torsdag den 26. juni 2008

Cykel-so.

I huset ved siden af den finske ambassade, bor ung pige med stram personlighed. Gaden vi befinder os på, ligger i Århus C, er så smal, at jeg vil tro, at selv jeg kunne spille kantsten - og ramme - og har en befolkningstæthed på 17 indbyggere pr cm2. Bilen skal være udstyret med hjul, der kan drejes en kvart omgang, så man kan trække direkte, sidelæns ind, hvis man gerne vil parkere, og fortovet ligner benet på en anoreksiramt myg.

Det er fysisk umuligt kun at parkere ud for eget hus, hvad enten vi taler om køretøjer på 2 eller 4 hjul, men hendes mure må åbenbart ikke besudles af fremmed jern. Hver ENESTE morgen, når man kommer ned, har hun med nazistisk nidkærhed været ude og flytte cykler, så de ikke læner så meget som en enkelt eger op af hendes hus.

Hvad er problemet? Slider vi på hendes betonmur? Mener hun, at cyklerne skæmmer hendes pisgule, graffitibemalede bygning? Hun gør kun livet mere besværligt for sig selv, for jo mere indædt hun fjerner, jo mere pervers fornøjelse finder jeg i udelukkende at parkere op af hendes hus. Her til morgen blev jeg så hævngerrig, at jeg, inden jeg kørte, flyttede en anden cykel tilbage, hamrede styret hårdt 3 gange ind i muren i tilfælde af, at det laver en irriterende lyd inde ved hende, og efterlod den op af hendes møgmur.

Barnlig? Mig?

3 kommentarer:

  1. Hold kæft, hvor kan jeg bare tydeligt se dig stå der og være trodsig Linda fem år og banke den stakkels fremmed cykel ind i muren. Og hvor er det dog egentligt et sjovt syn...;)

    SvarSlet
  2. Tja... Jeg havde da gjort det samme ;-)
    Da jeg nu ikke kender adressen var det jeg tænkte, vil du låne min cykel et par uger? Sådan en k*lling!!!

    B

    SvarSlet
  3. Så glad for at det ikke kun er mig!! Jeg er 2 gange blevet irrettesat af pensionistdame i svømmehallen (der sikkert bare er bitter over, at ingenting på hendes krop sidder de rigtige steder længere) fordi jeg tillader mig at smide min badedragt på gulvet i bruserummet. Det må man jo ikke!! Der kommer jo sæbe i den!! Og så kommer der jo sæbe i svømmebassinet!! "Der burde vagt på! Der burde vagt på!" skreg hun skingert.
    Efter at have forhørt mig ved måbende livredder, glæder jeg mig MEGET til at møde hende næste gang, for så skal jeg nemlig forklare hende, at det kun er hende, (plus evt. stemmerne i hendes hoved) der kender den regel! Og, at hvis man er så bange for sæbe, burde svømmehallen jo ikke hænge det op i store automater og bede folk om at gnubbe sig ind i det inden de hopper i bassinet! Vel, dame?
    Jeg støtter dig fuldt ud i cykelflytningen og kan smide et par gamle cykel-lig i puljen, der eventuelt kan boltes til hendes husmur.

    SvarSlet