onsdag den 2. april 2008

Du må låne mine sko.

Lige nu er der et par af veninderne, der står i krise, stress og frustrationer til øverste halshvirvel. Det er svært, når nogen man holder af, har det skidt, og man ikke kan gøre ret meget for at hjælpe. Ikke mindst fordi ens eget liv hensynsløst kører videre uden at sætte farten ned. Selvom vi alle hylder idéen om at smide, hvad vi har i hænderne for at hjælpe, så ved vi også, at det kun er ladesiggørligt for en kort bemærkning. Beklageligvis er det de færreste forundt at få så korte kriser, at det akutte beredskab rækker. De fleste af os skal bruge lang tid på at slikke sår, når vi er blevet gået fra. Det tager tid at genvinde troen på sig selv og sit værd, når man er blevet fyret. Kroniske sygdomsforløb og behandlinger holder ikke op med at kræve kræfter, når de mister deres nyheds- og chokværdi for omverdenen.

Når der er gået noget tid, tror jeg desværre bare, at de fleste af os bliver taget til fange af vores eget liv og dets udfordringer. Det er en svær balancegang. Det er vigtigt, at vi ved, at vi har et bagland, når vi mister fodfæstet, men samtidig tror jeg, at vi ofte er bange for at bruge det, fordi vi ikke vil være til besvær. Baglandet udgøres samtidig af rigtige mennesker med rigtige liv og rigtige problemer, hvilket rejser spørgsmålet om, hvad man gør, når en nær ven er i krise, men ressourcerne samtidig er knappe i egen afdeling? Hjælper man sin næste på bekostning af sig selv? Du kan dårligt bede folk sætte deres krise på pause, til du er klar til at træde hjælpende til. For mig har det været svært at acceptere de gange, jeg har haft det rigtig skidt, og et menneske tæt på, ikke har hjulpet. Også selvom jeg er helt på det rene med, at det udelukkende har været på grund af omstændigheder; ikke manglende vilje. Det er bare så svært at forstå logik med hjertet.

En stor udfordring ved at hjælpe mennesker i knæ er, at de sjældent kan fortælle, hvad de har brug for. Særligt hvis vi er ude i et af de forløb, der strækker sig over tid, er det svært, hvad man skal blive ved med at sige. Hver eneste gang, man gentager sig selv, øger man sin følelse af afmagt over ikke at kunne hjælpe. Nogle forfalder til overdrevet optimisme. Her må jeg være fortaler for de fugle, der har midlertidigt lammede næb: Det er pisseirriterende. Min depression forsvinder ikke, fordi du så en krokus i morges. Jeg VED godt, at det nok skal gå, og at jeg finder et nyt job/en ny kæreste, men ligenu er jeg forfærdelig ked af det, og det eneste du opnår med kunstige smil og henvisninger til vejret er, at jeg oveni at være sort på indersiden også føler, at jeg belaster min omverden med mit manglende overskud. Den store finaler er, når jeg ender med at blive vred på mig selv over, at jeg bliver gal på dig, når du prøver at hjælpe.

Mand. Somme tider er livet virkelig en gåtur på glasskår.

3 kommentarer:

  1. Det er bare så rart at vide at jeg ikke skal sidde helt alene her i mørket... Ved nærmest ikke hvad jeg sku gøre uden dig :)

    Kram T.

    SvarSlet
  2. Nej, hvor beskriver du bare det dilemma godt! Det dér har jeg godt nok også tænkt over mange gange. :-/ Er nået frem til, at man vel trods alt må ta' vare på sig selv. Først og fremmest... Men øv, hvor er det svært ikke at føle sig som den vildeste egotripper, når man ind imellem er nødt til at sige fra over for en ven i nød...

    Derudover: Ka' ikke se nogen mailadresse på din blog. Er det mig, som er blind, eller ønsker du bare ikke at modtage fanmail? ;-)

    SvarSlet
  3. Ganske rigtigt Linda!!
    Det bedste ved at blive hjulpet er når man pludselig oplever bare få minutters ro i hovedet - eller faktisk opdager at man godt kan smile af andre ting selv om det hele stadig er derinde.
    Så bliver det alligevel en anelse lettere at beholde egne sko på - trods alt!!

    SvarSlet