søndag den 16. marts 2008

Kan man begå selvmord ved at kaste sig hårdt ned over sin gaffel?

Findes der et sort marked for polititilhold? For jeg er på udkig efter et, som gør det ulovligt for en betemt type bordherrer at befinde sig i samme lokale som mig: De små, joviale mænd. Mænd, som betegner sig selv som 'friske fyre', som blinker skælmsk hver eneste gang, de lukker endnu en latterlig onkeljoke ud, og som knipser alt, alt for meget. (Personligt mener jeg ikke, at man kan knipse for lidt.) Mænd, som når mig til hagen, og stadig kalder mig: "Lille dame". Som er dumme som bølgepap, og som tror, at et svagt og usagligt argument bliver bedre og mere rigtigt, hvis det bare gentages; gerne højere og højere for hver gang. Som har latterligt forudsigelige holdninger, og bliver aggressive på den grinende, rødmossede måde, hvis man siger dem imod. Hvilket man gør, når man efter 2 timer har bidt hul i kinden i forsøget på at holde mund og smile. Om ikke andet giver det sådan en dejlig ro, når man sender en verbal koldfront ind over bordet. Lige indtil Fætter Frisk løfter glasset og råber: "Vi drikker for lidt!"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar