onsdag den 11. juni 2008

Du er sej. Jo, du er.

De mennesker jeg kender, som er sindssygt dygtige til et eller andet, er sjovt nok også dem, der er dårligst til at tage imod ros. Når de udsættes for ros, går de så meget i panik, at man nærmest får lidt skæld ud for at påtale det åbentlyse: At de brænder for noget, knokler for det og gør det godt. Fælles for dem alle er, at deres personligheder befinder sig i spændet mellem mindreværd og storhedsvanvid. Jeg tror, at det er obligatorisk, hvis man skal stå ud. Hvis man skal fostre ideer, som ingen før har fået, kræver det evnen til at tænke stort og tro på det umulige. Hvis man skal blive ved med at yde det hårde arbejde, der gør, at idéerne rent faktisk bliver til virkelighed, kræver det angst for at blive afsløret som barn forklædt som voksen, samt en lille smule paranoia.

Hver gang man accepterer en udfordring og klarer den, løfter man sit grundniveau et trin op, hvilket er nok til at udvikle højdeskræk, hvis man tænker for længe over det. Man tilbøjelig til at tro, at man ryger hele vejen ned, hvis man falder, og ikke bare tilbage på sidste plateau. Jeg ved ikke hvorfor. Men hvis man gerne vil flytte sig og blive bedre, er man nødt til at springe så langt, at man - for en kort bemærkning - ikke er 100 % sikker på, at man når helt over og får fat. Hvis man kan spadserer trygt og sikkert fra tagryg til tagryg, visner udviklingspotentialet hen og dør. Men jeg medgiver, at man selvfølgelig kan springe længere, hvis man sørger for at give sig selv en flad strækning at tage tilløb på og sætte af fra. Jeg tror, at vekselvirkningen mellem tryghed og udfordring skaber vækst.

At være god til noget er en egenskab, du ikke kan have alene. Det kræver en målgruppe, der vil aftage dit produkt, eller som responderer hensigtsmæssigt på, hvad du udsætter den for. Det kræver nogen at måle sig med og placere sig i forhold til. Uden himmel intet helvede. Og netop det at skulle give alt, hvad man har, og samtidig være afhængig af andre for at nå helt i mål, er intimiderende. Man kan ikke satse hele butikken uden at blotte sig, fordi man klart stiller til skue, hvad der er vigtigt for én, og det kræver mod.

Jeg tror, at ros er svært at tage imod, fordi vi føler, at andre menneskers tiltro til os forpligter. Pludselig er det ikke længere kun egne forventninger, vi føler, at vi skal indfri. Men måske skal vi være bedre til at huske, at ros er en anerkendelse af, hvor langt du er nået; ikke en afkrævning af garanti om succes i fremtiden. De mennesker jeg roser, er folk, jeg har stor respekt for. Dét, de har gjort og nået, giver mig lyst til at yde mit bedste. De imponerer mig og inspirerer mig. Det må de gerne vide.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar