tirsdag den 26. august 2008

Desperation Royale.

I fredags var jeg på kasino for første gang i mit liv. Jeg brød mig ikke ret meget om det. Det havde formentligt været sjovere, hvis jeg rent faktisk havde haft råd til at være der, men ud over det, synes jeg, at det var en lille smule creepy.

Der sidder nogen sølle skæbner sådan et sted. Jeg havde forventet glamour, store armbevægelser og cocktails. Det var der ikke meget af. Der var en lille håndfuld jet-settere og købedamer til stede, men ellers var der mest ensomhed, desperation og distriktspsykiatri.

Ved de enarmede sad en mand på min fars alder med svedskjolder under armene og en lille bog, hvori han manisk noterede sine resultater. Ved vores bord sad en kineser uden en eneste tand i kæften, hvis dansksproglige kundskaber ikke strakte sig længere end til at sige ”Gammel dansk” til tjeneren. For hvert 15. minut fik vi ny croupier, men de lignede hinanden til forveksling: Alle havde de teflonsmil, stivede flipper og kunstig overfladeoptimisme, der var en tilhænger af planøkonomi værdig. Alle udstrålede de, at de jo ikke kunne lægges til last, hvis folk ikke kunne styre sig, men spillede det hele op.

Lige så sjovt som sjusser, glimmer, lys og stærke farver er, når man fester sammen – ligeså trist og forkert tager det sig ud, når nogen sidder i det alene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar