fredag den 6. juni 2008

Blogsbjerg. Nu med natur.

Der er sket en opblødning på naturfronten hos mig. Mandag aften var jeg i vandet. Det ægte *stolt-smiley-med-blå-læber*. Onsdag gik lille hvalp lige i hjertet på mig, da den lagde sit hoved i min hånd og sov. I går sagde jeg ja til at løbe en tur i naturen, fordi jeg faktisk syntes, at det lød rigtig hyggeligt. I hvert fald efter at have sikret mig, at jeg ikke bliver løbet fra. (Selvom den nøgne rædsel ved tanken om at blive forladt i en skov nok kunne tvinge et tempo i fødderne på mig, som ved sammenligning ville få Kipketer til at ligne noget, der blev afspillet i slowmotion.) Har ikke glemt de gange, jeg er blevet væk i skove. Hvad gør man? Ikke rigtigt muligt at ringe efter hjælp. (”Hvor står du?” Tja. Her er temmelig mange træer… ”Nå! Så skal du bare til højre i næste kryds.”) Har prøvet at medbringe kompas. (Vil til mit forsvar godt have lov at sige, at det ikke var min idé. Jeg har selverkendelse nok til at vide, at jeg har nogenlunde ligeså meget gavn af dét, som jeg ville have af russisk vejbeskrivelse.) Ikke overraskende hjalp det heller ikke. Og når man står der, omgivet af store, fede fyrretræer og fugle med skarptslebne næb, husker man pludselig dokumentaren Blair Witch, som med al uønskelig tydelighed viser, hvad der sker med overmodige unge, der bliver væk i skove.

Fuck it. Nu ved jeg jo, at jeg kan begå mig i grødis, så hvis alt andet kikser, kan jeg vel bare kaste mig ud fra skrænt og svømme i sikkerhed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar