fredag den 26. september 2008

Ok så. Smerte er åbenbart ikke ALTID bare svaghed, der forlader kroppen.

I det store og hele er jeg tilfreds med min holdning til livet. Jeg har valgt at prøve at have en positiv, fremadrettet indgangsvinkel til tingene, og jeg forsøger at tage ved lære af de udfordringer, jeg lander i. Det kan lyde frelst og pseudo-holistisk, men når jeg er på den anden side af noget, der har været svært, så tager jeg mig rent faktisk tid til at overveje, hvad jeg kan tage med fra situationen, bruge konstruktivt og blive klogere af. Jeg forsøger hele tiden at holde fast i, at jeg kun har det her ene liv, og jeg vil have mest muligt ud af det. Bitterhed, nag og selvmedlidenhed er følelser, der æder dage, du ikke får igen og som kunne være brugt meget bedre.

Den holdning er selvfølgelig ikke kommet af sig selv. Min fortid har på et tidspunkt placeret mig, hvor vejen skiller; hvor jeg har skulle træffe et valg: Enten gemmer jeg mig bag en mur af offerfølelse, bebrejdelse og tusind forklaringer på, hvorfor man ikke kan stille krav til mig. Eller også ser jeg fremad, insisterer på, at det er et bevidst valg at være glad, og stiller mig ud, hvor jeg kan ses - og dermed også rammes. Det er ikke uden konsekvenser, og somme tider gør det ondt, men jeg har hele tiden fornemmelsen af, at det er mig selv, der har magten over mit eget liv. Ansvaret for at indrette det, så jeg kan lide at være i det, hviler på mig - og kun mig. Muligvis hårdt arbejde, men det giver en stor følelse af frihed ikke at være afhængig af, at andre kommer og gør mig lykkelig.

Mit syn på Det Gode Liv har desværre en skyggeside. Jeg kommer let til at foragte mennesker, der klynker og bruger dårligdomme og selvpåført ulykke som skjold til at beskytte sig imod forventninger, egne såvel som andres. Med min hjerne ved jeg godt, at de gør det, fordi de er bange for at tabe, hvis de tager kampen op. Det burde udløse min medfølelse, men jeg må med skam melde, at jeg synes, de er svage. Efter at have tænkt lidt over tingene, er jeg nået frem til, at det er derfor, jeg ikke kan finde ud af at være syg. Jeg vil ikke være svag. Jeg tør ikke slippe tøjlerne, for tænk hvis de glider mig af hænde og jeg pludselig mister, hvad jeg har kæmpet sådan for at opnå.

I søndags blev jeg syg. Tog penicillin og insisterede hele tiden på, at i morgen var jeg klar til job og træning. Onsdag morgen vågnede jeg, havde det stadig af helvede til, men var fast besluttet. Afsted. Gik ind for at sige farvel til finnen, der så undersøgende på mig at sagde, at jeg ikke så frisk ud. Kom til at græde på ham. Forsøgte at forklare, at det ikke er for at spille helt, men jeg VIL ikke være syg. Tog til læge, som var helt kold og ligeglad. Blev stixet og erklæret rask, hvilket fik frygten for at være hypokonder til at slå ud i lys lue. Torsdag tog jeg derfor selvfølgelig på job. Fik det værre og værre, men mindede mig selv om, at jeg var rask. Tog ned og underviste to timer inden jeg til sidst gav mig og ringede til vagtlægen. Mere penicillin. Afskrev dagen som tabt og gik i seng. Vågnede efter en time, og jeg har aldrig, aldrig, nogensinde, ever i hele mit liv haft så ondt. Havde almindelige pamol på badeværelset, men de kunne ligeså godt have stået på månen, så langt var der derud. Begyndte at blive bange for alvor, og ringede til vagtlægen igen igen igen igen, som kaldte mig hid. Nyrebækkenbetændelse (som lyder misvisende blidt), og tilbud om indlæggelse og sprøjter, som jeg takkede nej til. For - nemlig - jeg vil ikke være syg og svag og ynkelig. For så er jeg hende, jeg var, og dem jeg foragter, og det vil jeg ikke være.

Somme tider kan man komme til at overgøre en god ting.

1 kommentar:

  1. Kender godt typen! ;)

    Prøv at vende den til, at bruge din STYRKE til at blive RASK.

    (Sygdom undgås desværre ikke, pis!)

    SvarSlet