mandag den 21. april 2008

Heksen, grænsen og privatlivet.

Da jeg læste til tolk, havde vi en lærer, der spillede meget teater. Når hun skulle forklare os, hvordan vi kunne udtrykke følelser på andres vegne ved trække på egne erfaringer, men uden at overdrive, sagde hun, at det krævede, at vi kunne skelne imellem det personlige og det private rum. Hun har sikkert sagt tusind andre ting, men den éne kommentar har brændt sig fast, og jeg tænker ofte på den; ikke bare i jobsammenhæng, men også privat.

Der er ikke meget, der kan gøre mig så utilpas, som når folk, jeg knap nok kender, uopfordret hælder meget intime detaljer om deres liv ud over mig. Den fremmede borddame, der virker så nem at tale med, indtil man opdager, at hun er en af dem, der alt, alt for tidligt fortæller om sin depression/spiseforstyrelse/underlivsinfektion. Taxachaufføren (!), som (utroligt) uopfordret fortæller, at han er ved at uddanne sig til healer, og at ham og hans 12 år yngre kæreste er i fertilitetsbehandling, fordi hans sædkvalitet er i bund. For meget, for hurtigt og for privat.

En ordenlig samtale kræver, at man følges. Man kan sagtens udveksle dybt personlige ting med mennesker, man ikke kender: Det kræver bare, at rammerne er sat til det, og at det på forhånd er aftalt, at det er det, der skal ske. Ville f.eks. blive nogle utrolig lange møder i AA, hvis 12 mennesker skulle igennem hele bondingprocessen, inden de kunne tale om, at de begyndte at drikke som 12-årige, fordi de fik tæsk derhjemme. Men hvis alle er enige om samtalens betingelser, er vi jo også tilbage ved, at man lukker op i samme tempo. Man er forberedt på, hvad man skal høre, og man har sin egen historie klar. I den situation ville det formentlig udløse ubehag, hvis én person insisterede på at tale om opskrifter og tv-udsendelser.

Jeg oplever, at grænsen mellem det private og det personlige også eksisterer herude i cyberspace. Når man blogger, finder man hurtigt andre sider, man læser med på, og her synes jeg, at det har stor betydning, hvad bloggens form lægger op til. En blog om et seriøst emne virker rigtig og gør klogere, fordi man ved, hvad man klikker ind til, og derfor åbner sind og side samtidig. En blog, der skal underholde, skal være personlig nok til at jeg føler genkendelse, men det gør mig underligt til mode, hvis den pludselig bliver alt for privat. Jeg har det som om, jeg snager i folks dagbøger, og jeg føler mig forpligtet til at forholde mig til fremmede mennesker og reagere, hvis sjæle bliver vendt på vrangen. Man går ikke forbi en drunknende, hverken her eller i det virkelige liv.

Der er ingen regler for, hvad man må skrive på en blog eller sige til et andet menneske. For åbent til én, er tilpas for en anden. Der er hverken læse- eller lyttetvang. Men derfor skader det vel næppe at overveje, om man kan åbne sig tilstrækkeligt til at underholde andre uden at ende med at udlevere sig selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar