søndag den 23. marts 2008

Kan man lære at ignorere 50% af sig selv?

Engang imellem tror jeg, at jeg er dømt til et liv i ensomhed. Tilsyneladende er jeg ude af stand til at finde ro. Mit problem er, at jeg desværre har fået installeret 2. hand personlighed fra tidligere multiple personality disorder patient. Min ene personlighed vil have en mand med overblik, orden på liv og økonomi, med sommerhus og planer for fremtiden - med andre ord: En voksen. Den anden bliver tiltrukket af alt med "bad idea!" tatoveret i panden.

Jeg kan sagtens se potentialet i Den Voksne. Jeg gider ikke være mor for mine kærester, og der er ingen tvivl om, at hvis jeg leder efter en at dele resten af livet med, så er det på denne hylde, jeg skal finde bogen. Drengene i sort tilbyder på den anden side et (ind imellem tiltrængt) break fra orden, overblik og indre organisatan. Det er også hos dem, vi har de lange nætter, hvor ordene aldrig bliver for store, og udsigt og indsigt flyder sammen.

Problemet er bare, at jeg altid mangler noget. Når jeg teamer op med en voksen, bliver jeg enten en overversion af mig selv, så alting bliver så beige og ordenligt at jeg til sidst har lyst til at skrige, eller også forvandler jeg mig til en uregerlig teenager, der betragter alle grænser som invitationer til oprør. Når jeg får plads på sort stue, går der lige præcis to måneder, hvorefter jeg begynder at få spat af, at der aldrig er handling bag ordene, at alting sejler og at denne type mænd hele tiden er på vej.

For vild til de pæne og for pæn til de vilde. Hvordan bliver man lykkelig, når man altid kun er halvvejs tilfreds?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar