onsdag den 26. marts 2008

Til døden mig skiller (ad)

Igår cyklede jeg forbi en byggeplads, hvor der på stilladset var hængt en kæmpereklame for et bedemandsfirma. Lidt efter passerede jeg en reklamesøjle med kampagneplakat for organdonation. Jeg ved ikke lige, hvor vild jeg er med al den påmindelse om, at vi kun er her på tålt ophold? På den ene side, er det jo fint nok at være bevidst om, at jeg ikke ved, hvor mange korn jeg har i timeglasset. En dag brugt, er en dag, der ikke kommer igen. På den anden side kan man risikere at glemme at nyde turen, hvis man kun fokuserer på, hvornår den slutter.

Mine forældre har alle dage være meget straight forward, også med de store ting. Tror jeg var 15 år, da de hen over frikadellerne helt, helt afslappet nævnte, at hvis de blev slået ihjel, havde de begge sagt ja til, at alle deres organer måtte bruges til donation. Om min søster og jeg havde taget stilling? Det rystede mig i min grundvold at finde ud af, at de på et tidspunkt regner med at tjekke ud, og jeg bliver stadig så panisk ved tanken om, at de engang (om MANGE MANGE år!) har tænkt sig at efterlade os her, at mit mentale HFI-relæ slår fra. Til gengæld har jeg fået et ret afslappet forhold til mine organer og deres videre skæbne, i tilfælde af at mit nummer bliver udtrukket. Lægerne må afmontere alle de reservedele, de kan bruge. Men en ting er at have taget stilling. Noget helt andet er reelt at tro på, at det bliver aktuelt.

Måske jeg skulle komme over min forfængelighed og købe en cykelhjelm?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar