søndag den 30. marts 2008

Man skulle have hørt efter i fysik.

Jeg kan godt lide at bo i lejlighed. Jeg savner min egen have, men ellers passer det mig fint at bo i noget relativt centralt af overskuelig størrelse. For det meste har jeg heller ikke noget imod, at jeg kan høre, at der bor folk omkring mig. Der hvor jeg bor nu, har jeg f.eks. en nabo (ikke jytte. Tror ikke, at hun sådan er til musikalske udskejelser. Eller udskejelser af nogen slags, faktisk.), som har utrolig god musiksmag. Det er nærmest hyggeligt, når han holder fest, for så kan jeg gå herinde med næbbet i rødvin og synge med.

Men jeg har en overbo, jeg godt vil af med. Han er sidst i 30'erne, sådan lidt glat i det og kunne godt være venindes irriterende storebror. Denne opgang er lige lydt nok til, at vi begge kan være her. Nu er jeg 3 lørdage vågnet til lyden af ham, der har ... 'kvalitetstid'.. med sig selv. Jeg får ganske ufrivilligt lov til at følge hele forløbet, fra selve håndarbejdet (nogle små tarvelige grynt), over toppen (en form for hvin), til de bare tæers dappen fra soveværelse til badeværelse, hvor han først med stor iver forsøger at afmontere toiletrullen (svært at hive papir af med én hånd) og derefter tænder (betænkelig kort tid) for vandet.

Der er grænser for, hvor meget jeg gider vide om andre mennesker. Og hvor meget jeg gider, at de ved om mig. Men vi er enige om, at lydbølger kun forplanter sig nedefter. Ikke?

lørdag den 29. marts 2008

Sluk lyset, Linda

Igår var jeg til afskedstamtam med mit job, og det var hyggeligt - indtil jeg kom i tanke om, hvorfor jeg var der. Så blev det pludselig rigtig mærkeligt. Føltes meget, meget forkert at sidde omgivet af de mennesker, jeg indtil nu har betragtet som mine sisters in arms, og pludselig erkende, at det er jeg ikke længere en del af flokken. I hvert fald ikke på sammen måde, som jeg har har været hidtil. Selvom jeg forsøgte at huske, at jeg fra nu af kan gå i både prikker og tern, kender mine arbejdstider og gerne må svare, hvis folk spørger mig om noget, nåede jeg at tænke: "Shit, jeg håber, at jeg gør det rigtige!" mange gange.

Til sidst kunne jeg godt mærke, at jeg bare trak tiden for at udskyde det uundgåelige. Det værste ved nye begyndelser er de afslutniger, der nødvendigvis må følge med, og uanset hvor meget jeg glæder mig til at tage hul på noget nyt, så har jeg gruet for dagen, hvor jeg skulle kaste et sidste blik på mit liv, som jeg kender det og lukke døren bag mig. Og det var nogenlunde ligeså slemt, som jeg havde frygtet. Hjalp ikke, da nogle af dem, jeg kommer til at savne allermest (og som jeg vil tænke på hver gang jeg ser en dymo eller en Baresso..) fik tårer i øjnene. Prøv at gætte om det smitter?

Forlod café med tårer i øjnene og fornemmelse af at rulleteksterne kørte over skærmen; vemodig men alligevel fuld af håb for fremtiden. Lige til Hollywood. (Øjeblikkets højtidelighed blev dog temmelig forstyrret af mental scratchlyd, da jeg kom i tanke om, at jeg havde glemt at betale min regning og måtte løbe tilbage med blafrende, røde ører.)

Om der kommer en 2'er, er endnu uvist, men for nu sender vi pakker vi scenen ned, sender crewet hjem og slukker lyset.

"Mit Liv Som Tolk, First Blood"









That's a wrap.

torsdag den 27. marts 2008

Wir Kinder vom Bahnhof Zoo.

Efter at have tilbragt en nat i helvede, er jeg klar til at opgive prøveidentitet som narkoman. Er ved at være resistent overfor superpiller (bortset fra komalignende sovevaner), og igår glemte jeg så, at jeg spiser dem, og drak et halvt glas rødvin. Skal lige love for, at jeg kom i tanke om det. Har været Christiane F hele natten. Svedte så meget, at det løb, rystede over hele kroppen, og måtte kravle - siger og skriver k-r-a-v-l-e - ud på toilettet, når kvalmen blev for slem, fordi mine ben ikke kunne bære mig. Værdigt. I morgen er det slut.

(Eller det er det i hvert fald liiigeså snart, jeg får bestilt en tid hos lægen, så jeg kan få røntgenfotograferet de skide ribben.)

onsdag den 26. marts 2008

Til døden mig skiller (ad)

Igår cyklede jeg forbi en byggeplads, hvor der på stilladset var hængt en kæmpereklame for et bedemandsfirma. Lidt efter passerede jeg en reklamesøjle med kampagneplakat for organdonation. Jeg ved ikke lige, hvor vild jeg er med al den påmindelse om, at vi kun er her på tålt ophold? På den ene side, er det jo fint nok at være bevidst om, at jeg ikke ved, hvor mange korn jeg har i timeglasset. En dag brugt, er en dag, der ikke kommer igen. På den anden side kan man risikere at glemme at nyde turen, hvis man kun fokuserer på, hvornår den slutter.

Mine forældre har alle dage være meget straight forward, også med de store ting. Tror jeg var 15 år, da de hen over frikadellerne helt, helt afslappet nævnte, at hvis de blev slået ihjel, havde de begge sagt ja til, at alle deres organer måtte bruges til donation. Om min søster og jeg havde taget stilling? Det rystede mig i min grundvold at finde ud af, at de på et tidspunkt regner med at tjekke ud, og jeg bliver stadig så panisk ved tanken om, at de engang (om MANGE MANGE år!) har tænkt sig at efterlade os her, at mit mentale HFI-relæ slår fra. Til gengæld har jeg fået et ret afslappet forhold til mine organer og deres videre skæbne, i tilfælde af at mit nummer bliver udtrukket. Lægerne må afmontere alle de reservedele, de kan bruge. Men en ting er at have taget stilling. Noget helt andet er reelt at tro på, at det bliver aktuelt.

Måske jeg skulle komme over min forfængelighed og købe en cykelhjelm?

tirsdag den 25. marts 2008

Zzzzzzzzzzzz

Beklager, hvis der er lidt stille på bloggen i disse dage. Ville ønske, at jeg kunne give fortravlet jet-set liv skylden. Desværre. Der er tale om det absolut modsatte. Har tilsyneladende nået en alder, hvor fysiske skavanker med indædt beslutsomhed modsætter sig bedring. Den fibersprængning, jeg fik i ryggen i sidste uge, prøver nu at erobre nyt land. Smerten forsøger således nu at snige sig ubemærket rundt om min torso for at indtage området omkring mine nederste ribben. Heldigvis udskrev den gavmilde medicinske guest-star rigeligt med piller, men da der er tale om et pænt stærkt morfinlignende præparat, har det den bivirkning, at hjernen føles nogenlunde lige så skarp som en gennemsavlet bomuldssok. Og så er jeg traaaaaat. Har den sidste uge sovet mellem 10 og 14 timer i døgnet. Levner desværre ikke meget tid til job, træning og blog. På opturssiden er der heller ikke mange vågne timer tilbage at pive i.

søndag den 23. marts 2008

Kan man lære at ignorere 50% af sig selv?

Engang imellem tror jeg, at jeg er dømt til et liv i ensomhed. Tilsyneladende er jeg ude af stand til at finde ro. Mit problem er, at jeg desværre har fået installeret 2. hand personlighed fra tidligere multiple personality disorder patient. Min ene personlighed vil have en mand med overblik, orden på liv og økonomi, med sommerhus og planer for fremtiden - med andre ord: En voksen. Den anden bliver tiltrukket af alt med "bad idea!" tatoveret i panden.

Jeg kan sagtens se potentialet i Den Voksne. Jeg gider ikke være mor for mine kærester, og der er ingen tvivl om, at hvis jeg leder efter en at dele resten af livet med, så er det på denne hylde, jeg skal finde bogen. Drengene i sort tilbyder på den anden side et (ind imellem tiltrængt) break fra orden, overblik og indre organisatan. Det er også hos dem, vi har de lange nætter, hvor ordene aldrig bliver for store, og udsigt og indsigt flyder sammen.

Problemet er bare, at jeg altid mangler noget. Når jeg teamer op med en voksen, bliver jeg enten en overversion af mig selv, så alting bliver så beige og ordenligt at jeg til sidst har lyst til at skrige, eller også forvandler jeg mig til en uregerlig teenager, der betragter alle grænser som invitationer til oprør. Når jeg får plads på sort stue, går der lige præcis to måneder, hvorefter jeg begynder at få spat af, at der aldrig er handling bag ordene, at alting sejler og at denne type mænd hele tiden er på vej.

For vild til de pæne og for pæn til de vilde. Hvordan bliver man lykkelig, når man altid kun er halvvejs tilfreds?

fredag den 21. marts 2008

You gotta sin to get saved.

Vatikanet har for nyligt offentliggjort De 7 Dødssynder, version 2.0. Ud over de oprindelige 7 (hovmod, griskhed, utugt, vrede, grådighed, misundelse og dovenskab), indløser man nu også billet til Det Varme Tivoli, hvis man beskæftiger sig med 1) Genetisk modificering 2) Medicinske eksperimenter på mennesker og 3) Miljøforurening. Derudover er det nu også strafbart at 4) Forårsage sociale uretmæssigheder, 5) Forårsage fattigdom 6) Blive overdrevent rig 7) Tage narkotika.

Umiddelbart ser det ud til, at Helvede får brug for temmelig mange dørmænd - der bliver crowded. Synes, at de skyder med spredehagl, de hellige drenge. Hvis man lister de 2 x 7 synder op, findes der ikke ét eneste menneske på denne jord, der kan undsige sig, gør der? (Man kan jo lige teste sig selv og se, hvor mange af de 14 punkter man kan vinge af i "har været/gjort." Jeg prøvede. Gider ikke rigtigt snakke om resultatet.) Det til trods, synes jeg stadig, at der mangler 3 på listen:

1) Nærighed.
Bare ikke i orden. Overhovedet. Jeg vil ikke betale for dig, så du kan tage på skiferie. Ud over at være voldsomt irriterende, har denne synd også den ekstra hage, at den smitter: Når jeg er sammen med et nærigt menneske, begynder jeg selv at regne på, hvem af os, der har betalt hvor meget for hvad, fordi jeg ikke vil tørres. Sådan gider jeg ikke være!

2) Selvmedlidenhed/klynk.
"Jeg må gøre, hvad jeg vil, når jeg vil, og jeg behøver ikke anstrenge mig spor for at hjælpe andre, for det er synd for mig." For det første er det afsindig irriterende at høre på. For det andet er det bare en utrolig lusket måde, at prøve at køre på frihjul i forhold til ansvar og forventninger på.

3) Løgn.
Behøver vel nærmest ikke yderligere forklaring? Når man vælger en handling, vælger man også konsekvensen af sin handling. Rystende dårlig stil at at hustle sig til sjov og ballade, men samtidig at forsøge at løbe fra regningen.

Jeg vil skynde mig at sige, at jeg er åben for forhandling: Jeg er villig til at give afkald på 3 af de nuværende 14 for at få mine egne forslag på listen. Jeg vil undlade at skrive, hvilke 3 jeg foreslår fjernet. Har jo lige skrevet, at man ikke må lyve.

onsdag den 19. marts 2008

8000 Happiness

Der er noget suspekt over folk, der stadig indrykker kontaktannoncer i aviser. Er der i virkeligheden ikke kun tale om folk, der ikke kan oprette profiler på nettet, fordi de bliver overvåget af bagmands- og/eller sædelighedspolitiet? I denne uges udgave af Århus Onsdag er der i hvert fald materiale nok til at bakke mistanken op.

"Elskerinde søges. Sød, pæn og kærlig mand, 44, søger moden, gerne frodig (!) kvinde til et erotisk/seksuelt bekendtskab (hvad fanden er forskellen??). Vi mødes i pæne, lyse og trygge rammer (lyder som en mellemting mellem beskrivelse af privathospital og salgsopstilling fra en ejendomsmægler), diskretion og renlighed en selvfølge." Her begynder man så småt at se et billede for sig af overpertentlig, bakterieforskrækket fyr i brune skjorter, der bor i Mors kælder. Hvor man så kan ende sine dage på et stykke sterilt plastik, mens han lægger sig selv i blød i hospitalssprit.

"Baressocafé ved banegården fredag d. 7/3 kl. 9.15 -9.50. (Har du ikke et arbejde, du skal passe?) Sad ved siden af dig. Du talte i telefon to gange og nævnte navnet Patrik. Du lagde dine aviser ind under min avis. Vil gerne mødes igen forat se, om det kunne blive til mere. (Kan i hvert fald dårligt blive til mindre.)" Hurtig håndsoprækning: Hvor mange ville svare på den? Så har han siddet der og lyttet på stalkermåden, mens han har følt sig lagt an på, fordi man har flyttet hans avis. Han er jo syg! Ved bare, at han er sådan en, der stirrer. Heeeeeelt uden at blinke. Ad.

"Min kone og jeg søger hermed pige, der har interesse i at møde sød, kærlig, mørk, muskuløs, flot, brun mand på 28 år fra Nigeria med henblik på et kærligt, seriøst forhold (min kones bror). Skriv så vi kan hjælpe jer til en dejlig fremtid. Familien Black and White." Hvor mange mænd omtaler deres svoger som 'flot, kærlig og muskusløs'? Ville nok lige sove med et øje åbent der, hvis jeg var konen... Hele det der trafficking set-up er da også totalt suspekt. Endelig synes jeg, at det siger lidt om, på hvilket plan man skal udholde underholdning til familiefesterne, at de omtaler sig selv som 'familien Black and White.' (Ville man ikke som mand føle sig noget mere potent, hvis de gik under aliaset Black and Decker?) Hvis man ryger på den, og man skal ned og besøge ham, synes jeg måske lige, at man skal poste et lille brev til Forsvundne Danskere, hvori man vedlægger sin rejseplan. Just in case.

En ting er, at disse mennesker findes derude. Men jeg synes næsten, at det er mere uhyggeligt at tænke på, at der er nogen, der svarer på annoncerne.

Nå. Vil smutte. Skal lige i postkassen.

tirsdag den 18. marts 2008

Purple Haze

Jeg tror, at jeg skifter læge. Har, som tidligere nævnt, gjort et ihærdigt forsøg på at dislokere min skulder, og da min egen læge er på ferie og lægesekretæren (den morakker!) er en rigtig lille regelrytter, måtte jeg gribe til sidste udvej: Den vikarierende læge.

Skulle jeg have gjort for længst!

Jeg har fået en ny Bedste Ven. Hold nu kæft, receptblokken sad løst på ham! Tog under 4 minutter i telefonen at få udskrevet op til flere forskellige præparater. Og vi snakker ikke om de der tøse panodil - det her er the good stuff! Med masser af advarselstrekanter, formaninger om bilkørsel/alkohol og en indholdsfortegnelse, som primært består af ord, der ender på -orfin.

'Scuse me, while I kiss the sky.

mandag den 17. marts 2008

PersonlighedsMutationsSyndrom.

Jeg er normalt ikke en af de kvinder, der er plaget af PMS. Derfor var vi nået frem til omkring kl. tre, før det gik op for mig, hvorfor:

-jeg hvæsede af sagesløs lægesekretær hos fremmed læge (min egen har med stor præcision valgt at holde ferie, nu hvor jeg er invalideret af hvad der føles som et trykket ribben), fordi hun ikke ville udskrive receptnarko til mig.

-jeg hele dagen har haft lyst til chokolade. (- vent. Det er vel egentlig bare business as usual?)

-jeg var helt ulden, da jeg vågnede i morges. Føltes nærmest som at vende tilbage til livet efter flere år i koma. Lignede også lidt sådan en.

-jeg blev så hysterisk af arrigskab, fordi min ellers ufejlbarlige eventplanlægning gentagne gange stødte på grund, at jeg efterfølgende måtte tage på undskyldningsturné til de stakkels mennesker, der havde været udsat for verbale syreangreb.

-først havde lyst til at råbe: "Hvad fanden er der i vejen med dig, din egoistiske kælling?!", da jeg så udsendelse om kvinder med børn på krisecentre, derefter havde lyst til at adoptere alle børnene, fordi det var synd for dem og til sidst endte med at begynde at tude, fordi jeg havde så ondt af dem alle sammen.

-jeg har købt 4 sange på Itunes. Ikke i sig selv alarmerende. Det bliver det først, når man ser på, hvad jeg har købt: Mariah Carey, Juice Newton og Belinda Carlaisle.

-jeg har lejet "Kollegiet". Jeg står selv helt uforstående overfor dette. Jeg er først lige begyndt at sove med slukket lys igen efter at have set Nattevagten i 1994.

Er der en præst til stede?

Kærlig hilsen








Regan

Angel of the Morning

Mine naboer må snart være trætte af at lægge ører til lyden af 1981 - men havde lige glemt, hvor fantastisk, jeg synes den er.

søndag den 16. marts 2008

Kan man begå selvmord ved at kaste sig hårdt ned over sin gaffel?

Findes der et sort marked for polititilhold? For jeg er på udkig efter et, som gør det ulovligt for en betemt type bordherrer at befinde sig i samme lokale som mig: De små, joviale mænd. Mænd, som betegner sig selv som 'friske fyre', som blinker skælmsk hver eneste gang, de lukker endnu en latterlig onkeljoke ud, og som knipser alt, alt for meget. (Personligt mener jeg ikke, at man kan knipse for lidt.) Mænd, som når mig til hagen, og stadig kalder mig: "Lille dame". Som er dumme som bølgepap, og som tror, at et svagt og usagligt argument bliver bedre og mere rigtigt, hvis det bare gentages; gerne højere og højere for hver gang. Som har latterligt forudsigelige holdninger, og bliver aggressive på den grinende, rødmossede måde, hvis man siger dem imod. Hvilket man gør, når man efter 2 timer har bidt hul i kinden i forsøget på at holde mund og smile. Om ikke andet giver det sådan en dejlig ro, når man sender en verbal koldfront ind over bordet. Lige indtil Fætter Frisk løfter glasset og råber: "Vi drikker for lidt!"

lørdag den 15. marts 2008

Peace at last.

Så er den nye ansættelseskontrakt underskrevet og sendt afsted. Det bliver godt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg det sidste år har haft fornemmelsen af at leve i en blender. Den konstante fornemmelse af ikke at slå til, hverken professionelt eller privat, fordi man, uanset hvor stærkt man løber, ikke med 4 forskellige jobs kan være nogen af stederne 100%, den allestedsnærværende trussel om at blive stemt af øen ved næste ø-råd, en økonomi der - alle anstrengelser til trods - bliver mere og mere ramponeret; alt sammen fordi jeg ikke har ville slippe på det fag, jeg føler mig hjemme i.

Men nu hvor beslutningen om at skifte gear, tempo og faglig identitet er truffet, kan jeg mærke, at jeg glæder mig. Om det er den rigtige beslutning, må tiden vise. Det har kostet mange, lange og våde overvejelser at nå hertil, men dommen er afsagt, og jeg er rolig. For nu.

torsdag den 13. marts 2008

Hold nu kæft med det overskydende skat!

Restskat: 12.024 kr. Grrr!! Men hvis jeg "indbetaler kr. 11.238 senest d. 01.07.08", kan jeg spare kr. 786,oo. I er så sjove. Hvis jeg havde 11.238 kr, ville jeg sgu da være ligeglad med at spare 786 kr! Tyvagtige narrøve! Nogen, der mangler en nyre? En lunge? Anyone?

Kanal 4 præsenterer:

Er det ikke fantastisk, at der kan blive ved med at findes mennesker, der ganske gratis vil give os andre mulighed for at føle os som potentielle medlemmer af Mensa? Som, ligegyldigt hvor langt nede man er i sit eget liv, giver én mulighed for at tænke: "..men i det mindste er jeg ikke [indsæt selv navn, Red]!" På tv-siden har vi alle de herlige realityshows; veritable festorgier i dumhed og horrible udsagn, men skulle man have lyst til lidt afveksling, har vi jo heldigvis netaviserne.

Idag kan man på politiken.dk læse følgende overskrift:

"Spitzer besøgte luksusluder otte gange. Den demokratiske guvernør Eliot Spitzer, der er blevet afsløret i en sexskandale, har været stamgæst hos den prostituerede 'Kristen'."

Hvor ER det fantastisk!! Tænk, at der stadig findes politikere, som tror, at de kan slippe afsted med det. Tænk, at have knoklet livet af sig for at nå dertil i politik, for så at smide det hele væk på noget så idiotisk. "Der er nok ingen, der kan have interesse i at grave snavs frem om mig. Og den slags er jo aldrig blevet opdaget før." Hvad har han forestillet sig?!



En kommende FedEx chauffør og hans stolte hustru.

En anden historie fra avisen fortæller om så massiv stupiditet, at man nærmest ikke kan ironisere over det:

”Fanger forgiftede vogtere med kage.

Fire fængselsbetjente i Nyborg er på hospitalet med forgiftning efter at have spist fangernes kage. Fangerne er indsatte på den særlige afdeling i Nyborg Statsfængsel, som rummer fængslets ’negativt stærkt styrende indsatte’, som det hedder i fængselssproget. Der er tale om medlemmer af indvandrerbander som Black Copras og Den Internationale Klub, som begge gør det i organiseret narkokriminalitet, vold og trusler, bl.a. inddrivelse af dummebøder.

Come on! Det lyder jo for fanden som en historie fra Andeby! "Aj, kage? Lækkert! Hvor er I nogle søde drenge."

De fire betjente får hårdt brug for noget Kåre Sand produceret tv, hvis de skal føle sig gennemsnitsbegavede igen. Men der skulle også være nok at vælge imellem. Personligt kan jeg ikke finde ud af, om jeg glæder mig mest til at se 21-årige 'Kristen' i De Unge Mødre, eller specialudgaven af Singleliv med Spitzer i hovedrollen.

onsdag den 12. marts 2008

Kaffe & Kleenex.

I aften kommer min veninde og hendes fantastiske kæreste til kaffe. Det bliver skrækkeligt: Der er tale om afskedskaffe. Den veninde, jeg har kendt i allerlængst tid, som jeg har boet med i 4 år, og som kender mig bedre end nogen anden, flytter til verdens ende. (Aka: Holstebro.)

Kan man ikke anke den slags beslutninger? Jeg går ikke af med hende. Hun er den, jeg ringer til om natten, hvis det er rigtig, rigtig slemt. Hun ved, hvorfor det er skidesjovt, når jeg siger Prinsesse Torben. Hun kender min familie og alle historierne. Vi har så meget fælles fortid fra tiden på kutteren. Hun kender mine små særheder, og jeg kender hendes. Jeg ved, at hun vender toiletrullen, så papiret falder indad. Hun kan ikke parkere en bil, om så hendes liv afhang af det. Hendes tømmermænd så frygtindgydende, at man kun kan se til i fascineret rædsel. Jeg må godt grine ved tanken om Anders med ruskindsjakken med frynserne på ærmerne, fordi hun til gengæld kan trække historien om en gift præstesøn med cykelhjelm frem. Jeg ved, at hun ikke kan hvile på sit ene knæ, fordi hun væltede på motorcykel, da hun var på jordomrejse. Hun kan svare på alle de brune spørgsmål i TP. Hun er et af de bedste, klogeste og mest empatiske mennesker, jeg kender.

Nu flytter hun. Desværre kan jeg ikke engang opføre dramatisk opsætning af DetKanDuIkkeVæreBekendt, for jeg forstår så udemærket hendes valg. Jeg kommer bare til at savne hende frygteligt. Men jeg må jo bare prøve at huske, at der kører tog. Hun har bil. Vi er på msn. Hvis jeg siger det højt tilstrækkelig mange gange, ender det måske med at hjælpe.

En æra er slut. En del af mig flytter også. Bliver bare drønhyggeligt, når vi skal sidde der og synkrontude i kaffen. Snøft.

tirsdag den 11. marts 2008

Kom jeg til at stikke min kniv i ryggen af dig? Dét må du undskylde!

Det der kvindelige karaktertræk, som gør, at vi vil have lov at gøre, hvad der passer os, men samtidig gerne vil være gode venner med alle, ikk? Det er jeg rigtig træt af! Jeg mener ikke, at vi altid skal være søde og venlige, og holde døren for de andre, mens vi bare selv hænger der, på det efterhånden så slidte kors, men jeg gider ikke den falske 'aj, det må du altså også bare undskylde!', når vi med fuldt overlæg vælger at gå efter noget på bekostning af andre.

I starten af februar snakkede jeg med en perifær kollega. Vi snakkede jobs, og jeg fortalte om et, jeg havde søgt, som jeg håbede rigtig meget på at få. Jeg var så heldig at blive kaldt til samtale. Dagen inden modtog jeg følgende sms:

"Hej Linda. Jeg vil lige fortælle dig, at jeg også har søgt stillingen. Det var egentlig ikke min plan, men da jeg surfede rundt på nettet, faldt jeg over stillingen og synes, at den lød vildt spændende. Er ved at søge væk fra [...] og sendte en ansøgning i sidste øjeblik. Skal til samtale, så det kan jo være, at vi ses dernede. Håber, at det er ok med dig, at jeg også har søgt stillingen. Vi ses. Knus"

Om det er ok med mig? Tja, synes ikke, at det er supergod stil, men jeg kan jo dårligt forbyde dig at søge en ledig stilling. Jeg gider bare ikke have sms'er om det. Jeg synes, at det er at stramme den lige rigeligt, at jeg nærmest forventes at ønske dig held og lykke med at forsøge at få fingrene i mit job. Søg. Tag til samtale. Men lad være med at gøre noget, som du egentlig godt ved er lidt ufint i kanten, og derefter bede mig sige god for det.

Der er intet i vejen med at være ambitiøs. Somme tider ved man godt, når man gør noget, at det måske ikke er den noble ting at gøre - men hvis man vil det nok, må man gøre det alligevel. Vi er alle ansvarlige for eget liv og egen lykke. Gå efter det! Men vær mand nok til at tage de konsekvenser, der følger med.

mandag den 10. marts 2008

Det gør mere ondt på mig end på dig.

Jeg har det som om, jeg har fået prygl med en rusten rive idag. Forsøgte igår at skælde ud på den kropslige, tavse måde, samtidig med at jeg trænede pump: Meget dårlig ide. Ikke ret gennemtænkt at kaste rundt med vægtskiver, når man er helt stiv af arrigskab og med ryggen forsøger at signalere: "Imbecile SPASSERidiot!!"

Som trofaste læsere ved, har jeg tilbragt weekenden i Esbjerg, da Fru Søster skulle giftes lørdag. Søndag var der planlagt workshop i de forskellige koncepttimer, jeg underviser i, her i Århus. Nu er jeg jo certificeret organisatan, så da jeg for en måned siden fik workshopdato, ringede jeg til esbjergensisk kollega for at høre, om han også skulle til Smilets By d. 9.? Det skulle han. Kunne jeg køre med? Det kunne jeg. Ja, for ellers skal jeg have meldt mig fra workshop, da jeg ikke kan være tilbage i Århus kl. 10 uden bil. Kein problem. Vi kører ved 8-tiden. Glimrende! Lad os snakkes ved, når vi nærmer os.

I fredags sendte jeg sms. Hvor og hvornår? Intet svar. Ok... Prøver bare at ringe lørdag, så. Skal huskehuskehuske at ringe. Alt for tidligt, hvis jeg skal have fat i ham søndag morgen.

Lørdag kl 13: "Du har ringet til ... Læg en besked." Fint nok. Hvor og hvornår. Lørdag kl 18 kan det behage ham at skrive tilbage. Om jeg kan være i centrum kl 12? Det kan jeg sådan set godt. Så skal vi bare køre utrolig stærkt, hvis vi skal være i Århus kl 10. "Er det ikke først kl 14? Nå, men så er jeg ikke sikker på, at jeg tager derop til den første workshop. Tænker lige og vender tilbage." Kl 23.30: "Hej Linda. Jeg springer den første workshop over. Skal arbejde tudetudetude lang dag."

Skulle nogen planlægge togtur i nærmeste fremtid, kan jeg oplyse, at det ikke er nødvendigt med pladsbillet lidt over syv søndag morgen.

10.15: Århus. Sprintegennembanegårdkastesiginditaxa-moviestyle. 10.22: Enter omklædt Linda, bleg, stresset og let rystende af tømmermænd. Efter teorioplæg, træning og to oversiddertimer ankommer møgrøven fra Esbjerg, og stiller sig lige bag mig. Måtte bruge al ledig kapacitet på ikke at vende mig om og kvæle ham. Men var sgu så irriteret, at jeg var nødt til at have lidt afløb for det, så valgte at udstråle NAR!!NAR!!NAR!! under hele timen, mens jeg samtidig forsøgte at demonstrere min foragt for ham ved at kyle flere kilo på stangen end ham. Det virkede som en god idé i situationen. Er gået helt over nu. Måtte nærmest vælte min forpinte krop ud over kanten af sengen i morges, som de der svømmere uden arme og ben. Bevæger mig som robot. Har skrevet dette indlæg ved at pirke i tastatur med mundholdt kuglepen.

Et eller andet sted i det her ligger der en morale begravet. Beklageligvis finder jeg aldrig ud af, hvad den går ud på: Er ALT for øm til at grave den frem.

søndag den 9. marts 2008

Det er så yndigt at følges ad.

Så fik vi søsteren gift, og det var en fin, fin dag. Jeg landede fredag, hvor bryllupet skulle stå lørdag, og jeg må sige, at der er en grund til, at man varmer op, inden man spiller kamp. Jeg røg direkte fra bænken til banen, uden at have luntet mig varm på sidelinien først. Burde måske have fornemmet, hvor det bar hen, da min far i bilen mumlede noget om, at man 'skulle tro, at det var et royalt bryllup, der skulle afvikles', men det var først, da en fejlplaceret håndmixer i køkkenet truede med at udvikle sig til et voldeligt optrin, at jeg forstod, at min vigtigste opgave, var ikke at gå i vejen for Klanens Kvinder.

Lørdag oprandt, og i stormvejr og solskin sagde min søster ja. Da vi kom ud af retsbygningen, var hele torvet befolket af mini'er fra hendes børnehave, der kippede med flag og råbte hurra, (vi var kun et overvægtigt barn, der går på røven, mens det stammer: "Øh øh, glædelig JUL!" fra at være med i Askepot), pædagoger, forældre, venner osv osv. Blev helt rørt. Vidste bare, at hun var verdens sejeste pædagog. Resten af dagen gik med taler, Asti og hygge.

Så nu er min søster nogens kone. Og Claus er min søsters mand. Det skulle undre mig meget, om ikke snart jeg skal være nogens moster...

fredag den 7. marts 2008

Hvis de kommenterer sammen...









... så tager jeg fri for at se HELE touren!




torsdag den 6. marts 2008

Torsdag d. 6. marts.

Dagen, hvor jeg:

- grundet kombination af utrolig ineffektiv øjenmakeupfjerner og særdeles effektiv bejdse, som gør håret ret stridt, stod op som Mike Tramp.

- måske derfor kørte rock & roll stilen resten af dagen: Har bestilt tid til ny tattoo og forsøgt at tage livet af spinninghold med Metallica.

- afslog invitation til at komme til Tyskland og undervise. (Var det dumt? Var det i virkeligheden skæbnens forsøg på at føre mig sammen med Joachim B?)

- var ude og spise. Kom hjem. Og lige som jeg satte nøglen i døren kom i tanke om, at jeg var skredet uden at betale. Stilfuldt.

- ligenu står og forsøger at overskue at pakke, så jeg kan komme hjem og få min søster gift.

God weekend derude. Jeg hilser på kutteren.

onsdag den 5. marts 2008

Isen er usikker.

Der er sket noget forfærdeligt. Paradis is har åbnet en filial i min baghave. Why? Det går jo ikke, for fanden! Som at sætte samfundstjenesteidømt narkoman til at afsone timerne på et apotek og efterlade ham uden opsyn.

Jeg prøver at styre mig, det gør jeg virkelig, men det er en slags sygdom. Jeg cykler stille og roligt op af Bruunsgade og messer mit mantra 'jegskalikkehaveisnujegskalikkehaveisnu'. Føler mit stålsat. Viljefast. Målrettet. Jeg når lige at konstatere, at jeg cykler forbi Jægergårdsgade - derefter: Blackout. Når jeg kommer til mig selv igen, står jeg og låser min cykel op med mystisk, hvid pose hængende på styret.

Katastofen breder sig med lynets hast til flere områder af mit liv. For det første koster 800 gram is det samme, som Danida kan indlægge vand i 4 afrikanske landsbyer for. Bank not pleased. For det andet risikerer jeg at komme til at ligne et badedyr, som nogen har pustet liiiige hårdt nok op. Potentielt farligt på stranden til sommer. For det tredje er butikken nabo til sommerfling. Helt, helt uoverskueligt at skulle møde ham så ofte. Og bare for at mane teorien om, at jeg har paranoia i jorden: Butikken åbnede 1. marts, og det er allerede sket. Stod og var ved at låse cykel op, da jeg hørte: "Go røv i de sko!" bag mig. (Nåede faktisk at tænke: "Ja, og det må du hellere nyde, for det er sgu snart slut!") Forsøgte ved tankens kraft at forvandle kummefryserlignende isboks til økologisk honningmelon. Gik dårligt. Måtte nøjes med at glæde mig over mit nyt hår og den i situationen indlagte flugtmulighed: "Jeg bliver nødt til at køre - isen smelter."

Nå. Vil smutte. Kan lige nå at straffe en kugle Tiramisu, inden jeg skal på arbejde.

tirsdag den 4. marts 2008

Sidste (m)and vender og tømmer.

Her følger en (s)and historie fra Politiken.dk igår:

"Massevoldtægt er et fast element i ændernes parringsritual, men når vi fodrer de liderlige gråænder, øger vi riskoen for druknedød blandt hunænder.

Det mener Jan Pedersen, naturmedarbejder i Danmarks Naturfredningsforening. Han fortæller, at der i andemiljøer ofte er overvægt af hanner, og i parringsperioden er det ikke unormalt, at en hun med korte mellemrum skal lægge krop til op til 7 hanænders parringsdrift. Hannerne bider sig fast i nakken på hunnerne, og de kan ofte ende med hovedet under vand.

Men når ænderne bliver fede, kan det få fatale konsekvenser for hunænderne. »Den hæftige fodring med hvidt brød, som man typisk oplever i byområderne, kan føre til overvægt blandt ænderne. De tunge hanænder kan øge risikoen for, at hunnerne bliver holdt under vandet så længe, at de drukner«, siger Jan Pedersen, der før har hørt om hunænder, der døde under parringsakten. Dyrenes Beskyttelse opfordrer danskerne til helt at stoppe med at fodre naturens fugle."

Argumtationsmæssigt set er det jo en ren foræring. Folkene fra Sundhedsstyrelsen kunne vel næppe have fået bedre ammunition mellem hænderne, når de skal forsøge at forklare danske mænd, hvorfor de skal holde igen med det hvide brød? Måske der kunne laves noget joint venture-PR mellem Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Dyrenes Beskyttelse:

"Sex om dagen? Drik vand, (m)and!"

mandag den 3. marts 2008

Lean on me.

I går aftes slog det mig, hvor heldigt det er, at overskud går på omgang. Fra tid til anden ryger vi alle i gulvet, og uanset hvor på Av For Fanden-skalen vi befinder os, er det en kæmpehjælp at vide, at nogen i flokken har overblik og ekstra kræfter, der kan lånes ud, når vi selv knap kan overskue at trække vejret.

Når man er den, der er i knæ, har man brug for en hjælpende hånd og beviset på, at det bliver bedre igen på et tidspunkt. Men også den, som har det godt, henter noget i relationen; For det første er det stort at finde ud af, at du er så vigtigt for et andet menneske, at vedkommende vender sig imod dig, når han/hun har det svært. For det andet stilles du overfor et spejl, som hjælper dig til at se, hvor langt du er nået, men også hvad du skal passe på, hvis du gerne vil blive ved med at have det godt. Det er rart at vide, at vi ikke allesammen behøver begå alle fejlene for at blive klogere på livet.

For tiden er det mig, der er ovenpå. Jeg har overskud til at lægge mærke til, at fuglene synger i vilden sky, mens de som små, fede fjerkugler hvirvles igennem luften i stormen. Jeg har fejret sommerens komme med årets første is, og selvom jeg nærmest skulle pakkes ind i folie for at genvinde normal kropstemperatur, da jeg var færdig, gjorde det mig helt overstadig. Ting falder på plads og lykkes, jeg kan trække vejret frit igen og det' den dejligste morgen i 100 år - og jeg lever! Det er ikke sket af sig selv eller fra den ene dag til den anden. Men det er sket, og det er det vigtigste.

Jeg har overskud nu, og jeg vil gerne hjælpe dig, for jeg ved, at du hænger i neglene. Jeg vil gerne give bare lidt af det tilbage, som du gav, da det var vinter her og frosten havde bidt sig fast.

Jeg kan ikke tvinge dig til at give slip, men jeg kan love at gribe dig, når du gør. Jeg kan ikke fjerne smerten, men jeg kan fjerne fokus for en stund, så du kan samle kræfter, inden næste slag skal stå. Jeg kan ikke tage tævene for dig, men kan jeg stå ved din side, klar med både is og plaster, hvis du giver mig lov. And you will let me. For selvom du føler, at du tager imod uden at kunne give, så giver du mig det vigtigste af alt: Visheden om, at vi aldrig står alene.

søndag den 2. marts 2008

www.makeitgoaway.com

Havde ubehagelig oplevelse grænsende til det traumatiske forleden. Jeg skal certificeres til at undervise i ny koncepttime, og for at blive det, skal man sende en videooptagelse af sig selv, hvor man underviser, til udvalg i Sverige. Må man selv vælge sit outfit, så man kan tage noget på, som man føler sig tilpas i, når man skal opføre sig helt, helt naturligt foran (hvad der føles som) massiv mur af telelinser? Nej. "Stramtsiddende tøj. Vi skal kunne se din teknik." Det er jo rimeligt nok, objektiv set. Jeg vil virkelig bare så utrolig gerne være fri. Aber nein. Frem med bøtte og pensel, trylle-trylle-trylle: Instruktør i bodypaint.

Når man gør noget mange gange, omgivet af mennesker, der gør det samme, glemmer man, hvordan man ser ud udefra. Har set eksempler på instruktører, der blødte igennem deres hvide bukser/tabte trusseindlæg/hvis bukser sprækkede lige midt på røven og/eller faldt, mens de underviste. Ethvert normalt menneske ville blive lammet af skam over pludselig at spille hovedrollen i Alle Mareridts Moder - men når man er meget vant til at være på, glemmer man på en eller anden måde, at folk kan se én.

Jeg tænker heller ikke længere over, hvor klamt det egentlig er, hvis jeg drøner hjem efter træning, og lige svinger forbi Føtex. Det er først, hvis jeg (ved forfærdelig uheld), får øje på mig selv i spejlet, at det går op for mig, at andre mennesker i Føtex, har rent, tørt tøj på, velfriseret hår, og øjenmake up, der rent faktisk sidder om øjnene. Jeg kommer jo lige fra et sted, hvor alle er ligeså uglede som mig.

Men: Tilbage til horrorfilm. Da man skal udfylde skema med spørgsmål som: "Demonstrerede jeg perfekt teknik?" (Mindre kan ikke gøre det i Sverige) "Var jeg et forbillede?" (Altid) "Er jeg filmet i perfekt 45 graders vinkel?" (To sek. Hvor er mit penalhus? Skal lige finde min vinkelmåler), er man tvunget til at se filmen igennem selv.

......

60 minutter med tæer så krumme, at jeg stadig har mærker fra neglene i hælene. 60 minutter, hvor amazonlignende kæmpestewardesse med mandearme siger pinlige ting med stemme, der lyder som Janice (Oh. My. God!) fra Venner. Skal:

- have bestilt noget af det der anorexi i en fart!
- plus nye lydfiler til stemmebåndene.
- sende en skriftlig undskyldning til dem, der skal se båndet igennem.
- huske at vedlægge frankeret svarkuvert, så jeg kan få båndet retur til destruktion.

lørdag den 1. marts 2008

Mon Robert Hansen kigger forbi?

Så er man hjemme igen efter teknikworkshop i mavedans, som blev afviklet i skøjtehallen. (Intet emmer nemlig mere af sensualitet og østens mystik end is i en offentlig betonhal.) Vi havde snakket lidt om, hvad for noget tøj, vi skulle stille i, men problemet løste sig selv, da jeg om lørdagen underviser fra 12-13, og workshoppen startede kl 13. Derfor: Træningstøj.

Kom blæsende ind af døren 13.10, og kunne med det samme se, at vi var ualmindelig sløjt kørende, dresswise. De andre var tøj- og hårmæssigt tydeligt inspirerede af The Kelly Family, og havde derudover alle sammen en fiks lille paliet/guldmønt-ting bundet om livet. Der stod vi så, med stramme hestehaler, Nike og Peak Performance. Skyndte os at vise vores gode vilje ved straks at smide både sko og strømper. Fik et lånesjal hver, og således afklædte og palietekviperede, var vi klar til start.

"Hvor længe har I danset mavedans? Ok, slet ikke? Andre typer af dans? Nej? Nå, men I prøver bare at hænge på." Og det gjorde vi så. Jeg vil sige det sådan: Det var godt, vi var to. Meget, meget svært at tage konceptet alvorligt, når man hele tiden bliver viklet ind i sine egne arme, ikke kan få sine knæ (for fanden i satan, hvor svært kan det VÆRE?!!?) til at stå stille, når man laver ottetaller med hoften, og hver gang, man skal afslutte en bevægelse i den øverste del af brystet, kommer til at lave et *fnys!*, fordi man skal spænde de øverste mavemuskler hårdt og pludseligt.

"Prøv at holde øje med jer selv i spejlet. Lækre, flydende bevægelser." Hvor? Når jeg kiggede i spejlet, så jeg 2 x lykrabeklædt hestehale med viskestykke om røven, og ansigtet fuldstændig krøllet sammen i koncentration. Men skægt; det var det! Og vi bidrog jo også til den gode stemning ved at få de andre til at se sindsygt øvede ud.

Næste gang vi skal svinge hofterne (og ikke knæene...), bliver forhåbentlig til sommer, hvor man kan komme på en uges intensiv dansetræningslejr. Hvis det bliver til noget, skal jeg ud og have mit eget sjal. Pink, tænker jeg. Med masser af guldmønter, som laver helt fantastisk lyd, når man laver en shimmy. Ja ja. Er skam ved at være nede med fagsproget. Tror sgu, at jeg er gået hen og blevet vild med dans.

The people have spoken:

Her er han så, den lille ny.