fredag den 18. juli 2008

Personlig udvikling? Nej tak.

Mavedans tiltrækker mange sjove mennesker. Da svaret på alle spørgsmål om teknik er variationer over temaet ”Der er ikke noget rigtigt eller forkert. Det skal bare være dit personlige udtryk” tiltrækker det også mange, som ikke er hæmmede af selvkritik.

På højskolen havde vi Erna på 78, som når vi dansede med tørklæder, mest af alt lignede nogens mormor, der var ved at lægge dug på til kaffen. Vi havde en pige, som nød sig selv så meget, når hun dansede, at man ikke kunne undgå at stirre i rædselsfyldt fascination. Vi havde revisoren, der var så blottet for rytme at hun lignede en frø i en blender. Og endelig havde vi mig, der med stive bevægelser og 1000 timers vægttræning i bagagen lignede en vred, russisk gymnast på steroider. Men ingen grinede af andre (når de kiggede): Os, der var nye, kunne godt selv se, hvordan vi så ud, og de erfarne gav Det Personlige Udtryk skylden.

Al den rummelighed kan ikke undgå at få én til at vende blikket indad. Det var ikke noget rart syn. Da jeg stod der, omgivet af løst maveskind i rigelige mængder, satin og palietter, gik det op for mig, at jeg beklageligvis ikke er nær så loose-fit og tilbagelænet, som jeg gerne ville være: Jeg ville have givet min højre arm for en manual eller en facitliste. Også selvom Celine Dion for længst har bevist, at noget godt kan være teknisk korrekt udført, og samtidig både klinisk og uskønt. Jeg vil gerne vide, hvad jeg arbejder hen imod, og hvornår jeg kan vinge evnen af som ’tilegnet’. Jeg trives ikke uden rammer. Jeg er et af de små, strukturliderlige mennesker, som Rifbjerg og Clausen hader så inderligt.

Den personlighed gider jeg faktisk ikke have. Mon AOF har et kursus i personlig afvikling?

2 kommentarer:

  1. Jeg tror, jeg har set det i programmet. Det er noget med at man bliver sat i lage foran fjernsynet 14 dage i træk non-stop. Det afvikler enhver selvstændig tanke og så begynder personligheden at kunne afsyres med noget hash og sån't.

    SvarSlet
  2. pas på med dine ordvalg. I nogle kredse bruger man ordret "afvikling" om gamle demente personer, hvor enhver tænkelig positiv udvikling er udelukket. Så gammel er du forhåbentlig ikke endnu;)
    sus

    SvarSlet