fredag den 30. maj 2008

Mmmdetbarefordi!

Hvor mange lys er det lige, der skal være i kagen før man stopper med at regrediere til børnehavestadiet, når man bliver træt *smiley-der-kigger-mod-himlen-og-slår-opgivende-ud-med-sine-små-gule-arme*?? Rimeligt belastende at vide, at man et sted derinde har gode, konstruktive voksenargumenter og måder at italesætte (undskyld. Virkelig. Synonymer til dette frygtelige, blebefængte bastardord udbedes asap) situationen på – og det eneste, man kommer op med, når man febrilsk roder i mentalkassen, er underskudsudmeldinger, selvmodsigelser og hvæs. Sgu da heldigt, at nogen trods alt er så voksne, at de kan kigge på én og stille og roligt spørge, om man gerne vil slås? Gør det en hel del nemmere snøftende at indrømme, atmanjobaregernevilaes.

torsdag den 29. maj 2008

Det kører.

Jeg ved ikke, om det er fordi de smiler så bredt i disse sporarbejde-tider, men jeg har i dag snakket med 3 forskellige biludlejningsfirmaer, og jeg er aldrig i servicebranchen blevet mødt af så meget venlighed og topprofessionel betjening. Da jeg lagde røret (siger vi stadig det? ’Da jeg trykkede på afbryd’ lyder så fladt. Mangler også stadig acceptabelt alternativ til at smække røret på i vrede.), var jeg helt varm og glad indeni, fordi jeg tydeligt kunne mærke, at jeg havde fået nye venner.

Hvis ikke det lige var fordi det kostede, hvad der svarer til Zimbabwes bruttonationalprodukt at blive udstyret med hjul, ville jeg være i højrisikozonen for at udvikle et lejemisbrug.

onsdag den 28. maj 2008

Top 5

over taske-No-No's:

Muleposer.
Om du så trækker i Hugo Boss og slips, vil hørmen af Bjørnebryg Indtaget På Bænk Kl. 10 klæbe til dig som nusset, pelskravebesat Kansasjakke. Dertil kommer, at designet lader en del tilbage at ønske. Mange af disse økoklidposer prydes af logoer fra eksempelvis Varde Bank. Er man virkelig interesseret i at delagtiggøre resten af verden i, at man bruger en 16 år gammel taske? Er man?

Nylongymnastikposer (- dem, hvor snørerne bruges som skulderremme.)
80’erne har ringet. Vil have dem tilbage. Og er der andre end mig, der har bemærket, at mongoler synes særligt glade for disse rædsler?

Små rygsække.
’Hej. Jeg er 45 år, hører Lars Lilholt og arbejder med mennesker’. Inden man hænger noget i miniatureformat på ryggen, bør man måske også lige kort overveje, hvordan det får ens røv til at tage sig ud.

Fletkurve.
Lad nu være. Og slut med de Isabella Smith blade.

Små håndtasker monteret på mænd.
Bliver så trist, når jeg ser alfahan med kuglerne parkeret i flæser og Hello Kitty.

tirsdag den 27. maj 2008

Ekstra døgn søges.

Forleden læste jeg et interview med Line Rafn, som jeg synes er rockersej. Hun gør noget, hun brænder for, og hun gør det fantastisk. Samtidig synes jeg, at hun er ret godt skruet sammen i hovedet, og siger nogle fornuftige ting. I interviewet blev hun spurgt, hvordan hun fik tid til et privatliv, når hun både var dommer på X-faktor og samtidig forberedte turné med Infernal. Hendes svar var, at hun havde truffet en bevidst beslutning om at prioritere sit band, fordi det var det, hun ville, og det der gav hende størst tilfredsstillelse og livsglæde at beskæftige sig med. Hun fortalte, hvordan hun i mange år havde stresset over at forsøge at pleje venskaber ved at presse dem ind i et skema, der i forvejen var spændt til bristepunktet. Til sidst var hun så presset 24-7, at hun havde været nødt til at tænke længe og grundigt over tingene, og det endte med at hun at traf valget om at lukke de ting ned, der alligevel ikke var tid til at pleje ordentligt.

Jeg er ikke god til at kede mig. Jeg bliver meget hurtigt rastløs. Jeg har, hvad man kunne kalde en høj grundspænding. Derfor har jeg for det meste så mange bolde i luften, at jeg til forveksling kunne minde om – (Gud forbyde det!) – en gøgler. Listen over aktiviteter jeg i tidens løb har kastet mig over er lang, og byder blandt mange andre ting på spejder, selvforsvar, stepdans, saxofon, strikning (skal tilsyneladende bare starte med s, kan jeg se…). Problemet er, at jeg ikke er ret god til at afvikle gamle aktiviteter i takt med at der bliver sat nye på skemaet med det resultat, at jeg somme tider er ved at løbe tør for timer i døgnet, fordi jeg vil nå det hele.

Det er til at have med at gøre, når vi snakker om beskæftigelsesterapi. Det er trods alt bare tidsfordriv, men jeg kan se, at jeg har tendens til at gøre det samme med venskaber. Og jeg er splittet. Den ene side af mig har frygtelig dårlig samvittighed, fordi jeg synes, at jeg giver alt, alt for lidt, hvilket betyder at jeg knokler som en sindsyg for at skabe mere tid. Den anden side af mig har travlt med ikke at være imponeret over, at jeg tilsyneladende opfatter mig selv som verdens omdrejningspunkt; folk sidder naturligvis bare med tilbageholdt åndedræt og venter på mit fabelagtige selskab. De vælger mig jo nok fra, hvis de ikke gider mig og mine stunts længere.

Derfor hæfter jeg mig ved, hvad Lina siger. Spekulerer på, om ikke det er bedre at lukke noget ned, hvis man ikke har tid til at give det den opmærksomhed, det kræver? Selv ville jeg langt hellere afskrive en person, der alligevel stod med benet ude af døren og tankerne ude af fokus, end at acceptere at få tildelt en halv time hist og en time pist. Det er højrøvet, arrogant og ikke i orden.

Men hvad nu, hvis man holder forfærdeligt af dem alle sammen? Hvis nu man har været så heldig at finde nogen, der kan tackle mennesker med personligheder, der hele tiden svinger imellem storhedsvanvid og mindreværd *host*? Hvis man har skåret de nemme fra? Dem, som vil have at du besøger dem i hjemstavnen, men som aldrig ville finde vej til Århus, hvis ikke det var for Ikea? Det er eliten, der er tilbage, og jeg går ikke af med nogen af dem. Mine døgn er bare så korte, og hver gang jeg vender mig om, er det mandag igen. For fanden altså.

lørdag den 24. maj 2008

Flet næbet, møgfugl, 2. del.

Efter at have spekuleret lidt over det, er jeg nået frem til, at det måske ikke er tilfældigt med alt det Erik Grip i radioen alligevel. Måske er det simpelthen endnu et led i mine forældres plan om at grundlægge fuglenirvana, post mortem paradis inklusive? Mine forældres have er the place to be, hvis du er en af de hippe fugle. Penthousekasser til højre og venstre placeret i den for arten rigtige højde, trimmet buffet 24 timer i døgnet uanset om du foretrækker kerner eller fedt og spa resorts, hvor du nænsomt skærmet og i smukke omgivelser kan skylle fjerene i fred.

To rummelige etværelseslejligheder med egen kantine. Bemærk venligst den flaksende fugl på vej ind i kassen placeret i stære-højde.
Room with a view.
Til børnefamilier, der foretrækker nabohjælp og pool til ungerne.
Bord i ryger eller ikke-rygerafdelingen?

Mor, hvor kommer fugle hen, når de dør?

Flet næbet, møgfugl

Ligemeget hvilken radiostation man tuner ind på, spilles der markant mere Erik Grip i Esbjerg end i resten af landet.

But why?

torsdag den 22. maj 2008

Pengene flyder med strømmen.

Jeg kom idag hjem til kærlig hilsen fra NRGi. Kr. 3300,- At betale.

Med girokort fulgte brev, smækfyldt med ord og sætninger, der ikke giver nogen mening overhovedet. For eksempel kan jeg se, at jeg har et 'el-abonnement'. På Falck-måden, så jeg - hvis jeg f.eks. sidder på hotel i Spanien, som pludselig løber tør for el - kan ringe og via mit abonnement gøre krav på reserve-el ved nærmeste El Pusher [spansk sprogjoke, Red.], eller hvad? Længere nede gør de mig opmærksom på, at NRGi ejer stikledningen, hvilket ærger mig lidt. Jeg ville gerne have haft min egen. Af bagsiden fremgår det, at jeg betaler kr. 93,- i 'offentlige forpligtelser' (finnens bud var, at jeg et sted derude har et barn på gule plader, som jeg har glemt alt om), og endelig betaler jeg både 'eltransportbetaling', 'eltransport Energinet' og 'eldistributionsbidrag', hvilket tilsammen beløber sig til omkring kr. 500,- Ser ud til at min el vælger at transportere sig i taxa, det ødsle svin.

Hvis jeg en dag har en time i overskud, ringer jeg til NRGi's kundeservice og beder dem forklare mig begreberne. Jeg sætter 1600 kWh på, at de ikke selv fatter, hvad der står.

I toget er tiden din egen

Og der er nok af den:

Afgang Esbjerg: Kl. 8.48.
Ankomst Århus: Kl. 13.10.
Rejsetid: 4 timer og 22 minutter.

Overvejer seriøst at købe en hest.

onsdag den 21. maj 2008

Route 66.

I mine forældres entre hang i mange år en plakat, hvorpå der stod: 'Tank op - tænk positivt'. Da jeg dengang brugte en del tid på at se godt ud i Weltschmertz, spekulerede jeg aldrig nærmere over budskabet, men som med så meget andet, er det noget, der er kommet til at give mening, efter at jeg er blevet ældre.

Idag mener jeg, at der findes to grundlivssyn at anlægge: Det postive og det negative. Ingen får lov at lounge-cruze afsted uden at blive stillet overfor forhindringer, som umuliggør jævn fremdrift, men jeg tror, at det er holdningen til hindringerne, der afgør, om man, når solen går ned, synes, at turen var besværet værd.

Det skulle undre mig såre, om der sidder en nidkær Kraft ved kontrolpanelet, som kun nedkalder forbandelser over pessimister: Står du i vejen, bliver du ramt, ligemeget hvordan du er designet i humørcentret, men for mig virker det logisk, at noget dårligt vil fylde mere, hvis du først bruger lang tid på at frygte det, for derefter - hvis det så rent faktisk sker - at give det ligeså meget plads ved bagefter at fortælle historien igen og igen for at underbygge, at du er den uheldige type, som alt dårligt sker for.

Man gentager kun en handling så længe, at payoff'et ved denne er større, end det ville være, hvis man lod være, men nogen gange er en vane altså også bare en vane. Den kan ændres. Prøv at lægge armene over kors. Done? Prøv at krydse dem modsat. Pænt svært, ikke? Dét er vane og intet andet. Du er ikke genetisk disponeret for at krydse højre øverst; det er bare det, du plejer at gøre.

Hvis man kan vænne sig til at skrue ned for det negative livssyn, der suger ilten og kvæler lys og vegetation, så er der formentlig en del mere overskud at gøre med, når man står overfor en reel forhindring næste gang. Derudover bliver det også bare en bedre tur, hvis man undervejs husker at løfte blikket, nyde solen og trække vejret.

tirsdag den 20. maj 2008

Hit med flere udråbstegn!!

Brev fra Post Danmark? Hvad nu? (Hvis det er flere af de der reklamer for deres medarbejdere, hvor vi skal læse, hvordan de spæner rundt i Rol Skov og spiller rollespil eller har kælesøløver, stopper jeg den ned i halsen på den postmand, jeg ser. Reklamer NEJ TAK, blev der sagt! Er det egentlig ikke også rufferi at reklamere for sine medarbejdere på den måde?)

Der er kommet en pakke. HURRA! Min parfume. Men hvorfor et helt brev? Plejer da bare at få den der lille, fedtede lap?

!!!?! TOLD?!! Prøliåhørher! Er vi da for fanden ikke med i det der EF?! Er nu oppe på 550 kr for 50 ml, hvilket giver en literpris på .. ja… gange100divideret … som flydende guld!! Fascitoide, nidkære politiwannabes!

Er sgu SIDSTE gang, jeg bekæmper et impulskøb!

mandag den 19. maj 2008

The sound of silence.

Der er stille herinde i disse dage, jeg ved det godt. Det skyldes ikke vrede, ond vilje eller manglende skrivelyst. Det er bare lidt småt med tid, fordi Finland har sendt fantastisk ambassadør forbi Blogsbjerg.

Når man møder én, som:

- på første date virkelig forsøger ikke at grine, når nogen *host* hævder, at Møns Klint ligger på Bornholm, (kunnedetsgudaligesågodthavegjort!)

- ikke bliver pinlig berørt, når jeg efter langsomme bilister hvæser: "Hvis du lægger håndbremsen, så går den lettere, kælling!" men tværtimod følger op med et: "Ja, eller fucking stil p-skiven!"

- ikke synes, at det er spor mærkeligt, at man kan alle Pink Floyd teksterne - han kan dem nemlig også,

- er mand nok til at lade mig vinde første runde af TP... (kamikaze-smiley-der-inderst-inde-godt-ved-at-det-er-en-stakket-frist)

- får mig til at grine så meget, at jeg får ondt i maven, som er sindsygt klog og som er skyld i, at jeg er så overtræt, at det virker naturligt at råbe "Bonnie Voyage!" efter kontorroomie, når hun går,

- så er man da nødt til at finde ud af, hvad det er, ikke?

torsdag den 15. maj 2008

Med godt skal ondt fordrives.

Nu sagde vi, at der ikke var nogen fra mit nye arbejde, der havde fundet frem til bloggen, ikke? For jeg har pjækket i dag. Var allerede rockertræt igår, og spurgte chefen, om jeg kunne få lov at flexe den sidste time. Chef kiggede hen over halvbrillen og svarede: "Der er godt nok mange, der allerede er gået for idag", hvilket jo ikke kræver en ordbog at oversætte til 'nej'. Jeg klipsede øjenlågene fast til brynene, skød en liter kaffe i armen og stod det igennem.

I morges kunne jeg så godt mærke på det hele, at det ville være med forstanden som indsats, hvis jeg slæbte mig på job. Alligevel ved jeg jo godt, at det ikke tæller som Ægte Sygdom, så havde allerede ondt i samvittigheden, da jeg ringede. (Hvilket vel også er en slags smerte - tæller det som sygdom?)

Mig: Jeg er syg idag. Er simpelthen nødt til at blive hjemme, tage et par piller og se, om ikke jeg kan sove det væk.

Chef: Ved du hvad! Det var da det, du havde igår! Du må undskylde, at jeg var så hård ved dig.

Mig: (nu let skam-mumlende) Pyt med det! Det kunne du jo ikke vide (dårligsamvittigheddårligsamvittigheddårligsamvittighed!!).

Chef: Du må under dynen. Det er sikkert fordi du sådan har været ude i solen i weekenden.

Mig: (som efterhånden begynder at tro så meget på min egen historie, at jeg synes, jeg har feber)
Du har nok ret. Vi ses i morgen eller mandag.
(Her tog jeg faktisk mig selv i at lave et *host*, selvom det egentlig var hovedpine, jeg havde påråbt mig.)

En time efter modtog jeg omsorgsfuld sms fra Bonnie, som 'håbede, at jeg kom på job i morgen'. Fik min samvittighed til at føles som Ebola i den terminale fase.

Fandme strengt at folk skal gøre det så svært at pjække!

onsdag den 14. maj 2008

KomnukomnuKOMNU!!

For et par uger siden skrev jeg om road trip til Tyskland, hvor vi bl.a. daskede rundt i noget tysk by af en slags. I pågældende by var vi inde i en parfumebutik, hvor jeg prøvede en helt fantastisk duft, som jeg kraftigt overvejde at købe. Men da jeg jo for tiden prøvekører Voksenidentitet 2.0, der blandt mange andre spændende features indeholder vinduesvask og struktureret madlavning, besluttede jeg at vente med at købe den. Lige overveje to gange. Har jo så mange pafumer derhjemme. (Sjovt nok taler denne fornuftens røst med min mors stemme...) Det betød naturligvis, at i det sekund vi trillede retur over grænsen, ville jeg have den. På NU!-måden.

Tilbage i helligdagsbefængte Århus ventede jeg 2 hele dage, og da forretningerne ENDELIG åbnede igen (lukkelov, be gone!), så man mig stå på første parket med sultent udtryk i øjnene og skaptslebet kort. Gæt hvad? Mærket forhandles ikke i Danmark. Hjem. Google. Fundet! Ét sekund efter, at jeg havde klikket på 'gennemfør ordre', stod jeg ude på gaden og spejdede ivrigt efter pakkeposten.

Det er så 9 dage siden. Er den kommet? Nej. Er jeg træt af at vente? Ja. Er efterhånden så utålmodig, at jeg seriehader Post Danmark, Post Tyskland og hele Jill Sanders koncernen. Har mest lyst til at cykle til Tyskland og hente den hjem selv.

Kunne selvfølgelig bare have valgt at købe den næste gang, jeg kommer sydpå, men jeg synes, at vi med al uønskelig tydelighed har fået illustreret, hvad der kommer ud af at vente. VED bare, at man ville finde skilt på hyldekant: "Auf Produktion ausgenommen. Bitte." (Ja! Som om du selv ved, hvad det hedder på tysk!).

Det ville lette livet for mine omgivelser en del, hvis der var et sted, hvor man kunne sende overskydende temperament og utålmodighed til destruktion.

tirsdag den 13. maj 2008

Søvn er også bare overvurderet.

Som tidligere nævnt her på bloggen, er de konkurrencemindede gener en smule overrepræsenterede i min biologiske fond. Derfor bør det ikke overraske, at jeg nu tilsyneladende er begyndt at konkurrere med mig selv i disciplinen 'Hvor tidligt kan jeg vågne?' Er stolt af at kunne fortælle, at jeg på en uge har bevæget mig baglæns fra 20 minutter til halvanden time. Hvis jeg giver den alt, hvad har, burde jeg være klar til at køre non-stop gennem Skanderborg Festival til august.

Mon jeg imploderer, hvis jeg ender med at vågne, inden jeg falder i søvn?

(Bonusspørgsmål: Hvordan kan jeg - med 90 minutter ekstra at løbe på - stadig have brug for gode ben, tryllestøv og magiske formler for at nå på job til tiden(-ish)???)

søndag den 11. maj 2008

lørdag den 10. maj 2008

Kunne jeg få dig til at pakke min glorie ind? Det er en gave.

Hvis nogen skulle have glemt det, er det Mors Dag i morgen. Jeg ved godt, at mange er inderligt imod den slags kapitalistiske konstruktioner, udtænkt af kreative blomsterhandlere, men jeg kan faktisk godt lide konceptet. I den bedste af alle verdener husker man at fortælle alle, man holder af - og ikke kun sit mødrene ophav - at de er de vigtigste mennesker i ens liv, at man ikke vil undvære dem for noget, og at man tænker på dem hver eneste dag, selvom man glemmer at sige det. Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg får det gjort alt, alt for sjældent, så for mig er Mors Dag en kærkommen lejlighed til at indhente bare lidt af det forsømte.

Forleden sad jeg så og bladrede i avisen, på udkig efter gode gaveidéer, og jeg kunne læse, at der, i anledningen af Mors Dag, er kommet en pendant til den famøse gave-ged. Det er nu muligt at donere penge til en mor i Etiopien, da dødeligheden i forbindelse med fødsler er ret høj, for derefter give sin egen mor kvitteringen som gave.

Det næste jeg skriver får mig til at lyde som Pia Kjærsgårds onde tvilling, men da jeg jo ikke er bange for at påpege andres fodfejl og skønhedspletter på denne blog, skal ret være ret, og jeg indrømmer, at min første tanke var:

"God ide. Lad os hjælpe dem med at få endnu flere børn, så hungersnøden kan blive endnu værre!"

Jeg tror, at vi hjælper dem (alle dem, det er synd for) mere for vores egen skyld end for deres. Med al den nødhjælp vi uden synlige resultater har sendt frem i tidens løb, burde nogen så ikke nå frem til, at det ikke er den rigtige fremgangsmåde? Jeg synes så absolut, at vi (alle os, det ikke er synd for) skulle eftergive U-landsgælden, men jeg hælder mere og mere til den teori, at forandringer skal komme indefra, hvis de skal slå igennem og fungere. Vi sender 20 tons ris afsted, malariavaccinerer en landsby og forsøger at få folk, der ikke forstår idéen med det, til at hjælpe med at bygge en brønd (her ved jeg så fra pålidelig kilde, at man til sidst som vestlig nødhjælpsarbejder opgiver og bygger lortet selv, fordi man ikke kan blive ved med at vente på, at de lokale kommer dryssende. Man er trods alt kun afsted på 2 års kontrakt.), så vi kan rejse hjem med god samvittighed, fordi vi har ydet bæredygtig hjælp til selvhjælp.

Hvor meget batter det? Hvor meget incitament skaber det hos befolkningen? Det er da toTAL lappeløsning, når vi hjælper så sporadisk. Man kunne spørge sig selv, om ikke det var bedre at vente med at hjælpe, til vores ofre selv kom og sagde, hvad de havde brug for. Det er ikke givet, at det er det samme, som vi mener, ville være det bedste. Til gengæld ville det være det, de var klar til og selv havde opdaget behovet for, hvilket jeg tror ville hjælpe en hel del mere end alle vores gode, samvittighedsbefængte intentioner.

fredag den 9. maj 2008

Jamen så fuck fuck, da.

Hvad er det med folk, man kender, der ikke hilser?? Har fået ny kollega, som godt nok sidder i en anden afdeling, men som konsekvent nægter at hilse på andre end dem, hun sidder på gang med. Ofte er hun ved at gå ind i døre og deslige i ren og skær iver efter at ignorere andre. Det ser enormt besværligt ud. Var det ikke nemmere bare at hilse og get it over with?

Ps: (Der kan selvfølgelig være situationer, der berettiger 'du-er-luft-for-mig!'-attitude. Hvis den ene fx. har været sammen med den andens kæreste (helt tænkt eksempel) eller man er medlem af rivaliserende bander.)

PPs: (Gad vide, om hendes kæreste egentlig har været på alle herinde? Man-ho.)

onsdag den 7. maj 2008

Stive kællinger vs Sippede mænd.

Jeg har en kammerat, der ææælsker at se Singleliv og De Unge Mødre. 'Feel good underholdning' tror jeg, han kalder det: Uanset hvor møgdårlig en dag man selv har haft, bliver man altid i mærkbart bedre humør, når man ser, hvor galt det kunne være gået.

Jeg læser med på en blog, der har lidt den samme funktion. Den er skrevet af en pige, som har sort bælte i fest. Mange af hendes indlæg handler om ting, der er blevet sagt/skrevet/gjort, når promillen har lænet sig op af noget tocifret. Hun er hudløst ærlig, og hendes indlæg fremstiller hende bestemt ikke altid på den mest flatterende måde. Det kan man mene om, hvad man vil, og at dømme efter kommentarerne på hendes blog, er det lige præcis, hvad folk gør. De fleste smider kommentarer af "det har jeg også prøvet/i det mindste er det en god historie, og jeg elsker at læse med"-kaliberen. Men efter det seneste indlæg, har vi pludselig en mand, der i stedet iler til undsætning med opskriften på, hvad Den Ordenlige Fyr vil have:

Hej xxxx - helt ærlig, jeg forstår godt de fyre som du lægger op til, at de ikke gider dig. Ordentlige fyre gider ikke rende rundt med fulde piger - og du ved det jo selv - hold lidt igen med drikkeriet, det vil klæ' dig. Hav det godt!

Rart ENDELIG at få ham i tale, Den Ordenlige Fyr. Gralen er fundet. Tavlerne overrakt.

....

Hvad er han, alle mænds talerør? Sådan noget pis at skrive! Og det der med at ytre sig på det samlede køns vegne? Det er da en af de overgeneraliseringer, vi kvinder har patent på. (Bemærk venligst hvordan jeg her på elegant vis understreger min pointe med et eksempel.) Han ville være en hel del mere troværdig som metamand, hvis han ikke tænkte som en tøs.

Heksen, skatten og selvmedlidenheden.

I depression over at konstatere, at jeg betaler topskat og det til trods formår at bestå af lutter røde tal, besluttede revisor og jeg at henlægge aftensmad til å-området. Sol, alkohol og tomme kulhydrater er nu engang lykkenpillen med de bedst dokumenterede resultater.

Ved nabobordet sad to nydelige damer fra Viborg, som var i Århus for at høre Ørkenens Sønner. Bedst som alle sidder og slapper af, kommer ukendt dame vandrende ind i billedet, tager fat i stol ved mor-bordet, og siger: "Er det ok, at jeg sætter mig her?" Af ren overraskelse (gætter jeg på), svarer de lidt befippet, at det er det da. Det tager ikke mange minutter at konstatere, at sidst ankomne dame godt kunne have brugt en time mere ved 37 grader, for hun var ikke bagt helt færdig i hovedet. Ikke at man kunne se det på hende, men det er immervæk ikke mange, der forsøger at bestille brunch kl. 19.30. Eller ryger tændstikker. Eller bestiller pommes frites og med et: "Vil-I-ikke-smage-de-er-goe!" kaster mad på fremmede menneskers tallerkener.

Men det mest tå-krummende var, da hun begyndte at tale til dem. "Jeg kunne tydeligt se, at I havde det hyggeligt. Det må være dejligt..." Hvad fanden svarer man til det?! Og hvorfor vælger hun at møffe sig på på den måde? Det er da selvpineri af værste skuffe. Hvis man er ensom, gør man det vel udelukkende værre for sig selv ved at stille sig med næsen mod ruden og betragte andres sammenhørighed? Det kommer næsten til at virke, som om man dyrker sin ynkelighed, og det klæder de færreste. (Undtagen musikere. De SKAL dyrke den. De skal svælge i fornemmelsen af at være misforståede og ude af stand til at fungere. Eller får vi bare mere Buttershøn/Nøhr, *smiley-der-spytter-foragteligt*) Jeg forstår ikke, hvad man håber at få ud af det. At folk taler med en af medlidenhed? Uden at have lave statistik på området, vil jeg gætte på, at antallet af venskaber, der er kommet ud af dét, kan tælles på én hånd. På verdensplan.

tirsdag den 6. maj 2008

You see?

"CSI Kl. 20.00 (Programmet kan ses i HD)." Jeg har ingen idé om, hvad HD er. Eller hvad det kan. Er det noget med det der Zaptor, de bliver ved med at ævle om? Eller digitalt tv? Gider overhovedet ikke sætte mig ind i det. Kan bare heller ikke overskue tanken om at komme hjem til sort skærm og impotent fjernbetjening, fordi jeg som den eneste i Danmark ikke har fattet, hvad det drejer sig om.

ÅH! Kan der ikke bare komme en fra kommunen og ordne det?!

Panodil Zap

- my ass! En tsunami af piller senere - de første indtaget kl 04.00 - føles det stadig, som om jeg er iført for lille styrthjelm. Tror vist liiiiige, at der er nogle marketingsfolk, der trænger til lidt begrebsbelæring!!

mandag den 5. maj 2008

Med kors og bånd og mange stjerner på.

Hvis jeg havde valgt at søge ind til militæret, tror jeg, at jeg kunne have fået mig en fin karriere med masser af sildesalat på bryst og skuldre. Dersværre har jeg en tendens til at opfatte alle udmeldinger som oplæg til forhandling, hvilket jo unægteligt besværliggør hele konceptet med at adlyde ordrer, men min indbyggede konkurrenceånd gør, at jeg ikke kan stå tilbage for en udfordring. Den behøver ikke være intelligent. Den behøver ikke engang kunne vindes. Hvis du udfordrer mig, slår min hjerne fra, og jeg regredierer til amøbestadiet. Hvad mener du med, at jeg ikke kan tage 40 armbøjninger på tæerne? Du skal ikke cykle forbi mig op af bakken! Eller overhale mig på motorvejen. Nogle gange ville det faktisk ikke forbløffe mig spor, hvis jeg i virkeligheden er en dreng ved navn Ronnie, som går på teknisk skole og kører metallicblå Toyota Corolla.

Det er psykologi på børnehaveniveau aldrig at lade fjenden se, at du er presset. Hellere bide kinderne til blods end at fortrække en mine, når samtlige muskler på forsiden af kroppen kramper i forsøget på at afværge armkollaps, når man laver pushup nummer 25. Hellere kaste en lille smule op helt bagest i munden og komme først til lyskrydset, end at blive overhalet på cykelstien.

Og har man mulighed for at komme med hånlige tilråb pakket ind som opmuntring, er det helt eminent. Et par personlige favoritter, når jeg har the upper hand er: "Smerte er bare svaghed, der forlader kroppen (wuss!)." og "Det var synd, du tabte. Jeg kunne ellers godt se, at du gjorde dit bedste (sucKER!!)." Det er skideskægt!

Men bedst som man står der, med armene hævet i triumf, mærker man pludselig en skarp smerte i den ene balde. Det er Nemesis. Nemesis, med helt nyfilede, sylespidse tænder.

Har været en tur under nålen. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg sad der, helt cool, mens jeg fik min nye tatovering på foden. Ville bare være utrolig meget løgn. Må med skam melde, at jeg til sidst havde én tatofyr til at forsyne mig med vand, en anden, der kom med træpind at bide i, alt imens jeg tryglede den tredje om en epiduralblokade. Motherf*cker, hvor gjorde det nas!! Det føltes, som om det tog 17 timer, før jeg endelig - ENDELIG!! - var igennem, men her på den anden side må jeg sige, at det var alle eder værd. Den er blevet så fin! Og selvom jeg ikke endte ved militæret, kan jeg alligevel prale af nu at være dekoreret som oberst: Jeg fik lavet 3 stjerner.

søndag den 4. maj 2008

Nu er jeg ikke den store taler, men -

- det må jeg hellere se at blive. Min bedstefar er nemlig blevet 80, og i den anledning skal vi til fest. Der er næsten en måned til, men allerede nu kan jeg mærke panikken klemme blidt om mine hjertekamre. Der findes ikke meget, der for mig er så angstprovokerende, som at skulle holde tale for én, jeg holder af.

Når jeg taler i embeds medfør, har jeg ingen problemer med at holde munden kørende og blive kigget på: Jeg har varmet 16.000 mennesker op, stående på taget af en lastbil. Jeg har holdt foredrag på engelsk for 200 tegnsprogstolke fra hele verden. Jeg har stemmetolket i en fyldt Arena under den direkte tv-transmitterede valgduel mellem Fogh og Lykketoft. Alt sammen uden at være en brøkdel så nervøs, som jeg bliver, når gaflen nærmer sig glasset. Min mund bliver tør, jeg kan ikke presse min stemme op i styrke, vejrtrækningen bliver overfladisk, og jeg ved ikke, hvor jeg skal kigge hen.

Og ja, Freud. Jeg har hørt dig. Jeg ved godt, at det er fordi, at det bare er mig, uden beskyttende masker og fagidentiteter. I situationen hjælper det bare ikke rigtigt at vide, vel?

Det er fordi, det skal være perfekt. Han fortjener intet mindre. Jeg vil så gerne fortælle min ham, hvor fantastisk et menneske, jeg synes, han er. At jeg stadig husker, hvordan jeg som 12-årig pilede rundt på byggepladsen og fik lov at smide syre på vinduerne (for at fjerne mørtelrester), fordi jeg var formandens barnebarn. Hvor stolt jeg er over, at han har været med til at bygge det halve Esbjerg. At han er et af de klogeste mennesker jeg kender, og altid gennem gerning fremfor ord har sat en ære i at lære os om vigtigheden af ansvar og grundighed. Jeg kan huske, hvordan der duftede i haven, når vi gik rundt og han fremviste nye planter og fortalte, hvad de hed på latin. Jeg fatter ikke, at han i en alder af 78 har lært at bruge Skype og netbank. Han kan - i mikroovn - bage verdens bedste småkager, har lært mig at spille skak, elsker at fortælle vittigheder og har aldrig ladet mig tvivle på, at han er stolt af mig.

Alt det og meget, meget mere, vil jeg gerne fortælle ham. Det skal være alvorligt nok til at han forstår, hvor meget han betyder for mig, men ikke så alvorligt, at jeg på uklædelig vis skal tude mig igennem. Samtidig ville det være fint, hvis jeg kunne tale så højt, at han rent faktisk kunne høre det...

Altså! Ville bare være nemmere, hvis man måtte stille i headset og tolkeskilt!

lørdag den 3. maj 2008

Velbekomme.

Går du med en lille iværksætter i maven? Er du klar til at springe ud som selvstændig, men helt ideforladt, når du forsøger at finde ud af som hvad? Blogsbjerg iler til undsætning: Rastepladserne langs det danske vejnet formelig skriger af mangel på anstændige spisesteder. Der være et marked for mad lavet af rigtige råvarer og ikke bare suspekte, frosne præfabrikata fra Polen, som kun må tilberedes i friture.

Var i Tyskland igår. Havde taget tidlig fri og trillede fra Århus halv to. Syd for grænsen raidede vi Fleggaard for Pepsi Max og slik (havde fået liste med fra nye job. Har - til 4 mennesker - købt for 650 kr. slik. I Tyskland. Hvor kiloprisen på slik svarer til timelønen for kinesisk børnearbejder. Gad vide, hvordan fanden jeg får det slæbt med på mandag??), hvorefter vi kørte en tur til...Fl.. til...H.. til en tysk by af en slags, hvor vi gik på jagt efter mad. Efter en times tid måtte vi opgive. Tilsyneladende lever de af kage og is, hvilket får mig til at spekulere på, hvor energien til den så berømte tyske grundighed kommer fra? Anyway, tilbage til bilen, og da vi kørte den dydige Just Say No to Haribo stil, var lavt-blodsukker-stemningen til at tage og føle på.

Afsted mod rasteplads i håb om, at vi der ville kunne finde noget, der gav bare et minimum af mæthedsfornemmelse, og som stadig tillod fri passage i kransårene. McD? Nej tak. (Glorie skinnede nu så kraftigt, at Sundhedsstyrelsen ville have advaret imod at kigge direkte på den). Efter yderligere 10 km, var vi ved at være dér, at 'enten spiser vi det næste sted, eller også må nogen dø og ofre deres legeme til gruppens overlevelse í bedste 'Vi Lever'-stil'. Og endelig tonede et spisested frem i horisonten. Bil ind, folk ud, Go!Go!Go!

Salatbar? Ikke ilde. Før man kiggede ned. Salat og revne gulerødder fra mandag sidste uge, lå og forsøgte febrilsk at arrangere sig i ordet 'undskyld'. En lang række af billeder, som fik mig til at tænke på samtlige sportshalscafeterier, jeg nogensinde har besøgt, fremviste billeder af 24 udgaver af klam ædelse med fritter on the side. Dagens menu var Herregårdsbøf med brun sauce og syltede pærer til dessert. I kølemontren lå færdige sandwiches, hvor salaten pakkede sig ømt og beskyttende om det misfarvede kød, og hvor brødet mindede mistænkeligt om tvebakker. Efter at have stirret fortabt på udbuddet i en time, mens jeg overvejede, præcist hvor svært det kan være at fange en fugl med de bare næver og æde den, endte jeg med at bestille en fransk hotdog. En. Fransk. Hotdog. Forulempet på den første af De 3 Sandheder Om Kvinder.

(Hvis man har glemt dem, er de som følger:
1. Vi kan ikke lide franske hotdogs. Føj. Vi kan bedst lide grønne æbler.
2. Vi klør kun steder, hvor man kan være bekendt at klø igen,
fx. albuer og ankler.
3. Vi bruger kun toilettet til at nifle.)

Mens vi nedsvælgede vores affaldsprodukter, kunne vi på ophængt fladskærm nyde slideshow med billeder af deres forskellige retter. Særlig den brune løgsuppe med brødskiven i vakte begejstring.

Det MÅ kunne gøres bedre!!