lørdag den 29. marts 2008

Sluk lyset, Linda

Igår var jeg til afskedstamtam med mit job, og det var hyggeligt - indtil jeg kom i tanke om, hvorfor jeg var der. Så blev det pludselig rigtig mærkeligt. Føltes meget, meget forkert at sidde omgivet af de mennesker, jeg indtil nu har betragtet som mine sisters in arms, og pludselig erkende, at det er jeg ikke længere en del af flokken. I hvert fald ikke på sammen måde, som jeg har har været hidtil. Selvom jeg forsøgte at huske, at jeg fra nu af kan gå i både prikker og tern, kender mine arbejdstider og gerne må svare, hvis folk spørger mig om noget, nåede jeg at tænke: "Shit, jeg håber, at jeg gør det rigtige!" mange gange.

Til sidst kunne jeg godt mærke, at jeg bare trak tiden for at udskyde det uundgåelige. Det værste ved nye begyndelser er de afslutniger, der nødvendigvis må følge med, og uanset hvor meget jeg glæder mig til at tage hul på noget nyt, så har jeg gruet for dagen, hvor jeg skulle kaste et sidste blik på mit liv, som jeg kender det og lukke døren bag mig. Og det var nogenlunde ligeså slemt, som jeg havde frygtet. Hjalp ikke, da nogle af dem, jeg kommer til at savne allermest (og som jeg vil tænke på hver gang jeg ser en dymo eller en Baresso..) fik tårer i øjnene. Prøv at gætte om det smitter?

Forlod café med tårer i øjnene og fornemmelse af at rulleteksterne kørte over skærmen; vemodig men alligevel fuld af håb for fremtiden. Lige til Hollywood. (Øjeblikkets højtidelighed blev dog temmelig forstyrret af mental scratchlyd, da jeg kom i tanke om, at jeg havde glemt at betale min regning og måtte løbe tilbage med blafrende, røde ører.)

Om der kommer en 2'er, er endnu uvist, men for nu sender vi pakker vi scenen ned, sender crewet hjem og slukker lyset.

"Mit Liv Som Tolk, First Blood"









That's a wrap.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar