onsdag den 10. december 2008

Værge søges.

Enten har min hjerne besluttet sig for at modbevise tesen om, at kvinder kan multitaske eller også har jeg fået turbo-alzheimer. De sidste par uger har budt på lidt for mange

øjeblikke.

For nogle uger siden blev jeg ringet op af min nabo, som troede jeg havde haft indbrud, fordi min bagdør stod pivåben. Mumlede noget om en defekt lås, mens jeg forsøgte at begribe, hvordan det var lykkedes mig tage hjemmefra uden at opdage, at jeg havde glemt at lukke køkkendøren. Som åbner indad. På deler-mit-køkken-i-to-måden.

Forleden stod jeg i fitnesscentret med skum i hele skærmen og knyttede næver og hvislede dødstrusler mod hhv. Århus Kommunale Værker, alle VVS-firmaer i Østjylland og Procter & Gamble. Når bruseren er så nærig med dråberne, at kinesisk vandtortur til sammenligning minder om monsunen, er det jo fuldstændig UMULIGT at få skyllet balsam ud af garnet, og hvorfor skummer det sådan?!! Det var først, da jeg igen i morges stod i skum og bobler til knæene, at det gik op for mig, at jeg brugte shampoo. Som balsam. Happy hour på hårvask *smiley-med-MEGET-rent-hår*.

I dag var jeg inde og købe julegaver. Stod ved kassen og skulle til at betale. ”260 kr, tak” Et langt øjeblik stod jeg bare og kiggede på ekspedienten. Så indhentede min hjerne min krop *sprinter-gennem-butikken-så-glasmontrer-nipsudstillinger-og-gamle-damer-er-ved-at-vælte*. Heldigvis havde ingen narkomaner haft brug for en ny, ulåst cykel eller en taske med Ipod, pung, 2 mobiler og nøgler.

I må ikke efterlade mig uden opsyn.

4 kommentarer:

  1. Åh, pus! Det lyder som om du trænger til noget ferie :-)
    Du er velkommen til at tage med til Tenerife ;-)

    SvarSlet
  2. For dælen, hvor kan du bare få mine morgener til at kickstarte med et grin...;)

    SvarSlet
  3. Jeg holder øje med dig, moster.

    Lov mig at sige højt HALLELUJA når du hiver strygejerns-ledningen ud ad væggen, inden du går til julefrokost.

    Når du så senere får strygejerns-paranoia kan du roligt tænke på, at du jo højt sagde halleluja og derfor være sikker på, at du HAR slukket.

    Det var et råd jeg fik. Det virker overhovedet ikke, for jeg kommer altid i tvivl om, om jeg SAGDE halleluja.

    Så.

    Men hey - du ka ta med til Miami i januar *svin-smiley*

    SvarSlet
  4. jeg holder også øje med dig søster.
    godt du lagde en kommentar et sted (husker ikke hvor), så jeg fandt dig.
    Halleluja.

    SvarSlet