torsdag den 31. januar 2008

Mentalt bundskrab.

Ind imellem føles mit hoved som en tom bygning med knuste ruder og grafitti på væggene. Alle lamper er smadrede, strømmen er røget og det eneste, der rører sig, er rotterne i krogene. Mine tanker er tilfældige fragmenter, som intet har at gøre med mine gerninger og gøremål. På sådanne dage bliver jeg nærmest overrasket, når det lykkes mig at nå fra morgen til aften uden at komme alvorligt til skade eller blamere mig selv. (På den anden side ville jeg have kunne tage bussen nøgen, med håndklædeturban om håret, uden at opdage det...) Idag har været netop sådan en dag, og min hjerne har processueret følgende Nobelpris-kim:

* Er vi holdt op med at bruge ordet 'nas'? Vil gerne vide det, for jeg bruger det stadig. Hvis vi er, vil jeg godt have en hjælpende hånd og trækkes med ind i 2008.

* Det kan da ikke passe, at jeg bliver ved med at være så tørstig?!? Er sygeligt. Hvad hedder den der psykiske sygdom, hvor patienterne drikker alt i flydende form, fra Vesterhav til toiletvand, egentlig?

* Kan folk, der går i for korte bukser, ikke selv se det? Eller er de ligeglade? Hvilket får mig til at spekulere på, om al mad smager af det samme for alle? Hvorfor er der nogen, der kan lide lam ( - virkelig; hvorfor??), og nogen der ikke kan? Er vores smagsløg indrettet forskelligt, så lam smager grimt i munden på os, der ikke kan lide det, og godt hos dem, der kan? Eller smager det ens, og så er det individuelt, hvad vi kategoriserer som lækkert og frastødende? Hvis det er det sidste, så forstår jeg det ikke.

* Kan vi ikke snart lade Ny Alliance være i fred? Virker unødvendig ondt at blive ved med at lave meningsmålinger på et parti, der minder om en politisk udgave af Britney Spears.

onsdag den 30. januar 2008

Så kan du lære det. Eller hvad?

Somme tider kan fristelsen til at trække stikket og lave en "Run, Forrest! Run!!" være nærmest uimodståelig. Når hverdagene flyder sammen til Kronisk Mandag, når man forgæves bliver ved med forsøge at løse de samme problemer igen og igen, når ingen gider opfinde limen, der kan klæbe hjertet sammen, når overblikket svigter eller når man tilsyneladende ikke kan gøre noget rigtigt mere, virker jobs som appelsinplukker i Spanien eller pyramidepedel i Ægypten som reele og rigtige bud på En Bedre Fremtid.

Ville være herligt, hvis det var så nemt. Pas + udland + tid = Nyt og bedre liv. Lige nu ser jeg desværre bare flere eksempler på, at Livet/Karma/Gud/Moderskibet vil tvinge os til at lære noget, før vi får lov at rykke videre til næste felt.

Min veninde gik i 2 år rundt og messede: "Flytflytflytflyt", hver gang hun så eks'en, som bor i samme opgang som hende. Vi var enige om, at hun først rigtigt ville komme videre, når hun ikke fik ham stukket op i snuden 5 gange dagligt, og det ville jo klart være lettest, hvis han bare flyttede. No such luck. Til sidst opgav hun håbet, fik arbejdet sig igennem sine frustrationer og lagt mentalgips på hjertet. Idag har hun det fantastisk - og nu skal han flytte...

Min anden veninde og hendes kæreste har ikke haft det godt i lang tid. Misforståelser, tillidsbrud og gentagne tilfælde af utroskab, (seneste tur begået af ham, mens hun var højgravid) resulterede i, at hun pakkede sine ting, og flyttede hjem til sine forældre. En måned senere flyttede hun tilbage. Hun har det forfærdeligt. Hun stoler ikke på ham, hvilket man dårligt kan bebrejde hende, men derfra hvor jeg står, ser det ud som om, at hun hellere vil hælde sit liv ud i afløbet, end at træffe den nødvendige beslutning. Valget er naturligvis hendes eget, og hun står på ingen måde til regnskab over for os andre - men hun er min veninde, jeg vil gerne se hende glad - og hun er bundulykkelig. Jeg kan nærmest se De Højere Magter stå lænet op af væggen med armene over kors og hævede øjenbryn. "Har du lært det nu? Nej? Så får du en tur mere."

Det er fandens, så lang tid det kan tage at lære at forstå sin situation godt nok til at tage ansvar for den. Hvilket får mig til at tænke på et citat, jeg så et sted:
"Time is the best teacher; unfortunately it kills all its students."

tirsdag den 29. januar 2008

Det kan ikke være tilfældigt...

Da jeg som hennafarvet 17-årig skrev 3. års opgave, skrev jeg om Vietnamkrigen. Min forside var billedet af den lille, nøgne pige, der med napalm på kroppen løber væk fra en brændende landsby. Som ramme valgte jeg at skrive hele teksten til Dylans Masters of War. Det er et tegn, venner.

Værsgo at skylle.

I mine voksenår har jeg fået mig en tandlæge, som er så begejstret for mine tænder, at hun de første par gange, jeg var på briksen, kaldte på sin klinikassistent, så han også fik mulighed for at beundre kunstværket. Jeg ved ikke helt, hvad der er så fantastisk ved mit tandsæt, men de lovpriser skoletandplejen i Esbjerg, så man nærmest skulle tro, at det var en guddommelig instans. (Selv husker jeg det mest som et sted, hvor man skulle være MEGET stille, hvis man sagde "av!" - ellers fik man skæld ud, fordi man skræmte de andre børn i venteværelset. Jeg kan også huske de små bægere i forskellige farver, vi fik, når vi skulle skylle munden med flour, de røde sladretabletter, vi skulle spise efterfølgende (som smagte en lille smule af lakrids), fornemmelsen af at kraniet krympede to numre, når bøjlen blev strammet, og endelig hvordan jeg flere gange gik lige direkte ind i væggen, når de havde overdoseret lattergassen.)

Undtaget det årlige tandtjek, hvor jeg ligger og forsøger ikke at have spyt på tænderne, tænker jeg sjældent på min tid i børnetandplejen, men forleden befandt jeg mig hos en skoletandlæge og det var som at være 9 år igen. Jeg kan oplyse, at det er unødvendigt at konservere en børnetandpleje i Den Gamle By: Om 200 vil den stadig se ud som den gjorde for 22 år siden.

Der vil stadig være de samme, gamle plakater fra Sundhedsstyrelsen, både den, hvor man kan se, hvor mange sukkerknalder der er i en cola, og den, hvor mad med ben løber om kap; hvor æblet, mælken og rugbrødsskiven vinder i overlegen stil, mens kagen, colaen og lakridsen kommer humpende bagerst med stok og sidestik. Der vil stadig være gamle reoler med gamle blade, bamser, som ingen gider lege med, og ansatte, der omtaler de tilstedeværende forældre i 3. person: "Du skal være ekstra grundig, når du børster de nye kindtænder, og det vil mor garanteret gerne hjælpe dig med." Lur mig om ikke også, man stadig kan finde den samme, gamle køleskabsboks, som indeholder de samme klistermærker, som man må få, når man er færdig.

Gad vide, om Lisbeth egentlig stadig er tandlæge på min gamle skole? Om børnene stadig forsøger at trække vejret gennem munden, fordi hun har nikokaffeånde? Og hvornår man i stedet for klinikassistenter begynder at ansætte kustoder?

mandag den 28. januar 2008

Jeg - min egen værste fjende.

I mit forhold til andre mennesker, har jeg altid lidt af skizofreni. Den ene side af mig elsker selskab. Den anden har voldsomt behov for at være alene. Det er relativt let at løse, hvis jeg er alene, og pludselig får lyst til være social. Det er straks sværere, hvis jeg er sammen med nogen, og pludselig får akut behov for at være lone wolf. Jeg bliver en dum og tarvelig kælling. Rastløs, pirrelig, ikke mentalt tilstede, og hvis mine tanker var tekstede, ville jeg kunne se frem til at tilbringe resten af mit liv i yderst fortjent ensomhed. Samtidig har mit overjeg travlt med at skælde ud, fordi jeg ikke bare kan hygge mig, men absolut skal ødelægge alting med min selvdestruktive, socialt deforme personlighed. (Mit overjeg er ikke specielt venligt eller forstående anlagt.)


Sideløbende med disse muntre tanker, bliver jeg ramt af jante. 'Hvem fanden siger, at vedkommende ikke sider og tænker præcis det samme om dig? Folk sidder jo ikke bare her og venter på, at det behager dig at drysse selskabsstøv på dem, vel?!.' Jeg godt ved, at det ikke er dem. Det er mig, den er gal med. Hvis jeg til sidst undskylder mig og tage flugten, ender jeg tit med at tage fornemmelsen med hjem. Meget svært at koncentrere sig om at noget som helst, når mentalkanalen kører et indslag med titlen: "Du fortjener at rådne op i ensomhed, din utaknemmelige kost!"


Hvis man kan gradbøje elendighed, så er det værste, når behovet for Lebensraum opstår, når jeg er sammen med nogen, jeg ikke kender så godt. Hvis jeg befinder mig hos dem, kan jeg selvfølgelig relativt nemt trykke på escape. Det er mere kompliceret, hvis de er hos mig. Trangen til ro og rum kan ramme som et lyn fra en klar himmel, og den har ikke det fjerneste at gøre med personen, jeg er sammen med. Det er bare ikke så nemt at forklare folk, jeg ikke kender. Hvis jeg bliver overmandet af fornemmelsen, forsøger jeg først at ignorere den, derefter at tankeoverføre 'gåhjemgåhjemgåhjem', men det er sket mere end en gang, at jeg til sidst er blevet så desperat, at jeg har kigget på folk og sagt "Du skal gå hjem nu." Jeg forstår så absolut dem, der fandt det lige besværligt nok. Er faktisk mere imponeret over dem, der tog udfordringen op.


På den måde kan man fremtrylle issues, hvis man synes, at man har det for nemt. Tænk, hvis jeg en dag får et virkeligt problem.

søndag den 27. januar 2008

Tanker fra finalen.

* Tænk, at Kasper Hvidt formår at være lækker iført træningstøj, model sparkedragt, med rib i både ben og ærmer.

* Lars Krogh Jeppesen. Bliv nu klippet, for fanden, dreng!

* Det gælder også dig, Balic.

* Det virker letsindigt, når en træner, der lige har scoret to minutter, forfølger dommeren og hiver ham i trøjen...

* Fryd! Ud med dig, din nar!

* Hvor er Security, når vi gerne vil have båret hystaden helt ud af hallen?!

* Nej! Lasse, op igen! Så hjælp ham dog, en eller anden!

* Altså, ser Boldsens læge ikke håndbold? Har man set andre end full blown alkoholikere med den ansigtskulør? (Må lige have en alvorlig snak med ham, når jeg drømmer om ham næste gang.)

* KomnukomnukomNU!!!

* JJJJJJJJJJJAAAAAAAAAAHHHHHHHHHHH!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

* Smilede Ulrik Wilbek lige??

* Jeg sagde det jo, Lars. Du er nærmest pænere med den der glimmerparyk.

* Puha! Sveder helt! Må vist hellere have en stak nervepiller klar på foderbrætet til OL.


torsdag den 24. januar 2008

Bare på beløbet, tak.

Som den samfundsbevidste borger jeg er, har jeg for tiden påtaget mig at holde hånden under den samlede verdensøkonomi. Mit visakort er nu så velafrettet, at det selv hopper op i hånden på mig, når vi passerer en kontantautomat. Når jeg bliver besat af Den Købelystne Klæbeånd, lider jeg af den tvangstanke, at jeg kan købe, hvad der passer mig; Verden skylder mig big time, og jeg kan bare bruge løs. (Desværre har selvsamme ånd en uheldig tendens til at fortrække tilbage til den mørke side, når vi får brev fra banken, og skal forklare, hvordan man på en time kan få hårdt brug for 4 par nye sko.)

Idag forsøgte jeg at hjælpe Houng, der arbejder på Only's jeansfabrik i Thailand. De 3 par jeans jeg købte, kan vel holde ham med the ugen ud? Men han gør det ikke nemt for mig at hjælpe ham, den lille. Jeg har prøvet 17 par jeans idag, og jeg undrer mig. Hvorfor er det, at halvdelen af dem følger almindelige buksestørrelser, og den anden halvdel følger tommesystemet? Og har de ikke mønstre, skabeloner eller vejledninger, de følger? (Slår mig lige, at det måske er fordi man ikke kan læse, når man er 5 år?) Jeg har købt 3 par jeans i 3 forskellige størrelser og 2 forskellige længder. Det giver da ingen mening, når det er fra samme firma?? Jeg ved godt, at der er forskel på modellerne, men 34" i længden er vel 34"? (Selv en 5-årig kan vel bruge en linial?)

Endelig vil jeg gerne vide, hvad det er, der sker, når man kommer ind i et prøverum? Så står man dér, og ligner en deform strandvasker. De eneste prøverum med rigtig belysning og gode spejle i Århus, befinder sig i lingeriafdelingen i Magasin. Jeg ved ikke, hvordan det lykkes dem at forvandle Ulla Terkelsen til Tyra Banks - og jeg er egentlig også ligeglad. Det holder! Og så er der den der Bunny stemning, hvor der vimses og rettes og alle er sexede. Hmm... Måske kortet og jeg lige kunne nå en tur i Magasin i morgen?

onsdag den 23. januar 2008

Top 5

- over trælse fornemmelser.

1. At stikke hånden i posen efter et æble eller en kartoffel -
og få fat i én, der er muggen.
2. At forsøge at fjerne en edderkop forsigtigt, blive lidt for ivrig –
og mærke det der *knas-splat*.
3. At låne toilettet et sted - og træde i noget vådt...
4. At bade på stranden - og træde i en vandmand.
5. At træde i en vandmand - og finde ud af, at det er en brandmand.

Hollywood News.

Heath Ledger er død. Død! Det kan han da ikke?! Han var så pæn og ordenlig og sød. Og så af noget så trivielt som en overdosis. Mand, hvor spild. Synes godt nok også, at omstændighederne omkring det dødsfald er temmelig suspekte. Den officielle forklaring lyder på, at han blev fundet i Mary-Kate Olsens lejlighed (som - naturligvis -ikke var hjemme) af sin massør.

???

Hvor mange af jer bestiller massage i andre menneskers hjem? Ligger jer i deres senge og indtager en solid håndfuld sovepiller, lige inden massøren skal komme? Og svært belejligt, at Mary-Kate ikke var hjemme, synes jeg...

Men Hollywood bringer også gode nyheder idag. Min kommende mand er nomineret til en Oscar. Yeei! Mens jeg lige ryder hylden over kaminen, kan I nyde synet:



tirsdag den 22. januar 2008

Det sete afhænger af øjnene, der ser.

De seneste dage har jeg modtaget en del henvendelser vedrørende min blog. Nogle positive, andre negative. Fælles for dem alle er, at ingen af dem er lagt som kommentarer her på sitet. Jeg har modtaget vrede sms'er fra folk, der føler sig hængt ud, er blevet ringet op og stoppet af andre, som har moret sig eller følt, at der er blevet sat ord på noget, de selv har rodet med, og endelig har jeg af omveje modtaget en lind strøm af 2. håndskommentarer. Det er dejligt at vide, at I er derude, og at I læser med. De positive kommentarer er selvsagt rare at få, men jeg er udemærket klar over, at når man lægger noget til offentligt skue, vil det, der falder i nogens smag, falde andre for brystet. Det er ok. Uenighed og diskussion giver gode muligheder for at blive klogere og få udvidet horisonten. Det gavner bare ingen, når de negative kommentarer kommer til udtryk som verbale overfald på gaden og mumlen i krogene. Derfor vil jeg gerne skrive et par linier om, hvad min blog er, og hvordan jeg bruger den. I stedet for at skulle gentage min forklaring 10 gange i real life, vælger jeg derfor at skrive den her - hvor jeg jo så ved, at den bliver læst...

Modsat hvad nogen tilsyneladende tror, så er bloggen ikke tænkt som hverken domstol eller tabloidavis. Min blog er mit redkab til at få styr på mine tanker og bevare overblikket i mit liv. Hvis nogen føler sig personligt forfulgt, kan jeg kun sige, at det ikke har været min hensigt, da jeg skrev pågældende indlæg. Jeg forstår mig selv og mit eget liv bedre, når jeg perspektiverer til verden omkring mig. Jeg forsøger at skrive, så eksemplerne kan bruges, uden at folk kan genkendes. De mennesker, der kender mig privat, kan naturligvis gennemskue, hvem der gemmer sig bag de forskellige pseudonymer - men da det er mennesker, som i forvejen sidder på 1. parket i mit liv, kender de historierne, længe inden de rammer bloggen. Ingen andre aner, hvem jeg snakker om, og det er ikke mit indtryk, at det interesserer folk. De få gange jeg er blevet spurgt om identiteten på nogen i et indlæg, har mit svar været, at hvis jeg ville have kaldt vedkommende ved navn, havde jeg gjort det på bloggen. Jeg er som sagt ikke ude på at ødelægge noget for nogen eller at hænge nogen ud.

Når det så er sagt, vil jeg gerne understrege, at det her er min blog. Jeg vil under ingen omstændigheder acceptere at blive pålagt censur, eller dikteres hvad jeg må skrive herude. Under hvert eneste indlæg ligger en åben invitation til at argumentere imod mine synspunkter eller anfægte mine subjektive sandheder. Den mulighed er alle læsere mere end velkomne til at benytte sig af. Og hvis man får forhøjet blodtryk af irritation over bloggen og dens indhold, ligger løsningen jo heldigvis lige for: Lad være med at læse den.

mandag den 21. januar 2008

Sandhed eller konsekvens?

I dagens udgave af Urban, kan man læse historien om Peter, der tidligere tæskede sin kæreste. Han var ret grundig, og hun lever idag med braktud og nedsat hørelse som souvenir fra sin tid med ham. Peter har valgt at fortælle sin historie, fordi han har fået hjælp og idag kan få afløb ved at 'at gå en tur på havnen'. Historien melder ikke noget om, hvor stor pågældende havn er, eller om den befinder sig i en anden by - må immervæk kræve mere end bare en 10 minutters slentretur at trampe vold af den kaliber ud af systemet. Jeg er absolut for, at der findes steder, hvor mænd som Peter kan få hjælp. Jeg bliver bare meget, meget træt, når jeg ser Peter udtale følgende:

"Det er svært at sige til nogen, at du har tævet din kæreste."

Stakkels Peter. Helt, helt urimeligt, at man ikke bare omkostningsfrit kan banke sin kæreste handikappet. Det er naturligvis ham, det er synd for.

Jeg forstår ikke helt, hvor den er forsvundet hen, logikken. Når man handler på en given måde, påvirker det naturligvis andre menneskers opfattelse af dig. Min venindes utro flirt, som efterhånden har lagt ryg til en del eksmpler her på bloggen (og det, som er til at blive sindsyg over er, at jeg faktisk godt kan lide ham. Jeg kan bare ikke få hjernen omkring, hvordan en sympatisk fyr som ham kan lægge den opførsel for dagen?), er endnu et godt eksempel på, at "Hvis: A - Så: B"-logikken er afgået ved døden. Han har (som tidligere nævnt) opført sig som hendes kæreste i alles påsyn, de er ankommet som par til fester, og han kender så udemærket til alle rygterne. Alligevel er han pigesur over, at hun har fortalt andre om deres forhold.

En anden lille pige jeg kender, lider alle helvedes kvaler og har fået lykke udskrevet på recept, fordi det er så svært for hende, at ham, hun holder af, leger kæreste med hende, men er gift med en anden. Beklageligvis læser de sammen, og selv efter at han har været det tarveligste menneske i hele verden overfor hende, er hun så bange for at være illoyal, at hun holder på hans hemmelighed, selvom hun bogstavelig talt bliver syg af det. Han pisser hende op og ned af ryggen uden på noget tidspunkt at overveje, at det alene er hendes tavshed, der gør, at han stadig har en kone at komme hjem til. Hun har film- og billedmateriale nok til at sprænge hans ægteskab og liv, som han kender det, i stumper og stykker. Han er enten meget modig eller meget dum.

Heksen på kvisten oplevede for nyligt, at det ringede på døren kl 5.30. Udenfor stod Gammel Flamme med et frækt tilbud. Selvsamme Gamle Flamme, som tidligere har udtalt, at han følte sig forfulgt, fordi han fandt det påfaldende, at hun ofte var i byen, når han var. Jeg skal selvfølgelig ikke udelukke, at det var Stockholmsyndromet, der ledte ham til hendes dørtrin, men han så nu ikke specielt traumatiseret ud, da han gik. Når man i ramme alvor udtaler den slags, for derefter at komme snigende i nattens mulm og mørke, så man forvente, at veninderne hører om det. Ikke desto mindre fornemmede vi, at Flammen efterfølgende ikke var helt tilfreds med, at historien om hans stunt undslap dobbeltsengen.

Nu er det så, jeg gerne vil vide: Hvad er det, de her drenge mener, pigerne skylder dem? De har ikke gjort noget som helst for at fortjene hverken venskab eller loyalitet. Deres arrogance og fornærmede attituder får det til at se ud som om, de mener, at pigerne er underlagt tavshedpligt. De opfører sig som om, at de ikke har del i situationen eller ansvar for egen adfærd. Som om det er pigernes udtalelser, der gør dem utro og utroværdige. Hvis man nu gerne vil have, at alle folk synes, at man er en super fin fyr, så kunne man - jeg tænker bare højt nu - måske prøve at opføre sig ordenligt? Jeg begriber ikke, hvordan man oprigtigt kan mene, at de mennesker, man har behandlet skidt, skylder én deres loyalitet. Er det bagsiden af medaljen, når man som generation har beskæftiget sig med psykologi og tekstanalyser fra 3. klasse? Er det fordi, vi tror, at hvis vi bare er ærlige om egne behov og tilbøjeligheder, så er det fribillet til at gøre, hvad der passer os, uden at andre mennesker kan tillade sig at have en holdning til det? "Jeg har jo sagt, at jeg ikke kan vælge/det er svært at sige, at man tæver sin kæreste/du vidste fra starten, at jeg var gift og ikke ville gå fra hende." Én ting er, at man gør, som man gør. Det er et valg, man træffer. Men at man samtidig insisterer på, at resten af verden skal synes, at det man gør, er i orden; det synes jeg godt nok er at stramme den. Al psykologi i verden ændrer ikke på det faktum, at i samspillet med andre mennesker, får du stadig, hvad du giver, og høster hvad du sår. Heldigvis.

søndag den 20. januar 2008

Når lyset bryder frem.

Hvor har det været en fantasisk weekend. En af de weekender, hvor man er tæskefuld af overskud, når man hopper i kuverten søndag aften. Hvor jeg godt kan overskue, at det er mandag i morgen, at de næste 14 dage bliver hæsblæsende, og at jeg stadig har lunger som pensioneret storryger fra Asbestfabrikken. En af de weekender, hvor man ikke bare snakkede om Aros, men rent faktisk kom afsted. Hvor alting gik op i en højere enhed, og der var tid til alt det, som er blevet forsømt alt for længe; det, som jeg i hverdagen ikke opdager, at jeg savner, men som jeg bliver overvældet og taknemmelig over, når jeg får præsenteret. Life is good.

fredag den 18. januar 2008

Kan du holde på en hemmelighed?

Det burde jo ikke være så svært. Man skal bare holde munden lukket, så er man home free. Beklageligvis kan det være nærmest fysisk umuligt. Hemmeligheder er noget sjovt noget. Alle elsker at høre dem, de fleste elsker at fortælle dem (hvis de er saftige nok), men ironisk nok har de kun værdi, så længe de er - netop - hemmelige. Når først alle kender historien, er der ikke noget sjovt ved at være en af de indviede mere.

Når vi fortæller hemmeligheder, gør vi det ofte for at placere os socialt i forhold til hinanden. Vi kan på den måde vise andre, at vi stoler nok på dem til at betro dem noget vigtigt, enten om os selv eller om nogen vi kender, og således indlemme dem i gruppen. Vi kan også bruge dem som statussymboler; til at signalerer 'jeg tilhører inderkredsen'. Det er derfor også en vigtig forudsætning for en god hemmelighed, at den handler om fælles bekendte. Ikke særlig ophidsende eller cool at vide, at din venindes ukendte granfætter er kleptoman, vel?

Der er forskel på 1. og 2. hånds hemmeligheder. Hvis jeg fortæller min veninde noget fra mit liv, og beder hende holde det for sig selv, så bliver jeg vred, hvis hun fortæller det videre. Hvis jeg derimod fortæller hende en hemmelighed om en anden, som jeg selv har fået fortalt (og ikke af hovedpersonen), er det svært at blive sur over, at hun gør, hvad jeg selv lige har gjort.

Ligeledes er der forskel på, hvor hemmelig en hemmelighed er. Nogle hemmeligheder er offentlige, og alle fortæller dem glad og fro videre; det er gratis, for sladrehanken kunne være hvem som helst. Det eneste det kræver at få lov at fortælle dem er, at man starter med at sige: "Du må ikke sige det til nogen, men ..". Man bliver ikke sur, når man finder ud af, at veninden har viderefortalt dem til kæresten - det var nærmest forventeligt.

Andre hemmeligheder er så hemmelige, at man ikke kunne drømme om at fortælle dem videre. Nogensinde. I nogle tilfælde fordi det ville ramme den person, de handler om så hårdt, at man ikke kan forsvare at bruge dem til at gøre sig interessant eller bonde med andre. I andre tilfælde fordi man selv har så meget investeret i hemmeligheden, at man ikke kan fortælle den uden selv at ryge med i faldet. Partners in crime.

I gråzonen finder man de ting, man selv bærer rundt på, men som man aldrig har fortalt til nogen. Er det en hemmelighed, hvis man er den eneste der ved det? Eller er det bare tavs viden? Måske det kræver flere indviede, hvis en oplysning skal klassificeres som 'hemmelig'?

Der er intet der binder folk sammen som hemmeligheder. Som med tavshedspligt, der ikke ophører ved endt ansættelse, sættes man heller ikke fri af sit løfte om at holde på en hemmelighed, når man mister kontakten med folk. Det har jeg et rigtig godt eksempel på. Jeg har bare desværre lovet ikke at fortælle det til nogen.

torsdag den 17. januar 2008

Simply the best?

Hvordan kan det være, at de spiller de samme dårlige sange i alle sportarenaer i hele verden, når der er scoret i håndbold? Life is life, I'm blue, Country roads, We will rock you og Put your hands up in the air, for bare at nævne en håndfuld. Er det en færdig cd, som Verdensforbundet i Håndbold (hvis et sådant findes?) sender på forhånd, når et land skal lægge hal til? En slags værtsgave, som de respektive lande så føler sig forpligtede til at spille? Gad vide, hvad de spillede før 1989 - udover håndbold altså.

Top 5

over ting, det ikke tæller at købe.

1. Træningstøj. Er jo faktisk arbejdstøj.

2. Sko. Man kan ikke gå rundt i bare fødder, vel?

3. Gaver. Ville være meget urimeligt, hvis det skulle trækkes fra rådighedsbeløbet, når det nu ikke er til én selv.

4. Alt, hvad man køber til hos sin frisør, når man bliver klippet. Ville være direkte dumt ikke beskytte sin nye investering.

5. Alt, hvad man køber på apoteket, da det hele ryger under betegnelsen 'medicin'. Siger sig selv, at man ikke må være nærig, når det kommer til helbredet.

onsdag den 16. januar 2008

Heksen, hytten og festerne

Jeg elsker at blive inviteret til store fester. Jeg elsker at have en undskyldning for at trække i kjole og høje hæle, danse, drikke rødvin og mingle. Der må rigtig gerne være bands, navneskilte og folk, man ikke kender. Jo større jo bedre.

Nu er jeg så født ind i en relativ lille familie, hvor det ikke ville give meget mening at leje Turbinehallerne, når vi holder fest. Det er ok. Det kan sagtens være hyggeligt alligevel. Der findes bare en enkelt gren på familietræet, hvis invitationer får hjertet til at synke i livet på mig. Da de inviterede sidst forvandlede jeg mig til lille My, som med stram hestehale og armene over kors trodsigt messede 'jeggiderikkejeggiderikkejegGIDERikke!!!', da jeg snakkede med min mor. Desværre kunne jeg godt fornemme, at der ikke var noget at gøre. Tilsyneladende bliver man aldrig for gammel til at blive tvunget med til den slags, forpligtet af blodets bånd.

Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide den del af min familie. Slet ikke. De er nogle af de mest oprigtigt gode mennesker, jeg kender. De er bare så utrolig... alternative. Der bliver talt uhørt meget om det fælles tredje, man er ikke et rigtigt menneske, før man har været udstationeret som U-landsfrivillig mindst to gange, og til festerne kan man ikke tage den dybe indånding, man har så hårdt brug for, uden at risikere at inhalere en guitar.

Den seneste fest var ingen undtagelse. Modtog invitation og kunne se, at festen skulle afholdes i en spejderhytte. En spejderhytte. Lyder ikke umiddelbart som noget med sølvglimmer og cocktails, vel? Som nævnt forsøgte jeg at undslå mig. Tilbød endda frivilligt at give afkald på min arv. Den gik ikke. Endte med et kompromis, der hed, at jeg tog med, men at jeg (fandme bare under ingen omstændigheder, nogensinde, ever!) blev derude og sov.

Dagen oprandt, og jeg blev afhentet af forældre, der forsøgte at udstråle 'det bliver da hyggeligt!', og søster, som udstrålede 'fat chance!'. Vi lagde civilisationen bag os, og endte ved faldefærdig trærønne, omgivet af store, fede grantræer. Selv min mor så på dette tidspunkt lidt betænkelig ud. Ind i hytten og rundt og give hånd til de andre gæster; primært mænd med sokker i sandalen, og kvinder med fletninger og flagrende gevandter i naturindfarvet hør. Efter hurtig rekognisering kunne jeg se, at min søster og jeg var blevet placeret ved børnebordet. Da klokken slog 12, og jeg til den ene side have hennafarvet efterskoleelev og til anden side lige så hennafarvet gymnasieelev, så jeg mig nødsaget til at skylle frokosten ned med gin og tonics.

Efter en lille time, var det blevet kedeligt for alle de små Emanuel'er og Clara'er, som efter bedste evne forsøgte at spalte hytten i atomer. (En af sidegevinsterne ved fri opdragelse er tilsyneladende ualmindeligt veludviklede lunger.) Havde på dette tidspunkt hørt så meget om kapitalisme og den 3. verden, at jeg nærmest havde mistet lysten til at leve. Sidst på eftermiddagen slog værten så på glasset og bekendtgjorde, at der var en lille ændring i dagens program. I stedet for den annoncerede pølsevogn, der skulle have forsynet os med natmad, skulle vi noget meget sjovere: Vi skulle lave hver vores lille sølvbakke med grøntsager, som vi selv hakkede og satte ind i det bål, børnebordet nu ville gå ud og samle brænde til. Det skal til min mors ros siges, at hun på dette tidspunkt bare rakte mig rødvinen uden yderligere kommentarer.

Næste familiefest bliver børnebryllup. Det skal heldigvis holdes et sted, hvor man hverken skal have duelighedstegn eller kunne binde råbåndsknob for at komme ind. Da den yngste deltager selv sidder viklet ind i tyl, kunne man også håbe, at det blev til en plads ved voksenbordet. Buffeten kræver ikke terrængående fodtøj at komme til, og man har stadig både øjenbryn og pandehår, når man tager hjem. Med mindre, selvfølgelig, at je..nogen forsøger at slukke en brændende borddekoration med et glas, som tilsyneladende indeholder vand, men som viser sig at indeholde vodka. Men det var en helt anden fest...

tirsdag den 15. januar 2008

www.idontwannaknow.com

Er der blevet fjernet en klausul i markedsføringsloven? I givet fald insisterer jeg på at få den genindført. Jeg vil utrolig gerne være fri for at se billeder af betændte fodnegle og mænd i jakkesæt, der angiveligt lider af anal kløe. Jeg har intet behov for at følge glatte, androgyne forskere rundt i laboratorielignende lokaler, mens de snakker om 'ildelugtende udflåd'. Jeg vil have det private rum tilbage! (-skrev hun på sin blog..)

Er der ikke også hemmeligheder om hinanden, som kønnene foretrækker ikke at blive indviede i? Eller afslørede i? Antydningens kunst, venner! Jeg mener... Er vi virkelig interesserede i, at mænd kan spørge detaljeret ind til missens dysfunktioner? Gider de vide det? Personligt gruer jeg for den dag, hvor en neutral speakerstemme og illustrativ grafik indvier mig i, hvilke gener varme og fugt kan påføre penisrod. Lyder som om en stor del af menneskeheden render rundt med toxisk affald mellem benene, og at sikker sex efterhånden kræver hvid, visirindlagt heldragt. Racen risikerer at uddø, hvis ikke de dæmmer lidt op for det der.

Jeg gætter på, at vi i fremtiden kommer til at se en del hængelåse på badeværelsesskabene rundt omkring i Danmark. Den overdrevne eksponering af sygdomme og de medicinske vidundere der fjerner dem gør, at alle ved, hvad du fejler, når de ser flasken, fordi reklamen har ætset navnet fast i hjernebarken.

Kan man tillade sig at bede sine gæster om at sidde på en gammel avis fremover?

mandag den 14. januar 2008

Giv mig en hest, mor.

Efter at have forsøgt at slippe udenom et par dage, har jeg nu bøjet mig for overmagten. Har været hos Stasi-læge, er med tysk grundighed blevet undersøgt, og har fået konstateret kold lungebetændelse og irriterede stemmelæber.

Som plaster på såret, svingede et par af alfaheksene forbi Blogsbjerg og hjalp mig med at sabotere forsøget på at holde vedvarende kæft. Vi fik lang tid til at gå med kollektiv undren over maskulin, usympatisk adfærd, vi lige har set udvist på klos hold. Frem af anekdotebogen voksede endnu en historie om endnu en fælles bekendt, der er sin kæreste utro, hver eneste gang, det kan lade sig gøre. Hun er gået fra og ham og kommet tilbage et utal af gange, fordi hun hver gang tror (håber, Red.), at han denne gang mener det, når han siger, at han aldrig gør det igen. Vi snakkede om, at ud over det ubegribelige i, at hun tror, han mener det 7. gang, så er det ufatteligt, at han gider have alt det bøvl ud af at være i et forhold, som tydeligvis ikke er ret vigtigt for ham. "Jeg fatter ikke, at han ikke bare afslutter det én gang for alle!", sagde cykelheksen.

Hvorfor gør han ikke det? Jeg tror, at vores manglende evne til at forstå skyldes, at vi analyserer ham ud fra vores egen reaktionsskabelon. Hvis vi knaldede udenom den ene gang efter den anden, ville det være fordi, vi ikke var tilfredse hvor vi var. For os ville den eneste logiske konsekvens være at afslutte, hvad der ikke fungerede, fordi vi gerne ville finde noget, der gjorde. Sådan tror jeg bare ikke, at mænd af hans slags tænker. Hvis jeg havde to forhold kørende samtidigt, så ville jeg synes, at begge var amputerede mutanter, masser af overflade og ingen dybde. For ham her tror jeg, at 2 gange 50 procent bliver til 120 procent. Han er tilfreds og det eneste, der kan bekymre ham en smule er, om han bliver opdaget.

Her tog vi en afstikker til et andet kapitel i bogen. En fælles veninden har i halvandet år haft affære med en fyr, der bor med sin kæreste. Det har kostet gråd og tænders gnidsel, fordi han har holdt hende hen i det uendelige, og hun har holdt for meget af ham. Nu har hun heldigvis fundet en ny, som behandler hende på en måde, der sætter den tidligere ungersvends egoistiske kurtiseren i skærende kontrast. Det sjove er, at hvor han tidligere, da de sås, udviste vovemod grænsende til det stupide, er han nu, hvor hun er væk, pludselig panisk ræd for at blive opdaget med tilbagevirkende kraft. Den eneste forklaring vi kunne nå frem til var, at det er fordi han hele tiden har kalkuleret med, at hvis kæresten opdagede hans utroskab og smed ham ud, så kunne han altid slæbe sin ynkelige røv over til min veninde. Nu er der lukket, og hvis kæresten sparker ham ud, er han stuck med sit eget selskab. Jeg kan ikke bebrejde ham, at han panikker.

Jeg tror, at en del af de kvinder, hvis kærester er utro, håber, at det bare er en fase, et spørgsmål om at elske ham nok eller true med at gå. Det tror jeg ikke. Jeg tror, at der findes en gruppe af mænd, som aldrig vil kunne være tro. Hvis du vælger en model af den slags, skal du være af den overbevisning, at det er ok at dele ham, når bare han altid ender med at komme hjem til dig. Det skal du være klar til at leve med. Han kan og vil ikke laves om. Hvorfor skulle han? For ham er livet lige som det skal være.

Konklusionen på Blogsbjerg var, at man kun skal involvere sig med en mand fra sort stue, hvis man kan acceptere hans adfærd. Man kan ikke lave om på folks grundlæggende natur; det er spildte, gode kræfter at prøve. Man kan naturligvis altid prøve at finjustere. Bare man husker, at man ikke kan gøre en gris til en væddeløbshest; man kan højest gøre den til en hurtigere gris. Hvis det rækker, er der svin nok at tage af.

Shame on me.

For nyligt tog jeg afsked med en mand, som i to år har vandret ind og ud af mit liv. Jeg har holdt uendelig meget af ham, strakt mig så langt, jeg kunne og længere, men hans løgne og fortielser reducerede i sidste ende de store ord og forsikringer til snuskede kopier af manuskripter, han allerede har læst højt for andre piger andre steder.

Da jeg erkendte, at det aldrig ville blive anderledes; at han aldrig bliver tilfreds, hvor han er, at han altid vil være rastløs og på flugt fra sig selv, og at han for evigt vil være på jagt efter det, der kan gøre ham til et helt og lykkeligt menneske, gav jeg op. Jeg tror egentlig godt, han ved, at det han leder efter, ikke skal findes ude men inde. Af grunde jeg hverken kender til eller forstår, vælger han bare at lade som om, han stadig tror, at det er derude et sted. At efterlade ham og gå min vej, er noget af det sværeste, jeg nogensinde har gjort. Selvom det, vi har haft sammen, i perioder har været rodet og svært, har det også været både fantastisk og stort.

Fordi jeg mente at kende og forstå ham, har jeg ladet hans sind og tanker fungere som undskyldning for en adfærd, jeg aldrig havde troet, jeg ville acceptere fra nogen i mit liv. Jeg har taget ham i at lyve flere gange, end jeg har lyst til at indrømme, og de fleste gange har jeg ladet det passere. Jeg har lukket øjnene og undladt at spørge, når jeg på forhånd kendte svaret og på den måde selv været skyld i, at jeg endte, hvor jeg gjorde. Jeg troede, at vi lignede hinanden. Jeg troede, at jeg havde fundet en, hvis hjerne var indrettet som min; med skyggesider og krinkelkroge, som ikke kan forklares for folk, der ikke har dem. Jeg troede, jeg kendte ham.

Jeg tog fejl.

Idag har jeg fået en oplysning, der udhuler troværdigheden i alt, hvad han har sagt og gjort det sidste halve år. Idag har jeg omsider forstået omfanget af hans bedrag, og jeg er simpelthen så skuffet og vred, at jeg næsten ikke kan rumme det. Jeg har selv valgt at lukke døren, så hvad han har gjort efter det, skylder han mig hverken forklaring på eller oplysning om. Men at han med kynisk overlæg holdte sin parallelverden kørende her, mens beslutninger blev truffet og planer blev lagt andetsteds - det havde jeg ikke set komme. Måske er det min straf for at gå rundt med naiviteten bundet så stramt om øjnene? Jeg synes godt nok, at virkeligheden skærer temmelig meget i både øjne og hjerte lige nu. Jeg har altid sagt, at jeg hellere vil tro på det bedste i folk, og tage de slag over snuden, der følger med, end at være kynisk og forvente det værste. Det er jeg ikke længere så sikker på. Der er i hvert fald akut brug for 7-800 kilometer gazebind, elastikplaster, og noget aflåst sideleje, indtil jeg får mit billede af ham, som jeg troede han var og realiteterne til at passe sammen igen.

Jeg føler, at jeg har mistet en ven idag. I virkeligheden har jeg nok bare mistet en illusion. Jeg føler mig dum, og min selvrespekt har midlertidigt vendt mig ryggen i vrede. Men jeg er fortrøstningsfuld. Skammen over, i al den tid, at have været så frygtindgydende naiv, er allerede ved at vige pladsen for en anden følelse: Lettelse. Thank GOD, at man ikke er hende!

lørdag den 12. januar 2008

Er du ikke blevet klippet?

Hvis der er noget, der kan redde en dårlig hårdag, er det en kompliment. Er man kommet hjemmefra som Den Fede Unge, kan en kompliment være det der gør, at at man kommer igennem dagen, uden at nogen behøver at dø. Man kan ikke sige noget dårligt om komplimenter, med mindre de viser sig at være Andre Følelser i forklædning. (Og så er de jo teknisk set ikke komplimenter.)

Jeg kender en pige, der river komplimenter af sig i vildskab. Hun roser sine omgivelser for alt. Talent og smag, tøjstil og frisurer, indsats og udseende. I starten synes jeg, at hun var enormt sød og betænksom, når hun glædestrålende udbrød: "Hvor ser du GODT ud!", hver gang jeg mødte hende. Efterhånden som tiden gik, begyndte jeg dog at undre mig, eftersom hun altid komplimenterede mig, ligemeget om vi mødtes i byen med opsat hår og glimmer eller i centeret med morgenhår og klatmakeup. Lige så glad jeg bliver over en oprigtig ment kompliment - ligeså underligt tilpas bliver jeg, når jeg fornemmer, at den dækker over noget andet.

Jeg tror ikke, at hun har det særlig godt. Hun ser ikke sådan ud, i hvert fald. Måske håber hun at fjerne fokus fra sig selv ved straks at begynde tale om mig? Det bedste forsvar er som bekendt angreb. Er hun usikker? Håber hun, at hvis hun siger noget pænt om mig, så gengælder jeg tjenesten? Hvis det er tilfældet, forstår jeg det ikke. Ligesom kærlighedserklæringer synes jeg, at komplimenter skal gives spontant, når tanken tænkes eller følelsen blæser dig omkuld. Findes der noget så fladt som en kompliment, man selv har måtte fiske sig til? Har det nogen værdi, når store ord forlegent bliver copy-pastet af medlidenhed? Kan man stole på ros og kærlighedserklæringer, der starter med "Re:"?

Efterhånden har situationen udviklet sig sådan, at jeg er begyndt at undgå hende. (Det er heldigvis ikke så svært; vi ses ikke privat, men er bare bekendte, der færdes i de samme kredse.) Når jeg alligevel møder hende, skynder jeg mig videre, for jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal takle det. Virker tyndt og utroværdig at føre en samtale, hvor mit bidrag er "Tak, og i lige måde" - specielt fordi vi begge ved, at det sidste er løgn. Men hvad er alternativet? Tavshed? Så er samtalen nok relativt hurtigt overstået, og jeg behøver formentlig ikke forholde mig til, hvad jeg skal sige næste gang. Det virker bare unødvendig koldt, og hun ligner en, der allerede har opholdt sig subzero for længe og har forfrysninger helt ind i sjælen. Jeg vil ikke sparke til en, der ligger ned. Jeg kunne selvfølgelig fravige mit princip om aldrig at lyve *smiley-der-hoster*, og bare løgnrose retur? Eller måske jeg skulle stikke hende et gavekort til en frisør? Så kunne jeg komplimentere hende for hendes fede frisure - og mene det.

fredag den 11. januar 2008

Fredag d. 11. januar.

Dagen hvor:

- jeg for fyrretyvende gang fandt ud af, hvor sløjt det står til med vejfinder-genet. Havde rødvinsdate. Orkede ikke at slæbe mine forpinte lunger ud i regn og modvind, så bestilte (mod bedre vidende) en taxa. Havde glemt adressen, hvilket jeg i øjeblikket ikke mente udgjorde et problem. Guidede os frem med myndig GPS-stemme. Lykkedes mig både at få os til at dreje forkert af, og derefter at blive sat af ud for forkert opgang. Jeg er uden for pædagogisk rækkevidde. Fik flashback til julen forrige år, hvor jeg skulle hente min søster og hendes kæreste. Vi havde aftalt, at de skulle stå nede foran, når jeg kom, så da jeg havde ventet 10 minutter, og der stadig ikke var skyggen af barnebrud med mælketænder så langt øjet rakte, måtte jeg ud af bilen. Hen til dørtelefon. Udelukkende polske og somaliske navne med 8 på hinanden følgende konsonanter. Mystisk... Blokken ved siden af? Hen og tjekke. Negative Sir. Øhmm... Den anden side så? Heller ikke. Gav op. Ringede. Og fik meget stram udgave af søster i røret, som oplyste, at det nu var 18 måneder siden, de var flyttet.

- to gange har fået at vide, at jeg ser bekendt ud. Gider ikke rigtigt, hvis det er fordi de forveksler mig med Trine Dyhrholm.

- opdagede, at jeg har taget fejl af en mand, som jeg har stemplet som selvfed og irriterende. Han var sød, opmærksom og tålmodig. I stand corrected.

- har mødt endnu en taxachauffør, der var helbredsmæssigt udfordret. Denne gang var problemet diaré. Jeg kan ikke sige noget til, hvis nogen tror, at mine taxaoplevelser må være et kombinationsprodukt af svampe og livlig fantasi. Ikke desto mindre er det sandt.

- for første gang så 'The X-factor'. Jeg synes, at de der tvillinger var skideuhyggelige. Lignede en mellemting mellem Gallagherbrødrene og opvaskerne fra Riget, som de stod der og synkronmessede ind i hovedet på hinanden.

torsdag den 10. januar 2008

Er der mere morfin?

Hvis jeg skulle skrive et udsagn, der ofte er blevet brugt om mig, så er det 'hård, men retfærdig'. Jeg er direkte. Jeg gider ikke klynk. Hvis jeg passer børn, som laver den der uhUuhU-pylrelyd, hvor de forsøger at hustle sig til slik, men alligevel ikke kan svinge sig op til at hyle rigtigt, så får de besked på enten at tude rigtigt eller at holde mund. Når jeg er på job, bliver jeg irriteret, hvis min kollega er syg, men alligevel kommer rullende ind på kors, og forventer medalje alene for at stille på arbejde. Jeg gider ikke smittes, og jeg har brug for en makker, som kan løfte halvdelen af opgaven - ikke én, som skal bruge alle sine kræfter på at holde sig oprejst.

Nu sidder jeg så her. Med øjne, der presser sig insisterende mod hulerne og muskler, der overnight er blevet to numre for små, så min krop truer med at lukke sig sammen om sig selv. (Vil i den forbindelse gerne vide, hvorfor det kun er musklerne på forsiden, der opfører sig sådan? Kærlig hilsen King Kong). Min hoste har jeg lånt hos en 45-årig mand, der hedder Bjarne og er brøndgraver, og lys forvandler mine tårekanaler til fontæner. Har jeg meldt mig syg? Nej. Jeg er nemlig VIP-medarbejderen, som på mave og albuer slæber mig på job, for hvis ikke jeg gør, må firmaet nok lukke. Har jeg afløser på mine timer? Nej. Mine timer skal passes. Af mig. Som underviser i PRÆCIS det samme, som mine kolleger. For fanden. Når jeg (der i mørket på badeværelset, klamrende mig til håndvasken, med pillerne kørende ind i kæften på slisker), ser på mig selv i spejlet og hvæsetænker 'Gud i himlen, meld dig dog syg!!', så er argumenterne for ikke at gøre det, at det er alt for besværligt at skulle ringe rundt og finde afløsere, der sidder folk derude, som skal bruge en tolk, og jeg skal alligevel på kursus hele weekenden, hvor sygdom bare ikke er en mulighed, slut. For det er ikke fordi, jeg er bange for at opdage, at jeg kan undværes, tror I?

tirsdag den 8. januar 2008

Kundeservice? Jeg må le!

Er kundeservice ved at være et udrydningstruet begreb, eller er det mig, der ikke får det bedste frem i folk? Da jeg var ung (sagde Tollundmandens lillesøster), lærte vi, at kunden altid har ret, og at det handler om at sælge noget, hvis du vil blive ved med at have et job. Hvis man blev spurgt om en vares placering, gik man med h-e-l-t hen til hylden, for "der skal 20 tilfredse kunder til at opveje én utilfreds". Det lader ikke til, at de butiksansatte i idag er hæmmede af samme servicekodeks.

Forleden skulle jeg købe nyt træningsgear. Gik ind i forretning, fandt lidt forskelligt og slog kloen i en ekspedient: "Jeg mangler et bælte til mine træningsbukser. Er det her spænde stærkt nok til - " (og her ville jeg så være fortsat med at forklare, at pågældende buks giver sig omkring to numre, når jeg træner, og at jeg utrolig gerne vil være fri for at undervise med mågen baskende frit nederst på ryggen. Nåede jeg ikke. Blev afbrudt af børnearbejder:) "Alllsåååå... Det tror jeg ik... Det ville jeg i hvert fald aldrig selv bruge det til. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvad du træner....? (udtalt i skeptisk tone med underteksten "dit fede, gamle læs"). "Nå ok. Men hvad så med den her trøje - har I den i en medium?" "Allllsåååå... Ik hvis ik den hænger deroppe." "Nej, ok, fint nok. Så skal jeg bare have de her to ting. Vi har en samarbejdsaftale, så er det noget med, at vi får procenter?" "Alllsååå... Ik på trøjen. Det er Skiwear. Du får 10 % på bæltet." "Ok? Jeg troede, at det var 30%?" "Allsåå.. Nej, det er kun på Fitnesswear. Bæltet er Sportswear." Super. "Jeg vil stadig bare gerne have de her to." "Haaaaaaj Claus! Kommer du der med nye varer? Zuuper! Skal du have en underskrift?" "Ok, hvis du er færdig med at bruge mit personalekort, så tager jeg det lige igen." "Forretningens-Navn, det' Pinille? Ja? Det ved jeg ik. Alllsåå, så skal du komme herned. Selv tak. Haaaj!" "Jeg.Vil.Gerne.Bare.Have.Den.På.Beløbet." (og ud herfra, inden din IQ tager min med sig i faldet!!) "Jeg ska lige se noget bevis på, at du er ansat hos vores samarbejdspartner?" Det må være meget svært at finde gode folk idag, når en pige som hende stadig har arbejde.

Det er heller ikke længe siden, jeg var i hos Mac i Magasin. Jeg skulle have en øjenskygge til en gave. Jeg blev ekspederet af en pige, der virkede fascineret over det sjove ekko, hun hørte inde i hovedet, hver gang hun blinkede med øjnene. Da det åbenbart er hverdagskost, at luskede kunder forsøger at svindle sig til at bytte brugte øjenskygger, skal disse puttes i poser, som skal klipses sammen 4 steder. Herefter vikles det øverste stykke 3 gange rundt om selve øjenskyggen, inden man så klæber et kæmpe, ubrydeligt klistermærke på. Vores veninde ved kassen valgte at sætte det på oversiden. Som i: Der hvor man kan se farven. Hvilket jo for helvede ikke er særlig smart, når man skal beslutte sig for, om man kan lide den, eller den skal byttes. Da jeg sagde: "Øhm.. Nu kan hun jo altså ikke se, hvordan den ser ud?" vendte hun øjne. Ikke diskret, men på epilepsi-øjenæblerne-180-grader-rundt-stilen. Lige op i hovedet af mig. Hvorefter hun med et tungt suk klippede mesterværket op, og (provokerende) langsomt startede forfra.

Det er ikke kun live, den er gal. Jeg er blevet ringet op af Sylvia fra Gallup. Da jeg selv har siddet som phoner, deltager jeg somme tider i undersøgelserne, og ellers afviser jeg dem pænt og høfligt. Da Sylvia var phoner nr 3 på to uger, som "gerne ville stjæle 10 minutter af min tid", takkede jeg pænt nej. Da hun spurgte, om de måtte ringe tilbage, gentog jeg mit nej-tak. Hvorefter følgende guldkorn vælter ud af mit telefonrør: "Det synes jeg er virkelig mærkelig opførsel! Du er blevet udvalgt til at deltage i en undersøgelse, og så vil du ikke engang bruge ti minutter?!" Øhhmm ... What?! Hvad havde hun regnet med at få ud af det?? At jeg ville udbryde: "Aj, du har ret. Undskyld. My bad. Ring endelig igen." Øgle.

Det er selvfølgelig betryggende at vide, at der findes et erhverv, man kan søge job i, hvis man en dag bliver træt af at stryge sin pæne personlighed, inden man går på arbejde.

Heksen, Eskapismen & Kunsten At Stå Stille

Når man arbejder på at ændre noget i sit liv, er det i mit tilfælde sådan, at processen foregår i etaper. Beslutningen skal træffes, døre skal lukkes, de nye skal lokaliseres og låses op, og man skal orientere sig i det nye landskab. I nogle perioder er der masser af drivkraft og energi til at arbejde sig fremad. I andre har jeg bare lyst til at trække dynen op over hovedet og melde mig ud.

Det, som kan volde lidt problemer, er stilstanden, synes jeg. Så længe jeg bevæger mig, er det ikke nødvendigt at skulle lære at sætte pris på den nye udsigt, fordi jeg ikke står stille længe nok til at kunne stille skarpt på den. Men ind imellem må selv Kipketer trække ind til siden for at få vejret. Ikke mindst fordi risikoen, for ikke at kunne finde sig tilrette i Det Nye Liv, er for stor, hvis man ikke justerer ind undervejs. Ikke meget sjov ved at nå i mål, hvis man først der opdager, at man har elastik om taljen, som i den anden ende er spændt fast i Fortiden.

Jeg mener dog ikke, at man skal dvæle ved alle detaljer undervejs. Står man stille for længe bliver fødder til rødder - hvilket er grunden til, at Gud opfandt overspringshandlinger og virkelighedsflugt. Mulighed for at hvile på bjerghylden til kroppen er klar til yderligere opstigning, men uden risikoen for at give efter for indskydelsen til at kaste sig ud over kanten i mellemtiden.

Jeg har tilbagelagt en god strækning. De værste fortidsabstinenser har fortaget sig, jeg kan se fordelene ved mine nye valg, og jeg har opdaget, at ordet 'Nej' findes i min ordbog (surprise, surprise). Nu begynder rastløsheden så bare at sætte ind. Al den energi og tankevirksomhed, jeg brugte på problemerne før, er pludselig frigivet og uden arbejde. At forsøge at kanalisere det samlet over i Det Nye Liv, føles som at stirre direkte ind i solen.

Derfor griber jeg til andere Methoden, og den seneste måned har jeg trænetogtrænetogtrænetogtrænet. Beklageligvis er vi nu der, hvor det begynder at give bagslag. Vågner med kronisk hovedpine, fordi jeg ikke kan nå at drikke vand nok til at erstatte mit væsketab, sover mæ hælve te, fordi kroppen ikke bare lige finder ro, når jeg beder den om det, og får kulhydrat-cravings, der er en hormonforstyrret gravid værdig. (Skræmte så sent som idag livet af en Aktiv Super medarbejder, da jeg med strithår og vilde øjne spænede hen imod hende, mens jeg råbte "Pebernødder! HVOR HAR I PEBERNØDDER!!?").

Kan også mærke en trang til at tage på skiferie, der bliver vildere og vildere. Væk er erindringen om, hvordan jeg de sidste mange gange, jeg var afsted, frøs mine tæer så meget, at det sagde *knæk!*, hver gang jeg tog et skridt. Om de gange, skiliften stak af med mine handsker. Om de nedstigninger, jeg måtte foretage på sorte, isbelagte pukkelpister, fordi geografibristen endnu engang havde placeret mig Det Falske Sted. Pludselig kan jeg kun huske, hvor højt der er til himlen, når temperaturen er -17 grader, hvor hyggeligt det er, når alle dasker rundt i Helly Hansen, og hvordan Strohrom smager i kakao, når det indtages på en bjergside, der glimter som diamanter.

Hmm... Måske forkert strategi at skrive om det her i min cyberskriftestol? Fik ikke just mindre lyst til at tage afsted! Måske jeg skulle slå en handel af med mig selv: Hvis jeg kan holde balancen længe nok og tåle stilstanden nu og her - så må jeg belønne mig selv med en tur til næste år. Det kan jeg godt. Det skal jeg. Og hvis alt andet kikser, har jeg fri træning og 5 poser pebernødder ude i skabet.

søndag den 6. januar 2008

In your face.

Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal mene om Facebook. Måske fordi jeg stadig mangler at få besvaret spørgsmålet om, hvad dets egentlige eksistensberettigelse er: Hvad er det, det kan? Udover at man kan finde folk derude - hvad bruger man det så til?

De fleste anti-facebookere starter med at angribe det faktum, at folk derude mater i vildskab, fordi der er prestige i at kunne fremvise 300 venner. Jeg tror dog ikke, at der er nogen, der bliver specielt imponerede over dét. Alle ved, hvor nemt det er at øge stakken, og hvis man har bare begrænset kendskab til folk og deres liv, kan man også tydeligt adskille vennerne fra fyldet. Det virker bare rimelig demonstrativt at takke nej til en venneinvitation, så jeg tror, at de fleste har folk på listen, som de ikke er venner nok med til at opfatte som sådanne - men som de alligevel ikke ønsker at fornærme ved at afvise dem.

På plussiden har jeg selv genfundet folk, som jeg har mistet kontakten med, enten fordi vi ikke kommer i de samme kredse mere (x-kæreste kategorien) eller fordi en af os flyttede, præ-Nokia. (Tænk engang: Der var en tid, hvor vi ikke havde mobiler. Jeg bliver nærmest fysisk utilpas ved tanken. Jeg elskerelskerelsker min mobil. På mit tidligere arbejde lykkedes det mig at blive kaldt til samtale 3 gange pga misbrug af arbejdsmobil, og på den jeg har nu, kan jeg se, at jeg har sendt 17993 beskeder. Connecting people? Yes Sir!) Det synes jeg er ret sjovt, og det er der kommet gode ting ud af. Men selvom jeg tænker alt, hvad jeg kan, kan jeg ikke komme i tanke om andre fordele. Måske fordi jeg ikke forstår at værdsætte de features, der tilbydes derude? Jeg har alle dage hadet alt, hvad der hedder kædebreve/mails/sms'er, og jeg nægter at videresende skidtet. På Facebook bliver jeg tæppebombet med invitationer til obskure grupper, muligheder for at teste om jeg er farveblind og kan kende forskel på filmstjerner, kys, knus og grafitti fra folk, jeg knap nok er på hej med - alt sammen videresendt fuldstændig ukritisk til alle i adressebogen.

Jeg synes heller ikke, at muligheden for at stirre uhæmmet ind i andre menneskers liv, er så sympatisk. Jeg kender en håndfuld fyre med hjerter så store, at de nemt kan holde af flere piger på én gang: De har lukket deres profiler på Facebook, og direkte adspurgt svarer de, at det er fordi, det giver for mange komplikationer, at kvinderne, (der ikke kender til hinandens eksistens) pludselig kan se hinanden, læse hinandens hilsener osv.

I kromosomlejr XX har temaerne Selvpineri og Hævn flere gange været oppe og vende i forbindelse med Facebook. Når kæresten finder en ny, er der nu mulighed for online at følge med i, hvor på forholdsskalaen de befinder sig, og hvor hurtigt hans venner også bliver hendes. Hvis man, ufrivilligt eller uden at vide det, har været hende ved siden af, tager det idag under et minut at sende en kærlig hilsen til hans kæreste.

Så kort sagt: Et medie, jeg ikke helt ved, hvad jeg skal bruge til - men som jeg stadig er en del af. Tænk, hvis jeg gik glip af noget. Tænk, hvis jeg var den eneste, der ikke var ombord. Tænk, hvis alle andre har gennemskuet det. Facebook. Jeg gider ikke sætte mig ind det, men kan åbenbart heller ikke sætte mig ud over det.

fredag den 4. januar 2008

Vil du pakke Barbien ind? Det er en bryllupsgave.

Jeg hørte engang en gammel mand sige, at sjælen er det, man har indeni, som føles ens hele livet, uanset hvad man mødes af i spejlet. Måske er det derfor, at det ind imellem er så svært at forstå, at hylstret har overhalet indholdet. Jeg har nu opdaget, at den mentale udfordring ikke kun gælder for mig selv - jeg er også begyndt at overføre den på andre: Min søster skal giftes. Må man overhovedet det, når man stadig har alle sine mælketænder??

Når jeg sidder med folk, jeg har kendt i mange år, som fortæller om deres job, sker det jævnligt, at jeg kommer til at fnise. Jeg har simpelthen så svært ved at forholde mig til, at det er os, der er dem nu. Når jeg er på hospitalet, sætter jeg min lid til, at min læge afsluttede sit studie med det højeste karaktergennemsnit på sit hold, og at han altid har levet og åndet for lægegerningen. Han må helst ikke have kravlet rundt på sit kollegie iført ølhjelm og opkast. Og det er her, jeg bliver forstyrret af virkeligheden, når det gælder mine venner. Jeg husker tydeligt, hvordan Petrea (som idag har ansvar for den dansksproglige udvikling hos indvandrerbørn på Amager) og jeg drev vores musiklærer lodret op af væggen af arrigskab, ved konsekvent at stemme saxofoner, hver gang hun skulle sige noget. Eller Stig (som idag er ved at have søgt fonde nok til at åbne sit børnehospital i Burundi), som fejrede afmontering af bøjle ved at drikke sig i hegnet og cykle i byen. Han væltede, og slog det meste af gebisset ud. Lene (som hver gang vi var på Roskilde, måtte ligge med hovedet i en spand, fordi hun ikke kunne tåle alkohol), der har brugt de sidste mange år på at fikse andre menneskers tænder. Og endelig mig selv. Hvor skal jeg nærmest starte? Det er sket mere end én gang i min karriere, at jeg har tænkt: "Aj. Det er sgu alvorligt det her. De skulle da have bestilt en rigtig tolk!" Men efterhånden er jeg ved at affinde mig med, at det nu er os, der er arbejdsmarkedet. Det er ikke snyd eller noget vi leger, når min kammerat godkender en førtidspension for en alkoholiker, eller min veninde bliver beskikket forsvarer for en voldtægtsforbryder. Det er en lille smule mærkeligt, men jeg er ved at vænne mig til det.

Og det er så her, vi vender tilbage til min søster. For ikke nok med at hun skal giftes som 5-årig; nu er hun også blevet fastansat som pædagog. Min lillesøster! Susanne - som et utal af gange har vrælet efter mig: "Det bliver sagt!", som kun kunne sove, hvis hun havde en bestemt pude, som var hysterisk angst for heste, og hvis fortænder jeg slog ud - hun sidder nu og samtaler med forældre om, at lille Emil har lidt for mange blå mærker til, at det kan komme af leg. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun er verdens sejeste pædagog - jeg har bare meget svært ved at delete lillesøsterfilteret, når jeg ser det for mig.

Det forekommer pludselig en smule mere rimeligt, at mine forældre trak på smilebåndet, da jeg som 15-årig stillede i kynisme, weltschmerz og hennafarvet hår.

torsdag den 3. januar 2008

Kender du den om blondinen, der skulle gøre rent?

De sidste tre måneder har min støvsuger opført sig som patient, der har od'et på panodil: De vitale organer er langsomt sat ud, og efterhånden ville det være mere effektivt at fjerne nullermænd og nytårsglimmer med mundholdt sugerør. Derfor har jeg idag investeret i ny, rød husalf. Fragtede den hjem på bagagebærer og bar den ærbødigt over dørtærsklen. Efter at have pakket ud og samlet, tænkte jeg, at kassen kunne bruges som kiste til min hedgangne Nilfisk. Da jeg tager den ud af skabet, kigger jeg på den med det ekstra lange afskedsblik - og opdager mystisk knap, der kan skrues op på 1300, men som står på 300...

Nogen chance for at Synkron-Støvsugning er på vej ind på listen over OL discipliner?

onsdag den 2. januar 2008

Kamp til stregen, flasken og flæsket.

Hvis man lige er vågnet af fire års koma, ville det være nok at kaste ét blik ud af vinduet og et andet i Århus Onsdag for med usvigelig sikkerhed at kunne sige: Det er januar.

Nåede det nogensinde at blive lyst idag? På to dage er temperaturen faldet 10 grader, Århus Kommune salter og ud af ingenting opstod en blæst, der er Esbjerg værdig. Man skal passe på, når man cykler (det holder aldrig op med at være sjovt at se andre mennesker komme cyklende med ansigtet låst fast i 'jeg-er-MEGET-koncentreret!'-mimik, for så pludselig SPLAT!! at vælte, *smiley-der-vrider-sig-i-latterkrampe*) og glemmer man sine vanter, er man selv ude om det, når fingrene skal amputeres pga. frostskaderelateret koldbrand.

Århus Onsdag er ét langt forsøg på at få lov at absorbere medlemmer fra Club New Year Resolution: Reklamer for fitnesscentre, annoncer fra AA, NA, Vægtvogterne og tilbud om hjælp til rygestop og behandling af ludomani. Metoderne til at lokke de respektive, angrende syndere til, er mangfoldige. Kan se, at flere motionscentre giver fedmerabat. I mine ører lyder det som en hysterisk idé udtænkt af tynde, overexcitede marketingfolk på coke. Hurtig håndsoprækning: Hvor mange gider at være så fede, at det udløser rabat? Moralsk set er jeg heller ikke sikker på, hvor forsvarligt, jeg synes det er, at belønne folk for at øge deres misbrug? Når man opfordrer folk til at æde sig igennem december, Packman-style, for at få et billigt medlemskab i januar, er det så ikke det samme, som hvis AA udlovede rabat, for hver dom for spritkørsel, du kunne fremvise ved indmeldelse? Som at fortælle Robert Hansen, at han bare skal have snuden i sneen tre gange mere for at have sparet op til et helt års gratis medlemskab i NA? Som at love Daisy, at hvis hun kan tvinge den gule kulør på klaveret i kæften to nuancer mørkere, så udløser det 5 års gratis forbrug af Nikotinell? På den anden side kan man vel indvende, at målet helliger midlet. I så fald burde Anonyme Ludomaner måske overveje at udforme deres indmeldelsesblanketter som lottokuponer.

tirsdag den 1. januar 2008

Top 5

- over tanker, der meldte sig d. 1. januar:

1) Hvordan er det menneskeligt muligt at være så tørstig, at jeg nærmest hallucinerer, når jeg igår drak, hvad der svarer til Brabrandsøens samlede indhold i champagne?

2) Hvor kommer alt det glimmer fra?? Glimmer + alabastfarvet ansigt = marmorkuglen Linda.

3) Hvem fanden er de lycra-uniformerede psykopater, der (den 1. januar, for crying out loud!) absolut skal jogge rundt i hele byen og stresse os andre?!

4) Hvornår ringer Burger King til mig, og spørger, hvordan de kan blive en verdensomspændende kæde med succes, så jeg kan forklare dem, at det er et spørgsmål om at skifte den kønsløse salatmayonaise ud med noget ordenligt fritte-snask?

5) Hvor er "Lodret Tekstning" på Subtitles-menuen? Faktisk skidesvært at læse vandret, når man ligger ned.