søndag den 13. april 2008

Rescue No-One-One

Jeg hader pyl. Pyl er en klæg, energiabsorberende grød, der ikke tjener noget formål. Hvor vrede er en følelse med afsæt og fremdrift, er pyl en introvert beskuen, der påtvinges sagesløse lyttere. Hvor sorg er en proces, der har til formål at flytte dig fra chok over krise til heling, er pyl en tilstand af stilstand (Hæ. Ser sjovt ud på tryk. Og er svært at sige hurtigt), som pylproducenten sjældent er interesseret i at flytte sig ud af.

Selvom det et stykke hen af vejen kan være rart at pacificere omverdenen, så man slipper for krav og forventninger, begriber jeg simpelthen ikke, at nogen kan have lyst til at caste sig selv i rollen som passivt, klynkende bløddyr. Hvor meget respekt giver det på sigt? Hvor spændende et liv får du, når folk begynder at undgå dig, fordi de bliver trætte af, at du altid ligger klar på briksen med kleenex i hånden og selvmedlidenheden skruet op på max?

Hvis du er ked af det, er der ikke ende på de timer, jeg vil bruge på at lytte og forsøge at trøste dig, så godt jeg kan. Hvis du er vred, er jeg altid klar på et arrigt kampråb og en hævnfantasi. (Har selv "Hævnfantasi I-IV" stående, appendix og fodnoter incl. og jeg udveksler gerne). Men jeg synes, at det er spild af liv og tid, der kun kunne være brugt bedre, når der er pyl ad libitum på programmet.

I forhold til mænd, er jeg heldigvis blevet både for gammel og for klog til at blive tiltrukket af elendighed, efter et par gange at have forsøgt at redde forpinte sjæle fra sig selv. Jeg har endelig lært, at det er uladesiggøreligt. Disse mænd er hverken interesserede i hjælp eller løsninger: De er i virkeligheden bare soloartister på udkig efter publikum. Kom sgu næsten til at grine over, at hele to, på under en uge, har forsøgt sig med at bruge ynk som døråbner. Hvis de havde lyttet mere og tudet mindre, havde de måske lært mig nok at kende til at vide, at forkrøblede trækiler ikke virker på døre af pansret stål.

Jeg langer hårdt ud, I know. Og næste gang, nogen tager mig i at klynke, er det helt på sin plads at stikke dette indlæg i næsen på mig. Jeg insisterer. Jeg vil ikke manipuleres til at trække i hjelm og støvler. Jeg har ikke brug for at blive reddet. Men jeg vil gerne blive ved med at være et menneske, som både hjælper og kan hjælpes.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar