torsdag den 10. april 2008

Nærvær og næsten.

Da jeg var yngre, troede jeg, at den bedste måde, hvorpå man kunne udtrykke interesse for folk og deres liv, var ved at spørge, hvordan de havde det, og hvad de gik og lavede. I en tid hvor alle læste i andre byer, men stadig havde en del af venskabet stående i fødebyen, var det utrolig praktisk, at vi havde disse magiske sætninger, som signalerede, at vi i hvert fald stadig tog del i hinandens liv, selvom vi kun sås, når vi var hjemme til jul/skulle i Ikea. Måske var tiden anderledes; måske var vi nogle andre. Faktum er i hvert fald, at jeg i dag oftere opfatter disse spørgsmål som pseudoomsorg end som udtryk for oprigtig interesse.

Enhver idiot kan stille spørgsmål som "Hvad går du og laver?" og "Hvad skal der ske i weekenden", for derefter at lave jeg-lytter-meget-interesseret-i-det-du-fortæller-mig-mimik (=jeg-forsøger-i-virkeligheden-at-regne-ud-om-jeg-kan-nå-i-føtex-inden-min-næste-aftale-og-hører-derfor-ikke-et-ord-af-hvad-du-siger.) Det er bare lidt ligesom med fallossymbolerne i reklamerne: Vi har alle sammen haft de samme psykologi bøger, og det virker ikke længere, når jeg ved, du gør det. Faktisk virker det nærmest modsat. Hvis ikke denne samtale er vigtig nok til, at du gider koble din hjerne til og være til stede, så kommer jeg til at føle mig dum, når jeg prioriterer at bruge tid på noget, som tydeligvis ikke er ret vigtigt for dig.

Ikke overraskende er det mest travle mennesker, der gør det. Det er der for så vidt ikke noget mærkeligt i. Hvis man hele tiden kører i 5. gear, kan det være direkte dødbringende at skifte til 1., for det kræver alt for mange kræfter at komme op i tempo igen. Jeg synes bare ikke ret godt om den slags turbovenskaber, hvor jeg bliver behandlet som et tv, der forventes at levere instant underholdning, når His Royal Highness lige har 5 minutter til at zappe rundt.

For mig er det er ligeså vigtigt, at folk fortæller om sig selv, som at de spørger til mig. Ingen har lyst til at blotte sig for nogen, der aldrig selv lukker op. Det kræver langt mere tid at invitere indenfor, end det gør at vinke, når du blæser forbi på gaden, men hvis en relation er vigtig nok, må du finde ud af at prioritere den. Når alt kommer til alt, er tid ikke noget du får, men noget du tager dig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar