fredag den 7. november 2008

Læs eller jeg river dine øjenlåg af med tænderne!

I Politiken i dag anmeldes bogen ”Jeg er bevæbnet og har tømmermænd”, som er en samling trusselbreve fra Rigspolitiets arkiv fra de sidste 25 år. Ud fra artiklen at dømme er der nogle gode nogen imellem.

Målene er mange og varierede. Nogen vil have penge, andre vil have brune S-tog renoverede og én vil have Pia tilbage i 9. A. Der trues med nyslebne søm, ødelæggelse af det norske telefonnet og voldtægt af mandlige bankdirektører. Nogle breve starter med ’Hejsa’ og slutter med ’Knus’ (dog ikke med ’z’ *skælver-af-ubehag*), andre indledes ’Edvard, dit fede svin’ og slutter med ’Pikfjæs!’. Det er med andre ord en bred vifte af uforskammetheder, som alle har to ting til fælles: 1) Utroligt mange stavefejl. 2) Anonyme afsendere, der forsøger at opnå noget mere eller mindre usandsynligt.

Jeg trak på smilebåndet flere steder. Ikke fordi jeg tror, at de mennesker, der har modtaget brevene har synes, at det var særlig sjovt, da de fik dem. Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvor traumatiserende det må være at blive udsat for røveri. Jeg ved ikke, hvordan det føles, hvis folk truer med at brænde dit hus ned eller siger, at de ved, hvor dine børn går i skole. Efter at have blogget i 1½ år ved jeg dog, at uanset hvor lille, ubetydelig og latterlig en trussel synes, så bliver man altid utilpas ved tanken om, at nogen derude – som ikke vil give sig til kende – har et horn i siden på én.

Under artiklen findes en boks, hvor læsere kan kommentere på artiklen. De fleste skriver, at de skal have fat i bogen, når den kommer. Men Ulla; skriver, at hun ikke synes, at det er spor morsomt. Hun har ”selv været udsat for røveri og fået forelagt et sådant brev, og jeg synes ikke, at der var noget komisk over det. Psykisk var det en skræmmende oplevelse, men jeg oplever gang på gang at folk laver grin med sådanne ting. Men der ER ikke noget at grine af.”

Bogens forfattere latterliggør ikke de mennesker, der er blevet udsat for truslerne men derimod de mennesker, som har fremsat dem. Og jeg synes måske nok, at man selv er med til at holde liv i sine dårlige minder, hvis man tager det personligt hver eneste gang emnet perifert berøres. Jeg ved godt, at de fleste af os har en enkelt ting eller to, som vi ikke kan grine af og aldrig kommer til at synes er sjovt. Men det bliver sgu et langt liv, hvis vi skal have alle andre til at holde op med at grine af det også. Vi bestemmer ikke selv, om ondsindede mennesker aflægger besøg i vores liv. Men vi bestemmer, om vi vil give dem magten over resten af det.

(Hvis man synes, at bogen er sjov og gerne vil læse mere af samme slags, kan jeg anbefale bogen Kokostapir.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar