fredag den 21. november 2008

Det var ham, der startede!

Min cykel og jeg har nu kendt hinanden i en måneds tid. Jeg er superglad for den. Ud over at være lyserød og køre godt, passer den også meget bedre til den person, jeg er i dag, end den gamle gjorde. Min gamle cykel var købt af mit gamle jeg. Mit vrede jeg. Den hed Brutalis. Man sad på en aggressiv, fremadrettet måde og så ned på verden under sine rynkede bryn. På den nye føler jeg mig overskudsagtig og økologisk. Tror, at det er pga. cykelkurven. Den er som SKABT til at transportere porrer hjem i. Jeg sidder med rank ryg og løftet ansigt; alle smiler til mig og jeg smiler tilbage til dem. Eller… altså.. til de fleste af dem...

Som alle ved, er færdselsloven vejledende og tænkt som en hjælp til de mennesker, der ikke selv har idéer til, hvordan man kommer rundt i trafikken. Jeg fortolker den rimeligt liberalt, og mine road rage udbrud (verbale såvel som kropslige) er derfor primært rettet imod Pæne Mennesker *vrængende-trodsig-anarkist-smiley*, der dytter nidkært og forurettet, når man cykler over fodgængerfeltet i stedet for at trække. De vil nemlig hellere sidde og vente i tyve minutter på, at vi g-å-r over, end at lade passere, at de har opdaget En Fejl.

Men selv jeg kan presses og falde mine egne i ryggen. Var i dag nær kørt ind i et vejskilt, fordi jeg havde så travlt med at skændes og udveksle langefingre og fornærmelser med narkoman, som højlydt brokkede sig over, at jeg kørte over for gult. Mens han selv, iført stjålet indkøbsvogn og bjørnebryg, gik over for rødt. Jeg kunne næsten mærke, hvordan min pinligt berørte cykel forsøgte at signalere til mig, at sådan kører vi ikke. Når den skal til to måneders tjek, skulle jeg måske lige høre, om jeg kan få udleveret en mere passende, voksen og ladylike trafikpersonlighed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar