søndag den 30. november 2008

lørdag den 29. november 2008

Vi voksne kan også være bange.

I forlængelse af mit forrige indlæg har Citygirl spurgt mig, hvordan jeg egentlig har det med at være blevet officielt voksen. Svært at svare på, synes jeg. I det store og hele er jeg ret godt tilfreds. Jeg har somme tider en fornemmelse af, at jeg først nu er ved at vokse ind i den alder, det er meningen, jeg skal have. Jeg har langt mere ro i både hoved og røv nu, end da jeg var 18. Jeg kender mig selv på godt og ondt, hvilket giver en helt andet tilgang på min omverden, fordi jeg har et punkt at pejle ud fra og ikke bare triller rundt, som en kugle på et bræt. Jeg har det som en mand, der bor i et hus, han selv har bygget. Det er muligt, at gulvet hælder en smule, at vinduerne ikke slutter helt tæt og at et par af hylderne hænger skævt, men det er mit. Jeg har skabt det, hver eneste detalje har sin egen historie, og her er ro.

Somme tider bliver jeg dog også grebet af en følelse af uvirkelighed, når jeg tænker over min alder. Når jeg ser den på tryk, har jeg det som om, det er en anden, de skriver om. Når jeg tolker meget alvorlige ting, kan jeg stadig være led ved, at de har fået mig og ikke en Ægte Voksentolk. Jeg kan stadig blive grebet af panik, når det går op for mig, at det er mig selv, der skal finde ud af, om pensionsopsparing er en god ide, vurdere om jeg er så syg, at jeg skal til vagtlæge og løse situationen, hvis jeg bliver fyret.

8 ud af 10 dage passer voksentøjet. Den niende tager jeg det på alligevel og leger klæd-ud i håb om, at indholdet lader sig narre af emballagen. Den tiende trækker jeg bare dynen op over hovedet og håber, at Bjarne Jes Hansen havde ret.

torsdag den 27. november 2008

Er nu officielt voksen.

Kan lægge Vita Vrap på i ét helt stykke, uden at det klistrer sammen.

onsdag den 26. november 2008

Don't let me get me.

På et tidspunkt i mit liv, hvor jeg synes, at tingene var ret svære, læste jeg et sted, at summen af problemer er konstant. På det tidspunkt var jeg ikke enig.. Jeg mente, at hvis bare den lodrette bjergside, jeg stod overfor, ville gøre mig den tjeneste at implodere og synke i grus, ville mit liv forvandle sig til en dans på (støvede) roser. Det er mange år siden, så jeg vil give min unge alder skylden for mit relativt naive verdenssyn.

I dag har jeg for længst bekendt mig til den religion, at jeg et langt stykke hen af vejen selv bestemmer, om jeg er glad for og i mit liv. Ved at holde fokus på det positive, er jeg selv med til at sørge for, at det negative får mindre plads at boltre sig på, og derfor ikke trækker så meget opmærksomhed. Når det er sagt, må jeg indrømme, at det nogle dage er lettere end andre, men jeg holder fast ved min overbevisning om, at intet svært bliver nemmere af at dvæle ved det eller dyrke det. Men jeg tænker stadig på citatet om den konstante sum, og jeg er ved at nå frem til, at jeg tror det passer. Lige meget hvor godt det går, synes der altid at være skygger i udkanten af billedet, der forhindrer det i at være perfekt.

Det er som om en bestemt procentdel af hjernen altid er reserveret til bekymring og forsøg på at løse problemer; virkelige såvel som imaginære, små såvel som store.

Altid den samme mængde af problemer, uanset om den udgøres af et eller ti af slagsen. Hvorfor? Hvordan? Skyldes det, at når al fokus går til de store ting, har man ikke overskud til at beskæftige sig med de små, og glemmer derfor, at de er der? Skyldes det manglen på relevans i øjeblikket? Svært at sige. Men det som virkelig interesser mig, er vores evne til at finde problemer, hvor der reelt ikke er nogen. Hvorfor gør vi det? For vi gør det. Jeg kan se det hos mig selv, og jeg kan se det hos min omverden.

Der findes ikke rigtige og forkerte valg, siges det. Kun konsekvenser. I de perioder, hvor vi har det svært, synes jeg ofte, at vi træffer flere af de negative, konsekvenstunge valg, end i de perioder, hvor det går godt. Er det for at flytte opmærksomheden til et problem, vi kender og kan forholde os til? For at skabe en illusion om, at jeg KAN løse i hvert fald nogle af de problemer, jeg står i – hvis jeg virkelig ville? Og hvorfor ser vi spøgelser, når tingene går godt? Måske er det fordi vi ubevidst tror, at vi kan holde de virkelige problemer væk, hvis vi bare sørger for at bekymre os om et eller andet. Eller fordi hjernen klør og bliver rastløs, når tingene går for godt. Måske tror vi, at det hjælper. At hvis vi bekymrer os om et potentielt problem, så har vi optjent retten til at slippe for det. Er lykke så fremmed for os, at vi ikke har værktøjer til at takle den eller ro i røven til at nyde den?

Hjernen er en sælsom indretning og mennesket sin egen værste fjende.

tirsdag den 25. november 2008

Warning: Psycho bitch ahead.

Bliver man mere følsom overfor kemisk påvirkninger, når man passerer 30, eller er jeg bare særlig heldig? Har måtte skifte fra p-piller til minipiller, fordi min krop pludselig – efter 15 år – blev enig med sig selv om, at den ikke længere kunne tåle hormonerne. Man skulle så mene, at den ville udvise taknemmelighed over at få nedsat mængden af giftstoffer, og skrue lidt ned for hysteri og PMS som tak.

Det har desværre vist sig ikke at være tilfældet.

Min cyklus er nu indstillet på random, jeg hvæser som aldrig før af narkomaner og medtrafikanter, og de sidste 48 timer er jeg begyndt at spontan-tude hele 6 gange. Kan jo for fanden ikke omgås normale mennesker, når jeg hele tiden, uden påviselig grund, er i fare for at bryde sammen i krampgråd.

Ville være fint om man af hensyn til omverdenen fik udleveret badge sammen med den første pakke: ”Ny i mini-pille”.

mandag den 24. november 2008

So you think you can dance?

Så er fitnessjulefrokosten vel afviklet og endnu engang kan jeg med stor glæde konstatere, at jeg kan blive i mit liv, som jeg kender det. Takket være God Opførsel slipper jeg igen i år for at skulle forholde mig til begreber som ’vidnebeskyttelsesprogram’, ’eksil’ og ’harikiri’. En del af mig hvisker, at jeg burde begræde, at jeg er blevet så voksen og fornuftig(-ish), men lige meget hvor hårdt jeg klemmer øjnene i og forsøger at mærke efter, finder jeg ingen ærgrelse. Kun ren og skær lettelse. Jeg ønsker ikke at bytte plads med dem, der dansede på bordene med frit udsyn til g-strengen kl. 19 eller chefen, der måtte bæres ud af vagterne, og i dag lignede en, der ville ønske, at nogen ville skynde sig at opfinde en burka til mænd.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg måske er blevet udstyret med en kontrolknap, der drejer liiiige stramt nok – men engang i mellem bliver jeg så glad for den, at jeg har lyst til at male den pink og gifte mig med den. Særligt når det kommer til dans.

Jeg danser ikke ret tit; mest fordi jeg er virkelig dårlig til det. Og fordi jeg altid bliver budt op af mænd, der er et hoved mindre end mig, og som med ansigtet presset imod mine bryster forsøget at tvinge mig til at danse standartdans. ”Kunne du gå en lille smule ned i knæ?”, ”Er du ikke sød at lade være med at føre?” og ”Uh! Jeg havde godt nok ikke set, at du var så høj, da jeg spurgte om du ville danse!” er sætninger, jeg har hørt flere gange, end jeg gider snakke om. Dans er ikke for mig. Derfor kan jeg ikke tillade mig at gøre nar af andre, der danser. Så det gør jeg.

Julefrokosten blev igen i år afholdt i Turbinehallerne, som har valgt at udstyre deres dansegulv med en scene. Og når man ser, hvem der frivilligt springer derop for at berige verden med deres talent, forstår man hvorfor. Free fun. Lørdag aften blev scenen indtaget af et par, som dansede så fælt, at man ikke kunne andet end at se til i rædselsfyldt fascination. Man havde det, som når man passerer et færdselsuheld: Opfyldt af gru, men ude af stand til at kigge væk. Han lignede Steffen Brandts storebror. Sidst i 40’erne, iført hvid skjorte, vandrestøvler og en læderbuks med uforsvarlig høj talje. Hun var … altså .. ikke tynd, men havde ikke desto mindre valgt at iføre sig bh, gennemsigtig chiffon top, bukser med smalle ben og slangeskindsstøvler med en hæl lavet af klaverben. Dette ubegribelige tøjinferno til trods var det ikke det, der tiltrak sig opmærksomhed. Det var deres dans. Eller hvad man kan kalde det. Hun gjorde brug af noget AOF salsa, tilsat arme, som jeg forestiller mig, at hun har tænk som ’mystiske slangearme’. Hun lignede en, der forsøgte at undgår at falde baglæns ned i en vulkan. Han dansede en slags tysk trampetechno, hvor vandrestøvlerne rytmisk gik frem-frem-tilbage-tilbage-frem-frem-tilbage-tilbage, samtidig med at han - med sine knyttede hænder solidt plantet i siden - lavede tør-knep bevægelser med underlivet. Jeg har aldrig set noget lignende. Det var som at se den menneskelige evolution afspillet baglæns.

Der ER nu ikke noget som julefrokost!

lørdag den 22. november 2008

Med ondt skal ondt fordrives.

Som alle andre er jeg syg i disse dage. Som for alle andre passer det ad helvede til. Denne weekend består i dag af 3 timers combatmarathon og julefrokost i aften. I morgen skal jeg undervise i København fra 10 til 17. Inden nogen lægger velmenende ’alle-kan-undværes’ og ’er-man-syg-er-man-syg’ kommentarer, så skal jeg skynde mig at sige, at det ved jeg godt (as if!). Men sidste gang der var combat-tamtam, meldte jeg afbud fordi min far blev indlagt. Sidste gang der var fitnesstamtam gik jeg tidligt hjem, fordi jeg var syg. Og sidst jeg skulle afholde kursus i Langtbortistan, måtte jeg melde fra dagen før, fordi jeg fik nyrebækkenbetændelse. Så jeg synes ligesom, at jeg skylder.

Året er 1971. Min krop er Nordvietnam. Medicinskabet er USA. Tror sådan set kun at jeg mangler at bade i Agent Orange for at fuldende metaforen. Jeg synes, at det har hjulpet, og jeg har det meget bedre *løgn-hoste*. Men det er godt nok nogle lange nætter, når man sover i en rede af kemikalier og antibiotika.

I nat har jeg været ude at flyve med en flok terrorister. Da noget (som ingen gad uddybe hvad var) var min skyld (det var også unødvendigt. Jeg vidste det jo godt(???)), skulle jeg forlade flyet. Det flyvende fly. Uden brug af rare hjælpemidler som fx faldskærm. Her ringede min telefon. I virkeligheden. Angst. Min telefon skal ikke ringe kl. 3 om natten. Det viste sig at være én, der skulle have fat i Jesper. Om han sov? Jeg bad ham ringe til Jesper selv og spørge. Op, flere piller, pudse næse, smøre snuden ind i mentholatum, strepsil i munden, pudse næse, hoste af, godnat Vol. II.

Det næste der skete var, at jeg befandt mig i et kæmpecirkus med flere hundrede maneger, hvor jeg blev forfulgt af en ulv. (Hader cirkus. Var sgu nærmest mere bange for dét end for ulven.) Da jeg endelig slap ud, ventede min chef og 5 kolleger på mig. Vi skulle først løbe om kap i et orkanramt Vesterhav (vi taler vand til brystet, understrøm og kæmpebølger), derefter finde vej gennem en skovlabyrint for til sidst at løbe mere om kap, tage al tøjet af og hoppe i Esbjerg havn.

Er faktisk en lille smule lettet over, at det er morgen nu.

fredag den 21. november 2008

Det var ham, der startede!

Min cykel og jeg har nu kendt hinanden i en måneds tid. Jeg er superglad for den. Ud over at være lyserød og køre godt, passer den også meget bedre til den person, jeg er i dag, end den gamle gjorde. Min gamle cykel var købt af mit gamle jeg. Mit vrede jeg. Den hed Brutalis. Man sad på en aggressiv, fremadrettet måde og så ned på verden under sine rynkede bryn. På den nye føler jeg mig overskudsagtig og økologisk. Tror, at det er pga. cykelkurven. Den er som SKABT til at transportere porrer hjem i. Jeg sidder med rank ryg og løftet ansigt; alle smiler til mig og jeg smiler tilbage til dem. Eller… altså.. til de fleste af dem...

Som alle ved, er færdselsloven vejledende og tænkt som en hjælp til de mennesker, der ikke selv har idéer til, hvordan man kommer rundt i trafikken. Jeg fortolker den rimeligt liberalt, og mine road rage udbrud (verbale såvel som kropslige) er derfor primært rettet imod Pæne Mennesker *vrængende-trodsig-anarkist-smiley*, der dytter nidkært og forurettet, når man cykler over fodgængerfeltet i stedet for at trække. De vil nemlig hellere sidde og vente i tyve minutter på, at vi g-å-r over, end at lade passere, at de har opdaget En Fejl.

Men selv jeg kan presses og falde mine egne i ryggen. Var i dag nær kørt ind i et vejskilt, fordi jeg havde så travlt med at skændes og udveksle langefingre og fornærmelser med narkoman, som højlydt brokkede sig over, at jeg kørte over for gult. Mens han selv, iført stjålet indkøbsvogn og bjørnebryg, gik over for rødt. Jeg kunne næsten mærke, hvordan min pinligt berørte cykel forsøgte at signalere til mig, at sådan kører vi ikke. Når den skal til to måneders tjek, skulle jeg måske lige høre, om jeg kan få udleveret en mere passende, voksen og ladylike trafikpersonlighed.

torsdag den 20. november 2008

Må vi bede om en trøje med ekstra lange ærmer?

Da jeg skulle beslutte mig for en uddannelse, overvejede jeg medicin og psykologi. I dag er jeg utrolig glad for, at jeg ikke endte der: Disse studier ville have udløst permanent opholdstilladelse på hhv. hospital og Psyk. Hver eneste gang jeg tolker noget om sygdomme, kan jeg praktisk talt mærke symptomerne bryde ud i takt med, at vi gennemgår listen. Når der bliver talt om personlighedstyper og -forstyrrelser, kan jeg genkende mig selv i dem ALLE. Og selvom jeg kan være både påståelig, dobbeltmoralsk og barnlig; selvom jeg har kolde fødder, ondt i nakken og er kronisk tørstig, så skulle det være mærkeligt, om det viste sig, at jeg var Danmarks eneste udiagnosticerede meningitispatient med sukkersyge og tvangsfikseret, narcissistisk borderline. (Ikke..?)

Måske der alligevel er noget om snakken. Jeg er i hvert fald udstyret med et ualmindelig stærkt fornægtelsesfilter; en gudbenådet evne til ikke at føle mig truffet, når jeg læser klamme historier som den her.

Det er muligt, at salt på cafeborde og fast håndsæbe nærmest er levende af bakterier. Det kommer ikke fra mig. Jeg er renskuret og antibakteriel. Det er muligt, at andres tandbørster er mere bakteriebefængte end offentlige toiletsæder (det er rigtigt. Det står der *grøn-kvalme-smiley-der-støtter-sig-til-bordkanten*), men min er ikke. Den er ren. HELT ren. Blev der sagt. Nu hvor jeg gennem denne artikel er blevet opmærksom på, at toilettet, når man skyller ud, udspyr ”en usynlig sky af vandstøv (Mmmhmm... ’Vand’støv. Så siger vi det…), som lægger sig på tandbørsten” synes jeg faktisk også, at andre mennesker lugter ud af munden. AF TIS! Men igen: Ikke mig. Mit badeværelse er en slags autoklave, der steriliserer sig selv, hver gang jeg lukker døren.

Tror egentlig bare, at mig og mine andre bakteriefri personligheder skal glæde os over, at vi har hinanden.

mandag den 17. november 2008

Alle mand til tasterne:

Ind i mellem er jeg så overbevist om, hvad der er Det Rigtige at gøre, at jeg bliver overrasket, ja nærmest rystet, når jeg finder ud af, at andre mener noget andet.

”Giv os et eksempel!” hører jeg jer råbe. Ok. (Før I læser det, bliver jeg nødt til at slå en fed streg under, at der er tale om et tænkt eksempel. Virkelig. Amager halshug. LOV mig, at I ikke begynder at gro en paranoia! Ok?) Godt. Here goes:

Du er startet til kor, og I er et par stykker, som hurtigt finder sammen. En aften efter at I har øvet, går I ud. Der drikkes kaffe og sladres, og det er sindssygt hyggeligt – indtil du ud fra beskrivelsen begynder at få en fæl fornemmelse af at genkende manden, den ene af pigerne har en affære med. Og ganske rigtigt: Det viser sig at være din venindes mand.

Hvad gør du?

Jeg ville aldrig overveje IKKE at sige det til min veninde. Hvis jeg satte mig selv i hendes sted, ville jeg føle mig dobbelt forrådt, hvis jeg senere fik kendskab til affæren, og det gik op for mig, at jeg var den eneste, der ikke vidste noget. Rædselsscenarier af mig, der sidder til bords med kæreste og venner og som den eneste tror, at alt er i skønneste orden *ydmyget-smiley*.

Nu er jeg imidlertid blevet præsenteret for det argument, at det ikke har noget med mig at gøre. At det faktisk ikke rager mig. At jeg risikerer at gøre langt mere skade end gavn ved at sige det; ikke mindst fordi min veninde muligvis bliver så vred på budbringeren, at hun slår hånden af mig, hvilket efterlader hende med et (i bedste fald) skåret forhold OG et ødelagt venskab.

Jeg kan godt forstå argumentet med min fornuft – men det føles forkert i min mave.

Hvad mener I?

søndag den 16. november 2008

Er du skidt, skat?

I dag kunne jeg læse i avisen, at vi danskere bliver mere og mere syge. I hvert fald på papiret. Vi er åbenbart stille og roligt ved at forvandle os til en nation af ofre, der jagter læger og diagnoser som febrile paparazzier på coke.

Vi får flere og flere elastikdiagnoser, som kan dække over alt fra mildt ubehag til ophold på gravens rand. Vi insisterer på at få papirer på vores skavanker, og de fleste af os har allerede en færdig diagnose med, når vi stiller i lægens venteværelse. Hvorfor går udviklingen i den retning?

Jeg tror, det skyldes, at vi efterhånden har fået os selv parkeret i tilværelser, der stiller så store krav, at vi ikke længere kan præstere tilfredsstillende på alle områder. Der er ikke timer nok i døgnet. Dovenskab og At Lave Ingenting er vor tids dødssynder. Kvalitetstid og afslapning kræver så meget planlægning, at vi er ude af stand til at geare ned, når vi endelig lander. At holde fri i weekenden forudsætter, at vi klemmer 48 timers indsats ind i de allerede pakkede hverdage.

Min påstand er, at sygdom er blevet eneste accepterede undskyldning for at yde mindre end 100 %. Lægeerklæringer fungerer som både skjold og sværd. Jeg er ikke selv læge, men jeg har svært ved at tro, at piskesmæld, museskader og tennisalbuer kan forekomme med den frekvens, man møder det i. Voksne med ADHD? Der er ganske givet en gruppe af voksne, som falder i den kategori, og som har svære mén af at gå udiagnosticerede rundt i årevis, men jeg tror, at de fleste selverklærede ADHD-voksne blot er produkter af en tilværelse bygget op omkring computer og mobil. Muren imellem os og resten af verden omkring os er kun en sms tyk. Vi er nødt til hele tiden at være på mental stand by, fordi et enkelt bip kan kræve, at vi går i fuldt alarmberedskab NU! OFF er sooo last decade. Personligt har jeg ikke problemer med koncentrationen, fordi jeg har damp. Jeg har et alt for højt aktivitetsniveau i alt for mange timer med alt for meget sukker og koffein og en million siders spam at forholde mig til, hvilket fremelsker nødvendigheden af kun at skimlæse hvad jeg får i hænderne. Hurtigt.

Vores fokus på sundhed har på en bagvendt måde sat fokus på sygdom. Jeg tror, at de fleste af os mener, at vi ved at knokle som vi gør, tænke over, hvad vi spiser, træne og undgå rygning og solarier mener, at vi har fortjent en rask krop som belønning. Sygdom er en fejl; et minor set-back og skal fikses ASAP, så vi kan komme videre. Vi har ikke tid til at ligge der og glo. Vi har specialbutikker, vi skal nå at handle i, så vi kan lave økologisk slowfood, som helst skal være færdig senest kl. 17, så vi kan nå den tidlige spinningtime, så vi kan nå hjem til noget pædagogisk forsvarligt og motorisk udfordrende samvær med ungerne, inden de skal i seng, så vi kan nå at forberede arbejdet til i morgen inden vi skal pleje parforholdet ved at prøve et par af de tricks af på kæresten, som Joan Ørting har beskrevet i selvhjælpsbøgerne.

Det er lidt ironisk, at samfundet er blevet så sundt, at vi bliver syge af det.

fredag den 14. november 2008

Oplysning fra Borgeren til Samfundet.

Våde kantstene er glatte. De bør angribes frontalt og ikke som tidligere antaget i skæv 45 graders vinkel *ned-og-røre-med-hånden-
-lynhurtigt-op-igen-børster-hånd-og-lader-som-ingenting.*

torsdag den 13. november 2008

Jeg tror, at de kom ind gennem altandøren, Hr. Betjent.

Jeg ved ikke, om det er mit temperament, der er lidt i overload, når det kommer til computere, men er der andre end mig, der har lyst til at kaste computeren hårdt ind i væggen akkompagneret af en byge af eder og forbandelser, når det tager 40 år at åbne en side? Nej? Hmm. Må prøve at arbejde lidt med det så.

Måske jeg kunne udnytte, at jeg er mere lyshåret, end jeg har lyst til at indrømme, når det kommer til computere? Facebooksiden er særlig slem, men måske det hjælper, hvis jeg forestiller mig facebook som en slags forfængelig kæmpejulekalender, som gerne vil åbne alle mine vennelåger, før jeg *ta-daah* må se den? Jeg kunne investere i det her for at fuldende billedet?

(Eller jeg kunne give efter for raseriet og HAMRE lortet ind i væggen, mens jeg råbte: "DØ! DØ! DØ! LORTEPISMØGFUCKINGRÅDNESPASSERCOMPUTER" og derefter melde det som hærværk *ho-mininote-st*....)

onsdag den 12. november 2008

Mor er ikke skuffet. Mor er meget, meget irriteret.

Mennesker, der fremhæver indlysende moralske sandheder, som noget de – modsat mig – holder i hævd, skulle have et drag prygl med gloende pigtråd! Lad være med at sidde der på din høje hest og belære mig om ting, vi begge udmærket ved, for at du i andres påsyn kan pudse glorien. Lad være med at opføre dig som om du er lærer, og jeg er din elev. Jeg får kvalme af arrigskab over at se dig forsøge at score billige point hos de tilstedeværende ved at fremstille dig selv som etikkens vogter og mig som en doven idiot, der ikke kan tænke selv og hopper over, hvor gærdet er lavest. Det er for nemt, og det er hvinende uprofessionelt.

(Skinhellige so!)

tirsdag den 11. november 2008

Efterår i 5. gear.

Dagene er lidt pakkede på blogsbjerg i tiden. Der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed og når man bare er en lille, efterårspåvirket heks, betyder det, at man nærmest går i koma, når det bliver mørkt. Dvs. kl. 15.

Efterår. På minussiden bliver jeg gennemblødt 5 gange dagligt. Jeg har ikke sådan rigtig ro i hovedet på noget tidspunkt, så længe jeg er i lod, fordi den ene opgave lapper over den næste. Jeg når aldrig rigtigt at vågne, for nogen har pillet solen ned og installeret en 15 watt sparepære i stedet. På plussiden kører den nye cykel helt formidabelt. Jeg er i godt humør, får afviklet ting fra to-do listen i en hastighed, der bryder lydmuren, gløgg er nærmest obligatorisk og jeg har fået varmepenge tilbage. Life is good.

Finnen har også travlt. En del endda. Vi gaber om kap i sofaen, men når vi springer i skrinet, skiftes vi til at spille rollen som hhv. Den Søvnløse og Komapatienten. Forleden var jeg sidstnævnte. Var allerede på savlestadiet, da Finnen lavede klassikeren:

Ham: ”Kan du heller ikke sove?”
Mig: ”Mmmmmmnnn?”
Ham: ”Det er faktisk vildt så mange mulige kombinationer der er, hvis man har en talrække fra 0 til 10 og man må sætte hvert tal sammen med 3 andre.”
Mig: ”Mmn???!”
Ham: ”Hvordan er det nu den er, den formel? Hvad er det nu man ganger med?”
Mig: ”Du får en 10’er, hvis du prøver at lægge dig ned og sove.”
Ham: ”Aj, men Linda, ved du det? Kan du huske det?”

Tror lige, at han kortvarigt havde glemt, at jeg var tolk. Som i: Sproglig. Anti-tal-begavet. Men efter ti minutters spændende snak om primtal og tværsumme fik vi fred nok i sindet til at lukke Hej Matematik ned og kalde det en dag.

Nå. Jeg har en spinningcykel, der kører 6.15, så jeg må hellere sætte monitoren på ”Flatline”. Godnat derude. Hvor end I er.

søndag den 9. november 2008

Igen! Igen! Igen!

Har haft besøg af ældsteveninden og hendes kæreste, og det har været latterligt hyggeligt. Startede med pillemad og lyserøde bobler, fortsatte med mere pillemad og rødvin så god, at jeg overvejede at adoptere den og sluttede i byen med forsinket J-dag.

Elsker at bruge tid med de to. De er så kloge. Og vi kender hinanden så godt, at intet er tabu, og hvis nogen taber ansigt, hjælper vi hinanden med at finde det igen. På grund af vores lange historie sammen får man også altid nye vinkler på tingene og ærlige svar, når man spørger.

Vi nåede over mange forskellige emner. Om det er ok, at man snakker med sine veninder om forholds-issues, eller om det er at udlevere kæresten. Om det gør en forskel, at han jo også hører om venindernes op- og nedture. At det er vigtigt at huske stadig at blotte sig for veninderne, når man får en kæreste, fordi man ellers stille og roligt lukker ned for intimiteten og fortroligheden i venskabet; Ingen vil åbne sig for én, der aldrig selv lukker op. At jeg kunne gøre mit eget liv markant mindre turbulent, hvis ikke jeg følte så stærkt behov for ærlighed og rene linjer, men at spørgsmålet er, om ikke det samtidig er det, jeg henter styrke i, og som definerer min person. At folk, der har mange penge og konstant taler om det, er nogle ting-svin. At panik-sult er et vedtaget begreb. At Tom Collins på Rar Bar smager af toiletvand. At vejskilte og huller i jorden kraftedeme er tarveligt, når det er mørkt. Og at fællesveninden, der engang sagde, at man ligeså godt kan prøve at tro på det bedste i folk, havde ret, for hvis man tror det værste, og det viser sig at være forkert, sidder man der med en surhedsrest og ikke noget at bruge den til.

I dag var der dømt kaffe, pinex og timelang brunch. Er der noget så fedt som god tid, behagelig tavshed og gloen på mennesker? Det har været en fantastisk weekend.

fredag den 7. november 2008

Læs eller jeg river dine øjenlåg af med tænderne!

I Politiken i dag anmeldes bogen ”Jeg er bevæbnet og har tømmermænd”, som er en samling trusselbreve fra Rigspolitiets arkiv fra de sidste 25 år. Ud fra artiklen at dømme er der nogle gode nogen imellem.

Målene er mange og varierede. Nogen vil have penge, andre vil have brune S-tog renoverede og én vil have Pia tilbage i 9. A. Der trues med nyslebne søm, ødelæggelse af det norske telefonnet og voldtægt af mandlige bankdirektører. Nogle breve starter med ’Hejsa’ og slutter med ’Knus’ (dog ikke med ’z’ *skælver-af-ubehag*), andre indledes ’Edvard, dit fede svin’ og slutter med ’Pikfjæs!’. Det er med andre ord en bred vifte af uforskammetheder, som alle har to ting til fælles: 1) Utroligt mange stavefejl. 2) Anonyme afsendere, der forsøger at opnå noget mere eller mindre usandsynligt.

Jeg trak på smilebåndet flere steder. Ikke fordi jeg tror, at de mennesker, der har modtaget brevene har synes, at det var særlig sjovt, da de fik dem. Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvor traumatiserende det må være at blive udsat for røveri. Jeg ved ikke, hvordan det føles, hvis folk truer med at brænde dit hus ned eller siger, at de ved, hvor dine børn går i skole. Efter at have blogget i 1½ år ved jeg dog, at uanset hvor lille, ubetydelig og latterlig en trussel synes, så bliver man altid utilpas ved tanken om, at nogen derude – som ikke vil give sig til kende – har et horn i siden på én.

Under artiklen findes en boks, hvor læsere kan kommentere på artiklen. De fleste skriver, at de skal have fat i bogen, når den kommer. Men Ulla; skriver, at hun ikke synes, at det er spor morsomt. Hun har ”selv været udsat for røveri og fået forelagt et sådant brev, og jeg synes ikke, at der var noget komisk over det. Psykisk var det en skræmmende oplevelse, men jeg oplever gang på gang at folk laver grin med sådanne ting. Men der ER ikke noget at grine af.”

Bogens forfattere latterliggør ikke de mennesker, der er blevet udsat for truslerne men derimod de mennesker, som har fremsat dem. Og jeg synes måske nok, at man selv er med til at holde liv i sine dårlige minder, hvis man tager det personligt hver eneste gang emnet perifert berøres. Jeg ved godt, at de fleste af os har en enkelt ting eller to, som vi ikke kan grine af og aldrig kommer til at synes er sjovt. Men det bliver sgu et langt liv, hvis vi skal have alle andre til at holde op med at grine af det også. Vi bestemmer ikke selv, om ondsindede mennesker aflægger besøg i vores liv. Men vi bestemmer, om vi vil give dem magten over resten af det.

(Hvis man synes, at bogen er sjov og gerne vil læse mere af samme slags, kan jeg anbefale bogen Kokostapir.)

torsdag den 6. november 2008

Kære TV stationer.

Jeg skriver til jer, fordi jeg har hørt, at det står lidt sløjt til med økonomien for tiden. Her på blogsbjerg ved vi, at den ene tjeneste er den anden værd, så jeg har et forslag, som måske vil kunne hjælpe jer.

Hvad ville I sige, hvis jeg fortalte, at I kunne skrotte Paradise Hotel, Robinson, Sandhedens Time, De Unge Mødre og diverse andre realityshows, men stadig få samme mængde og kombination af stupiditet, løgn, intriger, catfight og knuste hjerter?

Løsningen er ligeså enkel, som den er smuk: Kameraer op i alle fitnesscentre.

Det eneste problem er, at verden udenfor ville tro, at det var noget, man havde iscenesat. Ingen andre steder møder man så mange mænd, der twotimer SÅ vildt og så åbenlyst. Ingen andre steder finder man så mange mænd, der er så himmelråbende naive i deres tro på, at dem de knalder, ikke taler sammen – og som giver den ALT, hvad den kan trække som sårede, misforståede martyrer, når de bliver taget med hånden på dåsen. (Flere fitnesscentre har faktisk været nødt til at renovere dørkarmene og gøre dem bredere, så disse skæbnens yndlingsofre kan rulle uhindrede ind på deres kors.) Ingen andre steder finder man så mange kvinder, der slås så indædt og beskidt om den samme mand – og samtidig fikserer hinanden i falske venskaber, for keep your friends close but your enemies closer. Og ingen andre steder finder man så mange kvinder, der kender alle historierne – og alligevel lukker øjnene så hermetisk.

Jeg er lige ved at tro, at hvis man forsøgte at entrere et fitnesscenter med en løgndetektor under armen, ville man i bedste hegn-med-højspændingsstil blive kastet 7 meter tilbage.

Det er børnehave tilsat hormoner. Det er sved, nøgen hud og endorfiner. Der er ingen binding. Kommer du, betaler de. Det er så uendelig meget mere end træning.

Ærbødigst

blogsbjerg

onsdag den 5. november 2008

Undskyld Hella.

Tror måske, at jeg har set for meget amerikansk valgtv. Og at korrekturlæseren på min indre ordbog enten er ligeglad med politisk korrekte termer eller er på ferie. Afstedkom i hvert fald et langt, tavst øjeblik, da der i går på mit job blev sagt: "Vi har taget en lærer med" og jeg hørte - og tolkede - "Vi har taget en neger med."

For satan, altså.

tirsdag den 4. november 2008

Lavere luftfugtighed ønskes.

Er frisuremæssigt gået fra Ulla Terkelsen til Alfons Åberg.

Kun en tåbe frygter ikke haven.

Var i dyrehaven forleden. Ved godt, at det er sådan lidt klichéagtigt, men der er simpelthen så pænt, når solen vælter ned, træerne står i flammer og himlen er så blå, at det næsten gør ondt i øjnene. Efter at have cyklet om kap på udvalgte strækninger (taber altid. Finnen er kamikazerytter. Trapper? Mudder? Åer? Han er ligeglad.) (- men jeg har den pæneste cykel, ha!), nåede vi frem til skoven, hvor vi kunne læse, at vi skulle passe på dyrene, som var i brunst.

(Når man iagttager dyrenes adfærd, lige fra hannernes gevirfikserede adfærd og territoriale brøl til hunnernes kælne brægen og venden-røven-til (mens de løfter halerne så højt, at man nærmest kan se dem op i halsen. Skøger.) kunne man godt få den mistanke, at det er dem og ikke aberne vi nedstammer fra. ToTAL Kupé fredag aften.)

De venlige skovmennesker har gjort meget ud af at forklare, at man ikkeikkeikke skal gå for tæt på dyrene, men tværtimod lægge æbler/gulerødder/spaghetti på jorden og derefter ’træde tilbage og nyde synet’. Kan ikke rigtigt finde ud af, om de mennesker, der bogstaveligt talt paparazzijagtede de stakkels dyr med telelinser så store som bropiller er meget dumme, læser dårligt eller har lyster, der ikke egner sig til beskrivelse her. Kan heller ikke helt afgøre, om det er ok at fryde sig, når dyrene så angriber. Men det så fandme sjovt ud.

mandag den 3. november 2008

I LOVE it!

Hvor er det heldigt, at vi på dage som i dag har Ole Henriksen. Hvis ikke det havde været for ham, havde min mandag indtil videre taget sig således ud:

* En lortesituation, som jeg absolut ufrivilligt er havnet midt i, og som intet har med mig at gøre, er kulmineret med, at jeg er blevet uvenner med en veninde.
* Jeg har overtråd en regel på arbejde, jeg ikke vidste eksisterede. Fik ikke ligefrem fik en medalje af chefen – og præsterede i samme ombæring at stille en kollega dårligere.
* Ringede igen igen igen igen til lægen for at få svar på nogle prøver, som er blevet væk og forsinkede af hundrede omgange. Blev udsat for 10 minutters båndsløjfe af ”Save the best for last” for så at få at vide, at svarene var kommet – men at sekretæren ikke forstod, hvad der stod. Ring igen. Suk.
* Endelig kom i Ikea efter dims, som jeg har manglet i 6 måneder. Dimseafdelingen lukket pga. ombygning.

Men takket være den lille mand med det store smil, ser den i stedet sådan her ud:

* Jeg er glad for at opdage, at jeg følger mit hjerte og gør, hvad jeg oprigtigt mener, er det rigtige at gøre – også selvom jeg ved, at det får ubehagelige konsekvenser.
* Jeg har lært min arbejdsplads bedre at kende, og har nu mulighed for at undgå at lave samme fejl igen *ånder på glorien og pudser den*
* Jeg får audiens hos snedronningen in persona og får således mulighed for høfligt at foreslå, at de skifter det 8 – otte – år gamle, slidte kassettebånd med pausemusik ud.
* Jeg har en undskyldning for at tage i Ikea igen – hvor de er begyndt at pynte op til jul…

(- men derfor må det alligevel godt snart blive tirsdag.)