tirsdag den 29. april 2008

Overhalet indenom.

I min familie gør vi tingene ordenligt. Når man har modtaget invitation til sin bedstefars 80 års fødselsdag, og sendt bekræftende svar retur, modtager man besked om, at svar er modtaget. På mail. Med animeret papegøje, der spiller bongotrommer.

Fandme skidt at blive sat IT-mæssigt til vægs af sin bedstefar!

mandag den 28. april 2008

Så lægger jeg liiiige mine hænder her og klemmer til...

Jeg har nu været på min nye arbejdsplads i en måned, og er ved at have lært huset og arbejdsgangene at kende. Jeg begynder stille og roligt at finde ud af, hvem af mine kolleger, jeg gerne vil holde kaffepause med, og hvem der får et "jeg skal lige være færdig med det her, så..." Jeg kan godt mærke på mig selv, at jeg er ansat i et vikariat. Jeg er påfaldende uinteresseret i at bonde med kollegerne, og det betyder ikke så meget for mig, hvis der er nogen, der (helt, helt utænkeligt) ikke kan lide mig. Jeg kommer, gør mit arbejde og går hjem - og det passer mig glimerende.

Denne socialt tilbagelænede holdning til trods, er en af mine nye kolleger stadig i overhængende fare for at miste livet. Lad os kalde hende Else. Else har et par børn, som begge er ældre end mig. Else har for nyligt haft 25 års jubilæum. Else mener, at hun er den eneste, der tager sit ansvar alvorligt og forvalter sit job med rettidig omhu. Jeg bekæmper dagligt en voldsom trang til at kvæle hende.

Den første uge, jeg var ansat, så Else det som sin hellige pligt at patruljere omkring mit skrivebord og med autoritativ røst proklamere, at : "Det er vigtigt, at du er meget omhyggelig!" På 6. dagen kom jeg til at hvæse: "Det er simpelthen så irriterende, at du bliver ved med at komme og sige det der! Jeg kommer lige fra et job, hvor jeg blandt mange andre ting, har tolket for folk på onkologisk afdeling, så jeg TROR godt, at jeg forstår konceptet ansvar!!!" Det gav et par tiltrængte dages ro.

Men som bekendt varer intet evigt. Desværre. Jeg sidder på 3. sal, hvor solen skinner ind af skråvinduerne, og der altid er dejlig varmt. Derfor sad jeg idag og arbejde i t-shirt, bare tæer og med vinduet åbent, da hun kom forbi.

- "Nåh... Det er nok blevet sommer her hos dig, hva?"
(I bebrejdende du-laver-garanteret-ikke-noget tonefald.)
- "Det er altid sommer, der hvor jeg er, Else"
(I stramt få-dig-nu-for-fanden-en-hobby-din-emsige-kælling tonefald)
- "Du har vel husket, at lukke for varmen?"

Kommer I og besøger mig i fængslet?

søndag den 27. april 2008

I'll do my crying on the train.

Jeg er enten for tyndhudet, stiller for høje krav til mine omgivelser eller lukker de forkerte mennesker for tæt på. Uanset om det er en af de tre eller en kombination, er det et problem, som jeg ikke aner, hvordan jeg skal løse.

Jeg er ikke et privat menneske. Jeg lukker mange ind i zonen, der ligger lige rundt om den inderste kerne. Til gengæld er det meget få forundt at få adgang til kammeret, hvor kontrolpanelet og alle de farlige knapper sidder: Dem, det gør rigtig ondt, når der bliver trykket på, og som udløser reaktioner, der ikke er til pæn brug. Det er mit eget ansvar kun at cleare de personer, jeg mener kan være til stede i rummet uden at pille, og som ikke kommer til at trykke på knapperne ved et uheld, fordi de ikke ser sig for. Og det er her, jeg tror, at jeg har brug for hjælp. Jeg synes, at der er udrykning og aktiverede sprinklere med en lige rigelig høj frekvens hos mig, men jeg kan ikke gennemskue, hvor bristen i min screening befinder sig.

Når alarmen går, ville jeg ønske, at jeg kunne blive vred, for det er en følelse med fremdrift og energi i, men jeg bliver desværre bare utrolig ked af det. Jeg bliver stille, introvert og vil have det til at gå væk. Jeg kan slet ikke overskue, at noget stort er slået i stykker, når jeg ikke ved, hvordan jeg skal reparere det.

Uheldigvis bliver den store knap i midten ofte hamret i bund, lige inden jeg skal begå mig i det offentlige rum. Således har jeg smilet mig igennem en barnedåb, hvor jeg med 30 minutters mellemrum måtte gå på toilettet og tude. Jeg har tolket en hel formiddag, hvor jeg skiftevis tolkede 15 min, og hylede 15 minutter, når jeg sad med ryggen til brugerne og min co-tolk var på. Jeg har brugt en sommer i Frankrig på at gå med store solbriller og give saltvand skyld for øjne, der ville have gjort Post Danmark misundelig. Og jeg har forsøgt at græde på den usynlige måde i et stopfyldt tog (en teknik, som jeg - efter mine medpassageres ansigtsudtryk at dømme - lige mangler at finpudse lidt).

Jeg ved ikke, hvordan man fortsat omgåes mennesker, der uden at spørge og for egen vindings skyld, har taget og ofret noget, der var mit. Jeg ved ikke, hvordan man giver slip, når man opdager, at ham man gav sin kærlighed og sit venskab, tog hvad han kunne bruge og smed resten væk. Jeg ved ikke hvordan man går tilbage, når man finder ud af, at dem, man har åbnet sin dør på vid gab for, kun har lindet på et vindue til gengæld.

Måske jeg bare skal tørre øjnene og se at blive voksen.

fredag den 25. april 2008

Top 5

over sikre måder at irritere mig så meget, at jeg kommer til at svede i hænderne, på: (-fordi jeg skal med tog i morgen 6.02 for at komme på arbejde, og derfor er lidt muggen i betrækket.)

1) Når du drikker vand af din medbragte flaske, så prøv om du kan suge bunden op gennem flaskehalsen, så flasken knitrer, og du laver en synkelyd så høj, at de også har glæde af den i Tyskland.

2) Ret andre mennesker ustandseligt, når de fortæller noget. Særligt hvis du faktisk godt forstår, hvad de mener, og bare gør det for at vise, at du i hvert fald hørte, at de sagde noget forkert.

3) Bed mig om at tale langsommere/tage det roligt/slappe af. Dejligt, at du er så rolig og zen. Jeg har et liv, der skal passes. Få nu noget kaffe i kæften og skift til 5. gear!

4) Ryk helt tæt på mig og smask. Hvis du kan få dig placeret på sædet bag mig i bussen - og det lader det til, at du kan - er det allerbedst. Alternativt kan du medbringe din kæreste og snave med lyd.

5) Råb 'hallåå', når du tiltaler mig. Det elsker jeg bare. Implicit i tiltaleformen ligger både respekt og signal om omfattende, kompliceret hjerneaktivitet hos afsender.

torsdag den 24. april 2008

Sugar, honey?

I al den tid jeg kan huske, har mine veninder og jeg været opmærksomme på, hvad vi spiser. Lysten til sukker er vores værste forbandelse, og den forsøges til enhver tid bekæmpet med enten viljestyrke eller (hvis udsolgt) indædt raseri. Sometimes you win, sometimes you loose, og sker det, at der ryger 500 g. raffineret sukker i skakten, så bekender man sine synder i håb om at trække andre med sig i faldet; Trods alt hyggeligere at opholde sig i Selvhadshelvede, når vi er flere dernede. Når sukkerrushet har peaket, gør man bod iført spandex og dårlig samvittighed, til den værste skam har fortaget sig. (Siger ikke, at det ikke er en lille smule sygt. Siger bare, at sådan er det. Don't hate the player - hate the game.)

Derfor er det en meget, meget mærkelig oplevelse pludselig at være omgivet af mennesker, der kører hvidt brød ind 5 gange om dagen, spiser kage HELE tiden og - og her rammer vi min fatteevnes grænse - drikker ALMINDELIG cola! Ikke zero. Ikke light. Ikke max. Cola. Med 200 sukkerknalde pr dl. Det mest utrolige er, at de ikke ser ud til at skænke det en tanke. Hvordan fanden gør de?! Føler mig som indremissionsk gammeljomfru fanget i horehus, omgivet af synd og moralsk forfald. Føler mig en lille smule snavset, faktisk.

Spørgsmålet er, om følelsen skal spises eller trænes væk?

onsdag den 23. april 2008

Er du fars lille pige?

På mit nye job er vi så heldige, at vi har mulighed for at få gratis massage (i arbejdstiden) en gang om ugen. Forleden lå jeg så der med hovedet i hullet, og glædede mig til at skulle prøve massage med sugekopper. I baggrunden spillede obligatorisk regnskovscd, med fuglefløjt og vandfaldslyde, og jeg satte mentalt en 5'er på, at det ville tage max 4 minutter for mig at falde i søvn.

Men nej. Havde godt nok tænkt, at de fugle fandendansme fløjtede igennem, men var blevet enig med mig selv om, at massør nok var lidt sløjt hørende. Om det også var tilfældet, glemte jeg at tjekke, men det viste sig, at regnskoven var skruet op på 12 for at overdøve lydene fra retssalen ved siden af. Selvom jeg virkelig prøvede at lade være med at lytte (eller....), kunne jeg ikke undgå at overhøre en halv times meget følelsesladet retsag. En mand stod til at miste samkvem med sin datter, udelukkende pga. en påstand (som ingen viste hensyn nok til eventuelle lyttere til at gentage, tsk!), som moderen til barnet havde fremsat. Det var hjerteskærende. Hvis han ender med at miste forældremyndigheden, håber jeg, at nogen en dag vil fortælle hans datter, hvor meget han kæmpede.

Mens jeg lå der og blev masseret med noget, der mindede om en støvsugerslange, kunne jeg høre, hvordan manden først blev belært at kvindelig advokat, for derefter - af kvindlig dommer - at få at vide, at han ikke kunne få lov at se sin datter, før denne var blevet tilset af psykolog. Han blev ved med at sige, at det var fuldstændig urimeligt, at han, pga et dårligt forhold til barnets mor, mistede retten til at se sin datter, og at hans straffeattest var ren. Det gjorde ikke rigtigt indtryk på amazonerne.

Jeg synes, at det er godt, at nogen derude forsøger at hjælpe vores børn, når vi bliver så viklede ind i vrede og gensidige beskyldninger, at vi ikke længere selv formår det. Børn skal ikke gå for lud og koldt vand eller udsættes for overgreb, fordi der pludselig ikke er en ekstra voksen i vagttårnet til at holde øje. Men måske kan man hale børn igennem så mange undersøgelser, og omgøre så mange beslutninger, at omskifteligheden alene skader barnet? Måske er jeg farvet af, at jeg kender en håndfuld fædre, der vil gøre alt for deres børn - men som uheldigvis er kommet til at lave dem på møg-øgler, der benytter enhver lejlighed til at sanktionere mændenes adfærd gennem afkommet? Fælles for de mænd jeg kender er, at de alle lever stabile liv, har orden i økonomien og vil give deres højre arm for en ekstra time med mini. Ikke desto mindre er de tvunget til at hoppe og springe som psykopatkællingerne befaler. De er helt på det rene med, at en tur i statsamtet sjældent falder ud til fars fordel, og at kvinden til enhver tid kan sætte dødsstødet ind ved at plante mistanken om overgreb. Det virker utrolig forkert, når kærlighed tvinger gode, stærke mænd til at æde deres værdighed, skefuld for skefund, fordi de er bange for at miste retten til at være sammen med det barn, de immervæk har 50% af aktierne i.

Så i stedet for at slappe af og nyde det, lå jeg der, og blev utrolig trist ved tanken om, hvor mange børn der, med fuldt overlæg, berøves kærlighed, fordi forældrene ikke formår at sætte sig over eget behov for hævn. Det kan vi - som er De Voksne - ikke være bekendt.

tirsdag den 22. april 2008

Det er for nemt.


I børnebogen ’Putte og de andre’ bliver koen Linda forelsket i rock’n’roll-koen Guitar-Steen. Men da slagteren kommer for at tage Steen med, går Linda i aktion for kærligheden. Illustration: Otto Dickmeiss

Fede, prostituerede og nu køer. Er vi snart færdige med at hetze mit navn? Virker desuden unødvendigt ondskabsfuldt, at forfatteren vælger at tilføre historien autentisk islæt ved at lade heltinden med det store yver forsøge at redde rockmusiker. Suk.

mandag den 21. april 2008

Heksen, grænsen og privatlivet.

Da jeg læste til tolk, havde vi en lærer, der spillede meget teater. Når hun skulle forklare os, hvordan vi kunne udtrykke følelser på andres vegne ved trække på egne erfaringer, men uden at overdrive, sagde hun, at det krævede, at vi kunne skelne imellem det personlige og det private rum. Hun har sikkert sagt tusind andre ting, men den éne kommentar har brændt sig fast, og jeg tænker ofte på den; ikke bare i jobsammenhæng, men også privat.

Der er ikke meget, der kan gøre mig så utilpas, som når folk, jeg knap nok kender, uopfordret hælder meget intime detaljer om deres liv ud over mig. Den fremmede borddame, der virker så nem at tale med, indtil man opdager, at hun er en af dem, der alt, alt for tidligt fortæller om sin depression/spiseforstyrelse/underlivsinfektion. Taxachaufføren (!), som (utroligt) uopfordret fortæller, at han er ved at uddanne sig til healer, og at ham og hans 12 år yngre kæreste er i fertilitetsbehandling, fordi hans sædkvalitet er i bund. For meget, for hurtigt og for privat.

En ordenlig samtale kræver, at man følges. Man kan sagtens udveksle dybt personlige ting med mennesker, man ikke kender: Det kræver bare, at rammerne er sat til det, og at det på forhånd er aftalt, at det er det, der skal ske. Ville f.eks. blive nogle utrolig lange møder i AA, hvis 12 mennesker skulle igennem hele bondingprocessen, inden de kunne tale om, at de begyndte at drikke som 12-årige, fordi de fik tæsk derhjemme. Men hvis alle er enige om samtalens betingelser, er vi jo også tilbage ved, at man lukker op i samme tempo. Man er forberedt på, hvad man skal høre, og man har sin egen historie klar. I den situation ville det formentlig udløse ubehag, hvis én person insisterede på at tale om opskrifter og tv-udsendelser.

Jeg oplever, at grænsen mellem det private og det personlige også eksisterer herude i cyberspace. Når man blogger, finder man hurtigt andre sider, man læser med på, og her synes jeg, at det har stor betydning, hvad bloggens form lægger op til. En blog om et seriøst emne virker rigtig og gør klogere, fordi man ved, hvad man klikker ind til, og derfor åbner sind og side samtidig. En blog, der skal underholde, skal være personlig nok til at jeg føler genkendelse, men det gør mig underligt til mode, hvis den pludselig bliver alt for privat. Jeg har det som om, jeg snager i folks dagbøger, og jeg føler mig forpligtet til at forholde mig til fremmede mennesker og reagere, hvis sjæle bliver vendt på vrangen. Man går ikke forbi en drunknende, hverken her eller i det virkelige liv.

Der er ingen regler for, hvad man må skrive på en blog eller sige til et andet menneske. For åbent til én, er tilpas for en anden. Der er hverken læse- eller lyttetvang. Men derfor skader det vel næppe at overveje, om man kan åbne sig tilstrækkeligt til at underholde andre uden at ende med at udlevere sig selv.

søndag den 20. april 2008

Top 5

over weekendens overvejelser:

1. Kan man udvikle type 2-DAMP? Gammelmandsdamp, som kommer af for meget holdtræning og dårlige tv-serier á 55 min? Har koncentrationsspand som koffeininficeret maniker, og frygter at jeg for evigt må opgive at samle mig om at se film.

2. Hold nu KÆFT Hr. Bartels laver gode drinks! Og der er masser af frugt i, hvilket får mig til at spekulere på, om man kunne overtale Aarstiderne til at lave underafdeling, der leverer drinkkits til døren?

3. Har været i skoven, på stranden og i nærkontakt med dyr 3 gange på 3 dage. Bør man lade sig stivkrampevaccinere?

4. Ville det være muligt ikke at rundsende mails til ALLE om, at det er blevet sommer? Faktisk rimelig træls at skulle dele nyfunden natur med hele Århus og opland.

5. Har opdaget nyt, fantastisk sushi-sted. Til min store rædsel er min spise-med-pinde-mødom vokset sammen igen. Hvordan kan man glemme det?? Lignede spastiker monteret på trykluftsbor, der forsøgte at spille mikado. Bliver nok desværre nødt til at købe en hel masse sushi og øve mig. Pokkers.

fredag den 18. april 2008

Følg den, der søger sandheden. Flygt fra den, der hævder at have fundet den.

"Jeg tror, at du trænger til at finde mere ro i dig selv", sagde venindes fyr, som ikke har behov for at sætte definition på sine relationer, og som derfor ikke vil gå under betegnelsen 'kæreste', til hende. Han er meget zen, og bruger mange timer dagligt på at dyrke føromtalte indre ro. Ironisk nok, er det altid er dem, der bruger tid på at lytte til sig selv, der ikke kan høre andre. Der, i stilheden, finder de ikke bare svarene på, hvad der er rigtig for dem selv, men også for alle andre. Og netop de mennesker, som holder på deres ret til at have og dyrke deres egen sandhed, har ofte meget svært ved at acceptere, at andre gør det samme.


Tilsyneladende har vi vedtaget, at Det Rigtige er at dyrke yoga, spise økologisk slowfood og drikke grøn the. Hvis jeg godt kan lide at blive blæst igennem på en spinningtime, købe en latte to go på - Gud forbyde det - minimælk og ikke soyamælk, og køre hjem til socialt samvær og vingummier, er jeg overfladisk og hul. Jeg er et får, der trænger til at blive guidet, mere end jeg er et menneske med andre værdier.


Jeg bliver svært mistænksom, når folk hævder at have fundet Den Eneste Sandhed. Jeg bliver decideret utilpas af at være i rum med disse apostle, hvis de optræder i flok, hvor én leder hævder at sidde inde med alle svarene, og resten af flokken er mennesker, som frivilligt har givet afkald på hjernen, og leaset den ud. Af de mange -ismer, der findes, synes jeg, at fanatismen er den værste. Når man holder op med at undre sig og sætte spørgsmålstegn ved, hvad man bliver præsenteret for, bliver man lejesoldat for en sag, man ikke længere forholder sig til. Når man sætter sin egen skepsis og sunde fornuft ud af spil, sætter man samtidig sin moral og egen afvejning af rigtig og forkert på pause, og selvom jeg anstrenger mig, kan jeg ikke komme i tanke om ét eneste eksempel på, at det er gået godt.


Jeg kan ikke forstå, at man kan hævde at sidde inde med Sandheden - mest for jeg ikke forstår, at nogen hopper på den. Jeg fatter ikke, at ingen råber: "Men han har jo ingen tøj på?!" Det er som om disse mennesker bare er på jagt efter en sag med dertilhørende retningslinier og holdninger, de kan hægte livet op på, så de selv er fri for at forholde sig til det. Om sagen er Indre Mission, buddhisme, pyramidespil eller Al-Qaeda lader til at være underordnet.


Forskellen på at være moden til en spændetrøje eller at blive hyldet som profet består i antallet af mennesker, man kan nå at overbevise om sin virkelighed. Når illusionen først er sat op, behøver den ikke anden næring, end at fårene stiller på marken hver eneste dag og holder liv i hysteriet. Det skræmmer mig af helvede til.

torsdag den 17. april 2008

Av mit hjerte.

Nå, hurtig håndsoprækning: Hvor mange fik tårer i øjnene, da lille Jørn (aj, men bare navnet, for fanden altså!) sad og så sine grotesk inkompetente forældre forvandle fin, lille dreng til kontaktangst menneske med autisme og DAMP? Blev særlig svært at se noget for saltvand, da sølle undskyldning af en far skrider og smækker med døren, og Jørn spørger: "Hvorfor går han fra mig?"

Hvor er det forfærdelig, at der findes en virkelighed derude, som kan omsættes til sådan et program.

Hvor er Brixtofte, når man endelig skal bruge ham?!

Gode råd til, hvordan man får alvorlige tømmermænd til at ligne forårsforkølelse, modtages med glæde og taknemmelighed.

onsdag den 16. april 2008

Don't happy, be worry.

Somme tider kan det være en udfordring at blogge, fordi man er bange for uforvarende at komme til at træde nogen over tæerne. Hver gang jeg har skrevet et indlæg af de mere kantede, vågner jeg til mobil fuld af "Erdetmig?Deterikkemigvel?Hvisdetermigskaldusigedet" beskeder.

Og det er svært. For selvfølgelig handler mine indlæg om nogen, og selvfølgelig er der altid en triggerhandling, der gør, at et indlæg bliver til. Men der er ingen af mine indlæg, der ikke har en rem af huden. Når jeg skriver, at jeg ikke kan lide pyl, er det ligeså meget hos mig selv, jeg finder det frastødende, som hos andre. Mine indlæg er ofte overvejelser, jeg gør mig om, hvordan jeg kan udvikle mig som menneske, og prøve at undgå af falde i nogen af de mange fælder, der er derude, som kan sluge livet - og glæden ved det - i en enkelt mundfuld.

Og netop livsglæden var faktisk, hvad jeg havde tænkt mig at blogge om idag, indtil jeg pludselig blev bange for at sparke til nogen, der i forvejen ligger ned. De sidste mange dage, har jeg haft folk omkring mig, som har været gode steder i livet, og været glade. Da jeg også i tiden har svært ved at få armene ned, har det været en fantastisk oplevelse, for der kommer nogle store samtaler ud af det, når alle implicerede parter har det godt.

Jeg tror, at kvinder i særdeleshed er slemme til at få skabt en kultur, hvor vi på skift fortæller om det, der ikke går. De fleste af os bearbejder problemer gennem munden, og derfor er det meget naturligt, at den negative samtalespiral opstår. Det levner bare ikke megen plads til at have det godt. Ofte tror jeg, at det er os selv, der lægger en dæmper på begejstringen, fordi vi er bange for at fremstå som afstumpede egoister uden empati. Jeg tror faktisk ikke helt, vi ved, hvad vi skal stille op, når én i klanen pludselig melder ud, at: "Jeg har det godt!" Vores redskaber til at vise, at vi holder af hinanden på forsvinder, når vi ikke kan ae på hår og holde i hånd. Og hvad skal vi snakke om? Bare heppe, mens den heldige remser op, hvad der går godt, eller hvad?

Den sidste tid må jeg med skam melde, at mit sociale behov har været for nedadgående. De gange, jeg har været sammen med folk, der også har været glade, har det været selvforstærkende i en grad, der nærmest synes overnaturlig, og jeg har ofte siddet tilbage med en blanding af ydmyghed og ekstatisk taknemmelighed over, at alting går så godt. Det føles fantastisk, men samtidig også uendelig skrøbeligt. Derfor kan jeg mærke, at hvor jeg før havde behov for ligesindede at bytte problemer med, har jeg nu behov for ro. Jeg er bange for, at for meget drama og for mange problemer, æder mit overskud og min livsglæde, og derfor bliver jeg pludselig utrolig opmærksom på, hvad jeg omgiver mig med.

Det strider bare imod alt, hvad jeg tror på, hvis livsglæde er noget, jeg skal holde for mig selv. Det er min klippefaste overbevisning, at overskud smitter, at optimisme er ringe i vandet og at kærlighed er en af de få gaver, der belønner giveren mindst ligeså meget som modtageren. Det ville gøre mit liv fattigere, hvis jeg ikke fik lov at deltage i mine venners liv, både når det er let og når det er svært. Det ville forkrøble min glæde, hvis ikke jeg kunne dele den med mine nærmeste. Jeg er bare ikke sikker på, hvordan man skaber plads til at fortælle om egen glæde uden at forklejne andres sorger.

tirsdag den 15. april 2008

Fordi jeg siger det!

"Jeg drikker en flaske rødvin om dagen" siger Peter Brixtofte og tilføjer "- men jeg er ikke alkoholiker."

Gad vide, hvornår det går op for ham, at man ikke kan insistere sig til virkelighed?

mandag den 14. april 2008

Kender du den om blondinen, der skulle lave mad?

Efter det sidste år primært at have bevæget mig i det selvindførte lag i kostpyramiden, der består af proteinbarer og suppe ("Og det" sagde heksen "vil jeg kalde 'Aftensmad'"), blev jeg i sidste uge så træt af at skulle forsvare køleskabsindhold bestående af vodka og neglelak, at jeg lavede madplan. Jo, jeg gjorde. Og ikke nok med det. Jeg lavede også seddel over ingredienserne og købte ind. Lagde flere gange ting i kurven, som jeg ikke havde den fjernest idé om, hvad jeg skulle bruge til, men stolede blindt på min liste, og forlod butikken med tre kæmpeposer. Brugte resten af dagen på at trave i fast rutefart fra stue til køkken for at kaste lange, beundrende blikke ind i blæret overskudskøleskab.

Beruset af min egen succes, besluttede jeg søndag at forberede to af ugens måltider. (Jeg burde nok her have indset, at det havde taget magten lidt fra mig. Man skal trods alt lige kravle før man kan gå.) Trak i bare tæer og forklæde, og kørte frisk basilikum og pander i stilling. Gik godt. Var totalt imponeret over eget overblik. Huskede det hele. Intet brændte på. Salt i? Tjek. Peber? Tjek.

..........

Lugter det ikke mærkeligt?

NAAAAJJ!!! Hvem fanden i helvede er den KÆMPESPASSER, der har fået den geniale idé AT LAVE SAMME FARVE LÅG TIL PEBER OG KANEL!?!!!

søndag den 13. april 2008

Rescue No-One-One

Jeg hader pyl. Pyl er en klæg, energiabsorberende grød, der ikke tjener noget formål. Hvor vrede er en følelse med afsæt og fremdrift, er pyl en introvert beskuen, der påtvinges sagesløse lyttere. Hvor sorg er en proces, der har til formål at flytte dig fra chok over krise til heling, er pyl en tilstand af stilstand (Hæ. Ser sjovt ud på tryk. Og er svært at sige hurtigt), som pylproducenten sjældent er interesseret i at flytte sig ud af.

Selvom det et stykke hen af vejen kan være rart at pacificere omverdenen, så man slipper for krav og forventninger, begriber jeg simpelthen ikke, at nogen kan have lyst til at caste sig selv i rollen som passivt, klynkende bløddyr. Hvor meget respekt giver det på sigt? Hvor spændende et liv får du, når folk begynder at undgå dig, fordi de bliver trætte af, at du altid ligger klar på briksen med kleenex i hånden og selvmedlidenheden skruet op på max?

Hvis du er ked af det, er der ikke ende på de timer, jeg vil bruge på at lytte og forsøge at trøste dig, så godt jeg kan. Hvis du er vred, er jeg altid klar på et arrigt kampråb og en hævnfantasi. (Har selv "Hævnfantasi I-IV" stående, appendix og fodnoter incl. og jeg udveksler gerne). Men jeg synes, at det er spild af liv og tid, der kun kunne være brugt bedre, når der er pyl ad libitum på programmet.

I forhold til mænd, er jeg heldigvis blevet både for gammel og for klog til at blive tiltrukket af elendighed, efter et par gange at have forsøgt at redde forpinte sjæle fra sig selv. Jeg har endelig lært, at det er uladesiggøreligt. Disse mænd er hverken interesserede i hjælp eller løsninger: De er i virkeligheden bare soloartister på udkig efter publikum. Kom sgu næsten til at grine over, at hele to, på under en uge, har forsøgt sig med at bruge ynk som døråbner. Hvis de havde lyttet mere og tudet mindre, havde de måske lært mig nok at kende til at vide, at forkrøblede trækiler ikke virker på døre af pansret stål.

Jeg langer hårdt ud, I know. Og næste gang, nogen tager mig i at klynke, er det helt på sin plads at stikke dette indlæg i næsen på mig. Jeg insisterer. Jeg vil ikke manipuleres til at trække i hjelm og støvler. Jeg har ikke brug for at blive reddet. Men jeg vil gerne blive ved med at være et menneske, som både hjælper og kan hjælpes.

lørdag den 12. april 2008

Piece of Timbercake?

Hvordan kan man danse sådan iført 4,5 meter pladevat??

torsdag den 10. april 2008

Nærvær og næsten.

Da jeg var yngre, troede jeg, at den bedste måde, hvorpå man kunne udtrykke interesse for folk og deres liv, var ved at spørge, hvordan de havde det, og hvad de gik og lavede. I en tid hvor alle læste i andre byer, men stadig havde en del af venskabet stående i fødebyen, var det utrolig praktisk, at vi havde disse magiske sætninger, som signalerede, at vi i hvert fald stadig tog del i hinandens liv, selvom vi kun sås, når vi var hjemme til jul/skulle i Ikea. Måske var tiden anderledes; måske var vi nogle andre. Faktum er i hvert fald, at jeg i dag oftere opfatter disse spørgsmål som pseudoomsorg end som udtryk for oprigtig interesse.

Enhver idiot kan stille spørgsmål som "Hvad går du og laver?" og "Hvad skal der ske i weekenden", for derefter at lave jeg-lytter-meget-interesseret-i-det-du-fortæller-mig-mimik (=jeg-forsøger-i-virkeligheden-at-regne-ud-om-jeg-kan-nå-i-føtex-inden-min-næste-aftale-og-hører-derfor-ikke-et-ord-af-hvad-du-siger.) Det er bare lidt ligesom med fallossymbolerne i reklamerne: Vi har alle sammen haft de samme psykologi bøger, og det virker ikke længere, når jeg ved, du gør det. Faktisk virker det nærmest modsat. Hvis ikke denne samtale er vigtig nok til, at du gider koble din hjerne til og være til stede, så kommer jeg til at føle mig dum, når jeg prioriterer at bruge tid på noget, som tydeligvis ikke er ret vigtigt for dig.

Ikke overraskende er det mest travle mennesker, der gør det. Det er der for så vidt ikke noget mærkeligt i. Hvis man hele tiden kører i 5. gear, kan det være direkte dødbringende at skifte til 1., for det kræver alt for mange kræfter at komme op i tempo igen. Jeg synes bare ikke ret godt om den slags turbovenskaber, hvor jeg bliver behandlet som et tv, der forventes at levere instant underholdning, når His Royal Highness lige har 5 minutter til at zappe rundt.

For mig er det er ligeså vigtigt, at folk fortæller om sig selv, som at de spørger til mig. Ingen har lyst til at blotte sig for nogen, der aldrig selv lukker op. Det kræver langt mere tid at invitere indenfor, end det gør at vinke, når du blæser forbi på gaden, men hvis en relation er vigtig nok, må du finde ud af at prioritere den. Når alt kommer til alt, er tid ikke noget du får, men noget du tager dig.

onsdag den 9. april 2008

Chain of fools.

Jeg hader kædebreve, uanset hvad man kalder dem. Hader dem også på mobilen. Og på mail. Antager at mange af mine bekendte deler min aversion, men bare er for overtroiske til at sidde de vedhæftede trusler overhørig. Derfor vil jeg være den, der risikere acne, mavekneb og evig ulykke ved at bryde kæden, og blot besvare seneste skud på send-videre-stammen her:

Havde I klaver derhjemme?
Nej. Vi erkendte på forhånd vort nederlag og brugte i stedet tiden til at hylde Mestrene. Pink Floyd. Gasolin. Doors. Har brugt meget af min barndom på gulvet i stuen med hørebøffer så store som mit grydefrisurebeklædte juniorhoved.

Spiller du selv?
Har gjort. Har spillet saxofon i 4 år. Var med i band, hvor vi spillede ol' school jazz, 14 saxofoner og en rytmesektion. Det savner jeg somme tider.

Synger du under bruseren?
Jeg synger hele tiden, når jeg er alene. (Gerne MEGET højt, hvis jeg kan høre min overbo og hans .. private beskæftigelser…)

Har du nogensinde drømt om at være musiker?
Mærkelig nok, nej. Havde en lang periode, hvor jeg gerne ville være jagerpilot, men musiker? Nope.

Hvad betyder musik for dig?
Ualmindelig meget. Jeg har en sang for hver eneste nuance i følelsesregistret. Jeg kan ikke huske navne, om det gjaldt mit liv, men kan til gengæld huske tekster på sange, jeg har hørt to gange for fire år siden.

Hvilken sang minder dig om din første forelskelse?
Hmm… Giver alting pludselig mere mening, når jeg siger, at hele Appetite for Destruction pladen med Guns n’ Roses minder mig om mit første alvorlige crush? Han var langhåret og spillede trommer. Musikere: Fyre Vi Holder Os Fra, side 1, litra a, første punktum.

Hvilken sang er din yndlingssang?
Prøliåhørher! Det er der sgu da ingen, der kan svare på!?

Hvor lang er din musiksamling?
Itunes siger 1,8 dage.

Hvad er det pinligste stykke musik, du ejer?
‘I owe you nothing’ med Bros. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.

Hvilken sang synger du på karaokebaren?
Den dag nogen får mig til stige ned i denne japanske udgave af helvede, lover jeg at synge lige, hvad de beder mig om.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?
Det modsatte af TV2.

Hvad er bedst at høre på en søndag?
Jeg har altid godt kunne lide at høre jazz om søndagen. Har egentlig aldrig tænkt over sammenfald af smag og dag før nu.

Hvilken sang giver dig lyst til at danse?
Beklageligvis sange, som beatmæssigt kun muliggør dansestilarter, der får mig til at ligne kortslutningstruet robot på speed, f.eks: ’I’ll be there for you’ og ’Footloose’. Åh ja, og så selvfølgelig den udødelig klassiker ’Time of my life.’ (NObody puts baby in a corner!)

Hvad er den første sang, du kan huske?
’Words.’ Ironisk nok. Den fortsætter: ’- don’t come easy to me'….

Hvilken sang gør dig ked af det?
’Without you I’m nothing at all.’

Hvilken sang skal spilles til din begravelse?
’Always on my mind’ i Caroline Henderson versionen. Det er ikke sikkert, at jeg slog til. Men de tilstedeværende skal vide, at jeg gjorde, hvad jeg kunne.

Hvem var din bedste koncert med?
Har tilbragt det meste af min ungdom på festivaler, så det er svært at vælge, men husker Bob Dylan koncert fra 94 eller 95 som noget særligt. Forventede sur mand med guitar (fandt senere ud af, at rollen var besat af Sting), men blev blæst omkuld af 15 mand stort orkester med rockerseje korpiger, kæmpe blæsersektion og Dylan med leopardhat i front.

Tager du på festivaler?
Pay attention! Skal i øvrigt blogge – sådan helt officielt – fra Skanderborgfestival i år.

Hvilken musiker vil du gerne på date med?
Åh! Skal man vælge?? Valget står imellem Bon Jovi (selvom jeg er lidt angst for at blive sneblind, hvis han smiler), Thomas Troelsen (snitte-alarm) eller David Bowie, som uomtvisteligt er verdens smukkeste mand.

Nu tror jeg, at jeg vil nynne et vers af Elefantens Vuggevise og hoppe i seng. Voodoo på dem, der sender flere skemaer!

tirsdag den 8. april 2008

Pludselig giver det MEGET mere mening.

Kørte forbi køreskole idag, hvor eleverne lige havde fået pause og myldrede ud for at få ild i smøgerne. Dér, lige midt i flokken, stod han. Mand, ca. 50 år. Tyndt hår. Guldkæde. Iført jakke fra Århus Taxa.

mandag den 7. april 2008

If I was a rich girl

- men det er jeg ikke, og det bliver jeg aldrig. Med mindre, selvfølgelig, at jeg får guld tilført udefra på Lotto- eller Fru Direktør Linda Mc-Kinney Møller-måden. Jeg er helt på det rene med, at de valg, som kunne have gjort mig velhavende, skulle være truffet for længe siden; nemlig dengang, hvor jeg havde travlt med at redde hvalerne fra udryddelse, og min mor havde travlt med at redde mig fra Tvind.

I min omgangskreds, er der flere, der tjener ret godt. Da jeg jo for ganske nyligt har været jobsøgende, har jeg diskuteret løn med mange af dem. En del af de jobs man kan søge i dag, er temmelig elastiske i betegnelsen, hvilket gør det svært at slå dem efter i lønstatistikken. Måske er det derfor, at vi i dag bruger vores venners indtægter som målestok for, hvad vi føler, vi selv burde have i løn.

Problemet er bare, at hvis jeg udelukkende fokuserer på alder og segmentfarve, når jeg skal vurdere, hvad jeg er værd i kroner og ører, så glemmer jeg at tage højde for en masse ret væsentlige forhold. Jeg ville gerne tjene 7.000 mere i måneden, ligesom nogle af vennerne gør. Men jeg føler ingen trang til at piske Danmark rundt i tide og utide. Jeg ville blive rasende frustreret over at skulle smide, hvad jeg havde i hænderne og stille pronto!, hvis min telefon ringede mandag kl. 21.00. Jeg ville få spat af at skulle forsvare mig selv og mine dispositioner 5 gange om dagen, hver eneste dag, 7 dage om ugen. Jeg ville mistrives med at knokle livet af mig og leve på et socialt eksistensminimum og forventet efterbevilling, fordi der måske er guld for enden af regnbuen.

For mig er Det Gode Liv, at min fritid er min. At jeg kan lave aftaler - og holde dem. At jeg ikke altid skal være iført lanse og rustning, når jeg ridder ind på borgen, men godt tør stille i bomuld og tynd hud uden at frygte knive i ryggen. Dermed ikke være sagt, at jeg vil arbejde for en krone i timen og et klap i røven. Men jeg er meget bevidst om, hvad jeg giver afkald på, når jeg vurderer, om jeg f.eks. vil afholde et kursus. Det er min tid - og dermed en bid af mit liv - jeg sælger, og det skal være dét værd.

At finde et job, der passer til ens personlighed, kan ikke gøres op i penge. Hvis det skal give mening at sammenligne løn, skal man også sammenligne ambitioner og livsværdier. Selvfølgelig skal den veninde, der har lagt 50 timer i ugen på sit job i 3 år, have mere i løn end mig. Selvfølgelig skal det udløse ekstra, at hun skal sove med mobilen i hånden. Så inden du får stress over, at dine tidligere holdkammerater tjener mere end dig, så husk at nærlæse deres jobbeskrivelser. Måske de har valgt at sælge noget, som du ikke går af med?

søndag den 6. april 2008

Jeg var så glad for min cykel.

For satan. Er jeg nu blevet uhip uden at opdage det? Politiken skriver:

Cykelforbund: Tyverier truer cyklismen 6. apr 16:04 Indland Politiet må gøre en større indsats for at bremse de mange cykeltyve som især hærger i landets større byer, opfordrer Dansk Cyklist Forbund.

Der er sgu da ingen, der stjæler min cykel! Er den ikke fin nok til jer?! Det tætteste, jeg kommer på er, at jeg to gange har fået stjålet min cykelsaddel. Det tæller ligesom ikke, vel? Føles faktisk mere som et fravalg af min cykel end et tilvalg af min saddel. Udløser samme følelse, som da jeg havde indbrud, og de stjal mit tv, min video (til læsere under 25: en videomaskine er en form for gammeldags dvd afspiller) og mit stereoanlæg - men lod alle mine cd'er stå. (Til læsere under 25: Cd'er var nogle blanke skiver, som vi dengang opbevarede vores musik på, og som vi satte i telefonbogstore (en telefonbog er en form for Krak i papirudgave) maskiner, der fungerede lidt ligesom Ipods).

Har ellers været så glad for min cykel. Men det er ligesom ikke helt det samme mere, nu hvor jeg ved, at den ikke engang er god nok til det sorte cykelmarked i Polen. Gad vide om det hjælper, hvis jeg sætter saddel på?

lørdag den 5. april 2008

Reality bites.

"Hvad fanden er det, han vil?!" Det spørgsmål har jeg både hørt og stillet temmelig mange gange. Fuld af dødsforagt vil jeg her på bloggen påstå, at det er noget kønsbestemt. Spørgsmålet opstår, fordi vi kvinder er tilbøjelige til at tro, at følelser for et andet menneske, er noget der udvikles, når man bevæger sig fremefter på en linie, der udgøres af punkterne:

1.Interesse -> 2. Flirt -> 3. Forhold -> 4. Kærlighed.

Ikke forstået på den måde, at vi tror, at kærligheden kan sættes på formel, men når vi ser en bestemt adfærd udvist, er vi nok tilbøjelige til at indplacere den på linien. Vi opfatter udsagn og reaktioner som en serie af handlinger, der logisk og matematisk leder frem imod et mål. Vi tror, at hvis en fyr er nået til pkt 2, så hopper han ikke tilbage til pkt 1. (Luuuuuk Punkt 1. Vi er mange, som er imoooood). Derfor roder det med alt, vi opfatter som indlysende, at han den ene dag nærmest går i bro for at få vores opmærksomhed, og dagen efter virker oprigtigt uinteresseret.

Egentlig er det mærkeligt, at vi tænker sådan. Om ikke andet, burde vi af erfaringens vej være blevet klogere. Men der er forhåbentlig ingen af os, der er så emotionelt forarmede, at vi kun formår at stille til start med én følelse. Jeg tror, at hver eneste relation vi indgår i, består af en række parallelle virkeligheder, hvor vi flere gange i timen bevæger os sidelæns fra version til version. I én virkelighed elsker jeg min kæreste og vil være sammen med ham resten af livet. I en anden bliver jeg tiltrukket af en anden, selvom jeg indgår i et forhold. I en tredje finder jeg kæresten så karakterløs og irriterende, at jeg nærmest frastødes. I en fjerde er han min bedste ven. Alle virkeligheder er lige sande. Alle eksisterer de samtidig. Det er bare forskelligt, hvilken en jeg befinder mig i lige nu. Og nu. Og nu.

Jeg er sikker på, at han mente alt, hvad han sagde, da han sagde det. For da var han i den virkelighed, hvor det var sandt. Kunsten er vel så at finde en, hvor parterne begge veje får et glimt af alle versionerne og mener, at de kan leve med indholdet.

torsdag den 3. april 2008

Top 5

- over uudholdeligt tilbehør på mænd 30+:

1) Partisanertørklæder. PLO har ringet. De vil have dem tilbage.
2) Yo-yo'er. Nej! Blev der sagt!
3) Solskærme i byen. Kan ikke engang forsvares på charterferier, men bliver nærmest utilgivelig, visuel besudling af det offentlige rum, når de sidder monteret på 'tilfældigt' Sebastianindsmurt pjuskhår (som vi godt ved, at det har taget en time at sætte) kl 2 om natten på Kupé.
4) Hestehaler. Med høje tindinger og måne? I don't think so.
5) BMX cykler. Du er ikke street. Du er ikke laid back. Du er en voksen mand på en børnecykel.

onsdag den 2. april 2008

Du må låne mine sko.

Lige nu er der et par af veninderne, der står i krise, stress og frustrationer til øverste halshvirvel. Det er svært, når nogen man holder af, har det skidt, og man ikke kan gøre ret meget for at hjælpe. Ikke mindst fordi ens eget liv hensynsløst kører videre uden at sætte farten ned. Selvom vi alle hylder idéen om at smide, hvad vi har i hænderne for at hjælpe, så ved vi også, at det kun er ladesiggørligt for en kort bemærkning. Beklageligvis er det de færreste forundt at få så korte kriser, at det akutte beredskab rækker. De fleste af os skal bruge lang tid på at slikke sår, når vi er blevet gået fra. Det tager tid at genvinde troen på sig selv og sit værd, når man er blevet fyret. Kroniske sygdomsforløb og behandlinger holder ikke op med at kræve kræfter, når de mister deres nyheds- og chokværdi for omverdenen.

Når der er gået noget tid, tror jeg desværre bare, at de fleste af os bliver taget til fange af vores eget liv og dets udfordringer. Det er en svær balancegang. Det er vigtigt, at vi ved, at vi har et bagland, når vi mister fodfæstet, men samtidig tror jeg, at vi ofte er bange for at bruge det, fordi vi ikke vil være til besvær. Baglandet udgøres samtidig af rigtige mennesker med rigtige liv og rigtige problemer, hvilket rejser spørgsmålet om, hvad man gør, når en nær ven er i krise, men ressourcerne samtidig er knappe i egen afdeling? Hjælper man sin næste på bekostning af sig selv? Du kan dårligt bede folk sætte deres krise på pause, til du er klar til at træde hjælpende til. For mig har det været svært at acceptere de gange, jeg har haft det rigtig skidt, og et menneske tæt på, ikke har hjulpet. Også selvom jeg er helt på det rene med, at det udelukkende har været på grund af omstændigheder; ikke manglende vilje. Det er bare så svært at forstå logik med hjertet.

En stor udfordring ved at hjælpe mennesker i knæ er, at de sjældent kan fortælle, hvad de har brug for. Særligt hvis vi er ude i et af de forløb, der strækker sig over tid, er det svært, hvad man skal blive ved med at sige. Hver eneste gang, man gentager sig selv, øger man sin følelse af afmagt over ikke at kunne hjælpe. Nogle forfalder til overdrevet optimisme. Her må jeg være fortaler for de fugle, der har midlertidigt lammede næb: Det er pisseirriterende. Min depression forsvinder ikke, fordi du så en krokus i morges. Jeg VED godt, at det nok skal gå, og at jeg finder et nyt job/en ny kæreste, men ligenu er jeg forfærdelig ked af det, og det eneste du opnår med kunstige smil og henvisninger til vejret er, at jeg oveni at være sort på indersiden også føler, at jeg belaster min omverden med mit manglende overskud. Den store finaler er, når jeg ender med at blive vred på mig selv over, at jeg bliver gal på dig, når du prøver at hjælpe.

Mand. Somme tider er livet virkelig en gåtur på glasskår.

Udkørt klokken tre?




tirsdag den 1. april 2008

Min første arbejdsdag - i punktform:

Jeg har fået:
Nøgler. Risky business. Husker med al uønskelig tydelighed, da jeg måtte fortælle rektor, at det lørdag nat var lykkes mig at smide nøglerne til hele Esbjerg Musikkonservatorium væk.

Mit eget skrivebord, med skuffer i og alt muligt. Virker nok ikke som noget særligt for de læsere, der i årevis har siddet parkeret ved et sådant. For mig, der i 6½ år har slæbt rundt på alting, er det ret fantastisk at kunne deponere håndcreme, mentholatum, läkerol (yeah right...) osv. på et sted, som er mit.

Et stempel. 'Afvist'. MuHAHAHAHA!!!

Jeg formåede:
At møde til tiden.

At være iført pæn personlighed hele dagen.

At undlade at nynne "My bonnie lies over the ocean" da min kontorroomie præsenterede sig. Og ja. Det hedder hun.

Ikke at se alt for irriteret ud, da en ældre kollega for 5. gang gik forbi mit bord og (uopfordret) gentog, hvor vigtigt det var, at jeg dobbelttjekkede dokumenterne. (I havde vel for fanden ikke ansat mig, hvis I mente jeg var idiot!)

At undlade at fnise over, at utrolig sød kollega med asiatisk baggrund, blev ved med at bede mig finde oplysninger, som stod "allertilsidst".

At blive gode venner med pedellerne. Altafgørende. Glem at fedte for chefen. Hvis pedellerne synes, at du er en møgkost, bliver dit liv helvede på jord. Du kommer til at sidde på kontorstole med manglende hjul ved fastlåste hæve/sænke borde. Du får den dårligste telefon, og INTET kan lade sig gøre på denne side af jul, når du ringer til dem. Hvis du derimod er i kridthuset, behøver du aldrig mere bære noget tungt selv, dine pærer er skiftede, nærmest inden de når at springe, alle de fede office supplies lander på mirakuløs vis i dine skuffer, og de dækker dig ind, hvis du kommer for sent eller ved et uheld får startet alarmen.


Hun betragtede dagens værk og hun så, at det var godt.