt med nye venner, nu hvor man er i karantæne som en anden pestramt spedalsk. Et afsnit varer 45 minutter og det passer fint med, at det så er tid til at blive vendt, så jeg får lige mange liggesår på højre og venstre side.

* 4000 tryk på ’opdater’ på mine yndlingsblogs. Og på den støttende måde: Hvorfor fanden skriver I ikke noget?!? Kom nu. Vi er nogen, der har brug for jer. I er mine eneste forbindelser til verden udenfor.

Men jeg har det allerede meget bedre, synes jeg, og min mor sagde selv, at det sagtens bare kunne være almindelig influenza. Feberen er for nedadgående + jeg kaster ikke op mere = næsten rask.

Men jeg venter nok lige en dag eller to med at erklære mig usårlig.

tirsdag den 10. november 2009

Friends 4(næsten)ever

Når jeg bladrer gennem listen af navne i min telefon, indeholder den primært mennesker, jeg deler hverdag med - eller har gjort indtil for nyligt. Der er venner fra blogsfæren, fra fitnessverdenen, fra studiet og fra jobbet, men jeg kan desværre se, at dem, som man har haft en fælles relation med, har en tendens til at forsvinde, når relationen forsvinder. Nyt job, flytning, opsigelse af medlemskab kan alt sammen være første skridt på vejen til at miste kontakten, og det er efterhånden gået op for mig, at man ikke skal undervurdere værdien af de små møder i hverdagen, hvor man lige får samlet op på det vigtigste, så man er up to speed, når man har tid til at ses.

Det har jeg brugt noget tid på at ærgre mig over, for der ryger nogle dejlige damer og herrer på den konto, og da jeg er forsvarende dansk mester i selvbebrejdelse, har jeg gået rundt og hyggemarineret lidt i skyld og dårlig samvittighed.

Det ville være løgn at påstå, at det ikke har betydning for kontakten, hvor vi befinder os på singlometeret og børneskalaen, for det er altså nemmest at forholde sig kvalificeret til et liv, man forstår indholdet i.

Men jeg tror ikke kun, at det handler om konkrete omstændigheder. Jeg tror i lige så vid udstrækning, at det handler om, hvordan man tilpasser og udtrykker sig i forhold til hinanden.

Når man f.eks. har en af de perioder, hvor man har så travlt, at man glemmer, hvad man hedder, er man i forvejen rigeligt plaget af dårlig samvittighed, og de venner, der verbaliserer deres savn med sætninger som: ”Jeg ser dig aldrig mere!” og ”Jeg savner dig!” har en tendens til at blive dem, man stille og roligt lader sive ud af sit liv. Ikke fordi man har lyst, men fordi det simpelthen er alt for uoverskueligt at skulle stille op til 3 timers spanking af samvittigheden, når man endelig har fri og mest bare trænger til at sove. Derfor tror jeg, at man har tendens til at omgive sig med mennesker, der lever som man selv gør; som ved, at vi ses, når vi ses; som forstår, at sådan må det være lige nu, og at det ikke handler om uvilje eller dårlig planlægning.

Jeg tror også, at folk med børn finder det langt mere afslappende at være sammen med dem, der har forståelse for, at voksensamtale er noget, der foregår i pauserne mellem bleskift, og forsøg på at holde strikkepindene ude af stikkontakterne, end med os, der stadig synes, at vi i en alder af 30+ har krav på 4 timers sammenhængende mig-tid, og siger ”det gør ikke noget” uden at mene det.

Når singleveninden går i løsnings-mode og kontant idømmer skilsmisse med ordene: ”For det skal du bare ikke finde dig i!” er det måske mere en løsning, man kan bruge, der hvor hun er, end når man sidder i Hadsten med 2 børn og en Berlingo.

Da vi gik på handelsskolen, brugte vi vennerne til at lære os selv at kende, og udvikle identitet med. Vi hang sammen som ærtehalm, og kunne efter en hel dag i skole sammen, fortsætte samtalen i telefonen i timevis, mens vi snoede ledningen om pegefingeren og drev vores forældre til vanvid.

2-3 uddannelser og 200 forpligtelser senere er venner nok mest noget, man bruger i en af de to ekstremsituationer, hvor man enten slapper af eller er i knæ. De er ikke længere en del af hverdagen på samme altopslugende måde, hvor man bruger så mange timer sammen, at det i løbet af en uge udligner sig selv, hvem der taler og hvem der lytter; hvem der falder og hvem der støtter.

Derfor er jeg nået frem til, at jeg tror, at vi har en tendens til at vælge at være sammen med dem, der kan møde os, hvor vi er.

Det trøster mig lidt. For det betyder, at vi måske ikke smider hele historien væk, fordi vi mister kontakten et par år.

Men det betyder måske også, at vi skal være bedre til at acceptere, at der kan være perioder, hvor vi glider lidt fra hinanden, fordi vi lever så forskellige liv, at vi ikke kan give hinanden det, vi har brug for.

mandag den 9. november 2009

Nysende, nasal og nastnøs.

Noget af det eneste pæne, man kan sige om tømmermænd er, at de normalt giver sådan en dejlig fornemmelse af at være i live, og at man dagen efter pludselig har det som om, man har fået en ny og velfungerende krop udleveret. (Indtil a) man begynder at træne i den eller b) de moralske tømmermænd sætter ind, fordi systemet endeligt er blevet enigt med sig selv om at overleve, og nu pludselig har ledig kapacitet til at afsøge aftenens hændelsesforløb for pinligheder.)

Derfor skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg føler mig dobbeltsnydt over at vågne for 2. dag i træk i et defekt korpus.

Jeg er simpelthen så forkølet, at det er til grin.

Lad det være sagt med det samme: Jeg er en af dem, der harcelerer længe og indædt over mennesker, der stiller pissesyge og bakteriebefængte på job, og jeg er ikke bange for at holde et 20 minutters foredrag om, hvordan pandemier som pest og svineinfluenza kunne være undgået, hvis folk da for fanden bare kunne holde op med at føle sig så uundværlige og blive hjemme, når de var syge!!

Det er naturligvis noget HELT andet, når det er mig, der er syg. Jeg må afsted alligevel. Jo, jeg må. Der er mig, der er ansat til at føre opsyn med verden, så jeg kan ikke bare blive hjemme.

Problemet er så, at jeg har så meget (mange?) propper i ørerne, at jeg intet kan høre. Ikke optimalt, når man lever af at leje sine ører ud. Derudover pudser jeg næse 24 gange i minuttet, hvilket lægger temmelig meget beslag på de hænder, jeg ellers skulle bruge til at tale med.

Og det værste er, at jeg ikke engang synes, at forkølelse tæller som rigtig sygdom. Mere hang-around end prospect, faktisk, så føler mig toTALT snigløbet over at være fikseret her af øget nasal vandtilførsel og undertryk i hovedet.

Jeg keder mig.

Forkølelse SUCKS!!!!

søndag den 8. november 2009

Til julebal i fitnessland.

Selvom en meget energisk trommeslager fra Øse Efterskole tilsyneladende er i praktik i mit hoved, hvor han får tiden til at gå med rytmisk at hamre en metalsyl ind i min højre frontallap, skal I ikke snydes for update på fitnessjulefrokosten 2009 i listeform:

Thumbs up til:
Tøjskabe, der gylper noget brugbart op alligevel.
Godt selskab og rundborde.
At få at vide af en, man ikke længere ser, men stadig utrolig godt kan lide, at man er et godt menneske.
Amerikanske kolleger, der monterer deres bryllupsdiademer på én, fordi de synes, at man ligner en prinsesse.

Er vi ikke snart færdige med:
At have cheerleadere til at stå og pon pon’e os ind af døren? Bliver skideforskrækket hvert eneste år over at træde ind og blive modtaget af: ”LET’S GO-etellerandetjegaldrigfårfati-LET’S GO!! LEEEEEET’S!! GO!!!”
Fællesunderholdning på scenen. Lad nu være. Halvdelen af selskabet kan ikke se, hvad der foregår, den anden halvdel kan ikke høre det, og resten er stive og ligeglade.

Til gengæld kunne vi godt:
Leje nogle mennesker med lut og trompet, der kunne spille os ind med en fanfare. Synes generelt, at der er alt, alt for lidt fanfare i mit liv.
Afskaffe sammenfald af tømmermænd og forkølelse. Der er en 10’er til den, der forbarmer sig og skyder mig.

Hvorfor husker vi aldrig:
At give de gode komplimenter, når vi er ædru?
At sige nej tak til shots? Det kan ikke være så svært. Gentag efter mig: ”Nej. Tak. N-e-j t-a-k. Nej tak. Nejtaknejtaknejtak.”
At lyve når det er påkrævet? Ærlighed er overvurderet.

Er det noget med:
At det klinger lidt hult, når man dømmer andre mennesker efter selv at brugt hele aftenen på at rappelle ned af piedestalen?

Tænk at der stadig findes:
DJ’s, der spiller Joyride med Roxette. Og mener det alvorligt.

Og når min kammerat finder manden i sit liv, vil vi stadig grine af:
"Linda. Kom nu. Gift dig med mig. Du er så fantastisk!! Jeg tror faktisk godt, at jeg kunne holde ud at kysse dig, og så kunne du gå tur med Vaks?”

lørdag den 7. november 2009

Nu' det jul igen og nu' det jul igen.

På en eller anden måde er det allerede lykkedes december at starte herovre, hvor jeg står. Der har i hvert fald været julehygge med venner og rødvin de sidste par dage, og i dag skal min veninde og jeg køre halvanden times nisse-spinning (fitnessfolks ide om sjov og spas), inden vi i aften skal til julefrokost. Beklædningsmæssigt kan jeg vælge mellem træningstøj eller ingenting, fordi der tilsyneladende har været nogen med en meget stor støvsuger forbi mit tøjskab.

Det er det samme hvert år.

Nå. Men jeg kan vel bare klistre en palliet på hvert bryst, og køre resten hjem på charme.

Eller det der.

fredag den 6. november 2009

Note til selv:

Det kan godt betale sig at bruge 10 sekunder ekstra til at finde på et bedre eksempel, når man skal forklare sin chef betydningen af ordet "stash", i stedet for bare at lade følgende falde ud af munden:

"Det betyder en slags hemmeligt lager. Du ved; som i den beholdning af narko, jeg har gemt?"

onsdag den 4. november 2009

Status over ugen so far.

Onsdag kl. 22.30:

Flade forhjul på cyklen: 2 (Hvis det sker mere i denne uge, så ryger den fandme i havnen! Sammen med cykelsmeden.)

Cykelture i snevejr: 3 (Det er kun NOVEMBER, for crying out loud!!)

Defekte anlæg i forbindelse med undervisning: 1 (Svært at undervise i takt til .. ingenting.)

Defekte headsets i forbindelse med undervisning: 1 (- og til lyden af stemmerne i hovedet.)

Taxachauffører, der har spurgt, om jeg skal ”bruge en bing-bon?”: 1 (Tak, kære Gud.)

Timer brugt på koordinering, fordi andre mennesker ikke melder tilbage: 17

Højlydte eder udtrykt over ovenstående: 17.258

Hemmeligheder modtaget: 8 (Så mangler vi 40…)

Spydige bemærkninger camoufleret som sjov modtaget: 4 (Ha ha. Eller det der.)

Spydige bemærkninger camoufleret som sjov afsendt: 8 (Mmmm. Ha tilbage. Bite me!)

Trøste-skildpadder spist: 3 (Lasse, bliver du sur, hvis der kun er bananer i din lagkage?)

Sygedage: 1 (Dumme skulder.)

Lemmer mistet til forfrysningsrelateret koldbrand: Ingen. Endnu. (*dommedagssmiley*)

Pinlige dates mødt i forbindelse med tolkeopgaver: 1 (Bliver aldrig gammel nok til at være cool med det. Aldrig!)

Hvis nogen skulle mangle mig og mit sprudlende humør i morgen, har vi i nattens mulm og mørke haft held til at flygte til Caribien. På kælk.

tirsdag den 3. november 2009

Synes faktisk også, at jeg er lidt varm.

De sidste par år har jeg opdaget, at jeg er meget svær at gøre bange. Tanken om, at der kan ske noget med dem, jeg holder af lammer mig af rædsel, og jeg er født i Tvivlerens Tegn med Skeptisk i ascendanten, men jeg stoler helt grundlæggende på min egen evne til at løse det meste af det, jeg stilles overfor.

Sådan troede jeg egentlig, at alle havde det, og tidligere kunne jeg blive helt irriteret, når andre gnattede rundt, usikre og bange for at gøre noget forkert; Jeg så det som et forsøg på at score opmærksomhed og sænke omverdenens forventninger, så de enten imponerede vildt, hvis de klarede sig godt, eller havde undskyldt på forhånd, hvis de stank.

Efterhånden er det dog ved at gå op for mig, at det nok er mig, der har fået en ekstra styrke foræret og ikke de andre, der mangler den, (jeg vil gerne starte med at takke min mor og far *tårevædet-takke-smiley*) og jeg er blevet bedre til at huske, at vi alle gør det bedste, vi kan, med de ressourcer vi har.

Derfor er det meget uvant (men nok i virkeligheden temmelig sundt), når jeg i arbejdsregi har fået en opgave, som jeg virkelig, virkelig ikke har lyst til skulle løse. Overhovedet. Den udfordrer alle mine svage sider på én gang, og selvom jeg forbereder mig i vildskab, kan jeg ikke se, hvordan jeg skal kunne løse den tilfredsstillende. Min eneste chance for at klare mig bare lidt over niveauet Stinkende Dårlig, er at skynde mig at udvikle en ny personlighed, der er plat, hvor jeg er kronet.

Gælder det, hvis man i en alder af 32 ringer hjem til sin mor, og siger, at man ikke vil i skole, fordi man har ondt i maven?

mandag den 2. november 2009

Fork you.

Jeg har kørt en hel del i bil de sidste par uger, og nu indrømmer jeg lige noget, som jeg ikke ved, om man bør nedfælde på skrift: Jeg har ingen erindring what so ever om nogensinde at have set halvdelen af alle de skilte, der står langs de danske landeveje. Og motorveje. Og alle de andre veje.

Bør man kunne det? Kan I det? Hvis jeg bad jer definere forskellen på forbud- og påbudstavler, kunne I så gøre det på siddende røv? (Stine, du tæller ikke med, for du har stadig køreskolelus.)

F.eks. synes jeg måske nok, at Lars Barfoed er gået lige minimalistisk nok her:4 spinkle streger på larmende baggrund af hvid? Aj, men kom os sgu da lidt i møde! Hvad er det, vi streger over?

En googleresearch senere:

Alt, åbenbart.

Nå. Vi trækker en gaffel ned over en tallerken, og så er alting glemt? Det var nemt.

Jeg vil gerne bestille en gaffel, str. XL til mit liv.

søndag den 1. november 2009

Alt bliver federe med alufælge.

I dag har jeg besøgt min veninde og hendes kæreste i Holstebro, og hilst på deres lille, nye, fine pige. Hun er frygtindgydende bedårende, vi er allerede bedste venner og jeg vil have en selv. Lige nu. For fanden, hvor er hun sød!

Jeg har jo sådan set besluttet at gøre det. Der er bare lige nogle forskellige ting, jeg gerne vil nå inden, men hvis alt går efter planen, begynder jeg at prøve om et års tid. Og jeg skal da lige love for, at det gør noget ved samtaleemnerne, når vi pludselig er enige om, at børn er vejen frem. I dag brugte vi f.eks. utrolig lang tid på at snakke om fordelene ved alufælge på barnevogne (nogen vil mene, at det trods alt er meget godt at jeg lige venter, for jeg gik straks i optimeringsmode og konceptudviklede på Pimp My Ride, barnevognsudgaven: Jeg tænker rævehaler. Jeg tænker undervognslys. Jeg tænker spillekort monteret på egerne, så de flaprer, når man kører. Det bliver en FEST!!) når man bor i lejlighed, lifter og autostole, og jeg tvang min veninde til at fortælle ALLE detaljer og PRÆCIS hvor ondt, det gjorde at føde.

Og hun er den bedste veninde i verden, for hun var ærlig. Også om alt det, der ikke er charmerende og pastelfarvet, hvilket jeg har et enormt behov for at høre om, fordi jeg inderst inde er en lille smule bange, fordi jeg skal gøre det selv og derfor gerne vil være forberedt.

Men hun kender mig så godt, for efter en cool og udramatisk beretning, sluttede hun med at sige de magiske ord, der kan få mig til at kaste mig frygtløst ud i stort set hvad som helst: ”Jeg tror, at du vil være rigtig god til det.”

Ros mig, og jeg er på.

Jeg vidste bare, at de her hofter ville come in handy.

lørdag den 31. oktober 2009

Helt ærligt!

Det Gode Råd i denne uge, har vi haft et spørgsmål fra en læser, der ikke helt ved, hvordan hun skal slå op med sin veninde. På DGR begrænser vi os til at belyse én vinkel pr. mand, da der ellers ikke er noget for de resterende 4 at skrive om, men jeg kan mærke, at hele diskussionen om, om man skal være ærlig og sige, at man ikke gider hende mere, eller om man skal lave strudsen og håbe, at det går væk af sig selv, forsat kværner rundt i knolden på mig.

Jeg synes, at ærlighed er blevet det nye sort. Bare se på os, der blogger: Had, jalousi, misundelse og ondskab flashes i stor stil, fordi det er gratis, hvis vi bare formulerer det som en bekendelse. Alt det grimme er blevet tilladt og accepteret, fordi vi har betrukket det med erkendelse og ærlighed.

Hvis du har et problem med din mor/chef/kæreste/veninde, er Den Korrekte Handling at konfrontere vedkommende og sige det. Ærligt. Men jeg har lagt mærke til, at ærligheden ofte bare er en ny måde at være tarvelig på. Hvis du kan sige fra i tide, er jeg enig i, at det gør det nemmere at opbygge og bevare en sund relation, fordi det er nemmere at navigere i et landskab med tydeligt markerede grænser, men ofte gemmer man ærligheden, til man er så irriteret, at den bruges som undskyldning for at være rigtig led og sige lige præcis, hvad man tænker, helt uden filter eller smålig skelen til den andens følelser. Og det er røv og nøgler (hvorfor siger vi egentlig aldrig det mere?), for det gør nas! Dels fordi du ikke er vant til, at folk på den måde går direkte efter struben, og derfor ikke har paraderne på permanent stand-by, så du kan tage fra, og dels fordi den slags virker ligesom forbandelser og voodoo: Det roder med dit hoved i laaang tid efter, fordi du helst ikke vil tro på det, men alligevel heller ikke helt tør afvise, at der kan være noget om snakken.

Og ofte synes jeg, at ærligheden og selvindsigten leder til... absolut ingenting. Der mangler ligesom et level 2. Hvad gør vi med sandheden, når vi nu mener at have fundet og leveret den? Ligenu ser det for mig ud som om svaret er: Intet. MIN opgave og MIT ansvar starter og stopper med erkendelsen. Når jeg har så fået luft, kan du så stå der og være den, der skal løse problemet, fordi jeg med min voldelige ærlighed har slået fast, at jeg mener, at det primært er dig, der er skyld i, at tingene er kørt skævt.

Er det virkeligt der, vi vil hen? At hvis vi bare er ærlige, er vi home free og må fortsætte med at gøre som vi vil? (Giver det her overhovedet mening for andre end mig selv?) ”Ja, jeg er en so overfor min nabo, men hun er fandme også irriterende og omklamrende, og jeg HAR sagt det hende, så hun er selv ude om det!”

Jeg synes ikke, at vi skal lyve mere end højest nødvendigt, men jeg har stadig ikke besluttet, om jeg synes, at man altid har ret til at smide alle hæmninger og sociale hensyn i ærlighedens navn.

(Hemmelighedsstatus: 10 inde, 50 ude. Kom nu, venner!!)