fredag den 29. februar 2008

Jokeren er løs.

I al den tid, jeg har været voksen på den måde, der virkelig tæller, har jeg ville være tolk. Af mange forskellige årsager, som nogen af jer kender, og andre er ligeglade med, er jeg i løbet af det sidste halve år alligevel begyndt at overveje, om jeg skulle noget andet. Selvom min uddannelse som udgangspunkt er ret målrettet, er det alligevel lykkes mig at finde et par jobs, som jeg tror, at jeg både er kvalificeret til og interesseret i at bestride.

I sidste uge søgte jeg et vikariat, som faldt ind under netop denne kategori. Ansøgningsfristen udløb og - intet. Da jeg, dagen før samtalerne skulle finde sted, stadig intet havde hørt, ringede jeg ned for at høre, hvorfor de havde valgt at gå uden om mig. Jeg var meget u-bitchy og assertiv. Sagde bare, at det i forhold til mine kommende ansøgninger kunne hjælpe mig, hvis de kunne begrunde deres afslag. Den venlige dame forklarede, at afslaget alene skyldtes antallet af ansøgninger, og ikke manglende kvalifikationer hos mig.

En time senere modtog jeg en mail. De ville godt se mig til samtale alligevel.

De ansatte mig igår.

torsdag den 28. februar 2008

Hjælp!

Ajmenforsatan! Nu er min mail død. Fra den ene dag til den anden. Er der ikke nok nogen af jer derude, der har et bud på, hvad der er galt?

Jeg har gmail. Når jeg logger ind, får jeg en fane, hvor der står "gmail - indbakke (4)" øverst, herunder bare en tom, hvid side, hvor der står "indlæser..." Derefter sker der ikke mere.

Jeg kan godt logge på bloggen, som også kører over google. Der er ikke problemer med andet ift mit internet. Programmet henter mine mails på serveren, da tallet i parentes ændrer sig. Jeg kan godt logge på min konto via min mobil, så problemet er tilsyneladende forbundet med min computer.

Jeg har prøvet at slå firewall'en og phishingfilteret fra, jeg har prøvet at sænke niveauet på mine sikkerhedsinstillinger, jeg har tømt min browser for lagrede cookies osv, jeg har logget helt ud, genstartet computeren, lukket den og fulgt opskriften på googles eget helpcenter. Det hjælper overhovedet ikke.

Google har ikke en supportlinie. Jeg er ved at løbe tør for idéer. Er efterhånden så desperat, at jeg overvejer at ringe til Fullrate. Hvem fanden skal jeg ellers ringe til? Ghostbusters?

onsdag den 27. februar 2008

Savages i fri dressur

Det offentlige rum er blevet et uhøfligt og støjende sted, synes jeg. Jeg er ligeglad med, hvordan folk opfører sig og taler til hinanden derhjemme, men kunne vi ikke aftale at udvise et minimum af civiliseret adfærd, når vi er udenfor de fire vægge?

Er ord som 'tak' er åbenbart på vej ud af det danske sprog. "Værsgo." "-." (Ordet du leder efter er 'tak', Arroganza.) Eller: "Vil du have mælk i din kaffe?" "Ja." Det er da et halvt svar. Det hedder sgu da "Ja tak", gør det ikke? Eller er det old school sprogbrug?

I trafikken har polititet tilsyneladende valgt at ansætte midaldrende, opelkørende mænd som vikarer. Lange, vrede dyt betyder noget i retning af: 'Jeg så godt, at du cyklede over for rødt, og det må du ikke!!! Det bliver sagt!!' Jeg opfatter færdselsloven som vejledende, og noget, man kan bruge som inspiration, hvis ikke man selv har idéer til, hvordan man kan køre. Disse nidkære mænd, med "Hjemmeværnet"-stickers på bagsmækken, benytter enhver lejlighed til at dytte af os andre, når de mener, at vi bryder loven: Jeg vil aldrig holde op med at fryde mig, hvis jeg en dag ser politiet vinke en af dem ind til siden og stikke vedkommende en bøde for ulovlig brug af horn.

Endelig kan jeg også godt undvære brug af lyden 'halllåååå!', når nogen gerne vil påkalde sig min opmærksomhed. Ligner jeg en telefon? Nej? Så find et andet udtryk, reptilhjerne!

Jeg har sadlet hesten, og er reddet ud på mit eget lille korstog. (Hvem er det, der bliver ved med at stå og råbe: "Få en hobby!"?? Det er altså rimelig forstyrrende, når man prøver at skrive!) Når jeg står et sted, hvor folk bliver spurgt om noget, og de bare svarer "ja", så hvisler jeg "Tak!", hvorefter jeg lader som ingenting. Smiler sødt til dem, når de kigger sig forvirret rundt. Hjernevask af verden, du. En person af gangen. Når folk dytter af mig, vinker jeg glad tilbage. Hvis nogen hvæser af mig på gaden, ønsker jeg dem venligt en fortsat god dag. Der er ikke noget, der gør så ondt på underskud, som overskud.

Hvis det lykkes mig at få genoprettet den gode tone derude, så ved jeg, at I husker at sige 'tak'. Ikke?

mandag den 25. februar 2008

Feet me.

Hvert år tager jeg turen til Sahva, hvor jeg sidder omgivet af rollatorer, ortopædisk korrekt fodtøj i pensionistbeige og receptionister, der taler for højt og kalder alle damer for Fru. Denne fornøjelige udflugt skyldes, at jeg er handikappet på fødderne. Min fod ligner noget, der er støbt omkring en tennisbold, og derfor skal jeg have speciallavede såler til mine sko. I trodsige anfald af forfængelighed, har jeg i perioder ladet som om, at det ikke er nødvendigt, men da jeg ikke har nogen trædeflade, der er værd at snakke om, betyder det, at jeg går som en, der ingen korsbånd har i knæene. Det er nogenlunde ligeså smertefuldt som det lyder.

Nu nærmer sig tiden, hvor jeg skal have et par nye såler. Jeg glemmer fra år til år, hvor besværligt det er. Først skal jeg have fat i kommunen, og når man tænker på, hvor relativ stor en institution det faktisk er, er de utrolig dygtige til at lege gemmeleg. I år har vi smidt to ekstra udfordringer ind: Jeg er flyttet (og er dermed overgået til ny visitator), og så var der noget med en sammenlægning. Jeg har idag brugt det meste af formiddagen på at jagte dem, både på nettet og i telefonen. Kl 11 overgav de sig endelig, og akkompagneret af sejrssange og bragende bifald over vedholdende indsats, fik jeg højtideligt overrakt et navn og et telefonnummer. Som kan benyttes mellem 8 og 9. Held og lykke med at komme igennem, når alle de andre der ringer, er ensomme pensionister...

Når jeg så har fået fat i visitator, som skal læse mine papirer for at være helt sikker på, at jeg ikke er sålepusher, der snyder systemet og videresælger til alle de kriminelle, der har fødder identiske med mine, får jeg tilsendt en skriftlig bevilling. Derefter skal jeg bestille tid i ravebunkeren Sahva. Vente 3 måneder. For så - og det er det værste. Det allerallerværste - at skulle derud, have sko og strømper af og befamles af ung læge med let svedige hænder, inden vi endelig når til finalen: Stille mig op i to skotøjsæsker med oasis. Et værdigt øjeblik.

Aversion på fri fod.

søndag den 24. februar 2008

Happy slapping

video

Mens vi venter på at høre, om min mand vinder en Oscar i nat, er her lidt rystende dokumentar fra lokalområdet. Nabo Med Indre Jyttes dekoration bliver aldrig sig selv igen. De to gerningsmænds identitet er redaktionen bekendt.

lørdag den 23. februar 2008

Har jeg bare fået basismodellen??

Jeg kan godt blive lidt ærgelig, når jeg opdager, at også jeg ligger under for psykologiske mekanismer så fortærskede, at de ligner klichéer. (Noget med, at jeg er alt for meget in sync til, at den slags banaliteter burde gælde for mig. Arrogant? Moi?) Nå, men altså, er blevet ramt af noget af det der klarsyn. Jeg har været vred i lang tid. Meget, meget vred. Og i går gik det så pludselig op for mig, at den eneste jeg straffer ved det, er mig selv. Det eneste, der kommer ud af det er, at jeg bruger endnu mere tid på noget, som jeg netop har hamret lågen i for og hoppet på i arrigskab for at holde ude, nede og væk.

Exit anger. Just like that. Føler mig nærmest lidt fåret nu. Jeg har set 40 selvhjælpsbøger og 17 Dr. Phil shows med netop det tema, og havde ærlig talt troet, at jeg havde en mere kompleks psyke end dét!

fredag den 22. februar 2008

Tjener. Du har snottet i min mad.

Kender I de mænd, der opfører sig som macho-idioter overfor personalet, når man er ude med dem, fordi de gerne vil imponere? For mit eget vedkommende er jeg kåret som Miss Skodjob 1995, 1999, 2000 og 2001, så det der med at forsøge at gøre indtryk på mig ved at være en røv overfor underbetalte SU-slaver? Know your crowd, man.

Jeg husker kun alt for tydeligt, hvordan det var. Nærige mennesker, der tror, at de kan købe hele verden for 8,25. Som kun kigger direkte på dig, hvis de vil brokke sig. Som bestiller junk food med otte forskellige begrænsninger, og derefter sender det retur, fordi det er for koldt/varmt/salt. Som tilsyneladende tror, at det er mig personligt, der har fejlkodet varerne i systemet, så de går ind til 95 øre mere end de står til i kataloget. Og mig, der sad på en tankstation i en kranvogn og læste Ekstra Bladet for at trække tiden ud og irritere dem, dengang de havde brug for autohjælp. Hvor meget service tror du, det udløser at råbe mig lige ind i hovedet med din dårlige ånde? Tror du - helt ærligt - at jeg vil betragte det som et stort tab, hvis du "kraftedeme aldrig handler her igen!"? Du skal ikke love den slags, hvis du ikke har tænkt dig at holde det.

Mulighederne for hævn varierer, men de er der. Nogensinde kommet hjem og undret dig over, at alle dine krydderboller/cornflakes pludselig er reduceret til støv? Spol tilbage. Lagde du dine varer pænt på båndet med stregkoden opad, eller væltede du bare bunden i vejret på vognen, så kassepigen nærmest druknede i mejseboller og makrelsalat? Man kan nå at mase sådan en pose ret eftertrykkeligt i den tid, det tager at scanne den. Og alle de der historier om, hvad de gør ved din mad i køkkenet? Well....

Så tag lige og vær sød ved personalet derude og tjenerne i særdeleshed. Specielt hvis jeg er med. Er nemlig ikke helt sikker på, at de skelner imellem din og min tallerken, når de kommer med næste ret.

torsdag den 21. februar 2008

Evil eye.

Kan godt se på det hele, at jeg er nødt til at sende en ugle i forvejen, inden jeg bevæger mig ud i verden: Jeg er ikke vred på dig. Du behøver ikke panisk at ransage din hjerne for at komme i tanke om, hvad du har gjort, siden jeg stirrer så bryskt på dig. Dette er den eneste gang i dit liv, hvor du kan tage følgende udsagn for pålydende: Det er ikke dig - det er mig.

Jeg har farvet øjenbryn. Det har jeg sådan set gjort mange gange før - jeg plejer bare ikke at glemme farven, når jeg har smurt den på. Jeg ligner nu en vred udgave af Nasar Khader. (På en måde meget sjovt at se, hvordan han ville have set ud med mimik.) Jeg medgiver: Det var letsindigt at sætte sig med avisen og en kop kaffe, mens jeg ventede. Jeg blev bare så optaget af spørgsmålet om, hvad fanden der sker med de solarier?? Det giver da ingen mening! Med mindre, selvfølgelig, at Jørgen Poulsen forsøger at redde sin karriere og er endt som prospect for Kræftens Bekæmpelse.

onsdag den 20. februar 2008

Småt brændbart.

Jeg finder det temmelig ironisk, at to af de største grupper, der nyder godt af velfærdssamfundet Danmark, er dem, som insisterer på at udhule det.

Det er som om, Danmark er forvandlet til en børnehave, hvor alle de voksne er gået hjem, og ungerne har levet af slik i en uge. På blå stue er de sure, fordi de har opdaget, at ytringsfriheden i det land, mange af dem har valgt som nyt hjemland, fordi man her må sige, hvad man tror på, uden at blive forfulgt og tortureret, ikke kun gælder, når man siger pæne ting, som alle er enige i. Det er svært at forstå, at ofre vælger at forvandle sig til bødler, og at de har lyst til at videreføre det system, som de selv er flygtet fra.

I Dk lever vi primært at vores knowhow. Det er med andre ord vores skolesystem, der er første skridt på vejen til at sikre en veluddannet befolkning, der gør et pixiland uden råstoffer i undergrunden rigt nok til at tage imod mennesker på flugt. Så det er naturligvis skolerne, de nu vælger at brænde af.

På rød stue mener de stadig helt alvorligt, at de har krav på et nyt legehus, som alle dem, der ikke bruger det, skal finansiere. På Forkælede Ungers hjemmeside kan man læse følgende:

Under forhandlingerne med kommunen, blev kravene tilpasset en smule og kravet om, at kommunen skulle betale driften blev droppet. Til gengæld blev det tilføjet, at huset skulle ligge på Nørrebro. Ligesom 1981 var det afgørende, at det er kommunen og ikke private investorer, der skal gøre et ungdomshus muligt.

Vi vil have et ungdomshus nu! Kommunen skal stille huset til rådighed. Det er ikke acceptabelt, at kommunen fører en ungdoms- og kulturpolitik, der betyder, at det kræver et millionbeløb at være med. Et evt. overdragelsesbeløb må ikke overstige et symbolsk beløb på en krone.

Jamen selvfølgelig skal I da have lov til at overtage et hus på Nørrebro for en krone. Det synes de andre beboere på Nørrebro - hvor gennemsnitsprisen for en 5 værelsesvilla er 5 millioner - sikkert er helt rimeligt. Og jeg tror da ikke, at det ansporer andre interessegrupper til at gribe til yderligheder, hvis de ser, at man kan skabe sig til et hus. (Omend jeg må sige, at jeg ikke er helt fri for at være nysgerrig efter at se, hvordan Forenede Skakspillere eller Dansk Squaredance Forening har tænkt sig at stresse politiet.) Regningen fra rydningen af Ungdomshuset lød allerede dengang på 72 millioner kroner til ekstra mandskab, oprydning osv. Det er temmelig mange arbejdstimer, målt i skattekroner. Men dem skal vi andre nok betale, så I har tid til at spille guitar og stå ved åen og råbe "Kapitalistsvin!" efter os, når vi går på arbejde. Det manglede da bare.

Andre menneskers biler, solarier (et oplagt terrormål. Infrastrukturen er lammet i ugevis) og containere. Jeg tror ikke, at der er nogen, der længere ved, hvem der brænder hvad af, og hvorfor. Tændstikkerne sidder løst på de unge fra hele den integrerede institution. Måske jeg skulle prøve at stille Nabo Med Indre Jyttes opgangsdekoration ned på vejen?

tirsdag den 19. februar 2008

Et er et søkort at forstå.

Det har ikke været nogen stor dag. Tværtimod. Nu er klokken 21, og jeg er er villig til at sælge ud af alt, hvad jeg tror på, hvis bare nogen lover mig, at det bliver bedre i morgen. Gud, kulhydrater, feng-sui, krystaller, nummerologi. Stik mig det hele. Bare det hjælper. Jeg vil give penge for at sove ordenligt igennem uden at blive forstyrret af ubudne gæster. Jeg er træt af at blive talt ned til, holdt hen og snigløbet af følelser, som ikke længere er velkomne her. Men kiosker og kirker er lukkede, jeg kan ikke overskue at ommøblere min stue, og de autonome har brugt alle stenene som kasteskyts. Det eneste, der er at gøre, er at ride stormen af. Heldig, at jeg er så god til at vente - og at skibet er ladet med vin.

Der oprustes...


Heksen, tvivlen og desillusionen.

"Du kender godt nok mange af de der mennesker, der er Hende På Siden eller utro!", sagde en af mine kolleger, som læser med på bloggen, for nyligt. Det er rigtigt. Det gør jeg. Ikke fordi mine veninder er mere naive og friske end gennemsnittet, eller fordi mænd generelt pludselig har udviklet mere elastisk moral. Det er fordi, jeg færdes, hvor jeg gør. I et fitnesscenter er kønnene nogenlunde ligeligt repræsenteret. Folk løber rundt iført sved, nøgen hud og endorfiner. Det skal gå galt - og det gør det så.

Jeg har altid synes, at seriel utroskab er værre end et julefrokoststunt. Jeg bifalder ikke nogen af delene, men jeg synes, at bedraget er langt større, hvis det er velovervejet og planlagt, end hvis man snubler i misteltenen og lander på kopimaskinen. Når man sidder i sofaen med armen om kæresten og ved, at man har tænkt sig at være ham/hende utro om 2 uger, forstår jeg ikke, at samvittigheden ikke automatisk trækker i nødbremsen. Velovervejet at snyde et menneske, hvis eneste fejl er at have tillid til én, har altid i mine øjne stået højt placeret på listen over Utilgivelige Synder.


I dag sidder jeg så i en bus; på et tidspunkt holder vi for rødt, og jeg ser på fortovet en mand, der kommer gående, hånd i hånd, med sin kæreste. Hun ser glad ud og er i gang med at fortælle en historie, som han går og smågriner af. Jeg kender 3 af de piger, han har været hende utro med. Og, der i 11'eren, blev jeg pludselig både træt, trist og i tvivl: Er det mig, der har fået galt fat i, hvordan det hele hænger sammen? Er kærlighed bare et spørgsmål om at lukke øjnene? Er utroskab i virkeligheden bare sex, som intet har at gøre med, hvad man føler for kæresten? Kan man være glad og tilfreds i et forhold, selvom der er hemmeligheder og spøgelser? Hvis svaret er ja, hvad er det så i vejen med mig? For jeg kan ikke.

Jeg har altid syntes, at et godt forhold rummer muligheden for at sige alt. Hvis ikke man kan lægge hverdagens vagtsomhed fra sig derhjemme, er der jo ikke helle nogen steder. Det må bare være temmelig svært at slappe af, hvis man lever i to parallelle verdener, der eksploderer, hvis de kommer i berøring med hinanden, tænker jeg? Men måske er differentieret erotisk appetit ligeså naturlig og basal som sult og tørst, og måske skal man ikke klandres for at give efter for den. Ville jeg blive lykkeligere, hvis jeg kunne lære at se mennesket som en hedonistisk organisme, der bare søger, hvad det har behov for? Er samvittighed i virkeligheden bare for de svage og emotionelt nærige?

Jeg kan næsten ikke holde ud, hvis det er sådan, det er. Jeg tror ikke, at jeg kan finde ud af at følge de regler. Min troskab kan ikke spaltes. Jeg har prøvet. Jeg kan ikke dele. Jeg har prøvet. Men måske er det ligesom at insistere på, at de andre børn ikke må lege med min bamse, når jeg er ude på legepladsen? Jeg bruger den jo ikke, når jeg gynger, og hvis de lægger den tilbage på plads, er det spørgsmålet, om jeg overhovedet opdager, at den har været væk.

søndag den 17. februar 2008

Og så ikke et ord mere om de tegninger.

For at være lidt på forkant med udviklingen, vil jeg bare lige sige, at hvis jeg næste mandag er forsvundet fra jordens overflade, er det fordi, jeg er stukket af med et cirkus. Har været til koncept-yoga idag, og skal på mavedans-workshop på søndag. Så så man lige mig forvandle mig til slangemenneske. Overraskede mig selv positivt til yoga ved at være smidigere end frygtet og i stand til at have bare tæer og være omgivet af andres uden af kaste op. (Selvom ham, der stod bagved mig, havde herreklamme negle. Lange. Krumme. Vil vædde med, at det siger 'klik-klik-klik', når han går på hårde underlag. Men var meget voksen og zen og tjekkede næsten ikke, om hans fødder rørte min måtte.)

Glæder mig til på søndag. Det er en hel ny verden! Bare jeg nu ikke får overtrådt nogle uskrevne regler, allerede inden jeg kommer igang. Bør man ringe og spørge, om man skal medbringe eget slør? Hvor mange palietter kan man slippe afsted med uden at virke billig? Og bør man finde en anden taske at pakke i end sponsortasken fra Jyllands Posten?

lørdag den 16. februar 2008

Der er så meget, kvinder misforstår.

Risikoen for at få sagt noget forkert vokser proportionalt med antallet af ord, der kommer ud af munden. Jeg er således sikret permanent opholdstilladelse i Højrisikozonen, og har somme tider overvejet, om jeg skulle søge ansættelse ved Institut For Feberredninger. Kan i hvert fald prale af mange års erfaring på lige netop dette område.


Derfor kommer det som et kærkomment afbræk, når det for en gang skyld er andre, der har fået den forkerte tunge skruet i munden. Faktisk så meget, at det stadig er sjovt, selvom der er mig, det går ud over.


Var for nyligt ude og spise med Heksen På Kvisten og et par af drengene. God mad, vin og en skønsom blanding af sladder og samtale. Alt ånder fred, indtil vi kommer til at snakke om en pige, vi alle kender, som er meget, meget tynd. Drengene får lige tørret det værste savl af snuden, inden de henrykt udbryder, at ”hun har en fantastisk krop!” Heksen og jeg må have set lige undrende ud (pågældende pige er bygget som en 13-årig dreng), for den ene af vores to helte skynder sig at tilføje: ”Ja, altså, hvis man er til tynde piger. I er også lækre! I er jo bare frodige.”




Undskyld, hvad!?! Lad mig hjælpe dig. Gyldendals Røde Ordbog, Dansk – Kvindsk: Frodig = Fed. Vores ven kigger appellerende på den anden XY’er i selskabet, som - helt bogstaveligt - synker 10 cm ned i stolen og med øjnene i bordet mumler: ”Den der må du selv redde dig ud af, mand!”


Måske er det Heksen og jeg der, når vi optræder sammen, får det bedste frem i mænd? Da vi dobbeltdatede Kongen og Kammertjeneren, fik vi også ros. ”Det er fedt at være ude med nogle piger, der kan spise noget!” Jeg er glad for, at vi er forbi den alder, hvor det ved lov var påbudt, at når piger spiste sammen, skulle vi, så snart sidste mundfuld var sunket, finde pisken frem, og prygle os selv. Højt. ”PUUUH! Hvor jeg mæt!” ”Jeg er fed!” ”Jeg skal ALDRIG have noget at spise mere!” Det var ret plagsomt, og det savner jeg hverken at gøre eller høre på. Men når man nogensinde en alder, hvor det ligefrem er rart at blive rost for at kunne æde igennem? Jeg tror det næppe. Det udfordrer fornemmelsen af at være fiks og feminin lige rigeligt. Lidt ligesom når man efter en spinningtime får følgende kommentar fra tydeligt imponeret mandlig nabospinner: ”Du er godt nok en af de piger, der kan svede igennem, hva?”


Men det er en fornøjelse at se mænds ansigtsudtryk skifte fra 'Rosende Alfahan' over 'Hvad Gik Galt??' til 'Pull Back!! Pull Back!!' Og det er skægt at se udsagn imploderer og efterlade afsenderen med afsvedet hår og sod i ansigtet andre steder end i spejlet. Heldigvis er det svært at blive ordentlig sur, når man godt kan høre, at fornærmelsen egentlig var tænkt som en kompliment.

fredag den 15. februar 2008

Den der ler sidst...

Var ude og spise igår. Ledige, gratis p-pladser i midtbyen er jo blot et ubekræftet rygte, så jeg foreslog hævngerrigt, at vi stillede bilen i baggården ved gamle arbejdsplads. De skylder ad helvede til. Nåede at fryde mig ved tanken om min stille mini-hævn et par gange i løbet af aftenen. De har så mulighed for at fryde sig idag, når de møder ind og låser gitterporten op...

And Justice For All

Læste forrygende artikel i Politikken i går, omhandlende de to tunesiske mænd, der er mistænkte for at planlægge at myrde en mand pga. en tegning.


Mine to ynglingssteder i artiklen:


Den 25-årige finder udvisningen problematisk: »Jeg risikerer 15 til 25 år fængsel. Jeg ved 100 procent, at jeg vil blive udsat for voldtægt og tortur«, siger den 25-årige og tilføjer: »Det er meget normalt«


(Well, buh-fucking-huh!)


Hans forsvarer, Frank Wenzel, protesterer mod frihedsberøvelsen, fordi det må være nok, at hans pas deponeres hos politiet: »Det er betænkeligt med udvisningen til Tunesien. Man kan høre i Radioavisen, at folk med forstand på det her er enige med min klient«.


(Radioavisen??! Selvfølgelig også lettere tilgængelig end Karnov. Mon ikke anklageren giver erhvervspraktikanten lov at køre sagen?)


Somme tider kan jeg ikke finde ud af, om det er retssystemet eller medierne, der tager pis på os.

torsdag den 14. februar 2008

Til dig...

- dig, der har glemt at købe blomster...


- dig, der har mistet troen...
- dig, der har fået nok...

- dig, der har hørt det hele før...
- og dig, der har det sådan her...


Happy Valentinesday:)

onsdag den 13. februar 2008

Heksen, lykken og medlidenheden.

Må man anmode et udvalg om at sætte sig ned og udarbejde et lovforslag til definition af Det Gode Liv? Svært at styre imod noget, man ikke ved, hvad er. Eller hvor er. Og som skifter hele tiden. Svært at forstå, at noget, jeg opfatter som betændt og amputeret, er fint og nok for andre. Svært at agere rådgivende ingeniør på andres livsprojekter, når de bygger på en grund, der i mine øjne, er meget langt fra byggemoden.

Jeg er desværre ret tilbøjelig til at lægge min egen opfattelse af rigtig og forkert til grund for min fortolkning af verden omkring mig. Det resulterer i, at jeg jævnligt finder mig selv i måbende forbløffelse over de valg, der træffes af mennesker, jeg ellers opfatter som kløgtige og stærke. Når jeg tænker nærmere over det, ved jeg godt, at det ikke tilkommer mig at dømme, og det giver mig en dårlig smag i munden, når jeg tager mig selv i at gøre det. Jeg kender ikke deres historier. Jeg ved ikke, hvad livet har budt dem, eller hvad der for dem føles rigtigt. De har ikke bedt om min accept eller godkendelse, og vi skal ikke være enige om, hvad Det Gode Liv er. Jeg behøver ikke forstå dem eller deres valg - men jeg vil gøre forsøget alligevel.

Næste gang jeg læser om en kvinde, der får tæsk af kæresten, vil jeg forsøge at huske, at for nogen er det langt værre at være alene end at blive slået. Næste gang jeg hører om en kvinde, der véd, at kæresten er utro og stadig vælger at blive (tænkt eksempel, for faen! Læg mobilen og bak langsomt. Så er der ingen, der kommer til skade), vil jeg forsøge at huske, at for nogen er lykken at få præcis ham, pris underordnet. Næste gang jeg ser, hvad folk accepterer af tarvelig adfærd fra deres venner, vil jeg forsøge at huske, at der kan ligge tusind årsager til grund for det, og at vores grænser går forskellige steder.

Jeg har nok bare temmelig svært ved at forstå, at noget, der ville føles så forkert og gøre så ondt på mig, kan være det mindste af to onder for andre. Stakkels dem.

tirsdag den 12. februar 2008

Stress? Soooo last year!

Modeugen er netop overstået. Jeg har fulgt den close up på nettet, nærlæst det etiske regelsæt *smiley-der-fnyser*, og tjekket både tv og blade. Det er mig en usigelig glæde at kunne meddele, at vi i år er sluppet af med det; Modefænomet, som ellers har belastet os alle i flere år: Stress.

Stress klæder ingen. Alligevel har vi alle revet den ned af hylderne i vildskab, overbeviste om at den tilførte os et strejf af VIP og high society. Jeg taler ikke om den type af stress, man får påtvunget udefra, som man bare må bide tænderne sammen og stå igennem. Jeg taler om den slags, vi selv opsøger, fordi den giver os fornemmelsen af at være uundværlige og afholdte.

Jeg har en perifær kollega, som jeg har samarbejdet med 5 gange over de sidste to år. Ud af de 5 gange, har hun 3 gange meldt fra i sidste øjeblik pga. stress - hvilket efterlader mig med føromtalte stresstype, som maler gode, hele tænder til benmel. Nu har jeg så lige modtaget en mail, hvori jeg bliver spurgt, om jeg vil indtræde i et udvalg, som mødes 8 gange årligt. Jeg takkede nej, men gæt, hvem der har sagt ja? Nemlig. Stressine. Som sidste gang, hun gik ned med stress ikke kunne mærke sine arme i to dage. Ajmen for fanden! Hvad er det, du ikke forstår? Eller prøver at bevise? Jeg har muligvis drivis, hvor andre har hjerter, men jeg har ikke længere medlidenhed med hende. Sig. Dog. Fra. Specielt når din egomassage ender med at skabe store problemer for folk omkring dig.

Ligeså slemt er det, når folk (alle de andre, naturligvis. Ikke mig.) påtager sig for mange aftaler. Ikke særlig hyggeligt at sætte en aften af og bruge tid og energi på at lave mad til en, der sprinter ind af døren, kører rundt i stolen og farer afsted igen efter to timer. Så sidder man dér med fornemmelsen af at være vinget af på to-do listen. Hvorfor vælger folk overhovedet at lave aftaler, hvis de ikke har ro i røven til at være tilstede, hvor de er? Dårlig samvittighed? For at kunne flashe travlt socialt liv på Facebook? Jeg forstår det ikke.

Hvis selvværdet efterhånden klamrer sig til et BMI på 18, og man igen og igen har behov for at drapere aftaler og forpligtelser omkring sig for at holde varmen og føle sig vigtig, så er tiden måske kommet til at tjekke kostplanen, rydde op i tøjskabet og smide de gamle klude ud. Afslappet Overblik is the new black.

søndag den 10. februar 2008

Hvor små vi er.

I Form. Woman. Guns & Ammo. Det lader til at alle blade har stof til max ti numre, hvorefter de starter forfra, men for afvekslingens skyld tager det modsatte standpunkt. Du må ikke træne på tom mave => du taber dig hurtigere, hvis du ikke spiser morgenmad inden træning. Sort får dig til at se tynd ud => Hvidt slanker. Derudover byder bladene på læserhistorier, som altid handler om folk, der enten bliver meget fulde og pinlige eller taget i at dyrke sex (og som jeg tror, at redaktionen selv finder på), horoskoper, brevkasser, hvor folk stiller spørgsmål som 'hvorfor svarer min kæreste ikke på mine sms'er?' og tests, hvor man ved hjælp af 10 spørgsmål med svarmuligheder udtænkt af De Unge Mødre kan afgøre, om man er jaloux/perfektionist/en sexbombe (det er ikke noget, jeg finder på). Under resultatet kunne man måske, som læserservice, afslutningsvis tilføje: 'Nem at narre'.

I det seneste nummer af Woman kan man teste, om man er misundelig på sine veninder. Testen er latterlig, men emnet er interessant. At være misundelig på sine veninder er hæsligt. Det udløser følelsen af at være det mindste, mest urummelige og tarvelige menneske i verden. Lige meget, hvor meget man skælder ud på sig selv og skrubber løs på samvittigheden, går følelsen ikke væk.

Man er sjældent misundelig, når alting er fest og farver i eget liv. Det Grønne Monster flytter som regel ind, når veninden har succes på et område, hvor man selv føler sig som en eklantant fiasko. Dobbelt op på elendigheden. Udover at være ussel, mister man et sted at gå hen med de ting, der driller. Det er svært at lægge paraderne og erkende sit nederlag overfor én, som er fedtet ind i lykke og held. Og det er ligeså slemt at sidde på den anden side af bordet. Man kender sine veninder. Man ved godt, når man har noget, de savner. Man har lyst til at sige undskyld, men ved samtidig godt, at det bare gør ondt værre. Ligemeget hvor varsomt man forsøger at liste rundt i butikken, ender man med at rage stolthed eller ære på gulvet.

Hvordan er man lykkelig sammen med en veninde, som spiser Fontex med mælk på til morgenmad? Hvordan under man veninden det job, man gerne selv ville have haft? Hvordan fælder, bagbinder og henretter man Konkurrence og Sammenligning i sine venskaber? Måske Guns & Ammo har en brevkasse, jeg kan skrive og spørge.

lørdag den 9. februar 2008

Undskyld jeg spørger.

Det er utroligt, hvor langt man vil strække sig for at undgå at sige undskyld. Det er ellers min erfaring, at det er den letteste afværgning af potentielle konflikter. Der findes ikke noget, der punkterer andre menneskers vrede som: "Du har ret. Undskyld." Den virker også på mig. Selvom jeg på forhånd har arbejdet mig helt op i det lilla felt, bliver jeg tam og medgørlig igen, når det går op for mig, at jeg ikke skal forsvare, forklare og retfærdiggøre min vrede over modpartens mangelfulde indsats.

Det virker derimod ret modsat, når folk forsøger at sno sig udenom. Da jeg for nyligt skulle lave et kursus, blev jeg ringet op af kursuslederen, aftenen inden jeg skulle afsted. De ting, jeg havde bedt om at have til rådighed på kurset, havde hun ikke sørget for at skaffe. Hun snakkede i 5 minutter. Jeg tog tid. Så ond er jeg. Samfulde fem minutter gik med at snakke sig i en kæmpebue udenom ordet 'undskyld'. Nu var det ikke sådan, at jeg forventede, at hun skulle komme kravlende på mave og albuer gennem ild og aske, mens hun hulkede sin undskyldning frem, men da det er hendes primære jobfunktion at skaffe de redskaber, der skal bruges, ville det have været fint, om hun trods alt havde kunne klemme et lille "det er jeg ked af" ud.

Jeg synes, at det viser troværdighed og integritet, når man står ved, at man godt ved, hvad der forventes af én i en given situation. Hvorfor er det så, at man somme tider vælger at gøre andres irritation langtidsholdbar ved at rode febrilsk og forgæves i skuffen med Forklaringer?

torsdag den 7. februar 2008

Stem mere.

Jeg trænger frygteligt til en ny mobil. Min Nokia er så ramponeret, at den alene holdes sammen af viljestyrke. Den er halvandet år gammel, hvilket vel svarer til 95 år, hvis man omregner til menneskeår. Displayet er underlig skævt, 9-tasten fungerer kun, hvis man virkelig trykker til, og når man skriver på den, klikker tasterne så højt, at folk vender sig om på gaden.

Men den er min. Den har fulgt mig gennem tykt og tyndt. Den er blevet tabt, har været udsat for alkohol og regnvejr, har tålt tekstmæssige temperaturforskelle, der strækker sig fra subzero til 100+, er blevet væk, er blevet fundet og har kun én gang sendt en rigtig besked til seriøst forkert modtager (traumetraumetraume).

De sidste par måneder, har jeg brugt penge, som om jeg har dem. Det ville ikke gøre nogen forskel, om jeg smed en ny mobil oven i de røde tal på bundlinien. Det der stopper mig, er – udover nostalgi – at jeg ikke magter at sætte mig ind i alle de tekniske detaljer, det kræver at købe en ny. Hvad skal den kunne? Hvilket abonnement skal jeg vælge? Mærke? Skal den have kamera? Og er der i så fald et eller andet med opløsningen, man skal vide noget om? Blablabla. Jeg vil gerne bare klippe til den scene, hvor heltinden på magisk vis er blevet udstyret med ny, übercool mobil, der virker. Jeg har ikke glemt, hvor olmt min arbejdsmobil og jeg stirrede på hinanden de første 3 uger af vores tvangsægteskab, og jeg føler ingen trang til at gentage succesen.

Jeg er teknologisk analfabet. Hvis jeg skal være ærlig, ved jeg ikke engang, hvor mange af funktionerne, der hænger sammen med abonnementstypen, og hvor mange, der er en del af selve mobilen. Og lige nu sidder jeg og tænker, at jeg egentlig ikke engang ved, præcist hvor dumt jeg spørger? (Hvor flov bør jeg være?) I første omgang kunne jeg starte med at tage stilling til, om jeg fortsat skal udfordre mig selv ved at have en Sony Ericsson som arbejdsmobil og en Nokia som privat telefon. Det er lidt som at løse den svære sudoku når man, lige efter at have brugt den ene, skal skifte og bruge den anden.

Hvad siger du? Hvilket mærke ville du købe? Sæt dit kryds ude til højre. Jeg lægger afstemningen til grund for, hvilken mobil jeg vælger...

Tusind og én nat.

Jeg har danset mavedans. Jeg ved det, jeg ved det; Den ligger lige for. Har man sagt Østens Mystik, må man også sige Linda, og i nogle kredse går jeg under alias'et Scheherazade. Ikke desto mindre har jeg aldrig fået testet mine evner i retning af mavedans, men i weekenden fik jeg lov at prøve.

Kom ind i lokale, hvor en lille, temmelig kraftig pige stod, iført noget, der mest af alt mindede om bodypaint tilsat palietter. Kæmpe manke af gnistrende sort hår, kohloptegnede øjne og bare tæer. Hun hed Kitty og talte meget fynsk.

Til min gru startede hun med at bede os om at smide sko og strømper. Jeg hader bare tæer. Ikke bare 'bryder mig ikke om'. Hader. Gud opfandt strømper og sko, fordi han godt kunne se, at denne del af den menneskelige anatomi er så klam og behæftet med fejl, at den skal pakkes dobbelt væk.

Nå. Blottede og angste stod vi så dér, og så startede festen ellers. Det er sværere at tegne sommerfugle og ottetaller med hofterne, end man lige skulle tro, men det hjælper meget, hvis man er smidig. Jeg er nogenlunde ligeså smidig som en lygtepæl, men er til gengæld så hypermobil, at jeg nærmest kan lave 90 graders vinkler i knæ og albuer i begge retninger, så jeg snød. Kunne godt se på det hele, at det ville være en temmelig god ide, at jeg snart supplerer min træning med noget, der indebærer blødere bevægelser, og gør mig mindre stiv. Jeg egner mig bare hverken til yoga (er så u-zen, at jeg ville forstyrre energierne i lokalet for resten holdet) eller salsa (kan ikke lade mig føre af halvanden meter høj mand i hæle. Ville stivne af frygt for, at han pludselig hev guldfarvet mikrofon i pistolfacon op af linning på den høje buks og brød ud i "You sexy motherf**ker!").

Jeg vil gå til det. Jeg vil være smidig. Jeg vil kunne bevæge min krop som Kitty. Jeg vil også have palietter! Er der mon et introkursus, hvor man kan lære at slappe af med bare tæer?

tirsdag den 5. februar 2008

Proceed with caution.

Jeg troede, at faren var drevet over. Lige siden d. 01. januar, har jeg husket at tænde lys i opgangen, når jeg kommer hjem, så jeg ikke risikerer at snuble i kæmpefastelavnsris, udstationeret af Nabo Med Indre Jytte. Overraskende nok fik vi lov at slippe. Var lige begyndt at slappe af. Letsindigt og tankeløst af mig, indser jeg nu. Der er jo kun 7 uger til påske.


mandag den 4. februar 2008

Velbekomme

På min færd igennem Århus, sker det jævnligt, at jeg kommer forbi Restaurant MellemRum. Er jeg den eneste, der ikke fatter idéen med det navn overhovedet?? Plejer man ikke at navngive sit spisested med noget, der indikerer, hvad man som gæst kan forvente at få serveret? China = Friturestegt mad og nudler, Alanya = .. hvad man end spiser i Tyrkiet, Landbo/Marguritten = Sild, kogte kartofler og fløderand. Mellemrum = ... ? Mellem...mad?

'Mellem' er da det mest fesne ord. Hvem har lyst til at være 'mellem'nogetsomhelst? Alle ord, der starter med 'mellem' sucks. Mellemfornøjet (= stadig utilfreds, men man kan ikke brokke sig mere uden at komme til at virke barnlig). Mellemlanding (=venteventeventevente). Mellemtid (=Træt? Synd. Der er LANG vej igen!). Mellemblond (=politisk korrekt måde at sige 'leverpostejfarvet' på). Mellemregning (= ondt i maven, fordi man allerede har brugt alt, alt for mange penge, og stadig mangler at købe halvdelen). Mellemmand (= jeg ville gerne have været ham, der bestemte, men jobbet gik til nar i habit).

Wikipedia definerer 'mellemrum' som: "Et tegn, der alene ses som pladsen mellem andre, mere betydningsfulde tegn." (Og for at komme kommentaren om, at de andre bogstaver ikke ville være noget uden mellemrummet i forkøbet, vil jeg bare lige sige, atdeterjegikkeenigi.)

Nå. Men udover at jeg har svært ved at forstå, hvad ejerne forsøger at signalere med navnet, har de også valgt et logo, som jeg måske nok synes, at de skulle have overvejet en ekstra gang. På alle ruder står har de valgt at skrive 'mel-lem' og så 'rum' lodret imellem de to ord:

Hvid skrift til 'mel-lem' og grøn til 'rum'. Når man klæber dét op på et vindue, så det står mod mørk baggrund, ser det ud som om der står:

Mel Lem.

Det skal man da vist være mere end almindelig sulten for at takke ja til.

Dilemma:

Forestil dig følgende situation: Du står og tolker foran en større forsamling, og det går hurtigt. Midt i det hele får du, med sædvanlig ynde, revet den forreste del af dit magnetiske navneskilt af med ærmet, så det ryger hen af gulvet. På første række sidder en gentleman, som hjælpsomt samler skiltet op og giver dig det. I mellemtiden har bagerste del af magneten desværre valgt at glide ned i din bh. Hvad gør du:

A) Stikker hele hånden ned igennem halsåbningen af din trøje og roder rundt i undertøjet i alles påsyn?
B) Lader som ingenting og tolker videre med deformt metalbryst?
C) Går på fagforeningen og kræver at få genindført navneskilte med sikkerhedsnåle?

søndag den 3. februar 2008

Godnat.

Når jeg bliver meget træt, bliver jeg irritabel på den hysteriske, uklædelige måde. Idag er jeg så træt, at jeg nærmest kan optræde med det. Det gør ikke gode ting for mit blodtryk. Da jeg var i bad på mit hotelværelse, afmonterede jeg nærmest bruseforhænget i raseri over, at det laver det der klææææææb-nummer. Det er pisseulækkert!! Alle mulige har stået der med deres blege, nøgne kroppe og er blevet klæbet på af selvsamme forhæng, som angriber mig nu på 'Bare-sov-videre-skat'-måden! Føj! (Kan nogen med minimalt kendskab til fysikkens love i øvrigt forklare, hvorfor det sker? Er det noget varme/kulde noget? Noget med statisk elektricitet? Og hvorfor er det værre på hoteller, færger og i Horsens?) I toget blev jeg først indebrændt over, at folk skal slæbe deres fucking ski og ferieoverskud med i et tog ("Mit snowboard og mine 5 kæmpetasker med fluffy skitøj fylder nok ikke mere, end at det liiige kan stå her." Begræns jer eller TAG BILEN!!) Derefter kom jeg helt til at svede af arrigskab over hende, jeg sad overfor. En kvinde, på min egen alder, der kunne få indtagelsen af en 7-11 chokoladebolle til at tage 25 minutter ved at pille den i 4 millioner stykker ('jeg er bare sådan en lidt SATC-agtig Carrie type, der nipper feminint til min mad'), hvorefter hun brugte 10 - ti - minutter på at s-u-t-t-e ALLE fingre rene for chokolade. *Brøler-fra-Råd-&-Dåd-reklame-ikon.* Det var kun lige, at jeg kunne bekæmpe min trang til at sparke tænderne ind i kæften på hende. Held og lykke med at fingernippe til frugtmos og yoghurt, kælling! Endelig har jeg præsteret at ødelægge min taske, fordi lynlåsen bandt. Manualen foreskriver, at man roligt prøver at nørkle den fri. Ikke rigtigt, vel? ToTALT dårligt syet på, den yderlomme!

Tror, at jeg bidrager til verdensfreden og går i seng.