lørdag den 22. november 2008

Med ondt skal ondt fordrives.

Som alle andre er jeg syg i disse dage. Som for alle andre passer det ad helvede til. Denne weekend består i dag af 3 timers combatmarathon og julefrokost i aften. I morgen skal jeg undervise i København fra 10 til 17. Inden nogen lægger velmenende ’alle-kan-undværes’ og ’er-man-syg-er-man-syg’ kommentarer, så skal jeg skynde mig at sige, at det ved jeg godt (as if!). Men sidste gang der var combat-tamtam, meldte jeg afbud fordi min far blev indlagt. Sidste gang der var fitnesstamtam gik jeg tidligt hjem, fordi jeg var syg. Og sidst jeg skulle afholde kursus i Langtbortistan, måtte jeg melde fra dagen før, fordi jeg fik nyrebækkenbetændelse. Så jeg synes ligesom, at jeg skylder.

Året er 1971. Min krop er Nordvietnam. Medicinskabet er USA. Tror sådan set kun at jeg mangler at bade i Agent Orange for at fuldende metaforen. Jeg synes, at det har hjulpet, og jeg har det meget bedre *løgn-hoste*. Men det er godt nok nogle lange nætter, når man sover i en rede af kemikalier og antibiotika.

I nat har jeg været ude at flyve med en flok terrorister. Da noget (som ingen gad uddybe hvad var) var min skyld (det var også unødvendigt. Jeg vidste det jo godt(???)), skulle jeg forlade flyet. Det flyvende fly. Uden brug af rare hjælpemidler som fx faldskærm. Her ringede min telefon. I virkeligheden. Angst. Min telefon skal ikke ringe kl. 3 om natten. Det viste sig at være én, der skulle have fat i Jesper. Om han sov? Jeg bad ham ringe til Jesper selv og spørge. Op, flere piller, pudse næse, smøre snuden ind i mentholatum, strepsil i munden, pudse næse, hoste af, godnat Vol. II.

Det næste der skete var, at jeg befandt mig i et kæmpecirkus med flere hundrede maneger, hvor jeg blev forfulgt af en ulv. (Hader cirkus. Var sgu nærmest mere bange for dét end for ulven.) Da jeg endelig slap ud, ventede min chef og 5 kolleger på mig. Vi skulle først løbe om kap i et orkanramt Vesterhav (vi taler vand til brystet, understrøm og kæmpebølger), derefter finde vej gennem en skovlabyrint for til sidst at løbe mere om kap, tage al tøjet af og hoppe i Esbjerg havn.

Er faktisk en lille smule lettet over, at det er morgen nu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar