fredag den 31. oktober 2008

Re: Hej alle.

Ved I, hvad jeg virkelig hader? Skæld-ud mails, møntet på få men sendt til alle. De værste er dem, hvor nogen ikke selv tør tage konfrontationen, men har henvendt sig til chefen, som så skælder ud i 2. person. Så sidder man der og forsøger at ransage sin adfærd med tilbagevirkende kraft.

Jeg begriber ikke, at man ikke kan tage fat i dem, det drejer sig om. På en tidligere arbejdsplads, hvor jeg var ansat, fik vi hver eneste måned en mail, der drejede sig om det samme. ”Om folk ikke godt kunne være søde at bla bla bla.” Tag dog fat i de 3 det drejer sig om!! For tilsyneladende er det de eneste 3, der ikke føler sig ramt af den bebrejdende tone i mailen. *Grrr!*

Den slags mails bidrager ikke med noget som helst positivt. Hvis man tager det nævnte problem op med dem, der ifølge mailen føler sig ramte, bakker de ALTID ud og påstår, at det ikke er dig, de mener. Så er man da sikker på at den åbne dialog, som kunne have løst problemet, bliver kvalt i fødslen. Der kunne jo meget vel være en god grund til, at nogen handler på en bestemt måde, men hvis man ikke ved, hvem vi snakker om, kommer begrundelserne og andre mulige vinkler på problemstillingerne aldrig frem. På den måde holder man firmaet fast i kun at tage hensyn til dem eller det, som Anonyme Utilfredse har fokus på.

PH værdien i arbejdsmiljøet bliver stille og roligt mere og mere sur. Hvem har lyst til at smile og være venlige overfor mennesker, som måske/måske-ikke har klaget over dig/måske-ikke-dig til chefen? Resultater er at man i stedet for én, stor dynamisk personalegruppe, får små paranoide enklaver og en virksomhed så smidig som stivnet cement.

Ved I hvad? Jeg tror sgu lige, at jeg copypaster ovenstående og sender det ud i en fællesmail.

onsdag den 29. oktober 2008

Honor among thieves.

I går drak jeg kaffe med en kammerat, som for nyligt har valgt at cutte forbindelsen til en fælles bekendt. Grunden til bruddet er, at det er kommet min ven for øre, at han er blevet systematisk bagtalt og udnyttet i årevis. Han har ikke konfronteret ex-vennen med sin viden, men blot vendt ham ryggen uden yderligere forklaring.

Da vi sidder og snakker, fortæller han, at ex-vennen, (som ikke aner, hvad der er sket), har slettet ham på MSN. Min kommentar er, at det vel i og for sig er ligegyldigt? Min ven vil ikke have mere med ham at gøre, og nu har han fået det, som han vil have det. Så er alt vel godt?

Det er det bare ikke. For nu viser det sig, at min ven sidder med en uforløst trang til at fortælle vendekåben, at han er afsløret. På en eller anden måde er det for let, at han bare får lov at slippe med tavshed.

Det sjove er, at min ven de sidste par år har set ex-vennen udnytte piger og lyve for dem i et omfang, man næsten må beundre. Det er i hvert fald løgn, når man siger, at mænd ikke kan multitaske. Han har set ham hustle sig igennem hverdagen og prøve at få det hele for det halve. Han har set ham bo med kæresten, have 3 parallelle forhold kørende og udnytte mennesker med følelser i klemme.

Jeg ved godt, at de fleste mænd og kvinder har forskellige opfattelser af sex og one-night stands, men med denne fyr synes jeg, at der i årevis er udvist så bundrådden opførsel, at jeg ikke begriber, at det kan komme som en overraskelse, at man ikke kan stole på ham. Jeg skal være den første til at medgive, at kvinder hurtigere får følelser i klemme end mænd, men selv among the guys må der være en grænse for, hvor langt det er i orden at gå for sex? Der er vel stadig en form for kodeks, der ikke bifalder usportslig opførsel?

Hvis man er uhæderlig nok på ét område, finder jeg det svært at tro, at man ellers er et godt og ærligt menneske, der vil sin omverden det bedste. Bare træls for min ven at ende med at være ham, der skulle tjene som bevis for dén mistanke.

tirsdag den 28. oktober 2008

Vi er løbet tør for kinder på blogsbjerg.

I Danmark brændte man officielt den sidste heks på bålet i 1693. I dag – 315 år senere – kan man læse følgende i Politiken:

En gruppe ålborgensiske præster fra både folke- og frikirker advarede forgæves forældre imod at tage deres børn til et halloweenarrangement i Aalborg Zoo i weekenden, hvor en erklæret heks, Dannie Druehyld, optrådte.

»At lade sine børn komme under indflydelse af en erklæret heks og lade dem udstyre med heksebryg og amuletter er efter vores mening ikke ansvarligt. Vi taler ikke om en skuespiller eller en, der i dagens anledning har klædt sig ud, men om en person, som i en lang årrække har praktiseret heksekunst, og som tager disse ting alvorligt«, siger sognepræsten ved Vor Frelsers Kirke, Vagn Folkerman, til Nordjyske Stiftstidende.

Mener han det alvorligt?! Skal vi prøve at lave en hurtig sammentælling på, hvor mange menneskeliv kristendom har på samvittigheden? Og derefter gøre det samme med wicca? Jeg ved godt, hvilken religion, jeg synes er mest farlig! Jeg har aldrig hørt om grupper af hekse, der forfulgte præster og dømte dem til bålet. Jeg har aldrig hørt hekse lange ud efter andre trosretninger. Tværtimod er det en udbredt holdning blandt hekse, at vi alle tror på det samme – vi kalder det bare noget forskelligt. Noget mere næstekærlig end at jagte folk, der tror noget andet end jeg, synes jeg.

Når jeg får børn, vil jeg gerne lære dem om vigtigheden af respekt for andre, og andres ret til at tro, hvad de vil, så længe de ikke bruger troen til at påføre andre smerte og skade. Jeg håber, at uanset hvad mine børn vælger at tro, så er det noget, der giver det mening for dem, lige meget hvor de er, fordi de kan mærke det indeni – og ikke noget, de kun kan føle i kirken søndag mellem 10 og 12. Jeg vil gøre meget ud af at forklare dem, at jeg ikke har købt en korsfæstelse på afbetaling; at synd, skyld og skam ikke har noget at gøre med krop og kærlighed og at den, der lever på forventet efterbevilling, lever fattigt.

Jeg ville – alene på baggrund af kirkens udmelding - have slæbt dem med i Aalborg Zoo.

315 år. Tænk, at vi ikke er kommet længere.

mandag den 27. oktober 2008

Taa-Daahhh!!

Vi er kørende igen!

søndag den 26. oktober 2008

SIR YES SIR!!!

Hvert andet år afvikler DGI Idrættens Dag, og i år havde jeg sagt ja til at undervise, så jeg har brugt weekenden i Messecenter Herning.

Jeg har aldrig været i Messecentret før, men min for-en-gang-skyld normale taxamand fortalte mig, at det er Skandinaviens største halkompleks. Når man er ude som underviser, får man som regel et hotelværelse stillet til rådighed, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Det appellerer den 4årige pige i mig, der elsker at lege ’så sagde vi, at jeg var voksen og boede her’ og store var mine forventninger til det til Skandinaviens-største-halkompleks-hørende hotel.

….

For satan. Må man godt kalde et affældigt sommerhus indrettet af nogens samlermaniske, farveblinde mormor for ’hotel’?! Vi snakker røvballegardiner, grønt plastikarmatur og billeder så grimme, at man næsten græd blod. Men prikken over i’et var, da jeg vågnede i nat, FORDI DET FUCKING REGNEDE PÅ MIG!!! Tror nok liiiiige mor var stram i masken, da hun stillede i receptionen i morges!!

Men bortset fra denne ubetydelige detalje, var det en super weekend. Jeg har sammen med en kollega undervist i Bootcamp, og vi har revet 200 mennesker rundt i 4 timer. Sjovt nok flest mænd. Jeg finder en særlig tilfredsstillelse i at tvinge tatoverede drengerøve med strikhuer i knæ (kærlig hilsen Hun-ulven Ilse), men jeg må give dem, at de åd det, lavede kampråb og råbte på mere. Og når jeg er i iført stopur, fløjte og t-shirt med påskriften When I say jump – you ask ’How high?’ - så er der ingen smalle steder. Tårnhøjt energiniveau. Det var fedt!

Nu sidder jeg så træt men glad og tilfreds i min velsignede stille lejlighed og plejer min skam-råbte hals med et glas gløgg (uden klamme rosiner). Alle ure viser noget forskelligt, alt hvad jeg ejer af træningstøj kører rundt i maskinen og i morgen starter en ny uge. Jeg er klar. Er I?

JEG SPURGTE: ER I?!!!!!!

(Sorry. Skal lige akklimatiseres)

fredag den 24. oktober 2008

Star wars - as it should be.

Tom Cruise - nu som sjov...

Bekendte-to-go.

Kommer man for meget på Baresso, hvis man er på 'hej' med over-baristaens mand, når man møder ham - selv - ude i byen?

torsdag den 23. oktober 2008

Det, der er mit.

I går cyklede jeg forbi en mand på min fars alder, som efter en jævnaldrende mand af anden etnisk herkomst råbte: "Danmark er for danskere!"

Lidt senere blev jeg overhalet af en bus med en reklame for et advokatfirma på siden. En forslået pige med Se & Hør mimik og stabiliseringskrave ledsages af teksten: "Krav på erstatning?"

Frygt, grådighed og hver mand for sig.

Er det mig, eller har nogen sat den menneskelige evolution i bakgear?

onsdag den 22. oktober 2008

"... - and world peace."

Efter i går at have været udsat for Terminator forklædt som 2 meter høj, norsk massør, der kvaste knogler, nev i muskler og redefinerede begrebet ’smerte’, sidder jeg i dag herhjemme iført resterne af min skrøbelige psyke og sørger over min visne, ubrugelige højre arm. Jeg ved det godt. Det er long overdue at få gjort noget ved den skulder, men altså... Lige nu har jeg bare lyst til at klamre mig til dørkarmen og tude-råbe: ”Jeg går ALDRIG derhen igen!!” Desværre er jeg røget på A-listen, hvilket betyder, at jeg skal se en hel del til min nye ven de næste mange uger *smiley-der-overvejer-at-gå-under-jorden*.

Men jeg skal have købt et eller andet ind. Med mindre, selvfølgelig, at jeg kan lave en spændende frokost af hvidvin og neglelak, som er de eneste ombordværende astronauter i rumskibet Køleskab. Og nu er det så, at jeg ikke helt synes, at man kan ligge og flandre rundt ude i byen, når man er sygemeldt, men samtidig ved, at jeg kommer hjem med en liter mælk, to æbler og en lang, uindfriet indkøbsseddel, der er klam af fortvivlelsens sved, hvis jeg skal købe ind Det Falske Sted. Hvor rugbrødet ligger helt forkert i forhold til pålæg og toiletpapir. Og hvor jeg hver gang tror, at jeg godt kan huske at tage det med, når jeg kommer forbi det – hvor end der er! – men efter at have gået i ring i 20 minutter begynder at føle mig som alzheimer patient, der har glemt, hvad jeg hedder, hvor jeg bor, og hvad jeg spiser. Hvorfor kan alle forretninger ikke bare være indrettet som Min Føtex, hvor varerne ligger helt pænt og logisk placeret, så jeg husker det hele?

Det er store problemer, vi har her på matriklen.

mandag den 20. oktober 2008

RIP Brutalis.

Min cykel er gået ind i den terminale fase. Var ved cykelsmed for at få den gjort vinterklar – en handling afstedkommet af, at den på det seneste har forsøgt at afstøde sine enkeltdele stykke for stykke, og har fået a nasty habit med at sætte sig fast i 7. gear, når jeg skal køre op af bakke. Virker meget lidt professionelt at entrere job iført skjolder og sved moustache.

I fredags fik jeg uventet tidligt fri, og da jeg havde forestillet mig, at den kunne fikses ambulant, smuttede jeg ind forbi cykelstuen på vej hjem. Startede med at remse op, hvad vi skulle have genmonteret, efter at cykel har opført sig som Hans og Grethe og trukket et spor af skærme, baglygter, bremseklodser og reflekser gennem Århus. Cykelhandler skrev og skrev og gjorde sit bedste for ikke at savle ved tanken om alt det ekstra udstyr, han kunne købe i T Hansen for mine penge.

Da jeg nærmede mig vejs ende, sagde jeg, at det somme tider føles, som om baghjulet er ved at falde af. Bekymret rynke på den anden side af disken. Frem med stetoskop, lytte, trykke og teste reflekser. Og så faldt den. Dødsdommen. Åbenbart er sygdommen gået i kranken, og så er alt håb ude. Det eneste jeg kan gøre nu, er at køre den i bund og acceptere, at de vitale organer sætter ud, et efter et.

Nedslået købte jeg en baglygte for at føle, at jeg havde gjort bare ET eller andet. Men min cykel har truffet sin beslutning. Den vil ikke mere. Den er metaltræt. Måske har den haft forhjulet stukket i et Vagttårnet, for den vil i hvert fald ikke modtage transplantationer: Efter én aften i byen var den nye lygte også væk.

Farvel lygte.
Farvel cykel.
Farvel mininote.

fredag den 17. oktober 2008

Kom så piger, kom så drenge...

Jeg har syet. Jeg har sgu syet. Iturevet foer i en taske OG en defekt handske OG en knap, der forsøgte at undvige. Kinder-syning. Hele 3 ting.

For at forstå præcist hvor stort det er, må man vide, at jeg håndarbejdsmæssigt er at sammenligne med musen fra Askepot, der sutter på tråden, lukker det ene øje for omhyggeligt at tage sigte - og derefter stikker hele armen igennem nåleøjet.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg har en mistanke om, at mit arbejde ikke ville gå igennem syn, men jeg har stadig to hele øjne (tak til de nye briller som nu har bevist deres eksistensberettigelse) og jeg bløder (næsten) ikke.

Jeg har syet. Sgu.

Er det bare mig, eller ser den flov ud?


torsdag den 16. oktober 2008

Top 5

- over ting, der ikke klæder mænd 30+:

1) At træne med strikhue. Først bukserne ned om røven og nu hue. Du er ikke – gentager IKKE – en farlig pusher på dødsgangen.

2) At tage hjørner på to hjul, lave katastrofeopbremsninger og prøve at gå fra 0 – 100 på 5 sekunder – i en stationcar. Face it, man. It’s over.

3) ’Sjove’ armbånd med perler, knyttet sejlgarn og strandskaller. Nej, blev der sagt! Eneste undtagelse er, hvis Malte og Silje har lavet dem i børnehaven.

4) At tygge tyggegummi med åben mund på den skævkæbede 80’er-måde. Gælder faktisk for alle køn og aldersgrupper. World wide forbud. Fra-nu-af!

5) At suge så inderligt på en næsten-tom børnejuicebrik, at du er i fare for at få folien suget med op. For det første: SINDSsygt irriterende lyd! For det andet: Virker pisse nærigt. For det tredje: Du er voksen nu. Du må gerne få to.

onsdag den 15. oktober 2008

If you know what I mean....

På job. Kollega finder lille æske lakridser frem. Mig, glædestrålende og med (unødvendig) høj stemme:

"Aj! Du har altid sådan nogen spændende gajoler!!"

Fnis.

tirsdag den 14. oktober 2008

Er det Lundin, de har i køkkenet??

Hvis jeg på et tidspunkt skulle gå hen og blive arbejdsløs, har jeg fundet min kommende niche: Jeg vil lave flyers for spisesteder. KÆMPE potentielt marked! Jeg modtager - Reklamer Nej Tak skilt til trods - minimum en flyer pr uge, som alle er indbegrebet af Alle Dansklæreres Mareridt.

Teksten er forfattet af ordblind praktikant, bogstaverne står så skævt, at det flere steder ser ud som om, de er ved at komme op at slås, farver og skrifttyper er valgt uden nogen form for logik eller systematik og så er alle flyers tilsyneladende skrevet på pc'ere, hvor caps lock med jævne mellemrum sætter sig fast.

Men man kunne somme tider godt have lyst til at bestille noget, bare for at se, hvad der gemmer sig bag de eksotiske navne. Spørgsmålet er så, om man skal vælge en pIzza MED øksekød eller et fLUts med kælliNg og bAkon?

mandag den 13. oktober 2008

The public has a right to know.

I toget er tiden din egen, og der er nok af den, når man skal til Esbjerg, som jeg skulle i weekenden. Da jeg ved et uheld var kommet til at sluge min bog i et hug, så jeg mig nødsaget til at købe et blad at fordrive evigheden med.

Når jeg står der og ser på udbuddet, kan jeg godt se, at jeg livsstilsmæssigt er in between magazines. Der er ingen af bladene, som jeg synes, rammer mit segment, men i mangel af bedre endte jeg med Woman.

Oktobernummeret indeholder en artikel med overskriften: ”Gør dit one night stand til en succes”. Et par kvinder på min alder, der ”har nedlagt mere end 125 mænd – hver!” giver trin for trin opskriften på at score en mand.

Underlægningsmusikken til hele artiklen er forsøgt som kæk, maneater-agtig ’jeg-vil-OGSÅ-være-Samantha-fra SATC!’. Vi har også behov, så så man lige mig som vamp i stiletter og You Go, Girl!

Alt det har jeg ikke det fjerneste imod. Vi skal kun stå til ansvar over for os selv, og så længe man er glad og ingen kommer til skade, må man for min skyld gøre, som man vil. Mit problem med artiklen er imidlertid, at den flere steder indeholder udsagn, som jeg synes viser, at de fleste kvinder ikke er skabt til at skifte sovedyr hver weekend, og at vi – den insisterende ligestillingstone til trods – stadig ligger under for, hvad samfundet mener om kvinder, der jager som mænd:

”Bevar dit gode ry. Gå lidt stille med dørene. Du gider jo ikke blive kaldt Villige Viola bag din ryg, vel?”

”Det er en god ide at vende oplevelsen med en veninde bagefter. Ved at holde samtalen på sex, fjerner du fokus fra en eventuel forelskelse.”

”Det kan være en fordel at I ender hos dig. Så slipper du for at gå the walk of shame i festtøj, når han skubber dig ud af sengen næste morgen.”

Jeg synes, at artiklen indirekte fordømmer, hvad den angiveligt forsøger at promovere, og på den måde bliver det for mig utrolig ligegyldig læsning; plus og minus udligner hinanden.

Jeg ville hellere have læst en artikel om, hvorvidt det er ligestilling, når vi kvinder efterstræber at kunne kopiere mænd på alle områder – også der, hvor vores køn er så forskellige, at det føles som at gøre vold på sig selv. Eller om tiden måske er kommet til at indrømme, at ligestilling ind i mellem er et spørgsmål om acceptere, at mænd og kvinder må gå to forskellige veje for at nå det samme mål, uanset om målet er bekræftelse, succesfuld ledelse eller livskvalitet.

Eller en artikel om hvorfor vi stadig i 2008 stempler kvinders sexdrive som billigt og mænds som naturligt. Om det er sandt, at kvinder giver sex for at få kærlighed og mænd giver kærlighed for at få sex – og om det ene er mere rigtigt end det andet. Om ur-drifter kan styres og om de bør. Om mænds trang til at jage og sprede deres sæd forsvinder, hvis vi pisker den med moral og etik, eller om den bare bliver bedre til at skjule sig. Om kvinders yngelplejeinstinkt er en hæmsko eller en naturlig forudsætning for artens overlevelse.

- men heldigvis indeholdte bladet også en fotoreportage om, hvad der sker, hvis man går i byen med et stykke toiletpapir hængende ud af bukserne. Så det gik næsten lige op.

søndag den 12. oktober 2008

Det havde jeg så ikke forventet...

Min bedstemor på næsten 80, som mener, at der aldrig er nogen, der har taget skade af at arbejde, og at kvinder ikke bør lide af pyntesyge, synes at Keith Richards er - og jeg citerer - 'så festlig'.

fredag den 10. oktober 2008

Bliver mininoten mere eller mindre tydelig, når jeg skruer her?

Er orn'lig blevet voksen. Har accepteret, at det ikke længere er holdbart at rave stæreblind gennem livet med biografture og kørsel på motorveje som eneste bebrillede undtagelser. I længden bliver det træls at ende de falske steder, fordi man ikke kan se bussens nummer og destination, og det er ikke rart, at folk tror, man er vred på dem, fordi man aldrig hilser.

For et par år tilbage troede jeg, at jeg var kontaktlinsetypen. Det var jeg ikke. Havde fornemmelsen af at have alufælge monteret på øjeæblerne, hvilket resulterede i, at jeg gned mig så meget i øjnene, at jeg dagligt forliste den ene linse, og lignede en træt, grådophovnet Alice Cooper.

I dag var jeg derfor ved optiker, hvor jeg fik lavet synsprøve og bestilt nye briller. Hele setup'et gør mig utryg. Jeg har det som om, jeg er til eksamen, og ikke kan gennemskue, hvornår de stiller the trickquestion. Tænk, hvis man siger: "Nu blev det værre", og de i virkeligheden bare har givet dig vinduesglas?

Når den mundlige eksamination så er afviklet, venter helvedet med at prøve stel. ÅH!! Synes hele tiden, at jeg ligner en, der desperat forsøger at være 17/kunstner/intellektuel/frisk, men jeg endte med at vælge et par, som ekspedienten svor ved sit liv ikke var for store/gav mig ballonkinder/fik mig til at ligne Ulla Terkelsen (for meget).

5250 kr. OG JEG VILLE MEGET HELLERE HAVE HAFT EN MINENOTE!!! HADER nogen gange at være voksen!!

torsdag den 9. oktober 2008

Nej, nu må jeg bede om mine himmelblå!

Kender I det med at tage sig selv i pludselig at tale utrolig jysk? Og - beklageligvis - ikke for sjov? Sker ofte for mig, når jeg taler med lidt ældre folk eller lærere på teknisk skole. I don't know why. Finnens bud (- for han gør det nemlig også) er, at man gør det, når man taler med folk, som man er bange for kunne synes, at man er højrøvet eller spiller Kong Klog.

Men der er sket yderligere udvikling og desværre til det værre. Jeg bliver nu med jævne mellemrum besat af 52-årig klæbeånd fra 1948. Ud af min mund kommer ord, jeg nærmest ikke vidste, jeg havde i mit ordforråd. Eksempel? Here you go: Talte med min mor idag, og da jeg skulle fortælle om vennepar, som ikke har opdaget, at vejen til Århus ikke er ensrettet, og at togene faktisk kører begge veje, kommer følgende ud:

"Ja, de er desværre ikke så flinke til at komme på besøg."

'Så flinke'?!! Hvad er det?!?! *Smiley-der-stiller-sig-helt-uforstående-overfor-nyerhvervet-efterkrigssprog*

onsdag den 8. oktober 2008

What are you doing right now?

Jeg har efterhånden bøjet mig og erkendt, at også jeg er Facebookfan. Jeg gider ikke alle de obskure grupper og tests, og jeg forstår ikke de der dyr, man åbenbart kan have. Trods alt er flertallet derude liiige gamle nok til at stadig at lege med Tamagotchier (når andre kigger) - men når det er sagt, så kan jeg godt lide, at folk skriver lidt om, hvad de render og laver. Det giver en rar fornemmelse af stadig at kunne følge lidt med i deres liv, selvom tiden er knap og der mest er tid til cyberkaffe.

Jeg synes imidlertid, at der trænger til at blive strammet op på reglerne for, hvad vi skriver som newsfeed. Har f.eks. flere gange siddet tilbage med dårlig samvittighed og skulet til min kaffekop, når jeg rammer "Hvornår har du sidst fået målt dit blodtryk?" Gider heller ikke rigtigt, når folk plastrer for meget ynk på skærmen. Trods alt er nogle af 'vennerne' derude mennesker, jeg kender fra professionelle sammenhænge, og da det samme må gælde modsat, kan jeg undre mig over, at de vælger at være SÅ private. Jeg bliver nærmest lidt forlegen på deres vegne. Meget interne meldinger duer heller ikke. "X tæller ned." Jamen, så skriv dog til hvad! For det er vel en slags uskrevet regel, at man ikke spørger for meget ind til det derude? Eller hvad? De kunne jo lade være med at skrive det, hvis man ikke måtte vide noget om det....

Er der flere?

tirsdag den 7. oktober 2008

Lavt tyngdepunkt og ikke-eksisterende selvironi.

Nå, men hvor meget tror I, jeg hader at sætte mig på stole, der braser sammen? Ret meget, faktisk. Havde det ikke været for mine muskuløse (men dog så slanke) lår, havde jeg ligget på gulvet og rodet rundt sammen med Pindebrænde Formerly Known As Chair. Så kunne jeg selvfølgelig ved samme lejlighed have samlet min værdighed med op.

Må hårde straffe ramme:
- folk, der griner, når man står der i ufrivillig squat.
- Ikeas fabrikanter i østlandene.
- folk, der kommer med fat-jokes, når man med røde kinder
står og kigger på resultatet af Røv vs Stol.
- folk, der ikke samler lortet ordentligt! (-og jeg ved, hvem I er....)

Det er kun sjovt, når det sker for andre. Hvor tit skal jeg sige det?

mandag den 6. oktober 2008

Udtrykker jeg mig uklart?!

Sidste efterår fik jeg, efter i to år at have rodet rundt i noget, der hverken var fugl eller fisk, nok. Efter i ubegribeligt lang tid at have accepteret dårlig indflydelse, dårlig opførsel og dårlige undskyldninger, kom jeg til sidst i tanke om, at man ikke kan bevæge sig væk fra noget, så længe man har fødderne sømmet fast på korset. Jeg lånte en knibtang, did what I had to do og gik min vej.

Jeg tog ikke selv kontakt. Jeg frabad mig kontakt. Jeg undlod at respondere, når den alligevel blev taget. Jeg kom videre og blev glad igen. Alt var sådan set som det skulle være - indtil hans kæreste tog kontakt. Til mig. På det tidspunkt var jeg så meget et andet sted i mit liv, at det faktisk føltes som en film, jeg havde set, når jeg så tilbage. Efter at have bedt dem om selv at løse deres issues, fulgte først kaos, mails og sms'er med bønner om ikke at afsløre noget og derefter velsignet stilhed.

Nu er de flyttet langt, langt væk, og jeg tænker sjældent på ham. Han er et kapitel i min historie; det kan jeg ikke ændre på. Og det er ok. Bogen kan rumme historien om ham. Han er en del af min fortid, og det er der, han hører til.

Derfor bliver jeg meget, meget træt, når jeg tænder min computer her til morgen, og der er mail fra ham.

Nogen mennesker giver fandme bare aldrig op!

søndag den 5. oktober 2008

Av.

Når du stikker snuden frem, risikerer du, at nogen slår dig over den. Når du skriver et sted, hvor andre kan læse det, og du ikke kan lade være med at mene noget om alt, hvad du ser, føler, hører og oplever, så må du forvente, at andre forholder sig til det.

Det troede jeg egentlig, at jeg havde tænkt igennem. Det troede jeg, at jeg var ok med.

Et sted herude i cyber har jeg skrevet et indlæg, som jeg selv synes er holdt i en sober og humoristisk tone. En anonym læser har lagt en kommentar. En meget vred, hånlig og ret personlig kommentar.

Det var jeg så ikke helt.

lørdag den 4. oktober 2008

fredag den 3. oktober 2008

Det skal jeg da ha!!

Jeg synes ikke, at jeg er et særlig materialistisk menneske, og jeg gider egentlig ikke rigtigt at have mere, end jeg har brug for. Jeg synes, at store huse med mange værelser er kolde og uhyggelige, og hvis mit tøjskab er for crowded, får jeg klaustrofobi. Derfor har det overrasket mig meget, at jeg den seneste uge har udviklet en form for forbrugsfeber. Jeg har set 3 ting, som jeg så gerne vil have, at jeg drømmer om dem om natten. (Altså faktisk 4, men en Audi TT ligger lidt på linje med at ønske sig evnen til at flyve eller gøre sig usynlig, så jeg lever med mit savn.)

På 3. pladsen finder vi et par kortskaftede, røde bedstemorstøvler fra Billi Bi, der kan knappes ned. Ualmindeligt fine, men da der er hæl på, siger jeg til mig selv, at jeg nok ikke får dem brugt. (Jo jeg gør, jojeggørJOJEGGØR!!) 2. pladsen indtages af et par langskaftede støvler – i sølv. Sølv går til ALT, så her forsøger jeg at bekæmpe min købelyst med argumentet om, at da man immervæk ikke ser mange sølvkøer rundt omkring på markerne, er materialet næppe særlig velegnet til vintervejr (-som jo er et stort problem i DK. Permafrost og lavineskred til højre og venstre.) Men på 1. pladsen… Åh, på 1. pladsen…


En mininote! Jeg bliver helt tør i munden af længsel, når jeg tænker på den. Så så man lige mig sidde i diverse busser og blogge. ”Hvor er Linda?” ”Hun sidder og venter på Hadsten Station.” ”Nå? Men hun er da online?” ”Mininoten, du.” *smiley-der-nikker-anerkendende/imponeret/misundelig* Slut med at kede sig i sine mellemtimer. Ikke flere lange samtaler over sms.

ÅH, JEG VIL HA! Og så kan man få den i lyserød! Men jeg har. Ikke. Råd. Slut.

(Hvis nu jeg ender med at finde en løsning, der ikke involverer enten en flise eller et webcam, er der så nogen, der har gode/dårlige erfaringer med de forskellige mærker?)

onsdag den 1. oktober 2008

Tak for i dag.

Tilbage i sadlen og det gjorde godt. Havde på forhånd været lidt nervøs for, om mit tegnsprog havde forladt mig, men bortset fra en helligdag hist og en løbemaske pist kan jeg vist godt være dagens præstation bekendt. Kunne dog godt have undværet seriøst anfald af hikke, da jeg stod i bunden af kæmpeauditorium med hænder og hjerne på fast forward.

Kan godt mærke, at jeg lige skal op i gear igen. Er træt nu på Vær Lige Stille!-måden, så jeg tror, at jeg vil hente mig en kop kaffe, gå i vatter og på pauseskærm for idag. Godnat derude - hvor end I er.