tirsdag den 30. december 2008

2008 – horoskopet set i bakspejlet.

Det har været et ualmindelig godt år. Efter to selvvalgte år i helvede, der føltes som at løbe maraton op af et bjerg i stiv kuling iført fodlænker og vådt tøj, kom jeg endeligt i tanke om, at jeg ikke har rødder men fødder. Jeg kan flytte mig, og det har jeg gjort. 2008 har uden sammenligning været det bedste år, jeg kan huske at have haft.

For overskuelighedens skyld har vi her på blogsbjerg valgt at tematisere årets tilbageblik:

Helbred:
Her tænker jeg egentlig først og fremmest på min far. Jeg er så uendelig taknemmelig over, at vi fik lov at slippe med skrækken, da han pludselig røg på hospitalet. Når jeg kigger på ham nu, kan jeg stadig få tårer i øjnene ved tanken om, hvor lille og skrøbelig han så ud i morfin og frotté. Han er den bedste far i verden, og lettelsen over at han er rask, er enorm.

For mit eget vedkommende har jeg til min store forbløffelse været syg i år. Sådan i virkeligheden, hvor de tilbyder at indlægge én. Nyrebækkenbetændelse er forhåbentlig noget, man kun kan få én gang (ligesom polypper. Som jeg har fået fjernet to gange), så nu sagde vi, at næste gang min ryg skal rives i stykker af hvidglødende, pulserende smerte, er det fordi, jeg er ved at føde! Men bortset fra denne ene tur i gulvet, har jeg været velsignet fri for vagtlæger, penicillin og andet snask.

Karriere og økonomi:
Også her skal vi have flag på bordet. 2008 blev året, hvor det gik op for mig, at jeg har faglig integritet og stolthed, og at der er grænser for, hvor langt jeg kan strække mig for et job. En overraskende erkendelse, for jeg elsker mit job og aldrig havde forestillet mig, at jeg frivilligt ville gå af med det. Men jeg synes selv, at jeg er en dygtig tolk, og det vil jeg gerne værdsættes for. Derfor kan jeg næsten ikke få armene ned over, at jeg et halvt år efter at have sagt op, blev kontaktet og fik et tilbud, jeg ikke kunne afslå. Jeg er glad og taknemmelig hver eneste dag, over at få lov at lave, hvad jeg allerhelst vil.

Kærlighed:
Selvom det ikke skal være nogen hemmelighed at filmen var endt anderledes, hvis jeg havde skrevet manuskriptet, må jeg stadig sige, at det har været et storslået år. Jeg fik endelig løsnet fortidens jerngreb, og jeg stod fast. Derfor var der plads til Finnen, da han gjorde sin entre, og det har været en fantastisk tur. Jeg har grinet mere i år end de sidste tre år tilsammen. Jeg savner ham afsindigt, men jeg er stadig glad over alt, hvad jeg lærte og fik med mig af gode oplevelser. Kærligheden er til låns, og man er heldig, hver eneste gang man får lov at mærke den.

2009:
Mit nytårsforsæt er, at jeg vil blive ved med at holde fokus på de gode ting i livet. 09 bliver endnu et godt år til samlingen. Der VIL være nedture. Der VIL være svære tider. Du kan ikke hindre sorgens fugle i at flyve over dit hoved – men du kan hindre dem i at bygge rede i dit hår. Jeg vil blive ved med at tro på det bedste i folk. At huske, at rejsen ikke slutter, fordi en enkelt vej ender blindt. Være taknemmelig over at have en familie at tage hjem til, når nogen må tage over. Glæde mig over, at de bedste og klogeste mennesker i verden har lyst til at være venner med mig. Jeg vil følge prinsgemalens eksempel og vælge at være lykkelig. For som 3 Doors Down synger: My friend, it is not what we have. It is what we believe.

Godt nytår.

Det bliver en mærkelig samtale.

Rimelig højdramatisk morgen her på matriklen. Jeg er under angreb. Naturen stræber mig på livet. Jeg synes ellers, at vi alle dage har haft en stiltiende aftale om fredelig sameksistens: Jeg slider ikke unødvendigt på den og til gengæld lader den mig være i fred.

Det er åbenbart slut nu.

Vågnede til lyden af Vred Fugl. I plural. Lå først og ventede på, at de trak sydpå i en fart, men lyden bare steg og steg i styrke, og til sidst sneg jeg mig ud i køkkenet - hvor jeg trådte lige ind i horrorscenen fra ’Fuglene’. Der sad de, på hegn og grene, og stirrede på mig, mens de skræppede blodtørstigt. Sorte, gigantiske, vrede hamaslignende fugle. Mens jeg stod paralyseret af rædsel, kunne jeg pludselig høre, at lyden blev højere. Panik. Hvorhvorhvor kommer den lyd fra?!! Det viste sig, at de forpulede bæster havde sendt en fortrop afsted, som var ved at indtage et hul i muren – SOM ENDER I MIN EMHÆTTE!!! Hvad fanden gør man?! Har Søren Ryge en ond tvilling, man kan spørge til råds, når man gerne vil gøre skade på naturen?

Jeg gjorde, som enhver klog lille pige har lært, at hun skal gøre, if attacked: Jeg hvinede en høj, ubehagelig lyd lige op i min emhætte. (Og forsøgte at undgå at se billedet af hysterisk angst-hyssende kone i bare tæer og t-shirt, der står og truer af sit køkkeninventar for mig. Bør hermed være bevist at fugle ser meget dårligt; ellers var de flygtet, da jeg viste mig i vinduet. Eller døde af grin.)

De bliver ved. Utrætteligt. Når jeg forlader køkkenet, går der 3 minutter – så er de der igen. Men jeg giver ikke op. Det er MIT køkken, og jeg har tænkt mig at blive her og forsvare det. Tør heller ikke rigtigt at gå ud.

'Hej chef. Det er Linda. Jeg kommer ikke på arbejde i dag, da jeg skal beskytte min emhætte mod fugle.'

mandag den 29. december 2008

Nogen, der skal have noget med fra bageren?

For første gang i al den tid, jeg kan huske, fik jeg i år ingen julegaver, der skulle byttes. Til gengæld havde jeg et par stykker stående, adresseret til den finske ambassade, som jo desværre valgte at lukke lige inden jul.

Når man skal købe gaver, er der ingen grænser for den gode service i butikkerne. Det kniber straks lidt mere, når man gerne vil af med gaverne igen. Finnen havde - og har vel stadig - en motorik, der ligner min. Derfor havde jeg bl.a. købt nogle helt specielle norske tallerkner, som det efter sigende skulle være umuligt at slå i stykker. (Jeg vil nu stadig vove at påstå, at det nok skulle kunne lade sig gøre for mig.) Det eneste sted, det er muligt at købe disse supertallerkner er i Emmerys.

”Emmerys? Bageren??” spørger I undrende. Ja. Som ikke giver pengene retur. Hvilket betyder, at jeg nu har et gavekort på 600 kr. til en bager. Selv i Emmerys er det mange penge. Nok til… hvad? .. 4 rundstykker? 5?

En skam, at man ikke lige står og har sølvbryllup. Eller kummefryser.

søndag den 28. december 2008

Forresten:

Er der nogen der ved, om Hellige Tre Konger og De 3 Vise Mænd er same shit eller 6 forskellige mennesker?

Jamen de ligner nogen, der ringer efter storskrald!

Vel tilbage i Århus, er det gået op for mig, at jeg har glemt at hente min cykel ved cykelhandleren. Hvilken slags mor glemmer sit barn i institutionen julen over?? Når jeg skamfuldt træder ind af døren på mandag, ved jeg ikke, hvad der bliver værst: De bebrejdende blikke fra cykologerne eller synet af min elskling, der står i et hjørne og skraber mismodigt i jorden med forhjulet.

Og det er ikke nok med det. For at komme hen til forretningen, skal jeg forbi det sted, hvor jeg … altså… mmmm… på en måde kom til at permanentparkere min gamle cykel *mumler-utydeligt*.

Jeg er et ting-svin. Jeg ved det godt! Jeg er sådan en, der burde tvinges til at se ”Do they know it’s X-mas” 74 gange, så jeg kunne se alle de små børn med store maver og fluer i øjnene, mens jeg skrev ’genbrug, genbrug, genbrug’. Når jeg bliver ramt af trangen til at muge ud i mit liv, ryger alting i sorte sække og direkte på lossepladsen. Hvis det vel at mærke kan gå i de almindelige skraldespande. Udelukkende fordi jeg er for doven til at sætte mig ind i, hvordan man får nogen (Århus Kommune? Frelsens Hær? Spejderne?) til at komme og hente mit lort, og ikke gider slæbe sækkene hen til nærmeste ildelugtende Blå Kors butik.

Eneste undtagelse er, hvis jeg vil smide noget ud, som jeg har fået i gave. Alle ved, at man ikke elsker giveren, hvis man bytter sine gave eller smider den ud - og glædelig jul alle sammen - men det tæller ikke, hvis man giver det til genbrug. (Sådan er jeg ikke alene om at have det: Et år var julegaven til medarbejderne i mit fitnesscenter en trøje, der var grim som arvesynden; de næste mange måneder så jeg utrolig mange alkoholikere i Mølleparken med centrets logo på ryggen og en bjørnebryg i hver lomme.)

(Hov! I den forbindelse kommer jeg lige i tanke om, at jeg så sent som i sidste uge leverede 3 toppe tilbage. I centret har vi en personalepolitik, der siger, at fyrene ikke må træne i bare skuldre, og pigerne ikke må være nedringede. Derfor kan det undre, at vi fik udleveret toppe, der viste så meget kavalergang, at det fik os til at ligne Santa’s little ho-ho-hos. Underviste i dem i en uge, hvorefter jeg kategorisk nægtede. Frustrerende ikke en eneste gang at have øjenkontakt med nogen. Fik nye og mere tækkelige t-shirts udleveret, og nu har jeg jo så faktisk dydigt leveret de andre tilbage. *stolt smiley der ikke er helt så slem, som den selv havde frygtet*)

Jeg må indrømme, at det er særlig galt med store ting, som kræver en bil at fjerne. Jeg skaffer mig af med dem på ude-af-øje-ude-af-sind måden, hvorefter jeg får frygtelig dårlig samvittighed, fordi jeg godt ved, at det er skideslapt bare at lave strudsen. Et år, hvor jeg boede på 3. sal, havde jeg købt et KÆMPE juletræ. Da jeg skulle af med igen, smed jeg det simpelthen bare ud over min altan. (Til mit forsvar skal det siges, at jeg råbte ”Pas På!” inden jeg gav slip.) Sidste år skulle jeg af med en gammel madras. Jeg stillede den ned foran min dør, og lukkede derefter det ene øje, hver gang, jeg gik forbi. Efter en storm endte den med at stå op af en bank i nærheden, og for at det ikke skal være løgn, havnede jeg i en samtale med en fremmed dame om selvsamme madras. Vi var ordentligt enige om, hvor sløjt det var, at folk bare lod deres lort vælte rundt på gaden. På det tidspunkt var det 3 uger siden, jeg havde stillet den ned, og flere gange undervejs i samtalen blev jeg oprigtigt forarget, indtil jeg igen kom i tanke om, at det jo rent faktisk var mig selv, der havde stillet den ned.

I år er jeg heldigvis blevet så voksen, at jeg har løst juletræsproblemet på en langt mere hensigtsmæssig måde: Jeg har stillet det over til naboen.

fredag den 26. december 2008

Hørt i lokalradioen:

"Du stank mere af sved og øl end mælk og honning."

"Pizzafjæs og hængerøv - jeg tager dem, som ingen andre mænd vil have."

Og omkvædet:
"Gi'r du en putter - her på min kutter - det er hvad jeg vil ha. Det er, hvad han vil ha."

Alt sammen sunget på melodien fra 'My secret lover'. Thomas Troelsen må være så stolt.

- eller overtage Saddam's aflagte hul?

Så er undtagelsestilstanden snart ved at være slut. Gider ikke så godt hjem til hverdag, januar og realiteter. Det er lidt nemmere at være her, hvor nogen sørger for det hele, ingen forventer noget af mig, og jeg får lov at tusse rundt for mig selv.

Men det her går heller ikke. Esbjerg er ved at opsluge mig, bid for bid. Jeg er begyndt at sætte ’æ’ foran alle mine navneord, og jeg hører det ikke længere, når jeg siger ’møj’ i stedet for ’meget’. Mit fine hår er så statisk elektrisk pga. manglede kalk i vandet, at det har forvandlet sig til en 30 cm. høj baby-afro. Jeg spinnede i dag til ”In the army now” – og opdagede det først, da jeg hørte mig selv nynne med. En uge mere og jeg er ansat på Viking Gummibådsfabrik, går på arbejde i blå kedeldragt og Sloggi Maxi og hører Big Fat Snake. (Måske jeg skulle overveje det? Så kan jeg være Hende, Den Mærkelige, som bor hjemme, og som børn er bange for *ligeglad smiley*)

Orker bare ikke lige at stå ansigt til ansigt med virkeligheden.

Kan man blive hentet ud af HOK?

onsdag den 24. december 2008

Oooop igen.

Nå. Men det kan jo ikke sådan rigtig hjælpe at melde sig ud. Op på hesten igen og alt det der. Efter verdens længste nat, gjorde jeg det eneste, man kan gøre, når man er gået på mentalt nødblus: Trak en sygemelding, hældte mit lort i en taske og tog hjem.

Det ville være løgn at påstå, at jeg er i julestemning, men jeg prøver. Lige dele mor *bliver-aet-på-håret*, De Sorte Spejdere podcasts og alkohol gør det en lille smule lettere. Som en slags forbrugerinfo, kan jeg desuden oplyse, at det ikke er rigtigt, at man ikke kan drukne sine sorger. Det er et spørgsmål om at drikke nok. Oven i købet kan man finde på helt nye ting at undre sig over - og dermed aflede opmærksomheden med - når man ligger i fosterstilling med en promille på 5. Er f.eks. kommet til at spekulere på, hvor meteologer bliver uddannede? Man har ikke rigtigt hørt om Meteologskolen, har man? Har de i givet fald fag, hvor de lærer at lave bløde skål-håndspegninger på vejrkortet? Kan man være fuldtidsmeteolog? Og hvis ikke, hvad laver Jesper Theilgård så resten af tiden? Store spørgsmål. Svære spørgsmål.

Den ene fod foran den anden, livet går videre, det der ikke knækker dig, gør dig stærkere og andre klicheer fra Den Store Bog Over Udtryk Der Ikke Hjælper En Skid.

Til alle jer, der læser med derude: Tak for jeres mails og kommentarer. Tak fordi I hænger på. Og glædelig jul. Trods alt.

mandag den 22. december 2008

Tilbage til fremtiden.

Så loopede finnens fortid og endte med at blive den fremtid, han gerne vil befinde sig i. I dén fremtid er min rolle desværre besat til anden side.

Det er slut. Tilbage står jeg. Og ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal komme igennem det her.

søndag den 21. december 2008

Hallå! Jeg ligger lige en bjørnetjeneste til Jer her. Møz.

Jeg er en af dem, der er udstyret med en mental rød kuglepen, og som lægger overdrevet meget mærke til andres ordvalg og sprogbrug. Modsat hvad man skulle tro, så kan jeg garantere, at den det er mest irriterende for, er mig selv. Min hjerne er den belastende elev der, når nogen skriver ’sgu’ med k eller siger ’jeg lagde i sengen’, rækker armen så højt op, at den er ved at gå fra i skulderledet, mens den hopper rundt på stolen på spørg-mig!spørg-mig!-måden. Hver gang. Da det jo (trods alt) falder uden for min jurisdiktion at slå ned på al sproglig voldtægt, og da jeg godt kan lide andre menneskers selskab, betyder det, at jeg hver gang den skaber sig, er nødt til at smide den i benlås og kneble den. Bedrevidende mennesker er ikke rare at være sammen med.

Men jeg synes altså ikke altid, at vi behandler sproget pænt. En ting er, at man opgiver at lære folk at stave til Schweiz og mayonnaise, men når alle ordsprog ryger med i puljen, og man bare selv kan bestemme, hvad mening man synes, de skal have, så er der gået lige rigelig rundkreds og gruppeeksamen i den til mig.

Nogle ord og vendinger har jeg det bare svært med, uden jeg at kan pege på en regel og sige: ”Derfor!” Jeg hader, når folk råber ’Hallåå!’ for at blive ekspederet. Jeg synes, at det er uhøfligt og respektløst. Jeg begriber ikke, at folk over 7 staver ’knus’ med z. Jeg gider ikke, at folk skriver sure mails og alligevel ikke helt tør stå ved dem og derfor fylder dem med smileys og afslutter med ’smil’. Det er umuligt at respondere ordentligt på.

Endelig er der et udtryk, jeg ikke bryder mig om, men som jeg godt ved er ment som en kompliment: ”Jeg er stolt af dig”. Jeg vil ikke udelukke, at det er mig, der er hysterisk eller så ærekær at det grænser til et handikap, men jeg synes, at den er nedladende. De eneste, jeg mener, kan slippe af sted med den, er forældre, chefer og kærester. Folk, som pr. definition er positioneret over dig, eller som på den ene eller den anden måde har en andel i din præstation. Når alle andre siger det, kan jeg mærke at jeg liiige bliver lidt stiv i betrækket. Sådan lidt: ”Vi er enige om, at jeg selv gjorde det, ikke?”

Nå. Kan I nu nyde 4. søndag i advent derude. Jeg vil gå ind og hyggelæse lidt i min nudanske ordbog.

lørdag den 20. december 2008

Mr. Potter! You so biiiig!

En liiiille smule svært at samle sig om gløgg og Harry Potters forsøg på at redde varulve og hippogriffer, når genboen overfor ser hardcore porno. På sin nye 2x3 meter storskærm.

torsdag den 18. december 2008

Top 6

over dagens højdepunkter:

1) Da min IPod frøs og INTET ville. Hvorfor gør den det?! Har lyst til at kyle den hårdt ind i væggen!!

2) Da jeg opdagede, at DGI har glemt at indbetale løn. Skideheldigt, at man ikke rigtigt skal bruge penge i december, så.

3) Da min telefon frøs og INTET ville. Hvorfor gør den det?! Har lyst til at kyle den hårdt ind i væggen!!

4) Da lærer ville være sjov og stillede sig lige bag mig og hviske-råbte ”Er du klar?!” lige ind i mit øre *smiley der begynder at græde når den bliver forskrækket nok*.

5) Da håndtaget knækkede af min suppeskål – med indhold – da jeg ville sætte den i køleskabet. Suppe OVERALT.

6) Da min taske først satte sig fast i mit hår for derefter at glide meget pludseligt ned over min skulder og ramme den kop kaffe jeg gik med *står med røven i vejret i kantine og tørrer kaffe af taske/stol/bukser/gulv med ussel et-lags-serviet*

PS: Er der nogen, der ved hvordan man skiller en microovn ad, så man kan fjerne suppe, som har møvet sig gennem udsugningsrillerne og ned i indmaden?

PPS: Er det snart januar?

Cutting down is not an option.

Når jeg overtager verdensherredømmet, er der dødsstraf til dem, der hælder fortyndet olieslam i små, bitte kopper og sælger det til overpris under den løgnagtige betegnelse “kaffe”. Udgør fandme efterhånden så stor en post på mit budget, at det burde udløse tilskud fra danmark *truer med knyttet næve af alle kantiner i Århus og omegn*.

onsdag den 17. december 2008

I det mindste har man ikke:

- været med i Sandhedens Time.
- stadig langt hennahår, der hele tiden stinker af suspekte urter, fordi man farver det hver 3. uge *smiley med turbogarn og udvoksningsfobi*
- brugt december i et forhørslokale, hvor man prøver at overbevise politiet om, at man er sikker på, at man huskede at pakke Stein i kufferten, inden man tjekkede ud af hotel i Dubai.
- fået lavet sine tatoveringer på brysterne. (Farvel ungdom. Goddag tyngdekraft. Tak for ingenting, Newton.)
- forsøgt at købe AC/DC billetter på BILLETLUGEN. (Amatørbiks!)
- et liv, som min kammerat. På FB har han hele december haft følgende news feed: ”LORTEJUL!!”
- dyr.
- venner, der synes, at det er cool at gå med bowlerhat.
- indrømmet offentligt, at man har været fan af Bros.
- eksamen i januar.
- pligt til at stå på skøjter. Skøjter er dumme. Og glatte.
- 80’er calypso ringetone på sin mobil.
- knaldet sin chef til julefrokosten.
- Flammen & Citronen på dvd.
- lørdagsarbejde i en butik. (Stakler. For satan, altså.)
- unibrow. (Av! Av! Av! Av! Av!)
- sin radio indstillet på The Voice. (Kan nærmest se mine hjerneceller flygte mod døren med rædslen malet i alle træk.)
- ondt i nakken af at headbang’e, når man har været i byen. Længere.
- spurgt sin centerleder, hvad han havde gjort af resten af New Kids On The Block, da han stillede i åben skjorte og vest til julefrokost. (Eller… altså… det tæller jo ikke, når han ikke ligner en, der kan huske det, vel?)

tirsdag den 16. december 2008

DANMARK RAMT AF VOLDSOMT JORDSKÆLV!!!

Jeg vågnede ikke engang. Er skuffet. Endelig lidt drama, og så opdager jeg det ikke.

Nu synes jeg så også, at DK vejr- og klimamæssigt er drengen i klassen, der altid skal overdrive weekendens scoringer. DANMARK LUKKET PGA SNESTORM!! betyder 4 forkølede snefnug i Vendsyssel. STORM!! betyder let modvind på udvalgte cykelstier i Esbjerg. HEDEBØLGE!!! er de få gange, hvor man kan skifte sin langærmede trøje ud med en t-shirt uden at køre med langt lys hele dagen *teknisk-skole-smiley*, og når der meldes om ISSLAG!!! kan man – hvis man leder længe nok – finde 4 vandpytter, der er frosset til.

De eneste, der hopper på den hver gang, er DSB.

mandag den 15. december 2008

Måske er han idømt samfundstjeneste?

Jeg ved godt, at man ikke bare kan fremtrylle et nyt job, hvis man er træt af det man har, men når man begynder at ligne et før-billede fra en anger management reklame, så synes jeg måske, at tiden er kommet til at begynde at læse job annoncer.

Når man som lærer begynder at brøle sine svar, snappe af eleverne, når de spørger om noget, indlede alle sætninger med enten dybe suk eller ”Neeeej!” og i det hele taget opføre sig som en, der kun ved opbydelse af AL sin viljestyrke kan afholde sig fra at lægge hænderne om halsen på eleverne og klemme til, så der være noget andet derude, som man kan finde større glæde ved. Og gøre mindre skade med.

søndag den 14. december 2008

Det er svært at holde fast i verdenssmerte og selvmedlidenhed, når man ser den her...

Vi må da håååb, det blir bedre i morn!

Søndag. Jeg ved ikke, om det skyldes julefrokost fredag og cocktailfest i går; for meget alkohol og for lidt søvn – men jeg er pjevset i dag. Så meget at jeg ikke sådan rigtig kan holde ud at være i selskab mig selv. Vågnede kl. 12 (!) i luset humør og med pande, der føltes som om, den i nattens løb var vokset 3 størrelser og havde forvandlet sig til granit.

Klokken er nu 19 og der er status quo på både klippehylde og sindsstemning. Jeg savner, er pirrelig, rastløs og ugidelig; alt sammen på en og samme tid. Jeg har prøvet at marinere min krop i kaffe (enhver ved jo, at koffein løser alle rastløshedsrelaterede problemer…), jeg har drukket cola og spist saltlakrids, været selv og været sammen og endelig jeg har prøvet at gå en laaaang tur ved vandet (svært ubehageligt når is-vind af stormstyrke rammer nyerhvervet kæmpepande). Lige lidt hjælper det. Selv tv programmet svigter. 24 afsnit af The Simpsons (var sjovt i ca. 7 minutter i 1992), Bridezillas (hvem ER de mennesker?!) og 1000 lamme julefilm med irriterende, bedrevidende børn.

Jeg vil gerne bare have et knus og lægges i seng.

lørdag den 13. december 2008

Top 5

over all I want for x-mas:

1) Happy ending over hele linien for alle, jeg holder af.

2) Evnen til at styre mit temperament. Alternativt: Mindre af det.

3) En Audi TT. Er rimelig large i forhold til farve og indpakning.

4) En lille, bitte smule anoreksi. Bare lige til min røv tager tilbage til Merethe og hendes mave.

5) Stein Baggers skjulte formue. Kom nuuuu... Det er jo ikke sådan, at han selv står og skal bruge den, vel?

torsdag den 11. december 2008

Bare fordi jeg er et børneløst danskersvin.

På de fleste blogs og hjemmesider, er der mulighed for at indrapportere misbrug og anstødeligt indhold. Jeg synes, at vi mangler et sted at indrapportere misbrug af ord og sætninger. Indtil videre har jeg 3, jeg gerne vil have taget op:

1: Racist.
Nej. Hvis du smadrer min cykel og kalder mig luder, så synes jeg, at du er en idiot, uanset om du er hvid, sort, ternet eller prikket. Det er et sølle forsøg på at vinde en tabt diskussion at spille racisme-kortet.

2: Du har ikke børn.
Jeg er helt på det rene med, at der er ting, jeg ikke kan forholde mig til, fordi jeg ikke har børn. Men for nogle mennesker tager børnekortet altså overhånd. Pædofili, trafikuheld, stress i hverdagen, you name it. Uanset hvad vi diskuterer, kan man altid underkendes med ordene: ”Ja, men nu har du jo heller ikke børn.” Nogen et sted har vedtaget, at børnekortet trumfer alt, og indtil man får det på hånden, er man åbenbart ude af stand til at mønstre ÆGTE empati og medfølelse.

3: Janteloven.
Hver eneste gang man diskuterer noget dansk, er der ALTID en, der råber: ”Jantelov”. Jeg bliver så træt. At The Storm, Niarn og Nik & Jay fører sig frem med gøgl og store armbevægelser, må de selv om. At Johnson har så meget bling bling viklet om halsen, at han imødeser en fremtid som rygskadet invalidepensionist er hans valg *ond-smiley-der-tager-glæderne-på-forskud*. Jeg synes, at de laver lortemusik. Og det bliver jeg ved med at synes, uanset hvad de stiller i af strikhuer, similisten og indbildt, traumatisk barndom.

De ryger afsted til Misbrugsnævnet. Nogen, der skal have noget med?

onsdag den 10. december 2008

Værge søges.

Enten har min hjerne besluttet sig for at modbevise tesen om, at kvinder kan multitaske eller også har jeg fået turbo-alzheimer. De sidste par uger har budt på lidt for mange

øjeblikke.

For nogle uger siden blev jeg ringet op af min nabo, som troede jeg havde haft indbrud, fordi min bagdør stod pivåben. Mumlede noget om en defekt lås, mens jeg forsøgte at begribe, hvordan det var lykkedes mig tage hjemmefra uden at opdage, at jeg havde glemt at lukke køkkendøren. Som åbner indad. På deler-mit-køkken-i-to-måden.

Forleden stod jeg i fitnesscentret med skum i hele skærmen og knyttede næver og hvislede dødstrusler mod hhv. Århus Kommunale Værker, alle VVS-firmaer i Østjylland og Procter & Gamble. Når bruseren er så nærig med dråberne, at kinesisk vandtortur til sammenligning minder om monsunen, er det jo fuldstændig UMULIGT at få skyllet balsam ud af garnet, og hvorfor skummer det sådan?!! Det var først, da jeg igen i morges stod i skum og bobler til knæene, at det gik op for mig, at jeg brugte shampoo. Som balsam. Happy hour på hårvask *smiley-med-MEGET-rent-hår*.

I dag var jeg inde og købe julegaver. Stod ved kassen og skulle til at betale. ”260 kr, tak” Et langt øjeblik stod jeg bare og kiggede på ekspedienten. Så indhentede min hjerne min krop *sprinter-gennem-butikken-så-glasmontrer-nipsudstillinger-og-gamle-damer-er-ved-at-vælte*. Heldigvis havde ingen narkomaner haft brug for en ny, ulåst cykel eller en taske med Ipod, pung, 2 mobiler og nøgler.

I må ikke efterlade mig uden opsyn.

Same same.

At gå i sauna minder egentlig meget om at høre Bob Dylan. Behageligt, sundt og afslappende - lige indtil det pludseligt, uden varsel, er så meget nok, at man nærmest bliver hysterisk af det.

mandag den 8. december 2008

May our minds lose the battle. May our hearts win the war.

Det værste ved andres smerte er, at det er deres. Når smerten bliver personlig nok, er der intet man kan gøre for at lette den, og det er nærmest uudholdeligt, når den rammer en, man holder af.

Jeg har flere gange selv været den, der har haft et rum, som kun jeg har kunnet rydde op i. Et rum fyldt med ting, der til tider gjorde så ondt, at jeg ikke kunne holde ud at være der mere end en time af gangen. Hvor gerne jeg end ville, kunne jeg ikke udlicitere arbejdet; jeg vidste, at det var mine kasser at åbne, sortere og forholde mig til. Ingen andre end jeg vidste, hvad der måtte kasseres, pakkes om eller findes nye pladser til.

Nu står jeg så på den anden side. Med orden på eget loftrum og kasser jeg gerne vil deponere på en andens, som pludselig har vist sig at have kasser, der ikke længere kan ignoreres. Smerteligt klar over, at den slags oprydning er altafgørende for, om man finder ro og plads til nye kasser. Den kan ikke forceres. Der kan ikke sættes tid på. Og på en måde er det næsten en lettelse at få bekræftet sin mistanke om, at der var en grund til at døren bandt og ikke kunne åbnes helt. Men hvor er det svært at vide, at man ikke kan hjælpe. At man ikke kan gøre andet end at håbe, at en overskudsbeslutning vil blive truffet i en underskudssituation. Håbe, at den lille kriger ved, at der er en, der holder med ham, og gerne vil give ham den tid og plads, han skal bruge. Håbe at han ved, at når han er færdig, kan han bare gå efter lyset. Så kommer han hjem.

søndag den 7. december 2008

Sort søndag.

Somme tider er det som om et ord forfølger én. Det optræder i alle medier, al samtale handler om det, og det er som om, alting kan føres tilbage til det. (Ikke et ord om Stein Bagger.) Stress. Alle har det eller er ved at få det. Alle kæmper med det og forsøger at undgå det. Det påvirker vores helbred, vores hverdag og vores forhold til hinanden.

Engang mente jeg, at stress var et modefænomen. Noget man tog på for at vise, hvor vigtig og uundværlig man var. I takt med at jeg har skruet mit eget løbebånd mere og mere op i tempo, kan jeg mærke, at det er lidt mere nuanceret end som så.

Hvis jeg ser på mig selv, er jeg nødt til at indrømme, at hvis jeg graver dybt nok, så finder jeg et element af selviscenesættelse i det. Jeg påtager mig mere end jeg i virkeligheden kan overskue, fordi der er status i at være den, alle vil have. Det bider sig selv i halen, for hvis man skal blive ved med at være det, så kræver det, at man stiller med charme, selvtillid og noget at have det i. Hver gang. I takt med at listen over opgaver bliver længere og længere, bliver antallet af timer, man kan lægge i den enkelte opgave færre og færre. Og hvis der er noget, jeg får stress af, så er det de situationer, hvor jeg skal wing’e it – perfekt. Åh, der er så meget, der kan gå galt og afsløre, at det jo bare er mig, der står der.

I lang tid følte jeg, at planlægningen var min bedste ven. Mit skrivebord var lavet af Post It’s og min kalender var limet til min hånd. Det hjalp at have overblik, og sætte arbejdet i systemer. Efterhånden har det fået den modsatte effekt. Jeg kan med al uønskelig tydelighed se, at tingene ikke kan nå sammen. Dilemma: Planlægning med dertilhørende klarsyn og erkendelse af opgavernes umulige omfang, eller kaos og ad hoc systematik med dertilhørende manglende overblik og grundangst for at blive afsløret som svindler? (Hvem ER det, der bliver ved at stå og råbe ”Stein! Stein! Stein!”?!)

De sidste par år, er jeg begyndt at tidsoptimere. Det er den model, hvor man febrilsk prøver at multitaske, så snart det er muligt. Foretager vigtige opkald, mens man cykler. Har combatmusik på Ipod’en, så man kan øve sin undervisning, mens man handler. Har papirer med i tasken, så man kan læse dem i sine pauser. Hvis jeg spørger mig selv, hvorfor jeg gør det, er svaret: ”For at kunne holde fri senere.” Problemet et blot, at når bølgerne går højt, så fylder jeg bare nye opgaver på, når jeg endelig havde tænkt mig at holde fri, fordi jeg altid er bagud med et eller andet, har dårlig samvittighed over nogen, som jeg ikke har prioriteret i lang tid eller ikke kan geare ned på kommando.

”Jeg skal bare lige igennem januar/over convention/have afviklet de her 4 kurser, så bliver det bedre.” Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at sige det. Jeg tror ikke engang selv på det mere. Når jeg er færdig én ting, påtager jeg mig to nye. Og jeg finder stor tilfredsstillelse i at strege dem på listen. Jeg føler mig effektiv og målrettet. Jeg føler, at der er brug for mig. At jeg gør en forskel. Jeg slipper for at forholde mig til mig selv, når min hjerne er optaget af noget praktisk og konkret, og det kan være rart, når man er en af dem, der aldrig har ro i hovedet. Mere, større, højere, hurtigere.

I mine mørkeste øjeblikke tænker jeg på, om jeg i virkeligheden først bliver tilfreds, når jeg kan vinge livet af på to-do listen.

lørdag den 6. december 2008

Lørdagsfri december, tak.

Nu har jeg de sidste par uger af flere omgange lovprist julen og dens komme her på bloggen. Det viser sig at være fordi, jeg ikke tidligere har sat mine ben i Århus C. om lørdagen.

Har haft besøg af mødrene ophav og havde derfor planlagt brunch i midtbyen med efterfølgende strøgtur, fordi jeg gerne ville prale af vores fine julelys. Big mistake. Big. Huge. Var fandeme lige ved at få sorte briller og hugtænder. 17 millioner bønder fra oplandet, der bevægede sig som skildpadder på valium. Fucking FLYT JER!!! *hysterisk-Råd-&-Dåd-Brøler-smiley*.

Men nej. Rulletrappen stopper nemlig bag mig, når jeg er kommet op, så jeg bliver bare stående lige her og læser ønskesedler. Andre synes med garanti at mit hylende, is-bestukne barn er ligeså charmerende, som jeg gør, så de er ligeglade med at få tøjet smurt ind i snot og sur mælk. Min mobil ringer? Helt, helt uoverskueligt at bevæge benene, samtidig med at jeg taler. Meget bedre at blive stående her, midt i det hele. Mine kæmpeposer, som giver mig et vingefang på 4 meter, har ikke betydning for, hvor jeg kan mase mig igennem. Hvor er det dejligt vejr. Jeg tror, at vi alle tager vores øko-huer i uld på, og går en laaaangsom tur på strøget med ungerne i hver sin KÆMPE Christiania trailer.

I Bruuns galleri så jeg en lille dreng, der var stukket af fra sine forældre. Med vanterne hængende ud af ærmegabene og armene flagrende til alle sider, løb han med panikslagent udtryk i ansigtet igennem det hele, mens han råbte: ”AAAARRRGGGGGHHHH!!!!!”

Jeg ved præcis, hvordan han havde det.

torsdag den 4. december 2008

Kære Søren Ryge.

Jeg har købt juletræ idag, som jeg har fragtet hjem på min cykel
(*I LOVE it!!-Ole-Henriksen-smiley*). Da jeg skulle afmontere det, udviklede det sig til lidt af en kamp. Sådan nogle grantræer er nogle små, kompakte sataner med MANGE grene, og de her klamrede sig alle indædt til bagagebæreren.

Mens jeg stod der og bandede, kom jeg til at spekulere på noget: Er det egentlig ikke mærkeligt, at man aldrig har set en fugl flyve ind i en gren?

tirsdag den 2. december 2008

www.ohnoyoudidn't.com

Kan vi ikke godt blive enige om, at der er nogen ting, som kvinder ikke gør - og SLET ikke, når andre kigger/lytter? Hvorfor er der så mange andre kvinder, der ikke har fået den mail? Og hvorfor træner de allesammen i mit fitnesscenter?

Tillad mig at genopfriske Emma Gad, fitnessappendixet:

  • Vi tager som minimum trusser på, inden vi stiller os i omvendt-U-stilling og tørrer hår.
  • Vi ifører os ikke tampax, når vi står blandt andre mennesker og klæder om.
  • Vi intimbarberer os ikke offentligt. (Hvor klamt er det at slentre barfodet rundt i andres nedfaldne pubeshår?!)
  • Vi snyder ikke næse mellem fingrene, når vi bader med andre.
  • Vi hiver ikke brugte tampax ud og smider på sæbedispenserne i bruserummet. (For satan!!)
  • Vi efterlader ikke vores svedige spinningbukser på gulvet med vrangen udaf, mens vi går i bad, så andre er i fare for at blive bidt i foden af ildelugtende, mis-befængt vaskeskind.
  • Og endelig sidder vi ikke på bænken eller i saunaen i bar røv.

Nu sagde vi, at vi strammede vi op og kun var klamme derhjemme. Ikke?

She's back.

Nabo Med Indre Jytte anno 2008

mandag den 1. december 2008

Glade jul, dejlige jul. Engle styrter ned i skjul.

1. december. Jeg er ret vild med jul, så jeg er allerede nu ved at gå i panik over, at det næsten er ovre. Der er tusind juleting, jeg ikke har nået! Gåture i snepudrede skovlandskaber. Julemarkeder i gamle møller. Optænding af brændeovne. Konfektfremstilling. Reparation af tidsmaskinen, så jeg kan komme hjem til 1952.

Måske jeg i virkeligheden bare er ret vild med ideen om jul. Julebegrebet. Tanken om, at vi skal være gode ved hinanden, mens vi går rundt i hjemmestrikkede sokker og pynter op og drikker gløgg (ok, en del af det er i det mindste på plads). Ideen om at sidde inde med tændte stearinlys, mens sneen drysser ned udenfor og gør alting blødere i kanten.

Desværre lade det til, at det der med at kommandohygge har den modsatte effekt end den tilsigtede. Alle, jeg snakker med, er stressede, snottede og betrukkede med dårlig samvittighed eller uindfriede forventninger, fordi det er et helvedes mas at få sit liv til at ligne et glansbillede overnight. De fleste er hverken mere eller mindre syge/stressede/sammen nu, end de er fra januar til november – det er bare nu, vi præsenteres for ét idealbillede af Det Lykkelige Liv, som vi kan sammenholde med vores eget, hvor end vi vender os hen.

Personligt har jeg tænkt mig at prøve at holde fast i min juleglæde. Det er muligt, at vi ikke får sne, at julegaver bare er en avanceret form for bytte-bytte købmand, og at alting kan købes til halv pris i januar. Men jeg får lov at bruge penge på dem, jeg holder af, jeg bliver glad af at cykle rundt i en julepyntet by og Netto har fantastiske pebernødder til 8 kroner. Og hvis alt andet kikser, har vi stadig Blomberg.

PS: Vil nogen forklare mig ideen med blå lyskæder på juletræer?