onsdag den 12. marts 2008

Kaffe & Kleenex.

I aften kommer min veninde og hendes fantastiske kæreste til kaffe. Det bliver skrækkeligt: Der er tale om afskedskaffe. Den veninde, jeg har kendt i allerlængst tid, som jeg har boet med i 4 år, og som kender mig bedre end nogen anden, flytter til verdens ende. (Aka: Holstebro.)

Kan man ikke anke den slags beslutninger? Jeg går ikke af med hende. Hun er den, jeg ringer til om natten, hvis det er rigtig, rigtig slemt. Hun ved, hvorfor det er skidesjovt, når jeg siger Prinsesse Torben. Hun kender min familie og alle historierne. Vi har så meget fælles fortid fra tiden på kutteren. Hun kender mine små særheder, og jeg kender hendes. Jeg ved, at hun vender toiletrullen, så papiret falder indad. Hun kan ikke parkere en bil, om så hendes liv afhang af det. Hendes tømmermænd så frygtindgydende, at man kun kan se til i fascineret rædsel. Jeg må godt grine ved tanken om Anders med ruskindsjakken med frynserne på ærmerne, fordi hun til gengæld kan trække historien om en gift præstesøn med cykelhjelm frem. Jeg ved, at hun ikke kan hvile på sit ene knæ, fordi hun væltede på motorcykel, da hun var på jordomrejse. Hun kan svare på alle de brune spørgsmål i TP. Hun er et af de bedste, klogeste og mest empatiske mennesker, jeg kender.

Nu flytter hun. Desværre kan jeg ikke engang opføre dramatisk opsætning af DetKanDuIkkeVæreBekendt, for jeg forstår så udemærket hendes valg. Jeg kommer bare til at savne hende frygteligt. Men jeg må jo bare prøve at huske, at der kører tog. Hun har bil. Vi er på msn. Hvis jeg siger det højt tilstrækkelig mange gange, ender det måske med at hjælpe.

En æra er slut. En del af mig flytter også. Bliver bare drønhyggeligt, når vi skal sidde der og synkrontude i kaffen. Snøft.

2 kommentarer:

  1. Åh, hvor har jeg ondt af jer begge to at I skal have så mange kilometer mellem jer. Du må gerne låne min bil, hvis du gider hilse hende.

    SvarSlet
  2. Nu turde jeg endelig læse det indlæg, som du så venligt havde advaret mig i mod at læse, før jeg var landet - sådan for alvor- i Holstebro, uden mulighed for at fortryde. Nu er jeg her. Det forfærdelige farvel er overstået, og jeg er faktisk ved ret godt mod. Der er bare ét problem, og det er dig, min sveske. Hvis ikke du fandtes, ville Holstebro synes som et ok valg, men fordi du findes, er det bare alt, alt, alt for langt væk:-( Jeg vil savne at have dig lige i nærheden, men jeg går heldigvis heller ikke af med dig!
    P.S. Jeg har faktisk næsten lært at få parkeret - altså i hvert fald nogen gange...
    Vi ses heldigvis allerede i morgen på Ziggy. Jeg glæder mig!

    SvarSlet