onsdag den 19. marts 2008

8000 Happiness

Der er noget suspekt over folk, der stadig indrykker kontaktannoncer i aviser. Er der i virkeligheden ikke kun tale om folk, der ikke kan oprette profiler på nettet, fordi de bliver overvåget af bagmands- og/eller sædelighedspolitiet? I denne uges udgave af Århus Onsdag er der i hvert fald materiale nok til at bakke mistanken op.

"Elskerinde søges. Sød, pæn og kærlig mand, 44, søger moden, gerne frodig (!) kvinde til et erotisk/seksuelt bekendtskab (hvad fanden er forskellen??). Vi mødes i pæne, lyse og trygge rammer (lyder som en mellemting mellem beskrivelse af privathospital og salgsopstilling fra en ejendomsmægler), diskretion og renlighed en selvfølge." Her begynder man så småt at se et billede for sig af overpertentlig, bakterieforskrækket fyr i brune skjorter, der bor i Mors kælder. Hvor man så kan ende sine dage på et stykke sterilt plastik, mens han lægger sig selv i blød i hospitalssprit.

"Baressocafé ved banegården fredag d. 7/3 kl. 9.15 -9.50. (Har du ikke et arbejde, du skal passe?) Sad ved siden af dig. Du talte i telefon to gange og nævnte navnet Patrik. Du lagde dine aviser ind under min avis. Vil gerne mødes igen forat se, om det kunne blive til mere. (Kan i hvert fald dårligt blive til mindre.)" Hurtig håndsoprækning: Hvor mange ville svare på den? Så har han siddet der og lyttet på stalkermåden, mens han har følt sig lagt an på, fordi man har flyttet hans avis. Han er jo syg! Ved bare, at han er sådan en, der stirrer. Heeeeeelt uden at blinke. Ad.

"Min kone og jeg søger hermed pige, der har interesse i at møde sød, kærlig, mørk, muskuløs, flot, brun mand på 28 år fra Nigeria med henblik på et kærligt, seriøst forhold (min kones bror). Skriv så vi kan hjælpe jer til en dejlig fremtid. Familien Black and White." Hvor mange mænd omtaler deres svoger som 'flot, kærlig og muskusløs'? Ville nok lige sove med et øje åbent der, hvis jeg var konen... Hele det der trafficking set-up er da også totalt suspekt. Endelig synes jeg, at det siger lidt om, på hvilket plan man skal udholde underholdning til familiefesterne, at de omtaler sig selv som 'familien Black and White.' (Ville man ikke som mand føle sig noget mere potent, hvis de gik under aliaset Black and Decker?) Hvis man ryger på den, og man skal ned og besøge ham, synes jeg måske lige, at man skal poste et lille brev til Forsvundne Danskere, hvori man vedlægger sin rejseplan. Just in case.

En ting er, at disse mennesker findes derude. Men jeg synes næsten, at det er mere uhyggeligt at tænke på, at der er nogen, der svarer på annoncerne.

Nå. Vil smutte. Skal lige i postkassen.

1 kommentar:

  1. Fantasktisk underholdende indlæg - sidder her og klukgriner mens jeg prøver at ignorere de mange foruroligende billeder, der kører hen over min nethinde.

    SvarSlet