torsdag den 22. maj 2008

Pengene flyder med strømmen.

Jeg kom idag hjem til kærlig hilsen fra NRGi. Kr. 3300,- At betale.

Med girokort fulgte brev, smækfyldt med ord og sætninger, der ikke giver nogen mening overhovedet. For eksempel kan jeg se, at jeg har et 'el-abonnement'. På Falck-måden, så jeg - hvis jeg f.eks. sidder på hotel i Spanien, som pludselig løber tør for el - kan ringe og via mit abonnement gøre krav på reserve-el ved nærmeste El Pusher [spansk sprogjoke, Red.], eller hvad? Længere nede gør de mig opmærksom på, at NRGi ejer stikledningen, hvilket ærger mig lidt. Jeg ville gerne have haft min egen. Af bagsiden fremgår det, at jeg betaler kr. 93,- i 'offentlige forpligtelser' (finnens bud var, at jeg et sted derude har et barn på gule plader, som jeg har glemt alt om), og endelig betaler jeg både 'eltransportbetaling', 'eltransport Energinet' og 'eldistributionsbidrag', hvilket tilsammen beløber sig til omkring kr. 500,- Ser ud til at min el vælger at transportere sig i taxa, det ødsle svin.

Hvis jeg en dag har en time i overskud, ringer jeg til NRGi's kundeservice og beder dem forklare mig begreberne. Jeg sætter 1600 kWh på, at de ikke selv fatter, hvad der står.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar