lørdag den 30. august 2008

Kl. er 10.20 og jeg har:

- Gjort rent.
- Skiftet sengetøj.
- Vasket tøj.
- Afkalket kogekande.
- Afkalket bruser.
- Monteret ny lygte på cykel.
- Ryddet op i mine skabe på badeværelset.
- Farvet øjenbryn.
- Ordnet fødder.

Og nu kører jeg ned og træner. Bliver svært at cykle, når man har travlt med at high-five sig selv.

fredag den 29. august 2008

They made me an offer I couldn’t refuse.

Jeg har sagt op. Blev for 14 dage siden ringet op af The Artist Formerly Known As Boss, som spurgte, om jeg havde lyst til at mødes til en kop kaffe og en snak om fremtiden. Sagde ja tak og gjorde status.

Jeg har siddet, hvor jeg gør siden 1. april. Da det er et vikariat, har jeg hele tiden vidst, at det egentlig bare skulle fungere som hylde, hvorpå jeg kunne sidde og dingle lidt med benene, mens jeg overvejede indholdet af min fremtid. Jeg har truffet nogle beslutninger, mens jeg har siddet her, som betyder, at min hverdag ved siden af jobbet i dag ser anderledes ud, end den gjorde tilbage i marts. Jeg har kigget på, hvordan jeg prioriterer at bruge min tid – og justeret, hvor det har været nødvendigt. Jeg har givet mig selv mulighed for at trække vejret og træde et skridt tilbage, hvilket har givet et klarere og mere realistisk billede af det fag, jeg valgte at sætte på hold. Det har ændret sig voldsomt, siden jeg blev uddannet for snart 7 år siden, og til sidst gik det hele så stærkt, at jeg var for rundtosset til at kunne finde fodfæste. Jeg har haft brug for pause.

Jeg har haft et halvt år til at tænke i og jeg har brugt det. Og derfor har jeg takket ja til jobtilbuddet, jeg fik i går. Jeg er tilbage. For som Finnen sagde til mig: ”This is what you were trained to do.”

torsdag den 28. august 2008

Gåde:

Hvad er værre end at høre en af verdens mest trælse sange Sweet Home Alabama i radioen?

Svar: At høre fantasiforladt wannabe-version af selvsamme sang, indspillet af gnom med langt hår og hat, der - om muligt - er dårligere end originalversionen *hadefuld-smiley-der-spytter-på-radioen*

I medgang og modgang – til teknologien jer skiller.

I går kunne man læse følgende i MetroXpress:

"Aldrig har danskerne været så ængstelige for, om partneren er tro, lyder det fra både parterapeuter, præster og privatdetektiver."

I artiklen kunne man læse, at det er tanken om utroskab, der er ødelæggende for forholdet, mere end det er de faktiske begåede gerninger. BlumLab laboratorier kan fortælle, at når folk hjemmetester mystiske dna-spor (er løbet kørt, fristes man til at sige…), frikender langt de fleste tests den mistænkeliggjorte partner.

Ifølge præst Anna Mejlhede er forklaringen på vores frygt, at: ”Troskab er blevet den sidste bastion, man kan måle forholdet på. Om det er godt eller ej. Men det er mindst lige så vigtigt at elske og ære sin partner. Og folk er blevet mere tro. Ikke fordi det er forkert at være alene, men fordi det er en falliterklæring at blive skilt; at man ikke prøvede nok.”

Det lyder lidt søgt og teoretisk i mine ører. Hurtig håndsoprækning: Hvor mange er bange for at deres partner er utro, fordi de synes, at det ville være en falliterklæring at blive skilt? For de flestes vedkommende tror jeg, at det handler om, at vi er smerteligt bevidste om, hvordan vi alle vader rundt i en konstant tilgængelig buffet af tilbud.

Facebook er som skabt til at distanceflirt. Vi bliver bekræftede, når gamle flammer kontakter os, men samtidig er det så udbredt og uskyldigt, at vi kan forsvare det overfor både os selv og kæresten. Jeg ville blive forbløffet, hvis nogen kan fremvise en venneliste, der ikke indeholder et eneste tidligere sovedyr. Det behøver der ikke ligge noget i overhovedet, men fb betyder, at vi i langt højere grad end tidligere kan forholde os til kærestens fortid.

Hvis forholdet skranter lidt, og kæresten tilføjer nye fb-venner af modsatte køn i en uendelighed, tror jeg at de fleste, uden at anstrenge sig særligt, kan oppiske lidt paranoid grundangst over det. Og hvor man tidligere skulle starte fra 0, med indledende flirt og test af er-du-på?/er-jeg-på?-signaler, hvis man havde tænkt sig at være utro, har man i dag både fælles referenceramme og mulighed for at følge med i potentielle sidesprings gøren og laden, når man er fb-venner. Man er ovre de indledende strækøvelser, allerede når man støder på hinanden i byen, og hvis ikke man træder varsomt, risikerer man, at A ender med B, fordi betænkningstiden således er blevet markant kortere. Man skal være vågen, hvis man skal nå at trykke på Esc.

Mobilen er også som skabt til at skabe mistro og frygt. De færreste synes, at der er noget galt i at sms’e lidt frem og tilbage, men det er svært at sætte en grænse for, hvornår man bevæger sig ud, hvor isen begynder at knage. Skal man studse over det, hvis kæresten skriver med en kollega af modsat køn kl. 23 om aftenen? Hvor mange sms’er er for mange til, at det er normalt? Må man spørge hinanden om, hvem der skriver? Og hvad de skriver? Falder det i Privatlivets Fred- eller Hemmelighedskategorien?

Jeg aner det ikke, og jeg tror ikke, at jeg er alene. Netop det, tror jeg, er grunden til, at vi frygter utroskab så meget. Læbestift på skjorten og mystiske kvitteringer er ikke længere alene om at indikere, at something måske is rotten in the state of Denmark – men de nye indikatorer er sværere at tolke på, fordi de rent faktisk kan være ganske uskyldige. Uheldigvis kan mistanken alene ende med at være ligeså ødelæggende for forholdet, som utroskab ville have været. Måske fordi de begge ødelægger den vigtigste grundingrediens i et godt forhold: Tillid.

Summer's gone.

Kulden nappede lidt uvant i kinderne, vinden var køligere, end den plejer at være, og solen pyntede mere, end den varmede. Jeg nød at cykle gennem byen på årets første efterårsmorgen.

tirsdag den 26. august 2008

Desperation Royale.

I fredags var jeg på kasino for første gang i mit liv. Jeg brød mig ikke ret meget om det. Det havde formentligt været sjovere, hvis jeg rent faktisk havde haft råd til at være der, men ud over det, synes jeg, at det var en lille smule creepy.

Der sidder nogen sølle skæbner sådan et sted. Jeg havde forventet glamour, store armbevægelser og cocktails. Det var der ikke meget af. Der var en lille håndfuld jet-settere og købedamer til stede, men ellers var der mest ensomhed, desperation og distriktspsykiatri.

Ved de enarmede sad en mand på min fars alder med svedskjolder under armene og en lille bog, hvori han manisk noterede sine resultater. Ved vores bord sad en kineser uden en eneste tand i kæften, hvis dansksproglige kundskaber ikke strakte sig længere end til at sige ”Gammel dansk” til tjeneren. For hvert 15. minut fik vi ny croupier, men de lignede hinanden til forveksling: Alle havde de teflonsmil, stivede flipper og kunstig overfladeoptimisme, der var en tilhænger af planøkonomi værdig. Alle udstrålede de, at de jo ikke kunne lægges til last, hvis folk ikke kunne styre sig, men spillede det hele op.

Lige så sjovt som sjusser, glimmer, lys og stærke farver er, når man fester sammen – ligeså trist og forkert tager det sig ud, når nogen sidder i det alene.

mandag den 25. august 2008

Die! Sons of Bitches!

Jeg hader DSB. Ikke bare ’kan ikke lide’. Længe forbi ’bryder mig ikke om’. Hader dem. Rent, ufortyndet 24 karats had.

Efter at have afviklet to kurser, der involverede en del fysisk aktivitet, på én dag, indfandt jeg mig, gammel, slidt og med blodsukker på 2, på hovedbanen søndag kl. 16.45. Fryden over udsigten til 3 timer i tog var til at overse, men da 17-toget er Afgangen Fra Helvede, hvor ALLE skal hjem, havde jeg naturligvis været på forkant med udviklingen og bestilt pladsbillet på hvilekupe.

Mens jeg ventede, kunne jeg følge med i, hvordan lyntoget til Århus, der efter planen skal køre 16.50, blev mere og mere forsinket. Flere af de folk, der ville have været med det, begyndte at sive over på vores perron. 16.57 var jeg så forelsket i min pladsbillet at jeg havde lyst til at gifte mig med den.

16.58: Tog ankommer. Nå. Vogn 51 & 52 er åbenbart ikke koblet på endnu.
16.59: Ok, det er lidt mærkeligt… Burde de ikke i det mindste være på vej?
17.00: ”Undskyld, men holder vogn 51 i et andet perronafsnit end det, der står på tavlen?”

Nej. Det gjorde den ikke. Den var nemlig pillet af. Men jeg ”kunne få refunderet min pladsbillet”. Skide fucking tak, din møgklovn! De 20 kroner vil være en stor trøst, når jeg STÅR OP HELE VEJEN TIL ÅRHUS!!! *smiley-der-er-i-overhængende-fare-for-at-selvantænde-af-arrigskab*

17.01: Nå. Men i det mindste er vi så mange, at man ikke skal bruge kræfter på at holde balancen. Står nærmest i spænd.
17.10: Lyntog på modsatte side af perron kører. Thank God. Så kan vi komme af sted.
17.15: Hvorfor. Kører. Vi. Ikke?!
17.18: ”Her er togets personale. Vi skal beklage, at vi stadig holder her. Vi har lige opdaget, at der ikke er en lokofører ombord på toget. Det... ved vi ikke lige, hvad vi skal gøre ved. Vi vender tilbage, når vi ved noget mere.”

Kan ikke rigtigt beslutte mig for, om jeg skal slå nogen ihjel, begynde at græde eller selv tilbyde at køre toget. Vil hjem. Vilhjemvilhjemvilhjem.

17.30: Og ENDELIG! Vi er på vej.

20.50. Efter 3 timer i selskab med 9. klasse fra Øse Efterskole, som brugte tiden på at råbe til hinanden for at overdøve musikken fra 3 forskellige telefoner, mens nogen snavede højlydt, og andre hjalp hinanden med at ordne hår med fladjern og lak, havde jeg lyst til at falde på knæ og kysse asfalten, da jeg snublede ud af toget. Jeg vil have bil!

fredag den 22. august 2008

Nå. Men jeg har store nåle.

Finnen har i sin omgangskreds en fyr, der sidder (på) inde med Alle Argumenters Moder: Hvis han er ved at tabe en diskussion, trækker han på skulderen og siger: ”Nå. Men jeg har en stor pik.” Åbenbart lukker dette udsagn effektivt for al videre diskussion, og alle andre hanner bøjer sig efter sigende for det.

Findes der en kvindelig pendant? Spurgte de andre hekse i går, mens vi stod og klædte om. Følgende blev foreslået – og afslået:

”Nå. Men jeg har gode nødder.” (Lad os være ærlige. Vi er 30+.)
”Nå. Men jeg er dyb.” (Hej. Jeg er Det Bundløse Hul.)
”Nå. Men jeg har en stor mis.” (Ad. Lyder som om man kan lease den ud som tunnel til metroen.)

Hmm. Lader til, at vi fortsat må forlade os på de gamle klassikere: Tårer og voodoo.

torsdag den 21. august 2008

Heksen, elastikken og støvsugeren.

Ind imellem skulle man tro, at vi tilhørte et folk, der indtil for ganske nyligt havde været undertrykt af grum og ondsindet overmagt. Det ville i hvert tilfælde forklare, hvorfor der hersker en udpræget tendens til, at mage insisterer på at gøre, hvad de føler, at de har ret til. Det sjove er bare, at de fleste synes at mene, at de både må gøre, som de vil, og samtidig har krav på omverdenens forståelse for det.

Et langt stykke hen af vejen synes jeg, at det er fint, at folk er ærlige både i ord og gerning og gør, hvad de har lyst til. Det er nemmere at arbejde med, og du risikerer ikke pludselig at få et møgfald, fordi folk føler sig udnyttede over at give dig noget, som de egentlig kun vil af med, hvis de får taknemmelighed til gengæld. Men når jeg holder på min ret til at udvise en bestemt adfærd, så må jeg også acceptere, at det kan påvirke andres syn på og følelser for mig.

Hvis jeg begynder at synes, at loyalitet og kærlighed er noget selvfølgeligt, og noget jeg har krav på, uanset om jeg gør noget for det, eller om jeg bare rager til mig, så synes jeg faktisk ikke, at jeg har fortjent nogen af delene. Ingen kan lide fornemmelsen af at blive taget det for givet. Ingen gider være den sure kæreste, eller den, der bliver behandlet som et barn. Ingen gider tage imod ordrer eller tvinges til at støvsuge, når det passer den anden. Ingen gider gøre det hele selv.

De fleste af mine veninder skændes ikke med kæresten, fordi det oftest er dem, der laver mad og vasker tøj. De skændes med ham, fordi han tager for givet, at de gør det. Modsat hvad en myte, der nægter at dø ellers hævder, kender jeg ikke mange piger, der drømmer om at være bossen i forholdet. De vil hverken have en far eller en søn; de vil have en wingman.

De arbejdspladser, hvor cheferne stiller mere og mere ekstreme krav til medarbejdernes fleksibilitet og indsats uden at ville give noget den anden vej, begynder medarbejderne selv at regulere ved at sætte hælene i og pludselig kun levere, hvad der er absolut nødvendigt for at forblive ansat. To skridt frem og tre tilbage.

På kort sigt kan det virke som en god ide at prøve at øge sine resultater ved at stramme skruen en ekstra gang. På kort sigt kan det være behageligt at få masseret egoet ved at have gamle døre til at stå på klem eller lade sig servicere og varte op. I længden er det bare som oftest sådan, at hvis man hiver for meget i elastikken i den ene ende, så ender den med at sprænge i den anden.

tirsdag den 19. august 2008

Uuh, I'm crazy and I'd like to kill..

Hvorfor er det aldrig gode sange, der sætter sig fast i hjernebarken? Eller bare - som minimum – sange, man kan mere end én linie af? Har siden torsdag været hjemsøgt af skabet børnestemme, der synger: ”Uuh, I’m happy, and I like to sing”. Hvorfor? Ser ikke så meget TV, at reklamejingler burde kunne nå at sætte sig fast. Finnen har i det mindste et repertoire, så man kan zappe. For tiden kan vi vælge imellem et semi-depressivt Johnny Cash nummer, et Volbeat-trommepotpourri og Nina Simone, der synger om døde slaver. Prince of Darkness. Jeg er bare stuck med soundtracket til et salgsfremstød for mel.

Nå. Trods alt må den roses for at have udslettet Jamaica Jamaica.

……..

”Den dag jeg kom med et skib til Jamaica…”

Du får tusinde kroner, hvis du skyder mig.

mandag den 18. august 2008

Irritabel top 5

over spørgsmål, jeg er træt af:

1) Er tegnsprog internationalt?
For sidste gang: NEJ!!! Og de døve er LIGEGLADE med, at du ikke synes, det er smart.

2) Hvorfor skal det være så dyrt at træne i fitnesscenter?
Fordi det er en f-o-r-r-e-t-n-i-n-g. Som i: Ejerne vil gerne tjene penge. Bare fordi det er sundt, betyder det ikke, at det er noget, du har krav på.

3) Hvorfor kan du ikke lide lam?
Fordi det smager vammelt. Jo, det gør. I min mund gør det. Og nej – det er ikke fordi, jeg bare ikke har smagt det, som du laver det.

4) Vil du bruge 5 minutter af din tid på at hjælpe torturofre/sultende børn/truede dyrearter?
Nix. Om jeg så havde udsigt til at blive 10.000 år, ville jeg ikke ofre ti sekunder på en selvtilfreds stalker som dig. Men du er velkommen til at henvende dig igen, når du mener det så meget, at du arbejder gratis.

5) Er latten varm nok?
Når jeg beder dig lave den ekstra varm, og du siger ’ok’, så antager jeg, at du gør det. Når du så bare varmer mælken op til de sædvanlige 80 grader, og langer den over disken med en kommentar om, at ’den kommer til at smage af risengrød, hvis den varmes yderligere op’, bliver Termomunden Linda så træt, så træt *smiley-der-fortvivlet-lukker-øjnene-og-tæller-til-ti*. Hæld kanel og smørklat i for all I care, men lad være med love at lave den ekstra varm, hvis ikke du har tænkt dig at gøre det.

søndag den 17. august 2008

Gi'r du en kleenex, Daisy?

Jeg har brugt søndagen på at tude over ting, der ikke har det fjerneste med mig eller mit liv at gøre. Jeg aner ikke hvorfor.

Det startede med, at jeg sad og rodede på You tube, og pludselig kom i tanke om, at jeg godt ville se ham spastikeren, der dansede Timberlake i Talent 2008. Alle taler om det, og jeg hader at være udenfor. Glad for, at jeg var alene: Det var ikke noget kønt syn, da mine mundvige forsøgte at mødes under hagen. Og først blev jeg vildt glad for, at han gik videre (hvilket jeg vidste på forhånd, eftersom det har været i alle aviser. Alligevel sad jeg og holdte vejret, da dommerne skulle stemme. Christ altså. Det er folk som mig, der går ind og ser Titanic, og bliver overraskede over slutningen.). Men ikke så snart var klippet slut, før jeg kom i tanke om, at han nu skal øve helt vildt for at være med næste gang. Og hvad nu, hvis de bare lod ham komme med, fordi han er handicappet? Og han ryger ud næste gang? Og hele hans livsdrøm falder til jorden, og han har det endnu værre end før, fordi han nu både er handicappet OG desillusioneret? Så kom jeg i tanke om, at det er skidestrengt at sidde og have ondt af ham, for det er meget politisk ukorrekt, og diskriminerende og alle de andre fy-ord. Så græd jeg lidt over det.

Efter at have tørret øjnene, læste jeg resten af min bog; chick-lit af allerværste skuffe. Meget overraskende fandt overklasseheltinden og den fattige, men pæne og overordentligt sympatiske arbejderklassefyr sammen til sidst. Flere tårer.

Besluttede at jeg ikke var til pæn brug, og satte mig til at glo fjerner. Endte med at hyle over et afsnit af Ghostwhisperer. Havde fornuft nok i hovedet til at undlade at se Nyhederne.

Hvis jeg var prins Henrik ville jeg være på vagt: Der er en ny tudeprinsesse i byen.

Proteintilskud.

- men det kræver, at du sluger....

lørdag den 16. august 2008

Det er mig med styrthjelmen.

Er lige gået forbi et spejl. Blev mismodig. Troede forleden, at min allergi måske ikke opdagede, at jeg spiste nødder, hvis bare jeg spiste dem vildt hurtigt og undlod at kigge direkte på dem under indtag. Pizza monteret på hals viser nu, at det gjorde den. Ulla Terkelsen med pubertetshud. Charmerende.

fredag den 15. august 2008

Shhhhh.

MEGET stille på kontoret her til morgen. Kontorroomie har føjtet rundt til Infernalkoncert i Silkeborg hele natten *meget-misundelig-smiley* og nogen glemte at sende mig hjem i seng i går aftes. Finnen og jeg har begge svoret, at vi forsager Den Onde Drue i hverdagen, og det er gået rigtig godt i to hele dage. Men altså. Når man har brugt en hel, kedelig dag på langs, og endelig kan gå ud, får fantastisk marokkansk mad på superhyggelig restaurant (Rick’s på Frederiks Allé. Go visit), og tjeneren anbefaler vin, der passer til, så er det jo decideret uhøfligt ikke at bestille en flaske (to). Og når man bagefter cykler lidt rundt og fordøjer, og en træt cykel stikker forhjulet ind på Bartels for at hvile sig, kan man ligeså godt nappe en cocktail, mens man venter. At restitutionstiden for jernheste viser sig at være lidt længere end forventet, er jo bare sort uheld.

Så der er ingen fællessang på Blå Stue i dag. Ingen kampråb. Der er til gengæld bødestraf og springskaller til dem, der trækker vejret med lyd på og vender papiret, så det støjer.

torsdag den 14. august 2008

AAAAUUUUUUUUUUUU!!!!!!!!!!

Em anden i atan ar avet ogende affe??!!! Ølige om'ag å æber og unge er ige'om ikke uligt, el?!

Girls, girls, girls.

Veninder er den familie, man selv har valgt, og en af deres allerstørste kvaliteter er, at de er piger. De forstår. Hvor mænd tit hopper i Løsningsdragten, når man tager noget op, ved veninder, at det somme tider bare handler om at snakke om noget, til det er ude af systemet. Veninder ved, hvor slemt PMS kan være. De kender fornemmelsen af at være tarvelig og intrigant med vilje, fordi man er et småt, usikkert menneske. De ved, hvordan det føles ikke at slå til. De kender til panik og angst og ved, hvornår man skal snakkes efter munden, og hvornår man skal have et los i røven. I hvert fald i teorien. Somme tider halter det imidlertid lidt i praksis.

De fleste af os har i perioder været den, der hænger med røven i vandskorpen og trækker store veksler på venindernes tålmodighed og tyndslidte ører. Man ved godt, at man er skide belastende, men behovet for at få luft, blive beroliget eller få en second opinion, vejer tungere end det sociale hensyn.

Vi har også alle været castet i rollen som veninden, der skal lytte til den samme historie igen og igen. Og igen. Som forventes at stille med støtte og kloge ord på alle tider af døgnet. Som bliver udnævnt til psykolog og som forventes at have noget klogt og opmuntrende at sige 24-7.

Hvornår må man sige fra? Og hvordan? Jeg ved fra både mig selv og andre, at når man får at vide, at man skal shape up, slår det noget i stykker i venskabet. I hvert fald for en periode. Man bliver såret, og for mig fyldte det meget at tænke på, hvor længe min veninde havde haft lyst til at kvæle mig - og om hun var den eneste. Jeg tror, at de fleste tager ubegrænset støtte for givet, så hvis man pludselig får at vide, at kontoen er ved at være maxet ud, føler man sig snydt – og dum.

Det virker næsten som loose/loose, når venskabet er nået dertil. Hvis man ikke siger noget, ender man med at snige sig ud af bagdøren, fordi man ikke kan tage mere. Hvis man siger noget, risikerer man at ødelægge det alligevel, fordi man bryder den magiske cirkel af tillid til, at venskabet er et, man kan hoppe ind i, lige meget hvor grim og skidt man er.

Måske er løsningen at indføre lidt selvjustits i forhold til, hvad man beder sine veninder lægge øre til? Måske skal man lade være med at spørge, om veninden er ok de dage, man ikke har overskud til at engagere sig? Alle har deres at tumle med. Alle vil gerne både hjælpe og hjælpes. Men det skulle helst ikke koste venskaber undervejs.

Nogen gange ville jeg ønske, at jeg var en dreng.

onsdag den 13. august 2008

Free fun!

Kan læse i avisen, at man nu kan købe DNA kit, så man kan teste kærestens undertøj, og se, om andre har haft adgang til De Hellige Haller.

Er menigmand klar til det? Er det ikke ligesom oplysninger om, hvem der myrdede Kennedy eller billeder af medlemmer af den danske kongefamilie på suspekt indkøb i Thailand? Bør der ikke være nogle voksne, der varetager almenvældets interesser og beskytter os imod den slags?

På den anden side er man fri for at være slave af reality-tv og fastlagte sendetider; Vi har et helt fitnesscenter smækfyldt med intriger, potentielle katastrofer og klæbrig underholdning lige ved hånden.

Sæt olien fra dig og bak langsomt. Så er der ingen, der kommer til skade...

Jeg er færdig med massage. Slut. Done. No more. Efter i 4 dage at have været parkeret på mudret skråning i (nye, fine, røde) gummistøvler (der passer til min nye, fine, gule regnjakke), virkede det i går som en god ide at få masseret ryg og lægge.

Som med så mange andre gode idéer før denne, viste den sig i praksis at være det stik modsatte. Alle dårlige ideers moder. Havde jeg vidst, hvad jeg ved nu, havde jeg kastet hvidløg efter briksen og spulet massør bort med vievand.

Ikke at det var slemt i øjeblikket. Da var det faktisk forræderisk behageligt.

Det er gået HELT over! Mine lægge læner sig nu kælent op af krampe hele tiden. Min ryg føles som et medicinsk eksperiment fra Rusland, hvor man har lavet saml-selv-ryg af huder og muskler fra 7 forskellige dyr. Jeg føler mig stiv som et bræt og ledeløs på én og samme tid, hvilket resulterer i gangart og bevægelser som dukke i snore betjent af full-blown epileptiker.

Jeg har lært det nu. Myoserne er mine venner. De fungerer som stillads for mine spasserled, og giver en dejlig, kompakt fornemmelse af sammenhængende krop. Holistiske behandlingsforløb? Nej tak. Symptombehandlende fix-mig-NU!-løsninger? Ja tak.

Problemet er bare, at jeg har booket mig en måned frem. Ville det virke det forkert, hvis man beder om bare at blive aet næste gang?

tirsdag den 12. august 2008

Skanderborg 08.

Opture og nedture i punktform. Kommenteret:

Opture:
- Infernalkoncerten. Er ligeglad med, hvad anmelderne skrev. Den var FANTASTISK!
- At få mig charmet/hustlet ind til Lenny Kravitzs pressekonference.
- LOC-koncerten. Synes at det er topmålet af god stil at proklamere, at man ikke gider gå af, når alle alligevel ved, at man har tænkt sig at komme ind igen og spille ekstra numre, så ”nu stiller vi os lige over i hjørnet ti sekunder, I snaver den, der står ved siden af, og så spiller vi de sidste 3 numre”.
- At være af sted med folk, der er så gennemtjekkede, at man drikker iskolde øl takket være store kasser med is, og slipper for at slæbe bagage, fordi det 5. medlem af lejren er en sækkevogn.
- At opdage at jeg stadig kan spænde ben for belastende mennesker, så de snubler. Uden samvittighedskvaler.
- At have husket gummistøvler.

Nedture:
- At mit wannabeparmasantørklæde har smittet af og ødelagt min Peaktrøje. Socialismens sejr over kapitalismen. VIDSTE, at jeg ikke skulle have købt det hippielort!
- At Lenny Kravitzs pressekonference blev aflyst.
- Eric Clapton koncerten. Troede, at nogens morfar ved en fejl havde fået sig forvildet ind på scenen, indtil grå slowosaurus begyndte at spille med indlevelse og engagement som en pausefisk på DR. Bar temmelig meget præg af at være just another day at the office.
- Da forsangeren for Volbeat meget urock n’ roll bad os løfte hænderne mod himlen og råbe ”Jeg elsker dig” til folk, vi havde mistet. 3 gange. Få det Vagttårnet væk!
- Hej Matematik koncerten. Muligt, at de er stærkt, matematisk begavede. De kunne med fordel have skiftet differentialregningen ud med sangundervisning.

fredag den 8. august 2008

Åbent brev til deltagerne på Roskilde Festival.

Kære Roskildegæster.

Da det efterhånden står klart, at godt vejr på Roskilde, betyder møgvejr på Skanderborg, ser jeg mig hermed nødsaget til at henvende mig til jer med en bøn: Må vi ikke godt få vores vejr tilbage?

Efter kun 24 timer på festival er status følgende: Min krop og ALT mit tøj er marineret i mudder. Jeg har fået varig høreskade af lyden af tsunamilignende mængder af regn, der hamrer imod teltdugen. Kuglelyn har svedet spidserne af mit hår, og jeg tror måske, at jeg har mistet en trommehinde til et tordenskrald.

Vi er ikke som jer. Vi er gamle! Vi kan lide tørt fodtøj og sol på vores gigtplagede led. Hvor I har mulighed for at bruge de smarte kæder fra jeres ansigtspiercinger til at fortøje jer til master og hegn, snubler og glider vi uelegante rundt i mudderet, mens vi desperate forsøger at beskytte høreapparatet mod regnen. Hvor I ser ud til at more jer, når I iført primalbrøl og full-body-mud-wrap laver ølstaffet og nøgenløb, bliver vi helt triste ved tanken om, hvor besværligt det bliver at få skrabet mudderet ud af rynkerne igen. Når I tager i skole igen hen ad onsdag, har vi allerede henslæbt, hvad der føles som en måned foran computeren med rindende, feberblanke øjne og strepsilånde.

Jeg overgiver mig. Jeg er done. Mør. Klar til forhandling *vifter med hvidt flag*: Hvis vi får det gode vejr tilbage, får I sgu Ungeren igen.

onsdag den 6. august 2008

Gro en humor.

Har lige set en fyr i fuld rollespilsuniform. Prøvede at lade være, men kom til at råbe: "Iskrystaller!! Iskrystaller!!", mens jeg smed imaginær hulmaskinefnuller efter ham.

Enten var han Vred Ork #2, eller også synes han ikke, at jeg var sjov (helt, helt utænkeligt).

Og Cavlingprisen går til....:

Har set et stillingsopslag på et job, som lyder sindssygt spændende. Noget med kommunikation, og hvor man må skrive. Sådan for real. Har lagt det ud på mit skrivebord, og havde egentlig tænkt mig at søge det, men da jeg åbnede dokumentet forleden, synes jeg pludselig slet ikke, at jeg havde noget at tilbyde disse mennesker.

På et par af de blogge, jeg følger med på, kan jeg læse om tilsvarende, hvinende præstationsangst. Alle er de skrevet af intelligente, velformulerede kvinder, som efter indlæggene at dømme, er skruet ret godt sammen i hovedet.

For det utrænede øje, kan det ligne falsk beskedenhed og et forsøg på at få nogen til at rose os, men hvis man gør det, når vi sidder der, plastrede til i indbildte fejl og mangler, bliver vi nærmest endnu mere paniske. For hvis du synes, at jeg er dygtig, så er der ENDNU mere at leve op til - og dermed endnu flere muligheder for at skuffe og falde igennem.

Men det skal være slut. Det klæder ingen at tale sig selv ned. Og man kunne jo være så uheldig, at der en dag ikke var nogen, der gad sige én imod, fordi man ved lang, ihærdig indsats havde fået dem overbevist om, at man havde ret. Derfor: Nu tager jeg til Skanderborg og skriver blændende gode, dybdeborende artikler om bøgeskovsmafiosoer og musikkens beskidte undergrund.

Nogen, der gerne vil nævnes i takketalen?

tirsdag den 5. august 2008

Pjevset. Manisk. Sindssyg.

Kan man ansøge om at blive sat kunstigt i overgangsalderen? Noget ondt ved navn PMS har besat mig, og for hver eneste måned der går, bliver det bare værre og værre. Og værre. Da jeg var 20, mente jeg, at PMS var noget, hysteriske Femølejr-levn havde opfundet som undskyldning for at stille urimelige krav til mænd, om alt mellem himmel og jord. Da jeg var 25 indrømmede jeg modstræbende, at man måske nok kunne have lidt ekstra lyst til chokolade, når det var op over. Jeg er i dag 31, og det er nu så slemt, at jeg kan optræde med det.

Min mave føles som om, jeg har drukket lava rørt op med saltsyre. Jeg ser ud som om, jeg er gravid i 4. måned. Mit hår fedter, jeg har kvalme og jeg løber hele tiden manisk rundt og råber: ”Er det ikke utrolig VARMT herinde?!”, mens jeg flår vinduer af hængslerne, og rykker mit tøj i stykker, fordi forfandenikkeertilatfåAF!

Mit humør er i særklasse utilregneligt. Det ene øjeblik er jeg pjevset og vil aes. (Mmmm. Aening. Man kan få mig til ALT, hvis man aer mig, når man spørger.) Så skifter det, og jeg forvandler mig til Evil Mistress of Satan, og alle skal bare lukke røven og tage sig sammen. NU. Lige indtil jeg bliver spurgt, om jeg vil have mælk i kaffen og begynder at græde, fordi jeg ikke kan tage stilling til noget så kompliceret, og bare véd, at alle hader mig, fordi jeg er dum.

Vil gerne sættes i karantæne, lægges kunstigt i koma og fryses ned Eller bare som minimum have lattergas udleveret på statens regning. Til mine omgivelser. Undskyld!

mandag den 4. august 2008

SPURT!!slapafSPURT!!slapaf.

Mandag igen og en silende våd en af slagsen. Må godt lige få regnet af, inden vi tager på Skanderborg, synes jeg.

Weekenden har været en mystisk blanding af manisk aktivitet og komatøs afslapning. I mit fitnesscenter har flere af mine kolleger valgt at forlade os til fordel for verden udenfor, og da den resterende del af os også gerne vil have lidt ferie, betyder det, at man tilbringer temmelig mange timer i lycra og headset, når man er en af dem, der er hjemme.

Lørdag bød således på 3 hold med mig i den gule trøje. Kunne godt mærke, at jeg har undervist mandag, tirsdag, torsdag og fredag. Og at jeg ikke er 25 mere. Derfor var Stella Polaris en kærkommen lejlighed til at ligge med gode venner på legetæppet og skiftevis glo op i himlen og hyggesnooze, mens lydnørder aede os på trommehinderne.

Søndag var jeg oppe kl. 8. Frivilligt. Arbejdede intensivt og efter 4 timer og 7 kopper kaffe, var jeg igennem bunkerne, og kunne med rystende hænder lukke computeren ned. Besluttede at ignorere nullermændene (selvom jeg ikke kan lade være med at tænke på, om det er normalt, at de har hjelme og lanser og graver ud til voldgrav?) og bare læse. Elsker at læse. Lukkede dagen med halvanden times undervisning i en krop, der med Bruce Willis stemme forsøgte at fortælle mig, at den er too old for this shit. Fik søndag aften til at gå med skiftevis at ligge i fosterstilling og stå i Omvendt U (tænk markarbejdende somali-kvinde), fordi min krop forsøgte at afstøde sig selv.

Nå. Fuck it. 3 dage i trøjen, så er der ferie. I can do that.

fredag den 1. august 2008

Nej, du behøver ikke at spille stille på didgeridooen for min skyld.

Jeg er en af dem, der godt kan lide hedebølger (og snestorme for den sags skyld). Elsker den fornemmelse af undtagelsestilstand, det udløser. Alt bliver barberet ned til bare necessities, og der udvises en vis overbærenhed overfor halve løsninger og manglende overskud. (Undtagen når man sveder rigtig meget, og skal noget ubehageligt. På skal-skal måden. Så kan man godt mærke, at lunten er kortere i varmen.)

Mit eneste problem er nætterne. Hovedproblemet er andre mennesker, men varmen er indirekte skyld i, at de bliver det. Da de fleste lejligheder i Århus forvandler sig til svedbokse om natten (varmen, der stiger opad og alt det der) sover jeg helst med døre og vinduer slået op på vid gab. Hvilket betyder, at andre menneskers holdninger til, hvor meget man må larme efter kl. 23, pludselig bliver relevante for mig.

Lyde fra folks soveværelser kan jeg acceptere. Alle ved, at libidoen stiger i takt med temperaturen, så jeg har stor forståelse for, at folk bliver nødt til at ... forene kødet for åbne døre, og det er da også mit indtryk, at de fleste prøver at tage hensyn og være stille ved f.eks. at bide i dynen *ahem*. Men når hele Teknisk Skole holder fest i min baggård til kl. 5 onsdag nat, bliver jeg altså en lille smule stram i betrækket. Denne flok er fejlcastede som smede og malere: Med de lunger skulle de have satset på karrierer som trompetspillende dykkere, hele banden.

Derudover er jeg også med på lidt hurtig terror overfor den finske ambassade, hvor en avispakkecentral holder til. De 3 polakker, som møder ind kl. 0100 zulutid, snakker ikke sammen, når de arbejder. De råber. Ellers kan de ikke overdøve musikken og bilen, de har til at stå og køre i tomgang. Hele natten. Midt i byen. Hvor man kan slæbes i retten, hvis man bygger en carport, der er 5 cm højere, end hvad lokalplanen foreskriver.

Jeg kan selvfølgelig vælge at betragte det som indledende strækøvelser til Skanderborg Festival. Måske bliver det i år, jeg er så immun, at jeg kan sove uden ørepropper?