søndag den 17. august 2008

Gi'r du en kleenex, Daisy?

Jeg har brugt søndagen på at tude over ting, der ikke har det fjerneste med mig eller mit liv at gøre. Jeg aner ikke hvorfor.

Det startede med, at jeg sad og rodede på You tube, og pludselig kom i tanke om, at jeg godt ville se ham spastikeren, der dansede Timberlake i Talent 2008. Alle taler om det, og jeg hader at være udenfor. Glad for, at jeg var alene: Det var ikke noget kønt syn, da mine mundvige forsøgte at mødes under hagen. Og først blev jeg vildt glad for, at han gik videre (hvilket jeg vidste på forhånd, eftersom det har været i alle aviser. Alligevel sad jeg og holdte vejret, da dommerne skulle stemme. Christ altså. Det er folk som mig, der går ind og ser Titanic, og bliver overraskede over slutningen.). Men ikke så snart var klippet slut, før jeg kom i tanke om, at han nu skal øve helt vildt for at være med næste gang. Og hvad nu, hvis de bare lod ham komme med, fordi han er handicappet? Og han ryger ud næste gang? Og hele hans livsdrøm falder til jorden, og han har det endnu værre end før, fordi han nu både er handicappet OG desillusioneret? Så kom jeg i tanke om, at det er skidestrengt at sidde og have ondt af ham, for det er meget politisk ukorrekt, og diskriminerende og alle de andre fy-ord. Så græd jeg lidt over det.

Efter at have tørret øjnene, læste jeg resten af min bog; chick-lit af allerværste skuffe. Meget overraskende fandt overklasseheltinden og den fattige, men pæne og overordentligt sympatiske arbejderklassefyr sammen til sidst. Flere tårer.

Besluttede at jeg ikke var til pæn brug, og satte mig til at glo fjerner. Endte med at hyle over et afsnit af Ghostwhisperer. Havde fornuft nok i hovedet til at undlade at se Nyhederne.

Hvis jeg var prins Henrik ville jeg være på vagt: Der er en ny tudeprinsesse i byen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar