tirsdag den 28. oktober 2008

Vi er løbet tør for kinder på blogsbjerg.

I Danmark brændte man officielt den sidste heks på bålet i 1693. I dag – 315 år senere – kan man læse følgende i Politiken:

En gruppe ålborgensiske præster fra både folke- og frikirker advarede forgæves forældre imod at tage deres børn til et halloweenarrangement i Aalborg Zoo i weekenden, hvor en erklæret heks, Dannie Druehyld, optrådte.

»At lade sine børn komme under indflydelse af en erklæret heks og lade dem udstyre med heksebryg og amuletter er efter vores mening ikke ansvarligt. Vi taler ikke om en skuespiller eller en, der i dagens anledning har klædt sig ud, men om en person, som i en lang årrække har praktiseret heksekunst, og som tager disse ting alvorligt«, siger sognepræsten ved Vor Frelsers Kirke, Vagn Folkerman, til Nordjyske Stiftstidende.

Mener han det alvorligt?! Skal vi prøve at lave en hurtig sammentælling på, hvor mange menneskeliv kristendom har på samvittigheden? Og derefter gøre det samme med wicca? Jeg ved godt, hvilken religion, jeg synes er mest farlig! Jeg har aldrig hørt om grupper af hekse, der forfulgte præster og dømte dem til bålet. Jeg har aldrig hørt hekse lange ud efter andre trosretninger. Tværtimod er det en udbredt holdning blandt hekse, at vi alle tror på det samme – vi kalder det bare noget forskelligt. Noget mere næstekærlig end at jagte folk, der tror noget andet end jeg, synes jeg.

Når jeg får børn, vil jeg gerne lære dem om vigtigheden af respekt for andre, og andres ret til at tro, hvad de vil, så længe de ikke bruger troen til at påføre andre smerte og skade. Jeg håber, at uanset hvad mine børn vælger at tro, så er det noget, der giver det mening for dem, lige meget hvor de er, fordi de kan mærke det indeni – og ikke noget, de kun kan føle i kirken søndag mellem 10 og 12. Jeg vil gøre meget ud af at forklare dem, at jeg ikke har købt en korsfæstelse på afbetaling; at synd, skyld og skam ikke har noget at gøre med krop og kærlighed og at den, der lever på forventet efterbevilling, lever fattigt.

Jeg ville – alene på baggrund af kirkens udmelding - have slæbt dem med i Aalborg Zoo.

315 år. Tænk, at vi ikke er kommet længere.

3 kommentarer:

  1. Der var vist en af præsterne, der i fuldt ornat udtalte, at det var farligt at udsætte børn for den slags. Han mente, at der var nogle mørke kræfter, der blev vakt til live.
    Nogen har set for meget fjernsyn eller befinder sig med det ene ben i den mørke middelalder endnu. Frygt for det ukendte, siger jeg bare. Gudskelov (og det mener jeg bogstaveligt) er der stadig kristne, der er mere rummelige end det.

    SvarSlet
  2. enig! fik min kaffe galt i halsen, og tænkte "er dette en form for Aprilsnar" Desværre ser det ikke ud til det:(
    Sus

    SvarSlet
  3. Det er utroligt! Jeg husker den samme eller lignede postyr, da de lokale biblioteker lavede en "Harry Potter" - aften - sikke et ramaskrig der var hér, suk :rullermedøjnene:

    SvarSlet