mandag den 29. september 2008

Jeg glæder mig i denne tid.

Kan læse på diverse blogs rundt omkring, at Nårsårerne er ved at gruppere sig og lave bannere med hadefulde udsagn om julen. Jeg vil straks fly højtiden til undsætning og erklære den min uforbeholdte kærlighed. Tillad mig nedenfor at forsvare julen og liste et lille udpluk af de mange ting ved den, jeg holder af:

* Det er jo ikke julens skyld, at forretningerne starter med at sælge nisser i september. Og helt ærligt: Gør det så meget? Der er jo alligevel ingen mennesker, der køber dem endnu. Der er vel ikke mere grund til at hidse sig op over julehylden end over hylderne med Dancakes og fiskekonserves?

* Alting er så pænt i lyskæder og snefnug.

* Pebernødder. Ammenam!

* Gløgg. Varm rødvin som man bliver helt ulden og hyggesløv af.

* Mulighed for at bruge penge med god samvittighed. Gaver til andre rangerer på højde med medicin: Det er uselvisk og nødvendigt, og tæller derfor ikke.

* Der er dømt undtagelsestilstand i hele DK. Alle kommer lidt for sent pga. vejret og tager sig tid til en ekstra kop kaffe, fordi der er lang tid til vi ses igen - og vi når alligevel ikke at blive færdige inden jul.


* At pynte juletræ, at indhalere guldglimmer og at tænde adventskrans er hyggeligt.

* To ord om julefrokoster: Free fun! Hvis man springer snapsen over hver anden gang, er man sikret første klasses underholdning hele aftenen og de næste mange uger med.


Der er en vis poetisk retfærdighed i, at de mennesker, der hader julen allermest, selv er med til at få den til at fylde ved at begynde at trashe den allerede. 1:0 til mig og nisserne.

Meeeeerry x-mas. MUHOHOHOOO!

lørdag den 27. september 2008

Se!!


Fiiin! Den måtte jeg få, fordi solen skinnede og jeg var glad:)

På flugt med svejseapperat og dårligt tv.

Det har været en ... interessant nat. Først stjal jeg mit combatprogram tilbage og stak af fra min mor, som havde konfiskeret det. Klip til mig, der opholdte mig i kæmpe rigmandsvilla, hvor jeg blev jagtet af utrolig vred, autonom pige. Herefter flyttede jeg i kollektiv, komplet med urtethe og bollerum. Og endelig befandt jeg mig på en havn, hvor jeg skiftevis flygtede fra rabiesbefængte dyr og arbejdede på et skibsværft. Min opgave her bestod i at svømme rundt i havnen, iført blå Adidas badedragt, og ved håndkraft vende store coastere (alle blå. Nogen ved Maersk marketing er så absolut deres løn værd!) og svejse stålwirere på boven. En slags aqua-marin udgave af Flashdance.

Hvad er der i de piller?!?

(Ps: Kom til at se ti minutter [et kvarter, Red.] af Glamour igår. Hvis jeg ender med at blive afhængig af den usle møgserie, er harakiri eneste tilbageværende mulighed for frelse.)

fredag den 26. september 2008

Ok så. Smerte er åbenbart ikke ALTID bare svaghed, der forlader kroppen.

I det store og hele er jeg tilfreds med min holdning til livet. Jeg har valgt at prøve at have en positiv, fremadrettet indgangsvinkel til tingene, og jeg forsøger at tage ved lære af de udfordringer, jeg lander i. Det kan lyde frelst og pseudo-holistisk, men når jeg er på den anden side af noget, der har været svært, så tager jeg mig rent faktisk tid til at overveje, hvad jeg kan tage med fra situationen, bruge konstruktivt og blive klogere af. Jeg forsøger hele tiden at holde fast i, at jeg kun har det her ene liv, og jeg vil have mest muligt ud af det. Bitterhed, nag og selvmedlidenhed er følelser, der æder dage, du ikke får igen og som kunne være brugt meget bedre.

Den holdning er selvfølgelig ikke kommet af sig selv. Min fortid har på et tidspunkt placeret mig, hvor vejen skiller; hvor jeg har skulle træffe et valg: Enten gemmer jeg mig bag en mur af offerfølelse, bebrejdelse og tusind forklaringer på, hvorfor man ikke kan stille krav til mig. Eller også ser jeg fremad, insisterer på, at det er et bevidst valg at være glad, og stiller mig ud, hvor jeg kan ses - og dermed også rammes. Det er ikke uden konsekvenser, og somme tider gør det ondt, men jeg har hele tiden fornemmelsen af, at det er mig selv, der har magten over mit eget liv. Ansvaret for at indrette det, så jeg kan lide at være i det, hviler på mig - og kun mig. Muligvis hårdt arbejde, men det giver en stor følelse af frihed ikke at være afhængig af, at andre kommer og gør mig lykkelig.

Mit syn på Det Gode Liv har desværre en skyggeside. Jeg kommer let til at foragte mennesker, der klynker og bruger dårligdomme og selvpåført ulykke som skjold til at beskytte sig imod forventninger, egne såvel som andres. Med min hjerne ved jeg godt, at de gør det, fordi de er bange for at tabe, hvis de tager kampen op. Det burde udløse min medfølelse, men jeg må med skam melde, at jeg synes, de er svage. Efter at have tænkt lidt over tingene, er jeg nået frem til, at det er derfor, jeg ikke kan finde ud af at være syg. Jeg vil ikke være svag. Jeg tør ikke slippe tøjlerne, for tænk hvis de glider mig af hænde og jeg pludselig mister, hvad jeg har kæmpet sådan for at opnå.

I søndags blev jeg syg. Tog penicillin og insisterede hele tiden på, at i morgen var jeg klar til job og træning. Onsdag morgen vågnede jeg, havde det stadig af helvede til, men var fast besluttet. Afsted. Gik ind for at sige farvel til finnen, der så undersøgende på mig at sagde, at jeg ikke så frisk ud. Kom til at græde på ham. Forsøgte at forklare, at det ikke er for at spille helt, men jeg VIL ikke være syg. Tog til læge, som var helt kold og ligeglad. Blev stixet og erklæret rask, hvilket fik frygten for at være hypokonder til at slå ud i lys lue. Torsdag tog jeg derfor selvfølgelig på job. Fik det værre og værre, men mindede mig selv om, at jeg var rask. Tog ned og underviste to timer inden jeg til sidst gav mig og ringede til vagtlægen. Mere penicillin. Afskrev dagen som tabt og gik i seng. Vågnede efter en time, og jeg har aldrig, aldrig, nogensinde, ever i hele mit liv haft så ondt. Havde almindelige pamol på badeværelset, men de kunne ligeså godt have stået på månen, så langt var der derud. Begyndte at blive bange for alvor, og ringede til vagtlægen igen igen igen igen, som kaldte mig hid. Nyrebækkenbetændelse (som lyder misvisende blidt), og tilbud om indlæggelse og sprøjter, som jeg takkede nej til. For - nemlig - jeg vil ikke være syg og svag og ynkelig. For så er jeg hende, jeg var, og dem jeg foragter, og det vil jeg ikke være.

Somme tider kan man komme til at overgøre en god ting.

torsdag den 25. september 2008

For fanden Julie!

Urban har interviewet alle elever i en gymnasieklasse om deres forhold til stoffer. Gymnasiet er nævnt ved navn. Klassen ligeså. Der er billeder af hver enkel elev. Under Julie, 17 år kan man læse:

Jeg har aldrig selv prøvet,
men min kæreste har prøvet alt,
fra hash til ecstasy. Hans to
venner dealer, og de tager
selv til mexico og henter stofferne.

- og julie er single igen...

Back in business.

Jeg får mit første skema fra min nye arbejdsgiver i dag. GLÆDER mig! Bliver simpelthen så godt at få lov at bruge mit hoved igen, og komme tilbage til mine søde kolleger. Får godt nok lidt panikangst, når jeg kommer til at tænke på, hvor rusten man bliver på ½ år. (Fuck mand. Seriøst: Tænk hvis jeg overhovedet ikke kan huske at tale tegnsprog??)

Jeg har 4 dage tilbage på min nuværende pind, og jeg har været glad for at være her. Det har været nødvendigt med et halvt år i helle, og der er bestemt ting ved dette job, som jeg ville ønske, at jeg kunne tage med. Jeg kommer til at savne at have min egen kurv at rulle mig sammen i. At kunne påtage mig en opgave, løse den og gøre den helt færdig. Selv. At kunne tage lige præcis det tøj på, jeg har lyst til (går godt nok stadig mest i jeans, sorte trøjer og hoodies. Men altså. Jeg kunne tage tern og prikker på, hvis jeg havde lyst.) At have de samme, søde kolleger hver dag, som har forskellige uddannelser og som aldersmæssigt spænder fra 23 til 55 år. Og endelig har det givet et tiltrængt pusterum at kende sin arbejdstid på forhånd, hver eneste dag, uge ud og uge ind.

Men jeg er klar til at komme tilbage til, hvor det gør en reel forskel om jeg kommer på arbejde eller ej. Hvor jeg aldrig ved, hvad næste uge bringer. Hvor der er variation, cykelture hen over dagen og hvor der stilles krav. Jeg glæder mig til igen dagligt at høre ting, der gør mig klogere og møde mennesker, der til stadighed forbløffer mig. Hvor jeg får lov at gøre det, jeg selv mener, jeg gør bedst; fordi jeg elsker det. Jeg har savnet det. Jeg glæder mig til at komme hjem.

tirsdag den 23. september 2008

Trähnung macht frei.


Hvis jeg var direktør hos Les Mills, ville jeg nok lige tage en hurtig snak med marketing. Det ER faktisk muligt at lave billeder af sunde mennesker, der ikke leder tanken hen på Det 3. Rige...

Hvordan fanden gør de??!

Har lige set et afsnit af Glamour. (Hvad!?! Ja, prøv DU at blive ved med at finde på noget at lave!!) Jeg fulgte lidenskabeligt med i serien, da jeg var 12. Det er så mange år siden, at man faktisk skal bruge begge hænder OG fødder for at tælle dem. En af hovedpersonerne, Brooke, skulle dengang forestille at være midt-/sidst i 20'erne. I dag, 18 år - A-T-T-E-N - år - senere, ligner hun en på max 31.

18 år reduceret til 6.

Præcis hvor dyrt er det der botox?

Smerte er jo bare svaghed, der forlader kroppen.

Jeg tror måske, at jeg indeni er lidt en mand. I hvert fald når jeg er syg. Jeg er så ufattelig ringe til at være syg, at jeg selv bliver helt forbløffet over det.

I fasen op til opfører jeg mig som et overtræt damp-barn, der spæner rundt på væggen mens jeg insisterer på, at jeg ikke er træt, ikke vil i seng nu, og I HVERT FALD ikke er ved at blive syg!

Når jeg ikke længere kan undslå mig, bliver næste kamp at undgå at skulle til lægen. Jeg afskyr det noget så inderligt. Venteværelset med syge mennesker, der ser ud til at befinde sig i den terminale fase af ebola. Lugten af sygdom og blade med artikler om Kronprins Frederiks forestående konfirmation. Min læge; en stramt udseende dame, som altid insisterer på at undersøge mig, hvilket jeg finder særdeles unødvendigt, eftersom jeg fra min position i døren har forklaret hende, at det ikke er noget alvorligt, og at hun bare skal udskrive et glas piller.

Så på apoteket sammen med resten af Camp Pathetic. 74 års ventetid fordi damerne i grønt insisterer på at forklare pensionisterne hemmeligheden bag succesfuldt indtag af vitaminpiller.

Endelig hjemme, hvor jeg (hvis sandheden absolut SKAL frem), nok godt lidt kan mærke, at jeg fungerer på nedsat kraft. Jeg keder mig bare så utrolig meget. Kan jo godt lave ting, hvis jeg bare er i nærheden af et toilet, og har mulighed for at lægge mig i fosterstilling en gang i timen. HADER ikke at kunne træne. Bare lidt. Ligeså forsigtigt. Men kunne godt høre på omgivelserne i går, at ingen var specielt imponerede over min plan om job og træning i dag. (Finnen tilbød hjælpsomt at knock out’e mig, inden han tog på job.)

Nu sidder jeg så her i penicillin og træningsbukser. Og har det næsten ok. Tror faktisk godt, at jeg kunne have trænet, hvis det var. Men jeg er nødt til at smutte nu. Skal lige ligge lidt ned.

torsdag den 18. september 2008

Heksen og holdningen til glasset.

Min venindes veninde (*bing* Hvad er: ”Den mest sagte sætning på Spørg Om Sexsygdomme"?) brokker sig. Ikke bare den slags brok, der følger med oprydning i hovedet, hvor man med højtaleren slået til bjæffer lidt over ting, der ikke har fungeret i dagens løb. Virkelig Brokker Sig.

Det skal siges, at hun ikke sidder med bordets bedste hånd. Hun er gået ned med stress et par gange, hvilket måske/måske ikke har været skyld i celleforandringer, der krævede en ikke særlig sjov operation. Hun har mistet sin far og hendes mor bruger hende mere, end hvad virker rimeligt, når man tænker på, at hun trods alt stadig ER datteren. Hendes barn har en af bogstavsygdommene, hvilket giver ham nogle ret svære dage i skolen. Manden har tilsyneladende en hvid pind, han stikker i munden, når hun har mest brug for ham, og derudover lyder det til, at han er bedst til at tage hensyn til sig selv.

Men altså. Hendes negative indstilling er overvældende. Jeg har mødt hende en del gange, og jeg ved, at det ikke bare er min veninde, der er oversensitiv. Det bliver ved og ved og ved. Glasset er ikke bare halvtomt. Det er skåret, trænger til at blive vasket, indholdet er surt, og der er ikke mere sulfo.

Nogle vilkår i tilværelsen er givede på forhånd, og dem kan man ikke ændre så meget på. Det er absolut tilladt at have dage, hvor man trænger til at blive aet og bekræftet i, at det er urimeligt. Problemet er bare, at hun træffer virkeligt dårlige valg. Hun søger jobs, der med tusinde procents sikkerhed vil få stressen til at bryde ud igen på rekordtid. Hun bliver ved med at placere både sig selv og sin familie i situationer, der er dømt til at gå galt. Dårlige valg skaber dårlige resultater. Og så er det altså lidt svært at acceptere, at hun bliver ved med at sætte sig på al taletid, når der er venindekaffe. Hvis du aldrig spørger til andre, mister de interessen for dig. Hvis der altid vælter gift og selvmedlidenhed ud af din mund, når du åbner den, kan du ikke forvente, at folk stadig hører efter, den dag du virkelig går ned. Hvis du pisser i modvind bliver du våd. Med mindre du er smart nok til at pisse i glasset, selvfølgelig. Der burde være plads nok.

Greeat offer, ay?

Prøv at se, hvor heldig jeg er:

JOB OFFER IN TEXACO'S EXPANSION OF THE CAPTAIN FIELD OIL PROJECT, SCOTLAND
You are hereby notified that your qualifications and experiences were foundsuitably for the requirements of TEXACO'S PHASE 2 EXPANSION OFTHE CAPTAIN FIELD OIL PROJECT, from Lochside, 10 km north of Montrose, toAberdeen's gas compressor station at Garlogie. Scotland.

Og ikke nok med, at jeg er fundet egnet – jeg er blevet decideret headhuntet. Jeg har hverken sendt ansøgning eller CV; det til trods har de fundet mig derude, og de vil have mig! Det varmer en gammel kyniker som mig, der ellers mener, at det eneste, der kommer af sig selv her i livet, er lus og lange negle.

Der er søuhyrer og whisky. Der er pæne gamle bygninger. Hvis de kan få Sean Connery til at komme forbi og sige: ”Greeat arss, lassie”, tror jeg sgu, jeg tager det.

Helt ærligt! Part 2:

Jeg gjorde det. Besudlede mit pure sind med underlødig skandaletv. For de, som holdte stand og stadig er uberørte, kan jeg oplyse, at gæsten i Sandhedens Time igår var en 24-årig soldat, der havde forældre og kæreste med i studiet.

For 10.000 kr. fik Danmark at vide, at han:

- tænkte på sin eks-kæreste, når han have sex med sin nuværende kæreste.

- som i øvrigt ikke var det bedste sex, han havde fået
(- men formentlig det sidste.)

- ikke mente, at hun ville blive en god mor.

- havde stjålet fra sine soldaterkammerater.

- havde haft en ’homoseksuel oplevelse’.
(Pinefuldt klip til hans far, som med rædslen aftegnet i alle træk forsøgte at slå det hen med, at det jo kunne ’dække over så meget’.)

(Hans kammerat buzzede sprøgsmålet ”nød du din homoseksuelle oplevelse”, så han ikke skulle svare på det – hvilket jo unægtelig får én til at spekulere på, hvem han havde den med…)

- røg hash regelmæssigt.
(Hvilket sikkert ikke er et problem for en soldat, der stiler efter en karriere ved politiet.)

- har en eks-net-date, som er gravid og påstår, at barnet er hans.
(Pinefuldt klip til hans mor, der stift smilende insisterede på at være stolt over at have opdraget ham til at påtage sig sit ansvar.)

- havde været sammen med en prostitueret, mens han havde en kæreste.
(Travl fyr. Hvordan finder han overhovedet tid til at være udstationeret?)

- havde sparket en høne ihjel.
(Dyremishandling. Side 1, første linie i Den Store Bog om psykopaters barndom.)

- ville torturere andre, hvis hans job krævede det.
(Har nogen set min frie vilje? Den var her lige før?)

Kan meget vel blive de dyreste 10.000, han nogensinde har tjent.

onsdag den 17. september 2008

Helt ærligt!

Sandhedens Time starter i aften. Bør jeg se det?

Argumenter imod:
- Nægter at støtte noget så amerikansk og fordummende.
- Kan på billederne se, at de har stylet Hjortshøj som Blachman. Det irriterer mig på forhånd.
- Er ude af stand til at følge med i serier. Glemmer det hver anden gang, hvilket afstedkommer manisk søgen på YouTube og/eller meget sene nætter på sofaen, hvor jeg har svært ved at koncentrere mig om det jeg ser, fordi min hjerne står og blinker ”du burde sove nu, du burde sove nu, du burde sove nu”.
- Synes, at det signalerer så signifikant mangel på dømmekraft og IQ, når folk stiller op til den slags, at det nærmest klassificerer dem som handicappede – hvilket gør det direkte uetisk at lade dem deltage.
- Bestyrker min mistanke om, at jeg ikke tilhører DR2-segmentet. (Jeg ville så gerne!)

Argumenter for:
- Der er noget trøstende i at vide, at uanset hvor dårlige valg man træffer, så har man Alle Dårlige Valgs Moder til gode.
- Inde i mig bor en ond, lille djævel, der elsker at se ansigtsudtrykkene hos kæphøje mennesker med dollartegn i øjnene forvandle sig til vantro maske af ’Jegvilikkemere!Jegvilikkemere’. Du har set tusinde afsnit af Paradis Hotel og Temptation Island. Troede du virkelig, at DU kunne snyde producerne eller være den, de ikke røvrender, når de klipper dine udtalelser sammen? Smarten up!
- Man er jo også ligesom nødt til at kunne snakke med og have en kvalificeret holdning til det i morgen, når alle snakker om det. Risikerer faktisk at blive udstødt af fællesskabet, hvis jeg lader være...

Hmm... Uafgjort. Kunne selvfølgelig bare se det i smug og lyve om det.

tirsdag den 16. september 2008

Angst essen Seele auf.

Rimelig mat stemning på jobbet her til morgen. En af mine kolleger mistede sin mand i går aftes. 39 år. Er vi ikke enige om, at man slet ikke færdig med at være her, når man ikke engang er 40? Kan slet ikke forestille mig, hvordan man kommer igennem det, og finder ud af at bygge sit liv op forfra. Hvordan skal hverdagen nogensinde komme til at give mening igen? Fremtiden, som man troede den skulle være, er væk, og erstattet af et mørkt, tomt hul. Stakkels, stakkels min kollega.

Det er mærkeligt, hvordan andres sorg forener og isolerer folk på en og samme tid. Der bliver aflagt mange besøg på de forskellige kontorer her til morgen. Folk sidder rundt omkring og snakker og trøster dem, der kendte ham bedst. Alle er enige om, at alt sættes i perspektiv, og at det, der virkede som et problem i går, er uendelig ligegyldigt i dag. Samtidig er det tydeligt, at noget af det, der chokerer mest, er erkendelsen af, hvor hurtigt der kan ske noget. Vi ved det jo godt, men når lynet slår ned i naboens baghave, gør man øjeblikkelig status over, hvor de mennesker, man holder af, befinder sig. Mens vi trøster hinanden, ved vi, at hver eneste af os er villig til at købslå med de højere magter og give vores sjæl for at holde vores egne fri. Og når mine er fredede, er dine tilbage.

Vi er så små, så små.

mandag den 15. september 2008

7-9-13

Overtro er noget mærkeligt noget. Man skulle synes, at man enten var det eller ikke var det. Ikke mig. Jeg er selektivt overtroisk. Jeg har spildt meget salt uden at få stress over det. Sorte katte holder mig ikke vågen om natten. Knuste spejle er bare irritationsmomenter, fordi lortet nærmest pulveriserer, når det knuses, og dermed er umuligt at feje op.

Frygten for at jinx’e noget, er mig derimod temmelig velkendt. Heldigvis har jeg fundet modgiften til dette ellers så truende fænomen: Man skal bare sige højt: ”Nu sagde vi, at jeg ikke jinxede det ved at tale om det.” På denne måde har man gjort universet opmærksom på, at man er klar over at man kan fremstå som lidt overmodig, men at det jo bare er fordi, man håber rigtig, rigtig meget på noget, så det ville være skidetarveligt at bruge det imod én.

Jeg spiller aldrig Lotto. Det hænger sammen med, at vi – som alle jo ved – får en bestemt mængde held tildelt her i livet, og hvis man bruger det hele på en gang ved at vinde 10 millioner, så stiger risikoen markant for, at der sker noget slemt. Dette betyder omvendt, at man roligt kan spille, hvis man har været igennem noget svært eller hårdt; Universet skylder.

Jeg læste et sted, at vi bekymrer os, fordi vi tror, at det hjælper. Vi mener, at hvis vi tager sorgerne på forskud, er det mindre sandsynligt, at de opstår, og hvis de alligevel gør, så er vi bedre rustet til at tackle dem, fordi vi er forberedte. Hvis vi derimod går grinende gennem livet, så udfordrer vi skæbnen, og har dermed en lille smule fortjent det, hvis det går galt. Måske er det derfor, at overtro, som er en form for standardiseret bekymring, er så udbredt?

I virkeligheden er det jo noget pjat. Det nægter jeg ved nærmere eftertanke at ligge under for. Jeg går ud og køber mig et skrabelod, gør jeg! (Hvis der er gevinst på, kunne vi måske lave en aftale om, at I bliver indedøre, ser jer GODT FOR, hvis I absolut MÅ gå ud, holder jer fra skarpe genstande og sørger for, at I har paramedics standing by? Bare lige til universet kigger den anden vej igen...)

fredag den 12. september 2008

Al indkørsel forbudt.

Kørte bag ved en skolevogn i morges. Hver gang det sker, bliver jeg nærmest religiøs af taknemmelighed over, at det er et overstået kapitel. Jeg hadede det. Både køretimer og teori. Hadedehadedehadede det.

Teorilokalerne med stole, der føles, som om de er lavet af ispinde. Gardiner med mønstre, der er direkte farlige for folk med epilepsi. Alt for skarpt lys og lugten af sved og gammel tobak. Lysbilleder fra 1970 (jeg skriver det lige igen: Lysbilleder. Vil Den Gamle By ikke snart have dem tilbage?) akkompagneret af søvndyssende robotstemme, der snakker om vejgreb, reglen om sammenfletning og højre vigepligt. Mine vitale organer sætter nærmest ud af kedsomhed alene ved tanken om det.

Og køretimerne. Med solariebrun kørelærer med guldkæde og skjorten for langt knappet ned. Kedsomhed blandet med Ad! og panikangst, når man forvekslede speeder og bremse.

Har tænkt mig at køre pænt og promillefrit resten af mit liv. Jeg gør det ALDRIG igen!

torsdag den 11. september 2008

Sad and all alone.

Min msn ligner et evakueret højhus. Hvor der plejer at stå små, grønne mænd og vinke, er der nu bare mørke, tomme vinduer. Folk er på kursus, syge, til møder, udenbys og Ny I Job (= iført pæn, hårdtarbejdende personlighed).

Og det er jo ikke fordi vi har lange korrespondancer kørende (er jo trods alt på det der arbejde), men nu hvor jeg er alene hjemme, er der pludselig 100 ting, jeg skal sige til dem. Vigtige ting. Spørgsmål der kræver svar, her og nu.

Jeg har det, som da jeg var barn, og alle var på ferie. Hvor man trissede alene rundt med sin bold og sit sjippetov og forsøgte at få Antonius og gemmeleg til at fungere.

Kom tilbage!

onsdag den 10. september 2008

It's the end of the world as we know it.

Da jorden jo tilsyneladende har tænkt sig at gå under i dag, er det vel relativt sikkert at skyde en holdning eller to af om politisk korrekthed.

Jeg er træt af folk, der pudser glorie i holdninger, det er gratis at have. Det er absolut fair at være for eller imod en sag eller en person, men når man bare copypaster, fordi man ikke tør mene noget andet end flertallet, så synes jeg, at debatten forfladiges og at racen bliver dummere. Hvis du aldrig tvinges til at argumentere for noget farligere, end hvorfor Vild med dans er bedre en Talent 2008, er der ikke noget at sige til, at hjernen vender sig om på den anden side og sover videre.

Ingen tvivl om at man risikerer vrede beskyldninger, hvis man vover at påstå noget, som går imod den økologiske samtalekultur, som mange stræber så ivrigt efter at være en del af. Men jeg synes ikke, at det er sundt at give køb på nuancerne. Jeg har f.eks. svært ved at tro, at alle de danske kunstnere, der sviner USA og Bush til, har noget særligt indgående kendskab til amerikansk politik. Så lad mig her på verdens sidste bestående dag fremsætte et par politisk ukorrekte holdninger eller mangel på samme:

- Jeg synes, at benzin dufter fantastisk. Det gør diesel overhovedet ikke.
- Jeg er hverken særlig for eller imod prostitution.
- Jeg kan godt lide, at ham, jeg er glad for, pisser territoriet af, når vi er i byen og fremmede mænd lægger an på mig.
- Jeg synes somme tider, at Pia Kjærsgaard har ret i noget af det, hun siger.

Hvis verden stadig – mod forventning – er her i morgen, skal jeg med største fornøjelse forsvare mine synspunkter, når jeg næste gang møder vrede miljøaktivister og rødstrømper derude.

tirsdag den 9. september 2008

Top 5

- over meget vigtige regler, som det tilsyneladende ikke er alle, der har hørt om.

1) Vægtskiver skal sættes på stangen, så den største skive er inderst.
Ud over at det er pænest sådan, vejer vægtene heller ikke det, de skal, hvis de er sat på hulter til bulter.

2) Man må ikke tage sokker på som det første, når man har været i bad.
Bar røv og ankelsokker er så grimt at det fysisk føles forkert. Også hvis man bare ser andre gøre det.

3) Man nifler først og bader bagefter. Ikke omvendt.
Det står i hygiejneloven. Tjek selv.

4) Knapperne i dynebetrækket skal være ved fødderne.
Alle ved, at det er direkte farligt, hvis dynen vender, så knapperne er ved hagen. Fordi det er det bare.

5) Radioen skal skrues ned eller slukkes, når man parkerer.
Kræver lidt forsigtighed at parkere, og bilen kører beviseligt mere vildt, hvis den har musik at gøre det til.

Så er hun vel også jomfru igen?

Kald mig kynisk, men jeg har Britney Spears og hendes pr-agenter under stærk mistanke for at have iscenesat hendes nedtur, så hun nu kan genopstå som renskuret, genfødt kristen. En 10'er på, at der ikke går en måned, før vi ser hende hos Oprah og Dr. Phil, hvor hun med martyrmine øser af sin livserfaring, og helt, helt tilfældigt kommer ind på sin nyligt udgivede biografi og/eller selvhjælpsbog.

mandag den 8. september 2008

Hvad er det, hvor har du været og hvem er hun?

Somme tider har bestemte emner det med at klumpe sig sammen og opstå i mange samtaler på kort tid. Denne weekend er det jalousi, der har været det tilbagevendende tema. Ikke den syge jalousi, der får folk til at ligge på lur i buske i nærhedens af kærestens arbejde for at tjekke, om han spiser frokost med Slutty Ho fra Intern Revision – men den almindelige jalousi, som alle føler fra tid til anden.

For mit eget vedkommende er jalousi ofte forbundet med bestemte situationer. Hvis jeg ved, at ham jeg er glad for, var sin ekskæreste utro til julefrokosten, kan jeg ikke lade være med at have lidt ondt i maven, når han d. 13. december stryger ud af døren til sild, mistelten og kopimaskiner. Jeg er helt på det rene med, at det ingen mening giver. Utroskab er noget, man enten vælger at være eller ikke at være, og vælger man det til, finder man the window of opportunity: Ingen kreativitet slår den, man udviser, når man jagter noget, man gerne vil have, så der er ingen grund til at være hverken mere eller mindre bange for julefrokosten end for en almindelig fredag aften i byen.

Jalousi er noget sjovt noget. I virkeligheden er det bare et udtryk for, at man er glad for den, man er sammen med, og derfor er bange for at miste. Det kan endda være ret bekræftende at blive udsat for; en slags bagvendt kærlighedserklæring. Men når man selv er den, der føler jalousien, er det ikke længere helt så rart. Når angst og usikkerhed vælter ud af munden forklædt som giftgrønne frøer, er det svært at se noget positivt ved det, for operationen foregår ambulant og uden narkose, så man kan med al uønskelig tydelighed se, hvor usikker og besidderisk, man fremstår.

Jeg tror, at de kærester, der - fordi de trænger til bekræftelse - vælger at gøre hinanden jaloux med vilje, risikerer at smadre noget, der ikke kan fikses igen. Hvis kæresten lidt for ofte handler, så man selv forvandler sig til noget, man ikke bryder sig om, kan man til sidst blive nødt til at gå. Trods alt skal man leve med sig selv hver dag, resten af livet.

Når jeg går i byen, har jeg alle dage forsøgt at sætte mine grænser der, hvor jeg håber, at ham jeg holder af, sætter sine. Meget mere kan man vel ikke gøre? Det betyder så også, at jeg somme tider bliver nødt til at stoppe op og huske, at jeg ikke kan tillade mig at blive sur over noget, som jeg faktisk også selv gør. Men det kan egentlig være meget befriende at slippe for en tur på korset. Får så lange arme af at hænge der.

fredag den 5. september 2008

www.getalife.com

Skal man skynde sig at få en hobby, når man har et yndlingskrus på arbejde - og hvisker: "Yes!" og laver lille sejrsknytnæve, hvis det står i skabet, når man kommer?

Alderdommen nu til dags!

Kørte forbi en lille pige i morges. En af dem, der har så tynde ben, at de nærmest ligner vittighedstegninger, og hvor rygsækken er så stor, at det ser ud som om arme, ben og hoved er monteret direkte på den. Blyantstynd hestehale og velcrosko, der blinkede når hun gik. I hånden havde hun en mobil, som højt og gennemtrængende spillede noget MGP-agtigt. Min allerførste tanke? ”Det er da HELT unødvendigt med sådan en, når man er 6!”

Kunne pludselig ikke ret godt lide mig selv. Er det sådan en automat-ting, der sætter ind, når man bliver ældre? At man ikke under børn og unge noget som helst? De har deres uanede mængder af tid og muligheder. Deres store fejltagelser og dårlige valg til gode. Optimistiske, ubesudlede sind. Kække bryster, der stritter - også når de ligger på ryggen.

Misundelse, du. Det er den eneste forklaring, jeg kan finde på, at vi rager elektroniske goder, bussæder og hævdvunden ret til os med krogede, gigtplagede fingre.

torsdag den 4. september 2008

Ekstra Bladet i dag:


Er jeg den eneste, der øjeblikkeligt tænker, at det må være de to mega uhyggelige tvillinger fra X-faktor?

onsdag den 3. september 2008

Effektivt urtegøgl.

Som tidligere nævnt døjede jeg hele sidste efterår med et helbred, der ville have resulteret i en aflivning, hvis jeg havde været en hest. For 14 dage siden kørte 3 x 34 igen op foran min dør, og svedende flyttemænd i beskidte undertrøjer begyndte at bære store kasser med underskud og baciller ind. Bjæf, feber og øm hals. Men mandag aften spiste jeg 6 af de her:


og - dadadaaaaa *fanfare-smiley* - tirsdag vågnede jeg, frisk, klarøjet og elastisk i lungen. De virker. Ama'r halshug.

Trist heks.

Når man kender mig i dag, kan det virke lidt mærkeligt, men jeg har altid været bange for at være i vejen. Jeg er specialist i at gætte behov, før de opstår, og jeg kan godt lide at gøre små ting for folk, så de bliver glade. Somme tider betyder det, at jeg kommer til at fremstå, som om jeg ikke forholder mig til min omverden, men bare tager imod og bøjer af. Somme tider betyder det, at jeg kommer til at give udtryk for, at noget som sårer mig dybt, ikke betyder noget. Mærkeligt nok tør jeg altid sige fra, når jeg bliver vred, men når nogen gør mig ked af det, kan jeg ikke finde ud af at sige det til dem.

Som da jeg inviterede en for mig vigtig person til en for mig vigtig begivenhed – og vedkommende afslog, fordi det var for langt at køre på en hverdagsaften. Det er 7 år siden, og jeg bliver stadig ked af det, når jeg tænker på det. Eller da jeg skulle til en meget svær samtale, og sagde nej tak til at have en ven med. Udelukkende fordi jeg ikke turde være i vejen. Og blev ked af det, da staklen forholdte sig til, hvad jeg rent faktisk sagde, og ikke tog med.

I mit hoved er reglerne nemlig sådan, at folk kun bliver hængende, hvis jeg er en poleret, perfektioneret version af Veninden/Kæresten/Datteren uden kanter og modhager. Det lyder som en bebrejdelse. Det er det ikke. Ingen kan gætte, hvad jeg tænker, så den eneste, jeg kan adressere takkekortet til, er mig selv.

Så har jeg jo selvfølgelig også noget, jeg kan tørre øjnene i.

tirsdag den 2. september 2008

Top 5

over eks-kendte, jeg somme tider tænker på. Hvor mon er de i dag?

1) Limahl.
Man har jo ikke sådan rigtigt hørt mere til ham efter The Neverending Story. Går han stadig rundt derude et sted med frisuren, der har inspireret den tyske bundesliga og hockeyspillere over hele verden?

2) Ricky Lake.
Er hun blevet tyk igen? Synger folk ’Go Ricky! Go Ricky!’ efter hende, når hun går rundt i Wal- Mart? Har hun en Oprah-dukke, hun sidder og stikker nåle i, mens hun spiser is af en 2 liters bøtte med en grydeske?

3) MC Hammer.
Han var en af de første, der tjente penge på at tage for store bukser på, tage trøjen af og synge en sang, der primært handlede om, hvor fed en person han var. Alligevel er han helt forsvundet. One hit wonder. Løber han desperat rundt i LA’s gader og råber: ”I didn’t mean it! You can! You CAN touch this! Please do! Touch it! Touchittouchittouchit!!”?

4) Trommeslageren fra Def Leppard.
Han må være træt af samtalerne hos AF. ”For ti tusinde gang: Ja! Jeg var trommeslager! Ja!! Med én arm!!”

5) Nena.
Kvinden bag den eneste tyske sang nogensinde, der holder 100%. Fik hun nogensinde rettet sine tænder? Lignede jo fandme en RAF-aktivist, der ved en fejl havde smidt splinten i stedet for håndgranaten.

mandag den 1. september 2008

Stop så!


Er der en dyrelæge til stede?

Kan se i avisen, at man fra i dag kan købe narkotests i Netto. Jeg har mere brug for at vide, hvor man kan købe narko. Noget, der effektivt kyser denne her supposed-to-be forkølelse på flugt. Sidste efterår brugte jeg 3 måneder på at pudse næse, små-gø og have ondt i halsen. Nok til at være generet af det. Ikke nok til at kunne forsvare at melde mig syg. Svært at finde overskud til at køre den mørke tid i møde, når motoren ustandseligt sætter ud på den ene cylinder.

Og nu er den så gal igen. 1. september og jeg har allerede unaturligt stærke halsmuskler af at holde hoved, når jeg nyser. Er i fare for at selvantænde, når feberen med jævne mellemrum flagrer forbi. Lyder som Ritt Bjerregård, når jeg taler, fordi jeg hele tiden er nødt til at rømme mig.

Jeg NÆGTER at copypaste Fall 07! I lørdags valgte jeg i desperation at psykopattræne i 5 timer i håb om, at det ville få bacillerne til enten at tage flugten eller bryde ud i lys lue. Resultat? Er stadig semi-forkølet, men nu med den detalje, at jeg har pisseondt i hele kroppen og er så overtræt, at min nattesøvn er gået i vrede.

Nu sidder jeg her på min pind og ligner en panda. (Eller en vaskebjørn? Whatever. Noget med sorte ringe om øjnene.) Slap i betrækket. Trækker vejret gennem letåben mund. Bjæffer som fucking kongepuddel.

Så skyd mig dog.